Skip to main content

Capítulo 4

KAPITEL 4

O Céu Além do Universo

The Sky Beyond the Universe

Se mesmo nos planetas superiores deste Universo, estamos sujeitos ao nascimento e à morte, por que os grandes yogīs se esforçam por se elevar até eles? Mesmo que tenham muitos poderes místicos, estes yogīs ainda têm a tendência de querer desfrutar das instalações da vida material. Nos planetas superiores, é possível viver períodos de vida incrivelmente longos. O cálculo de tempo nestes planetas é indicado por Śrī Kṛṣṇa:

Hvis selv de, der bor på højere planeter, er underkastet fødsel og død, hvorfor stræber store yogīer da efter at blive ophøjet til dem? Svaret er, at selv om de måske har mange mystiske kræfter, har disse yogīer stadig tendensen til at ville nyde det materielle livs faciliteter. På de højere planeter er det muligt at leve ufatteligt længe. Tidsregningen på disse planeter antydes af Śrī Kṛṣṇa i Bhagavad-gītā (8.17):

sahasra-yuga-paryantam
ahar yad brahmaṇo viduḥ
rātriṁ yuga-sahasrāntāṁ
te ’ho-rātra-vido janāḥ
sahasra-yuga-paryantam
ahar yad brahmaṇo viduḥ
rātriṁ yuga-sahasrāntāṁ
te ’ho-rātra-vido janāḥ

“Pelos cálculos humanos, um dia de Brahmā tem a duração de mil eras. E esta é também a duração de sua noite.” (Bg. 8.17)

“Ifølge menneskelig tidsregning udgør et tusinde tidsaldre sammenlagt én af Brahmās dage. Og det er også varigheden af hans nat.”

Uma yuga tem uma duração de 4.300.000 anos. Calcula-se que este número multiplicado por mil equivale a doze horas de Brahmā no planeta Brahmaloka. Da mesma forma, a noite de Brahmā compreende outro período de doze horas. Trinta de tais dias equivalem a um mês, doze meses a um ano, e Brahmā vive por cem de tais anos. A vida em  tal planeta é de fato muito longa, mas ainda assim, depois de trilhões de anos, os habitantes de Brahmaloka têm de enfrentar a morte. A menos que formos aos planetas espirituais, não há escapatória para a morte.

Én yuga varer 4.320.000 år. Dette tal ganget med et tusinde anslås til at være tolv timer i Brahmās dag på planeten Brahmaloka. På samme måde går der endnu en tolvtimers periode i hans nat. 30 sådanne dage svarer til en måned, tolv måneder er lig med et år, og Brahmā lever i 100 sådanne år. Livet på en sådan planet er afgjort langt, men ikke desto mindre må indbyggerne på Brahma-loka dø efter billioner af år. Medmindre vi kommer til de åndelige planeter, er der ingen måde at undslippe døden på.

avyaktād vyaktayaḥ sarvāḥ
prabhavanty ahar-āgame
rātry-āgame pralīyante
tatraivāvyakta-saṁjñake
avyaktād vyaktayaḥ sarvāḥ
prabhavanty ahar-āgame
rātry-āgame pralīyante
tatraivāvyakta-saṁjñake

“Quando o dia de Brahmā se manifesta, esta multitude de entidades vivas vêm à existência, e com a chegada da noite de Brahmā, elas são todas aniquiladas.” (Bg. 8.18)

“I begyndelsen af Brahmās dag bliver alle levende væsener manifesteret fra deres umanifesterede tilstand, og når natten atter falder på, opgår de igen i det umanifesterede.” (Bhagavad-gītā 8.18)

Com o final do dia de Brahmā, todos os sistemas planetários inferiores são cobertos com água, e os seres que os habitam são aniquilados. Após esta devastação, depois que passa a noite de Brahmā e ele se levanta de manhã, a criação acontece novamente e todos esses seres ressurgem. Portanto, a sujeição à criação e destruição é a natureza do mundo material.

Ved slutningen på en af Brahmās dage bliver alle de lavere planetsystemer dækket af vand, og de levende væsener på dem bliver udslettet. Efter denne udslettelse og når Brahmās nat er ovre, er der igen skabelse, når Brahmā står op, og alle disse levende væsener kommer igen frem. Således er det naturen af den materielle verden at være underkastet skabelse og tilintetgørelse.

bhūta-grāmaḥ sa evāyaṁ
bhūtvā bhūtvā pralīyate
rātry-āgame ’vaśaḥ pārtha
prabhavaty ahar-āgame
bhūta-grāmaḥ sa evāyaṁ
bhūtvā bhūtvā pralīyate
rātry-āgame ’vaśaḥ pārtha
prabhavaty ahar-āgame

“Entretanto, há outra natureza, que é eterna e transcendental a esta matéria manifesta e imanifesta. Ela é suprema e jamais é aniquilada. Quanto tudo neste mundo é aniquilado, essa parte permanece tal como é.” (Bg. 8.20)

“Igen og igen, når Brahmās dag bryder frem, bliver alle levende væsener til, og når Brahmās nat falder på, bliver de hjælpeløst udslettet.” (Bhagavad-gītā 8.19)

Embora as entidades vivas não gostem da devastação, esta devastação virá e inundará os planetas até que todas as entidades vivas fiquem imersas em água durante a noite de Brahmā. Entretanto, ao chegar do dia, a água desaparece gradualmente.

Selv om de levende væsener ikke bryder sig om udslettelse, kommer denne udslettelse og oversvømmer planeterne, og alle planeternes levende væsener forbliver opslugt af vandet igennem hele Brahmās nat. Men når dagen bryder frem, forsvinder vandet gradvist.

paras tasmāt tu bhāvo ’nyo
’vyakto ’vyaktāt sanātanaḥ
yaḥ sa sarveṣu bhūteṣu
naśyatsu na vinaśyati
paras tasmāt tu bhāvo ’nyo
’vyakto ’vyaktāt sanātanaḥ
yaḥ sa sarveṣu bhūteṣu
naśyatsu na vinaśyati

“Entretanto, há outra natureza, que é eterna e transcendental a esta matéria manifesta e imanifesta. Ela é suprema e jamais é aniquilada. Quanto tudo neste mundo é aniquilado, essa parte permanece tal como é.” (Bg. 8.20)

“Og dog findes der en anden umanifesteret natur, der er evig og transcendental til denne manifesterede og umanifesterede materie. Den er suveræn og forgår aldrig. Når alt i denne verden bliver tilintetgjort, består den del, som den er.” (Bhagavad-gītā 8.20)

Não podemos calcular a extensão do universo material, mas temos informação védica de que existem milhões de universos dentro de toda a criação e que além destes universos materiais existe outro céu que é espiritual. Ali, todos os planetas são eternos, e a vida de todos os seres que neles habitam é também eterna. Neste verso, a palavra bhāvaḥ significa “natureza”, e aqui é indicada outra natureza. Nesse mundo, também temos experiência de duas naturezas. A entidade viva é espírito, e, enquanto ela está dentro da matéria, a matéria se movimenta. Entretanto, assim que a entidade viva, a centelha espiritual, está fora do corpo, ele torna-se imóvel. A natureza espiritual é chamada de natureza superior de Kṛṣṇa, e a material é chamada de natureza inferior.

Além dessa natureza material, existe uma natureza superior que é totalmente espiritual. Não é possível compreender isso através do conhecimento experimental. Podemos ver milhões e milhões de estrelas através de um telescópio, mas não podemos nos aproximar delas. Precisamos nos dar conta de nossas deficiências: se não podemos entender o universo material por meio de conhecimento experimental, qual é a possibilidade de entendermos Deus e Seu reino? Isso não é possível através da experimentação; temos que entender ouvindo o Bhagavad-gītā.

Não podemos saber quem é nosso pai através do conhecimento experimental: precisamos ouvir a palavra de nossa mãe e acreditar nela. Se não acreditarmos nela, não há como saber. Similarmente, se nos mantivermos fiéis ao método da consciência de Kṛṣṇa, toda a informação sobre Kṛṣṇa e Seu reino nos será revelada.

Vi kan ikke anslå, hvor stort det materielle univers er, men fra Vedaerne ved vi, at der er millioner af universer inden for hele skabelsen, og at der uden for disse materielle universer er en anden himmel, der er åndelig. Der er alle planeterne evige, og alle de levende væsener lever evigt. I dette vers betyder ordet bhāvaḥ “natur”, og her antydes en anden natur. I denne verden har vi også erfaring af to naturer. Det levende væsen er ånd, og så længe han er inde i materien, bevæger materien sig, men så snart det levende væsen, den åndelige gnist, er ude af kroppen, bevæger kroppen sig ikke. Den åndelige natur kaldes Kṛṣṇas højere natur, og den materielle natur kaldes den lavere natur. Hinsides denne materielle natur er der en højere natur, der er fuldstændig åndelig. Det er ikke muligt at forstå dette gennem eksperimentel viden. Vi kan se millioner og atter millioner af stjerner gennem et teleskop, men vi kan ikke komme til dem. Vi er nødt til at forstå vores begrænsninger. Hvis vi ikke kan forstå det materielle univers gennem eksperimentel viden, hvordan kan vi da på nogen måde forstå Gud og Hans verden med disse midler? Det er ikke muligt eksperimentelt. Vi er nødt til at forstå ved at høre fra Bhagavad-gītā. Vi kan ikke forstå, hvem vores far er, gennem eksperimentel viden. Vi er nødt til at høre, hvad vores mor har at sige, og tro på hende. Hvis vi ikke tror på hende, har vi ingen måde at vide på. På samme måde vil al viden om Kṛṣṇa og Hans verden blive afsløret for os, hvis vi blot holder os til den Kṛṣṇa-bevidste metode.

Paras tu bhāvaḥ significa “natureza superior” e vyaktaḥ se refere ao que vemos manifestado. Podemos ver que o Universo material manifesta-se através da Terra, do Sol, das estrelas e dos planetas. Além deste Universo, há outra natureza, uma natureza eterna. Avyaktāt sanātanaḥ. Esta natureza material tem um princípio e um fim, mas a natureza espiritual é sanātanaḥ — eterna. Ela não tem princípio nem fim. Como isto é possível? Uma nuvem, ao passar pelo céu, pode parecer cobrir uma grande distância, mas na verdade ela é apenas uma pequena mancha que cobre uma parte insignificante de todo o céu. Porque somos tão pequenos, quando umas poucas centenas de quilômetros são cobertas pela nuvem, parece que todo o céu está coberto.

Analogamente, todo este Universo material é como uma pequena e insignificante nuvem no vasto céu espiritual. Este Universo material é envolvido pelo mahat-tattva, matéria. Assim como uma nuvem tem um princípio e um fim, esta natureza material também tem um princípio e um fim. Quando as nuvens desaparecem e o céu fica claro, vemos todas as coisas tais como elas são.

Similarmente, o corpo é como uma nuvem passando sobre a alma espiritual. Ele permanece por algum tempo, gera alguns subprodutos, degenera-se e então desaparece. Qualquer tipo de fenômeno material que observemos está sujeito a essas seis transformações da natureza material: ele nasce, cresce, permanece por algum tempo, produz alguns subprodutos, degenera-se e então desaparece. Kṛṣṇa indica que, além desta natureza mutável, parecida com uma nuvem, há uma natureza espiritual, que é eterna. Além disso, quando esta natureza material é aniquilada, esta avyaktāt sanātanaḥ permanece.

Paraḥ tu bhāvaḥ betyder “højere natur”, og vyaktaḥ refererer til det, vi ser manifesteret. Vi kan se, at det materielle univers manifesteres gennem Jorden, Solen, stjernerne og planeterne, og hinsides dette univers er der en anden natur, en evig natur. Avyaktāt sanātanaḥ. Denne materielle natur har en begyndelse og en ende, men den åndelige natur er sanātanaḥ, evig. Den har hverken begyndelse eller ende. Hvordan er det muligt? En sky kan passere hen over himlen og tilsyneladende dække en stor del af den, men i virkeligheden er skyen kun som et lille støvfnug, der dækker en ubetydelig del af hele himlen. Fordi vi er så små, virker det på os, som om himlen er tildækket, hvis bare nogle få hundrede kilometer dækkes af skyen. På samme måde er hele dette materielle univers som en lille, ubetydelig sky på den umådelige åndelige himmel. Dette materielle univers er indesluttet af mahat-tattva, materien. Ligesom en sky har en begyndelse og en ende, har denne materielle natur også en begyndelse og en ende. Når skyen forsvinder, og himlen klarer op, ser vi alting, som det er. På samme måde er kroppen som en sky, der passerer hen over den åndelige sjæl. Den forbliver et stykke tid, afgiver nogle biprodukter, svinder ind og forsvinder til sidst. Alle former for materielle fænomener, som vi kan observere, er underlagt disse seks forvandlinger i den materielle natur: De bliver til, vokser, bliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, svinder ind og forsvinder. Kṛṣṇa angiver, at bag denne foranderlige, skylignende natur er der en åndelig natur, der er evig. Når denne materielle natur tilintetgøres, forbliver denne avyaktāt sanātanaḥ natur.

Nos textos védicos há bastante informação sobre o céu material e o céu espiritual. No segundo canto do Śrīmad-Bhāgavatam, encontramos descrições do céu espiritual e de seus habitantes. Há inclusive a informação de que no céu espiritual existem aeroplanos espirituais e que as entidades liberadas viajam neles, rápido como um raio.

Tudo o que encontramos aqui pode também ser encontrado lá em sua forma real. Aqui, no céu material, tudo é uma imitação ou sombra daquilo que existe no céu espiritual. Assim como em um filme vemos simplesmente uma exibição ou imitação da coisa real, no Śrīmad-Bhāgavatam está dito que este mundo material é apenas uma combinação de matéria, modelada de forma similar à realidade, assim como o manequim de uma garota na vitrine de uma loja é parecida com uma garota.

Todo homem sensato sabe que o manequim é uma imitação. Śrīdhara Svāmī diz que, sendo o mundo espiritual real, este mundo material (que é uma imitação), parece ser real. Devemos entender o significado de realidade: realidade significa existência que não pode ser destruída; realidade significa eternidade.

I den vediske litteratur er der en hel del viden om både den materielle og den åndelige himmel. I Śrīmad-Bhāgavatams anden bog er der beskrivelser af den åndelige himmel og dens indbyggere. Der står tilmed, at der er åndelige flyvemaskiner i den åndelige himmel, og de befriede levende væsener rejser rundt i disse flyvemaskiner ligesom lynglimt. Alting, vi støder på her, findes også dér i sin virkelighed. Śrīmad-Bhāgavatam forklarer, at her i den materielle himmel er alting en efterligning eller skygge af, hvad der eksisterer i den åndelige himmel. Ligesom vi i en biograf kun ser en ydre fremvisning eller gengivelse af den virkelige ting, står der i Śrīmad-Bhāgavatam, at denne materielle verden kun er en kombination af materie, der er formet efter virkeligheden. Det svarer til, at en mannequin i et butiksvindue er formet efter en virkelig pige. Enhver mand ved sine fulde fem ved, at mannequinen er en efterligning. Śrīdhara Svāmī bemærker, at fordi den åndelige verden er virkelig, synes denne materielle verden, der kun er en efterligning, at være virkelig. Vi må forstå betydningen af ordet “virkelighed”. Virkelighed vil sige en eksistens, der ikke kan ophøre. Virkelighed betyder evighed.

nāsato vidyate bhāvo
nābhāvo vidyate sataḥ
ubhayor api dṛṣṭo ’ntas
tv anayos tattva-darśibhiḥ
nāsato vidyate bhāvo
nābhāvo vidyate sataḥ
ubhayor api dṛṣṭo ’ntas
tv anayos tattva-darśibhiḥ

“Aqueles que veem a verdade concluíram que não há continuidade para o inexistente, e que não há cessação para o existente. Eles chegaram a esta conclusão estudando a natureza de ambos.” (Bg. 2.16)

“De, der kan se sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende [den materielle krop] ikke varer ved, og at det evige [sjælen] aldrig forandres. Dette har de sluttet ved at studere begges naturer.” (Bhagavad-gītā 2.16)

O prazer verdadeiro é Kṛṣṇa, ao passo que o prazer material (que é temporário), não é real. Aqueles que podem ver as coisas tal como elas são, não se engajam em prazer fictício. O verdadeiro objetivo da vida humana é atingir o céu espiritual, mas, como indica o Śrīmad-Bhāgavatam, a maioria das pessoas não têm conhecimento disso. O significado da vida humana é compreender a realidade e transferir-se para ela.

Toda a literatura védica nos instrui a não permanecermos nessa escuridão. Este mundo material é caracteristicamente escuro, mas o mundo espiritual é cheio de luz, sem, no entanto, ser iluminado por fogo ou eletricidade. Kṛṣṇa enfatiza isso no Décimo Quinto Capítulo do Bhagavad-gītā (15.6):

Virkelig glæde er i Kṛṣṇa, imens materiel nydelse, der er midlertidig, ikke er virkelig. De, der kan se tingene, som de er, tager ikke del i skyggenydelse. Det virkelige mål med menneskelivet er at opnå den åndelige himmel, men som Śrīmad-Bhāgavatam gør opmærksom på, ved de fleste folk ikke dette. Menneskelivet er beregnet til at forstå virkeligheden og blive overført til den. Hele den vediske litteratur instruerer os i ikke at blive her i dette mørke. Den materielle verden er af natur mørk, imens den åndelige verden er fuld af lys, selv om den ikke desto mindre ikke oplyses af ild eller elektricitet. Kṛṣṇa fortæller dette i Bhagavad-gītās femtende kapitel (15.6):

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

“Esta Minha morada não é iluminada pelo Sol ou pela Lua, e nem pela eletricidade. Aquele que a alcança nunca retorna a este mundo material.”

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.”

O mundo espiritual é chamado de imanifesto, pois não pode ser detectado através dos sentidos materiais.

Den åndelige verden kaldes umanifesteret, fordi man ikke kan opfatte den med materielle sanser.

avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

“Esta morada suprema é chamada imanifesta e infalível, e é o destino supremo. Aquele que vai até lá nunca retorna. Essa é a Minha morada suprema.” (Bg. 8.21)

“Det, som vedāntisterne beskriver som umanifesteret og ufejlbarligt, det, der er kendt som det højeste bestemmelsessted, det sted, hvorfra ingen vender tilbage, når først de er kommet dertil – det er Min højeste bolig.” (Bhagavad-gītā 8.21)

Uma grande jornada é apontada neste verso. Nós devemos ser capazes de penetrar no espaço exterior, atravessar o Universo material, penetrar sua cobertura e entrar no céu espiritual. Paramāṁ gatim: essa é a  suprema jornada. Não há motivo para viajar alguns poucos milhares de quilômetros para fora deste planeta e depois voltar. Este tipo de jornada não é muito heroica.

Temos que atravessar todo o Universo material. Esta é uma coisa que não podemos fazer com espaçonaves, mas sim através da consciência de Kṛṣṇa. Aquele que está absorto na consciência de Kṛṣṇa e que à hora da morte pensa em Kṛṣṇa é imediatamente transferido para lá. Se quisermos realmente ir a esse céu espiritual e cultivar uma vida eterna, plena de conhecimento e bem-aventurança, teremos de começar logo o cultivo de um corpo sac-cid-ānanda. É dito que Kṛṣṇa tem um corpo sac-cid-ānandaīśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ — e que nós também temos um corpo semelhante, de eternidade, conhecimento e bem-aventurança, mas que este corpo é muito pequeno e está coberto pela roupa da matéria. Se de alguma forma somos capazes de abandonar esta roupa falsa, podemos atingir esse reino espiritual. E, uma vez que alcançamos esse mundo espiritual, não é necessário voltar (yaṁ prāpya na nivartante).

Dette vers antyder en stor rejse. Vi skal være i stand til at kunne gennemtrænge det ydre rum, krydse over det materielle univers, bane os vej igennem dets dække og komme ind i den åndelige himmel. Paramāṁ gatim – dette er den ultimative rejse. Vi taler ikke om at rejse nogle tusinde kilometer væk fra denne planet og derefter komme tilbage. Den slags rejser er ikke særlig heroiske. Vi må trænge igennem hele dette materielle univers og komme til den åndelige himmel. Det gør vi ikke med rumskibe, men med Kṛṣṇa-bevidsthed. Den, der er absorberet i Kṛṣṇa-bevidsthed, og som i dødsøjeblikket tænker på Kṛṣṇa, overføres med det samme dertil. Hvis vi overhovedet ønsker at komme til den åndelige himmel og opnå et virkeligt evigt, lyksaligt liv, der er fuld af viden, er vi nødt til nu at begynde at udvikle vores sac-cid-ānanda krop. Der står skrevet, at Kṛṣṇa har en sac-cid-ānanda krop (īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ), og vi har også en tilsvarende krop af evighed, viden og lyksalighed. Men vores åndelige krop er meget lille og dækkes af denne materielle krops klædning. Hvis vi på en eller anden måde er i stand til at opgive denne falske klædning, kan vi komme til den åndelige verden. Og så snart vi opnår denne åndelige verden, vil vi ikke skulle komme tilbage (yaṁ prāpya na nivartante).

Todos devem, então, tentar ir a essa dhāma paramam: a suprema morada de Kṛṣṇa. O próprio Kṛṣṇa vem nos chamar, Ele nos dá escrituras como guias e envia Seus representantes genuínos. Devemos tirar proveito desta facilidade oferecida à vida humana. Aquele que alcança esta morada suprema já não necessita fazer penitências, austeridades, meditações ióguicas, etc., mas, para aquele que não a alcança, todas as penitências e austeridades são um inútil desperdício de tempo. A forma humana de vida é uma oportunidade para conseguir esta bênção, e é dever do Estado, dos pais, professores e tutores elevar aqueles que adquiriram esta forma humana de vida para que atinjam esta perfeição da vida. Simplesmente comer, dormir, acasalar-se e brigar como os cachorros e os gatos não é civilização. Devemos utilizar apropriadamente esta forma humana de vida e tirar proveito desse conhecimento para nos prepararmos em consciência de Kṛṣṇa, para que possamos permanecer absortos em Kṛṣṇa e na hora da morte sejamos transferidos para o céu espiritual.

Alle bør derfor forsøge at komme til dhāma paramam, Kṛṣṇas højeste bolig. Kṛṣṇa kommer Selv for at indbyde os dertil, og Han giver os bøger som vejledning og sender Sine ægte repræsentanter for at instruere os. Vi bør benytte os af denne mulighed, der gives i menneskelivet. For den, der kommer til den højeste bolig, er det ikke længere nødvendigt med askese, selvtugt, yogīsk meditation osv., og for den, der ikke kommer dertil, er alle former for selvtugt og askese et omsonst spild af tid. Den menneskelige livsform er en mulighed for at opnå denne velsignelse, og det er pligten for stat, forældre, lærere og formyndere at ophøje dem, der har fået den menneskelige livsform, til denne fuldkommenhed i livet. Blot at spise, sove, parre sig og skændes som katte og hunde er ikke civilisation. Vi bør anvende den menneskelige livsform ordentligt og drage fordel af denne viden ved at forberede os selv i Kṛṣṇa-bevidsthed, så vi døgnet rundt vil være absorberet i Kṛṣṇa og i døden med det samme vil blive overført til den åndelige himmel.

puruṣaḥ sa paraḥ pārtha
bhaktyā labhyas tv ananyayā
yasyāntaḥ-sthāni bhūtāni
yena sarvam idaṁ tatam
puruṣaḥ sa paraḥ pārtha
bhaktyā labhyas tv ananyayā
yasyāntaḥ-sthāni bhūtāni
yena sarvam idaṁ tatam

“A Suprema Personalidade de Deus, que é maior que todos, é alcançável através da devoção pura. Embora presente em Sua morada, Ele é onipenetrante e tudo está situado nEle.” (Bg. 8.22)

“Guddommens Højeste Personlighed, der er større end alle, kan opnås gennem ren hengivenhed. Skønt Han opholder Sig i Sin bolig, er Han altgennemtrængende, og alt befinder sig inden i Ham.” (Bhagavad-gītā 8.22)

Se estamos realmente interessados em alcançar esta morada suprema, o processo, como indicado aqui, é bhakti. Bhaktyā significa serviço devocional, submissão ao Senhor Supremo. A raiz da palavra bhaktyā é bhaj, que significa “serviço”. A definição de bhakti dada no Nārada-pañcarātra é “ausência de designações”.  Se estamos determinados a nos livrarmos de todas as designações que estão atadas à alma espiritual pura, designações essas que surgem devido ao corpo e sempre mudam quando o corpo muda, podemos atingir bhakti.

Bhakti significa compreender que não somos matéria, mas sim espírito puro. Nossa identidade verdadeira não é este corpo, que é apenas uma cobertura do espírito; nossa verdadeira identidade é dāsa, servo de Kṛṣṇa. Aquele que se situa em sua verdadeira identidade e presta serviço a Kṛṣṇa é um bhakta. Hṛṣīkeṇa hṛṣīkeśa-sevanam: quando nossos sentidos estiverem isentos das designações materiais, vamos utilizá-los no serviço ao senhor dos sentidos, Hṛṣīkeśa, ou Kṛṣṇa.

Hvis vi overhovedet er interesseret i at komme til den højeste bolig, er processen bhakti, som det angives her. Bhaktyā betyder hengiven tjeneste, underkastelse for den Højeste Herre. Roden til ordet bhakti er bhaj, der betyder “tjeneste”. Definitionen på bhakti gives i Nārada Pañcarātra:

sarvopādhi-vinirmuktaṁ
tat-paratvena nirmalam
hṛṣīkeṇa hṛṣīkeśa-
sevanaṁ bhaktir ucyate

Bhakti vil sige at engagere alle sine sanser i hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed, der er sansernes herre. Resultatet er, at man befries for alle materielle betegnelser, og ens sanser bliver renset.”

Man kan opnå bhakti, hvis man er fast besluttet på at gøre sig fri af alle de betegnelser, som den rene åndelige sjæl er blevet påhæftet, og som opstår på grund af kroppen og altid forandrer sig, når kroppen ændrer sig. For at praktisere bhakti må man forstå, at man er ren ånd og overhovedet ikke materiel. Vores virkelige identitet er ikke denne krop, der blot er en tildækning af ånden. Vores virkelige identitet er dāsa, en tjener af Kṛṣṇa. Når man befinder sig i sin virkelige identitet og tjener Kṛṣṇa, er man en bhakta. Hṛṣīkeṇa hṛṣīkeśa-sevanam: når vores sanser er fri for materielle betegnelser, vil vi anvende vores sanser i tjenesten til Sansernes Herre, Hṛṣīkeśa eller Kṛṣṇa.

Como indica Rūpa Gosvāmī, temos que servir a Kṛṣṇa de maneira desinteressada. Geralmente, queremos servir a Deus devido a algum objetivo ou lucro material. Naturalmente, aquele que se volta para Deus em busca de benefícios materiais é melhor que aquele que nunca se aproxima de Deus, mas devemos nos livrar do desejo de obter benefícios materiais. Nossa meta deve ser compreender Kṛṣṇa. É claro que Kṛṣṇa é ilimitado e não é possível compreendê-lO, mas temos de aceitar aquilo que podemos compreender. O Bhagavad-gītā é apresentado especificamente para que possamos compreender. Ao receber conhecimento dessa maneira, devemos saber que Kṛṣṇa Se satisfaz, e devemos servi-lO desinteressadamente de acordo com o que O agrada. A consciência de Kṛṣṇa é uma grande ciência, com uma literatura muito vasta, e devemos utilizá-la para obter bhakti.

Som Rūpa Gosvāmī gør opmærksom på, skal vi tjene Kṛṣṇa på en velvillig måde. Generelt er vi tilbøjelige til at tjene Gud i materielt øjemed eller for at få noget. Den, der kommer til Gud i materielt øjemed, er selvfølgelig bedre end den, der aldrig henvender sig til Gud, men den virkelige standard er at være fri for ethvert ønske om materiel vinding. Vores mål bør blot være at forstå Kṛṣṇa. Kṛṣṇa er selvfølgelig ubegrænset, så det er ikke muligt at forstå Ham til fulde, men vi bør lære det, som vi kan forstå. Siden vi skal tjene Kṛṣṇa velvilligt for Hans glædes skyld, er vi nødt til at forstå, hvad der vil glæde ham. Hvordan kan vi vide dette? Fra bøger som Bhagavad-gītā, der er specielt givet til vores forståelse, og fra den rigtige forklaring fra den rigtige person, der kan fortælle os, hvad der vil glæde Kṛṣṇa. Og så snart vi ved dette, bør vi tjene Ham velvilligt i overensstemmelse med, hvad der vil glæde Ham. Kṛṣṇa-bevidsthed er en stor videnskab, der underbygges af en umådelig litteratur, og den bør vi drage fordel af for at opnå bhakti.

Puruṣaḥ sa paraḥ: no céu espiritual, o Senhor Supremo está presente como a Pessoa Suprema. Lá, existem inumeráveis planetas luminosos, e em cada um deles reside uma expansão de Kṛṣṇa. Estas expansões têm quatro braços e inumeráveis nomes. Todas elas são pessoas — não são impessoais. Podemos nos aproximar destes puruṣas, seres pessoais, através de bhakti; não através de desafios, de especulação filosófica, de invenções mentais ou de exercícios físicos, mas sim através da devoção sem a contaminação de atividades fruitivas.

I den åndelige himmel eksisterer den Højeste Herre som den Højeste Person, puruṣaḥ paraḥ. Der er utallige selvlysende planeter der, og på hver eneste af dem finder vi en ekspansion af Kṛṣṇa. Disse ekspansioner er firarmede og har talløse navne. De er alle personer. De er ikke upersonlige. Disse puruṣaer, personer, kan man komme til gennem bhakti – ikke ved at udfordre dem eller gennem filosofisk spekulation, intellektuelle påhit og fysiske øvelser, men kun gennem hengivenhed uden at blive afledt af frugtstræbende aktiviteter.

E como é o puruṣaḥ, a Pessoa Suprema? Yasyāntaḥ-sthāni bhūtāni yena sarvam idaṁ tatam: todas as entidades vivas e todas as coisas estão nEle, e, não obstante, Ele está fora de tudo e é onipenetrante. Como é isso? Ele é como o Sol, que está situado em um local e, não obstante, está presente em toda parte através de seus raios. Embora Deus esteja situado em Sua dhāma paramam, Suas energias são distribuídas por toda parte. Tampouco Ele é diferente de Suas energias, assim como o Sol e o brilho do Sol não são diferentes. Uma vez que Kṛṣṇa e Suas energias não são diferentes, podemos ver Kṛṣṇa em toda parte se somos avançados no serviço devocional.

Hvordan er puruṣaḥ, den Højeste Person? Yasyāntaḥ-sthāni bhūtāni yena sarvam idaṁ tatam: Alle levende væsener og alting er i Ham, og alligevel er Han uden for alting og altgennemtrængende. Hvordan skal det forstås? Han er ligesom Solen, der befinder sig på ét sted, men alligevel er til stede overalt gennem sine stråler. Selv om Gud befinder Sig i Sin højeste bolig, er Hans energier spredt overalt. Han er heller ikke forskellig fra Sine energier, for så vidt som Solen og solskinnet heller ikke er forskellige fra hinanden. Siden Kṛṣṇa og Hans energier ikke er forskellige fra hinanden, kan vi se Kṛṣṇa overalt, hvis vi er avancerede i hengiven tjeneste.

premāñjana-cchurita-bhakti-vilocanena
santaḥ sadaiva hṛdayeṣu vilokayanti
premāñjana-cchurita-bhakti-vilocanena
santaḥ sadaiva hṛdayeṣu vilokayanti
yaṁ śyāmasundaram acintya-guṇa-svarūpaṁ
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi

“Adoro Govinda, a Personalidade de Deus original, a quem olham dentro de seus corações os devotos puros, cujos olhos estão untados com o bálsamo do amor a Deus.” (Brahma-saṁhitā 5.38)

“Jeg tilbeder den oprindelige Guddommens Person­lighed, Govinda, som de rene hengivne, hvis øjne er smurte med salven af kærlighed til Guddommen, altid ser i deres hjerter.” (Brahma-saṁhitā 5.38)

Aqueles que estão saturados de amor a Deus, veem Deus constantemente diante de si. Não é que tenhamos visto Deus ontem à noite e agora Ele já não está mais presente. Não. Para quem é consciente de Kṛṣṇa, Kṛṣṇa está sempre presente e pode ser percebido constantemente. Simplesmente temos que desenvolver nossa visão para vê-lO.

De, der er fyldt med kærlighed til Gud, ser hele tiden Gud foran sig. Det er ikke sådan, at vi så Gud i aftes, og nu er Han der ikke længere. Nej, for den, der er Kṛṣṇa-bevidst, er Kṛṣṇa altid til stede og kan hele tiden ses. Vi behøver blot at udvikle øjnene til at se Ham med.

Devido ao nosso cativeiro material, à cobertura dos sentidos materiais, não podemos entender o que é espiritual, mas essa ignorância pode ser eliminada através do processo de cantar Hare Kṛṣṇa. Como é isso? Uma pessoa adormecida pode ser despertada pela vibração sonora. Embora a pessoa possa estar, para todos o intentos e propósitos, inconsciente (ela não pode ver, sentir, cheirar, etc.), o sentido da audição é tão proeminente que uma pessoa adormecida pode ser despertada através de apenas uma vibração sonora. Similarmente, a alma espiritual, embora se encontre agora dominada pelo sono do contato com a matéria, pode ser revivida através desta vibração sonora transcendental: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare.

Hare Kṛṣṇa é simplesmente uma maneira de nos dirigirmos ao Senhor Supremo e às Suas energias. Hare significa energia, e Kṛṣṇa é nome do Senhor Supremo. Assim, quando cantamos Hare Kṛṣṇa, estamos dizendo: “Ó energia do Senhor, ó Senhor, por favor, aceita-me.” Não há outra oração que possamos oferecer para que Ele nos aceite. Não há sentido em se orar pedindo o pão de cada dia, pois sempre o conseguimos. Hare Kṛṣṇa é apenas uma forma de nos dirigirmos ao Senhor Supremo, pedindo-Lhe que nos aceite. O próprio Senhor Caitanya Mahāprabhu orava:

På grund af vores materielle trældom og tildækningen af de materielle sanser kan vi ikke forstå, hvad der er åndeligt. Men denne uvidenhed kan fjernes ved at synge og recitere Hare Kṛṣṇa. Hvordan kan det lade sig gøre? Et sovende menneske kan vækkes af lyd. Selv om en sovende mand praktisk taget er bevidstløs – han kan hverken se, føle, lugte eller smage – er høresansen så skarp, at han kan vækkes af lyd alene. På samme måde kan den åndelige sjæl, selv om den nu er overvældet af en materiel søvn, genoplives af den transcendentale lyd af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Hare Kṛṣṇa er intet andet end en henvendelse til den Højeste Herre og Hans energi. Hare betyder Herrens energi, og kṛṣṇa er et navn på den Højeste Herre, så når vi siger Hare Kṛṣṇa, siger vi: “O Herrens energi, O Herre, accepter mig som Din tjener.” Vi beder ikke om noget som helst andet. Vi behøver ikke at bede om dagligt brød, for der er altid dagligt brød. Hare Kṛṣṇa er intet andet end en henvendelse til den Højeste Herre, hvor man beder Ham acceptere os. Herren Caitanya Mahāprabhu bad Selv:

ayi nanda-tanuja kiṅkaraṁ
patitaṁ māṁ viṣame bhavāmbudhau
kṛpayā tava pāda-paṅkaja-
sthita-dhūlī-sadṛśaṁ vicintaya
ayi nanda-tanuja kiṅkaraṁ
patitaṁ māṁ viṣame bhavāmbudhau
kṛpayā tava pāda-paṅkaja-
sthita-dhūlī-sadṛśaṁ vicintaya

“Ó filho de Mahārāja Nanda, sou Teu servo eterno, e, apesar de o ser, de alguma forma caí no oceano de nascimentos e mortes. Portanto, por favor, tira-me deste oceano de mortes e coloca-me como um dos átomos a Teus pés de lótus.” (Śikṣāṣṭaka 5)

O Mahārāja Nandas søn, jeg er Din evige tjener, men alligevel er jeg på en eller anden måde faldet ned i fødslen og dødens hav. Løft mig derfor op fra dette dødens hav og anbring mig som et af atomerne ved Dine lotusfødder.” (Śikṣāṣṭaka 5)

A única esperança para um homem perdido no meio do oceano é que alguém venha e o salve. Se alguém vem e o levanta apenas um pouco acima da água, ele fica imediatamente aliviado. Similarmente, se somos de alguma maneira retirados do oceano de nascimentos e mortes através do processo da consciência de Kṛṣṇa, ficamos imediatamente aliviados.

Det eneste håb for den, der er faldet ned midt i havet, er, at der kommer nogen og samler ham op. Hvis nogen kommer og løfter ham bare et par meter over vandet, er han med det samme i sikkerhed. Hvis vi på samme måde bliver løftet op fra havet af fødsel og død gennem den Kṛṣṇa-bevidste proces, er vi med det samme hjulpet.

Embora não possamos compreender a natureza transcendental do Senhor Supremo, de Seu nome, fama e atividades, se nos estabelecermos em consciência de Kṛṣṇa, o próprio Deus Se revelará a nós. Não podemos ver Deus através de nosso próprio esforço, mas se nos qualificarmos, Deus Se revelará e então iremos vê-lO. Ninguém pode ordenar a Deus que apareça parante ele e dance. Temos que agir de tal maneira que Kṛṣṇa Se sinta satisfeito em Se revelar a nós.

Selv om vi ikke kan sanse den transcendentale natur af den Højeste Herre – Hans navn, form, kvaliteter og aktiviteter – vil Gud gradvist afsløre Sig Selv for os, hvis vi engagerer os i Kṛṣṇa-bevidsthed. Vi kan ikke se Gud ved vores egen indsats, men hvis vi kvalificerer os, vil Gud afsløre Sig Selv, og så vil vi kunne se. Ingen kan beordre Gud til at komme og danse foran os, men vi kan handle på en sådan måde, at Kṛṣṇa vil blive behaget og afsløre Sig for os.

Kṛṣṇa nos dá informação sobre Ele mesmo no Bhagavad-gītā, e não há por que duvidar disto; temos apenas que sentir, entender. Não há uma qualificação preliminar necessária para entendermos o Bhagavad-gītā, pois ele é falado a partir da plataforma absoluta.

O simples processo de cantar os nomes de Kṛṣṇa nos revelará o que somos, o que é Deus, o que são os universos material e espiritual, o porquê de nosso condicionamento, como podemos nos livrar deste condicionamento e tudo o mais, passo a passo. Na verdade, o processo de fé e revelação não nos é estranho. Todos os dias depositamos nossa fé em alguma coisa, confiando que tal coisa nos será revelada mais tarde. Podemos comprar uma passagem para a Índia e, de posse da passagem, temos fé que seremos transportados para lá. Por que pagaríamos por um simples pedaço de papel?

Não saímos dando dinheiro para qualquer um. A agência é autorizada e a empresa aérea é autorizada e por isso a fé é estabelecida. Sem fé, não podemos dar sequer um passo adiante no curso ordinário de nossa vida. Temos que ter fé, mas esta fé deve ser depositada naquilo que é autorizado. Não é que devamos ter fé cega, mas sim que devemos aceitar algo que seja reconhecido.

O Bhagavad-gītā é reconhecido e aceito como uma escritura por todas as classes de homens na Índia, e, fora da Índia, muitos intelectuais, teólogos e filósofos aceitam o Bhagavad-gītā como uma obra de grande autoridade. Não resta dúvida de que o Bhagavad-gītā é uma autoridade. Até mesmo o professor Albert Einstein, um cientista tão importante, lia o Bhagavad-gītā regularmente.

Kṛṣṇa fortæller om Sig Selv i Bhagavad-gītā, og der er ingen grund til at betvivle det. Vi behøver blot at opleve det og forstå det. Ingen forudgående kvalifikation er nødvendig for at forstå Bhagavad-gītā, for den tales fra den absolutte platform. Den enkle proces med at fremsige Kṛṣṇas navne vil afsløre, hvad man selv er, hvad Gud er, hvad de materielle og åndelige universer er, hvorfor vi er betingede, og hvordan vi kan komme ud af denne betingede tilstand. Alting vil blive åbenbaret, skridt for skridt. I virkeligheden er processen med at erkende gennem tro og åbenbaring ikke fremmed for os. Hver eneste dag sætter vi vores tro til noget, og senere bliver det åbenbaret for os. Vi køber for eksempel en billet til Indien, for på basis af billetten har vi tro på, at vi vil blive transporteret dertil. Hvorfor betaler vi penge for en billet? Vi giver ikke bare penge til hvem som helst. Men rejsefirmaet er autoriseret, og luftfartsselskabet er autoriseret, så vi har tro. Uden tro kan vi ikke tage et eneste skridt i vores dagligdag. Vi er nødt til at have tro, men det skal være tro, der er autoriseret. Ingen forlanger af os, at vi skal have blind tro, men vi bør acceptere det, der er anerkendt. Bhagavad-gītā er anerkendt og accepteret som et helligt skrift af alle klasser af mennesker i Indien, og når det kommer til uden for Indien, accepterer mange intellektuelle, teologer og filosoffer Bhagavad-gītā som et storslået, autoritativt værk. Selv en så stor videnskabsmand som Albert Einstein læste jævnligt i Bhagavad-gītā.

A partir do Bhagavad-gītā, precisamos aceitar que existe um Universo espiritual, que é reino de Deus. Se, de alguma maneira, fôssemos transportados para um país onde não tivéssemos que passar pelo processo de nascimento, velhice, doença e morte, não nos sentiríamos felizes? Se ouvíssemos falar de um país assim, certamente tentaríamos ir até ele de todas as formas. Ninguém quer envelhecer, ninguém quer morrer. De fato, um lugar livre de tais sofrimentos seria nosso maior desejo. Por que queremos um lugar assim? Porque temos o direito, a prerrogativa de querê-lo. Nós somos eternos, plenos de conhecimento e bem-aventurança, porém por termos sido cobertos pelo envolvimento material, esquecemo-nos de nós mesmos. Por esse motivo, o Bhagavad-gītā nos oferece a chance de sermos capazes de reviver nossa posição original.

Fra Bhagavad-gītā må vi acceptere, at der findes et åndeligt univers, som er Guds rige. Hvis vi på en eller anden måde blev transporteret til et land, hvor vi fik at vide, at vi ikke længere skulle gennemgå fødsel, alderdom, sygdom og død, ville vi da ikke være lykkelige? Hvis vi hørte om et sådant sted, ville vi helt sikkert forsøge så hårdt som muligt muligt at komme dertil. Ingen ønsker at blive gammel. Ingen ønsker at dø. Et sted, der er helt fri for lidelse, er virkelig vores hjertes inderste ønske. Hvorfor ønsker vi dette? Fordi det er vores ret at ønske det. Vi er evige, lyksalige og fulde af viden, men fordi vi er blevet overvældet af denne materielle forvikling, har vi glemt, hvem vi selv er. Derfor giver Bhagavad-gītā os muligheden for at genoplive vores oprindelige natur.

Os śaṅkaristas e os budistas afirmam que o mundo transcendental é vazio, mas o Bhagavad-gītā não nos desaponta dessa forma. A filosofia do vazio tem simplesmente criado ateístas. Nós somos seres espirituais, e queremos o prazer, mas assim que passamos a pensar que nosso futuro é um vazio, nos sentimos inclinados a aproveitar esta vida material. Dessa maneira, os impersonalistas discorrem sobre a filosofia do vazio enquanto tentam aproveitar o mais que podem desta vida material. Um pessoa pode apreciar esse tipo de especulação, mas isso não traz benefício espiritual algum.

Śaṅkariterne og buddhisterne hævder, at verden hinsides er tom, men sådan skuffer Bhagavad-gītā os ikke. Tomhedsfilosofien har blot skabt ateister. Vi er åndelige væsener, og vi ønsker nydelse, men så snart vi tror, at vores fremtid er tom, vil vi blive tilbøjelige til at nyde dette materielle liv. På denne måde diskuterer upersonalisterne tomhedsfilosofi, imens de på samme tid forsøger at nyde det materielle liv. Man kan nyde at spekulere på denne måde, men man får ingen åndelig gavn deraf.

brahma-bhūtaḥ prasannātmā
na śocati na kāṅkṣati
samaḥ sarveṣu bhūteṣu
mad-bhaktiṁ labhate parām
brahma-bhūtaḥ prasannātmā
na śocati na kāṅkṣati
samaḥ sarveṣu bhūteṣu
mad-bhaktiṁ labhate parām

“Aquele que está assim situado transcendentalmente, imediatamente compreende o Brahman Supremo. Ele nunca lamenta e nem deseja ter nada; ele tem a mesma atitude para com todas as entidades vivas. Neste estado ele atinge o serviço devocional puro a Mim.” (Bg. 18.54)

“Den, der er således transcendentalt situeret, erkender øjeblikkeligt den Højeste Brahman og bliver fuldstændig lykkelig. Han sørger aldrig eller ønsker sig noget. Han er ens indstillet over for alle levende væsener. I den tilstand opnår han ren hengiven tjeneste til Mig.” (Bhagavad-gītā 18.54)

Aquele que progrediu na vida devocional e que está saboreando o serviço a Kṛṣṇa, se torna automaticamente desapegado do prazer material. O sintoma de uma pessoa absorta em bhakti é que ela está completamente satisfeita em sua relação com Kṛṣṇa.

Den, der har gjort fremskridt i hengivent liv, og som nyder at tjene Kṛṣṇa, vil automatisk blive utilknyttet til materiel nydelse. Symptomet på den, der er absorberet i bhakti, er, at han er fuldt ud tilfreds med Kṛṣṇa.