Skip to main content

Capítulo 3

KAPITEL 3

Liberação dos Planetas Materiais

Befrielse fra de materielle planeter

Os jñānīs e os yogīs são geralmente impersonalistas e, embora sejam capazes de obter uma forma temporária de liberação ao se fundirem na refulgência impessoal (o céu espiritual), o conhecimento deles não é considerado puro de acordo com o Śrīmad-Bhāgavatam. Através de penitências, austeridades e meditação, eles podem se elevar à plataforma do Absoluto Supremo, mas, como foi explicado anteriormente, eles caem novamente no mundo material porque não consideram seriamente as características pessoais de Kṛṣṇa. A menos que alguém adore os pés de lótus de Kṛṣṇa, ele é obrigado a descer novamente à plataforma material.

A atitude ideal deve ser: “Sou Teu servo eterno. Permita por favor que, de alguma forma, me ocupe em Teu serviço.” Kṛṣṇa é chamado de ajitaḥ — o inconquistável —, pois ninguém é capaz de conquistar Deus. Entretanto, de acordo com o Śrīmad-Bhāgavatam, aquele que tem esta atitude facilmente conquista o Supremo. O Śrīmad-Bhāgavatam nos aconselha também a abandonar este processo fútil de julgar o Supremo. Se não podemos sequer medir os limites do espaço, que dizer então de tentar medir o Supremo? Não podemos medir as dimensões de Kṛṣṇa mediante nosso conhecimento minúsculo, e aquele que chega a esta conclusão é considerado inteligente pela literatura védica. Devemos entender, submissamente, que somos um segmento muito insignificante do Universo. Em vez de querer compreender o Supremo através de nosso conhecimento limitado ou da especulação mental, devemos nos tornar submissos e ouvir a respeito do Supremo através de fontes autorizadas tais como o Bhagavad-gītā, ou através dos lábios de uma alma realizada.

Jñānīerne og yogīerne er generelt upersonalister, og selv om de opnår en midlertidig form for befrielse ved at opgå i den upersonlige udstråling, den åndelige himmel, anses deres viden ifølge Śrīmad-Bhāgavatam ikke for ren. Igennem askese, selvtugt og meditationer kan de stige op til den Højeste Absoluttes niveau, men som det er blevet forklaret, falder de igen ned til den materielle verden, for de har ikke taget Kṛṣṇas personlige aspekt alvorligt. Medmindre man tilbeder Kṛṣṇas lotusfødder, må man igen stige ned til det materielle plan. Den ideelle indstilling bør være: “Jeg er Din evige tjener. Engager mig på en eller anden måde i Din tjeneste.” Kṛṣṇa kaldes ajitaḥ – uovervindelig – for ingen kan besejre Gud, men ifølge Śrīmad-Bhāgavatam kan en person med denne mentalitet let besejre den Højeste. Śrīmad-Bhāgavatam anbefaler også, at vi opgiver det nyttesløse forsøg på at forstå, hvor stor den Højeste er. Vi kan ikke engang måle grænserne for verdensrummet for slet ikke at tale om den Højeste. Det er ikke muligt at opmåle længden og bredden af Kṛṣṇa med ens ubetydelige viden. Den, der når til denne konklusion, anses for at være intelligent i den vediske litteratur. Man må i al ydmyghed nå frem til forståelsen af, at man er en meget lille, ubetydelig del af universet. Vi bør opgive forsøget på at forstå den Højeste med vores begrænsede viden eller intellektuelle spekulation og blive ydmyge og høre om den Højeste fra læberne af en realiseret sjæl eller fra autoritative kilder som Bhagavad-gītā.

No Bhagavad-gītā, Arjuna ouve sobre Deus dos lábios do próprio Śrī Kṛṣṇa. Dessa maneira, através da audição submissa, Arjuna estabelece os critérios para que se compreenda o Supremo. Nossa posição é ouvir o Bhagavad-gītā dos lábios de Arjuna ou de seu representante autorizado, o mestre espiritual. Depois de ouvirmos, é necessário praticar o conhecimento adquirido em nossa vida diária. “Meu querido Senhor, sois inconquistável”, ora o devoto, “mas através deste processo, por ouvir, sois conquistado”. Deus é inconquistável, mas Ele é conquistado pelo devoto que desiste da especulação mental e ouve as fontes autorizadas.

I Bhagavad-gītā hører Arjuna om Gud fra Śrī Kṛṣṇas egne læber. På denne måde sætter Arjuna kriteriet for forståelsen af den Højeste gennem ydmygt at lytte. Det er vores position at høre Bhagavad-gītā fra læberne af Arjuna eller hans ægte repræsentant, den åndelige mester. Efter at have hørt er det nødvendigt at praktisere den erhvervede viden i ens daglige liv. “Min kære Herre, Du er uovervindelig,” beder den hengivne. “Men igennem denne proces – ved at lytte – besejres Du.” Gud er uovervindelig, men Han overvindes af den hengivne, der opgiver enhver intellektuel spekulation og lytter til autoritative kilder.

De acordo com o Brahma-saṁhitā, existem duas maneiras de adquirir conhecimento: o processo ascendente e o processo descendente. Pelo processo ascendente, nos elevamos através do conhecimento adquirido por meios próprios. Dessa maneira, pensamos: “Nem livros nem autoridades me interessam. Eu mesmo obterei conhecimento através da meditação, da filosofia, etc. Assim compreenderei Deus.” O outro processo, o processo descendente, consiste em receber conhecimento de autoridades superiores. O Brahma-saṁhitā declara que, se adotarmos o processo ascendente e viajarmos à velocidade da mente e do vento por milhões de anos, ainda assim não obteremos conhecimento. Para aquele que adotar este processo, o assunto permanecerá inalcançável e inconcebível.

Entretanto, este conhecimento é fornecido no Bhagavad-gītā: ananya-cetaḥ. Kṛṣṇa diz para meditarmos nEle com submissão, sem nos desviarmos do caminho do serviço devocional. Para quem O adora dessa maneira — tasyāhaṁ sulabhaḥ: “Eu Me torno facilmente acessível.” Este é o processo: se alguém trabalha para Kṛṣṇa vinte e quatro horas por dia, Kṛṣṇa não consegue esquecê-lo. Por tornar-se submisso, ele pode atrair a atenção de Deus. Como meu Guru Mahārāja, Bhaktisiddhānta Sarasvatī, costumava dizer: “Não tente ver Deus. Por acaso pensa que Deus virá e Se colocará diante de nós como um servo, só porque queremos vê-lO? Este não é o método submisso. Temos que agradá-lO através de nosso amor e serviço.”

Ifølge Brahma-saṁhitā er der to måder at få viden på: den opstigende proces og den nedstigende proces. Igennem den opstigende proces ophøjes man af viden, som man erhverver ved egen indsats. På denne måde tænker man: “Jeg er ligeglad med autoriteter eller bøger. Jeg kan få viden på egen hånd gennem meditation og filosofi og lære om Gud ved egen kraft.” Den anden proces, den nedstigende proces, indebærer, at man modtager viden fra højere autoriteter. Brahma-saṁhitā erklærer, at hvis man anvender den opstigende proces og rejser med sindets og vindens fart i millioner af år, vil man i sidste ende stadigvæk ikke kende Gud. For en sådan person vil emnet forblive vanskeligt og ufatteligt. Men den enkle proces, hvorigennem man forstår dette emne, gives i Bhagavad-gītā: ananya-cetāḥ satataṁ yo māṁ smarati nityaśaḥ. Kṛṣṇa beder om, at man mediterer på Ham i underkastelse uden at afvige fra vejen af hengiven tjeneste. For den, der tilbeder Ham på denne måde, tasyāhaṁ sulabhaḥ: “Jeg bliver let opnåelig.” Dette er processen: Hvis man arbejder for Kṛṣṇa døgnet rundt, kan Kṛṣṇa ikke glemme én. Ved at underkaste sig kan man tiltrække Guds opmærksomhed. Som min Guru Mahārāja, Bhaktisiddhānta Sarasvatī, plejede at sige: “Forsøg ikke at se Gud. Skal Gud komme og stå foran os som en tjener, blot fordi vi gerne vil se Ham? Dette er ikke den ydmyge vej. Vi må vinde Ham gennem vores kærlighed og tjeneste.”

O processo adequado para se aproximar de Kṛṣṇa foi transmitido à humanidade pelo Senhor Caitanya Mahāprabhu, e Rūpa Gosvāmī, Seu primeiro discípulo, soube valorizar este processo. Rūpa Gosvāmī era ministro do governo muçulmano, mas deixou o governo para se converter em um discípulo de Caitanya Mahāprabhu. Ao encontrar-se com o Senhor pela primeira vez, Rūpa Gosvāmī aproximou-se dEle recitando o seguinte verso:

Den rette proces, hvorigennem man nærmer sig Kṛṣṇa, blev givet til menneskeheden af Herren Caitanya Mahāprabhu, og Rūpa Gosvāmī, Hans vigtigste discipel, påskønnede processen. Rūpa Gosvāmī var minister i den muslimske regering, men forlod regeringen for at blive Caitanya Mahāprabhus discipel. Da Rūpa Gosvāmī første gang kom for at se Herren, henvendte han sig til Ham med følgende vers:

namo mahā-vadānyāya
kṛṣṇa-prema-pradāya te
kṛṣṇāya kṛṣṇa-caitanya-
nāmne gaura-tviṣe namaḥ
namo mahā-vadānyāya
kṛṣṇa-prema-pradāya te
kṛṣṇāya kṛṣṇa-caitanya-
nāmne gaura-tviṣe namaḥ

“Ofereço minhas respeitosas reverências ao Senhor Supremo, Śrī Kṛṣṇa Caitanya, que é mais magnânimo do que qualquer outro avatāra, inclusive o próprio Kṛṣṇa, pois Ele está concedendo livremente o que ninguém jamais deu: amor puro por Kṛṣṇa.”

“Jeg udtrykker min respektfulde underkastelse for den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa Caitanya, der er mere storsindet end nogen anden avatāra inklusive Kṛṣṇa Selv, for Han giver, hvad ingen tidligere nogensinde har givet – ren kærlighed til Kṛṣṇa.”

Rūpa Gosvāmī chamou Caitanya Mahāprabhu de “a personalidade mais magnânima e mais caridosa”, pois Ele estava oferecendo pelo preço mais baixo o bem mais valioso: o amor a Deus. Todos nós queremos Kṛṣṇa e ansiamos por Ele. Kṛṣṇa é o mais atrativo, o mais belo, o mais opulento, o mais poderoso e o mais erudito. Este é o objeto de nossa ânsia. Ansiamos pelo belo, pelo poderoso, pelo erudito, pelo rico. Kṛṣṇa é o reservatório de todas essas coisas, de modo que só precisamos voltar nossa atenção para Ele e conseguiremos tudo. Tudo — o que quer que desejarmos. Qualquer que seja o desejo dentro de nosso coração, ele será satisfeito por este processo da consciência de Kṛṣṇa.

Kṛṣṇa giver Sig Selv til den, der udvikler ren kærlighed til Ham. Så Rūpa Gosvāmī kaldte Caitanya Mahā­prabhu for “den mest gavmilde, den mest barmhjertige personlighed,” fordi Han gav den mest kostbare ting af alle – kærlighed til Kṛṣṇa – for næsten ingenting. Vi ønsker alle Kṛṣṇa, og vi længes efter Ham, for Han er den mest tiltrækkende, den smukkeste, den rigeste, den mægtigste og den mest lærde. Disse ting er, hvad vi længes efter. Vi længes efter det smukke, det magtfulde, det lærde, det rige. Kṛṣṇa er reservoiret af alle disse, så derfor behøver vi kun at vende vores opmærksomhed mod Ham, og vi vil få alting, uanset hvad vi vil have. Uanset hvad vores hjertes ønske er, vil det blive opfyldt gennem den Kṛṣṇa-bevidste proces.

Como se declarou anteriormente, para aquele que morre consciente de Kṛṣṇa, a entrada em Kṛṣṇaloka, a morada suprema onde Kṛṣṇa reside, está garantida. Nesse ponto, alguém poderia perguntar qual é a vantagem de ir a tal planeta, e o próprio Kṛṣṇa responde:

Som tidligere nævnt er adgangen til Kṛṣṇaloka, den højeste bolig, hvor Kṛṣṇa bor, garanteret for den, der dør i Kṛṣṇa-bevidsthed. Her kan man spørge, hvad fordelen er ved at komme til den planet. Kṛṣṇa svarer Selv derpå:

mām upetya punar janma
duḥkhālayam aśāśvatam
nāpnuvanti mahātmānaḥ
saṁsiddhiṁ paramāṁ gatāḥ
mām upetya punar janma
duḥkhālayam aśāśvatam
nāpnuvanti mahātmānaḥ
saṁsiddhiṁ paramāṁ gatāḥ

“Após Me alcançarem, as grandes almas, que são yogīs com devoção, jamais retornam a este mundo temporário, que é cheio de misérias, pois estes yogīs alcançaram a perfeição máxima.” (Bg. 8.15)

“Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogīer i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden, der er fuld af lidelse, for de har opnået den højeste fuldkommenhed.” (Bhagavad-gītā 8.15)

Śrī Kṛṣṇa, o criador, confirma que este mundo material é duḥkhālayam — cheio de misérias. Como, então, podemos torná-lo confortável? É possível tornar este mundo confortável pelo assim chamado avanço da ciência? Não, não é possível. O resultado é que não queremos sequer saber quais são estas misérias. Como declarado anteriormente, as misérias do mundo material são o nascimento, a velhice, a doença e a morte, e porque não conseguimos encontrar uma solução para elas, tentamos ignorá-las. A ciência não tem poder para solucionar estas misérias que estão sempre nos causando problemas. Ao contrário, os cientistas desviam nossa atenção, fabricando naves espaciais e bombas atômicas.

A solução para estes problemas é dada aqui no Bhagavad-gītā: aquele que atinge a plataforma de Kṛṣṇa não tem de regressar novamente a este local de nascimentos e mortes. Devemos tentar entender que este lugar é cheio de misérias. Para podermos compreender isso, é necessário um determinado grau de desenvolvimento da consciência. Os gatos, os cães e os porcos não podem entender que estão sofrendo. O homem é chamado de animal racional, mas sua racionalidade está sendo usada para aumentar suas propensões animalescas, em vez de ser usada para indagar sobre como libertar-se desta condição miserável. Aqui, Kṛṣṇa declara explicitamente que aquele que vem a Ele jamais renascerá para sofrer tais misérias novamente. As grandes almas que chegam até Ele alcançaram a perfeição máxima da vida, que alivia a entidade viva do sofrimento da existência condicionada.

Denne materielle verden bekræftes af Śrī Kṛṣṇa, Skaberen, som duḥkhālayam, fyldt med lidelser. Hvordan skulle vi kunne gøre den til et behageligt sted? Er det muligt at gøre denne verden til et bekvemt sted gennem såkaldt fremskridt i videnskab? Nej, det er helt umuligt. Som følge deraf ønsker vi ikke engang at vide, hvad disse lidelser er. Lidelserne er som før nævnt fødsel, alderdom, sygdom og død, men fordi vi ikke kan finde en løsning på dem, forsøger vi at lade som om, at de ikke er der. Videnskaben har ingen kapacitet til at løse disse lidelser, der altid forfølger os. I stedet vender videnskabsmændene deres opmærksomhed mod at lave rumskibe eller atombomber.

Løsningen på disse problemer gives her i Bhagavad-gītā: Den, der når til Kṛṣṇas platform, behøver ikke at vende tilbage til denne materielle verden af fødsel og død. Vi må forsøge at forstå, at dette sted er fuld af lidelse. Det tager en vis mængde udviklet bevidsthed at forstå dette. Katte, hunde og svin kan ikke forstå, at de lider. Mennesket kaldes et rationelt dyr, men nu bruges vores rationelle evner til at fremme vores dyriske tilbøjeligheder i stedet for at finde ud af, hvordan man kan blive befriet fra denne lidelsesfyldte tilstand. Her forklarer Kṛṣṇa direkte, at den, der kommer til Ham, vil aldrig blive genfødt her for at lide igen. Disse store sjæle, der kommer til Ham, har opnået livets højeste fuldkommenhed, der befrier det levende væsen fra lidelsen i den betingede tilværelse.

Uma das diferenças que há entre Kṛṣṇa e um ser comum é que uma entidade comum só pode estar em um local de cada vez, ao passo que Kṛṣṇa pode estar em toda a parte do Universo e, simultaneamente, em Sua própria morada. A morada de Kṛṣṇa no reino transcendental chama-se Goloka Vṛndāvana. A Vṛndāvana da Índia é a mesma Vṛndāvana que desce a esta Terra.

Quando Kṛṣṇa desce pessoalmente por intermédio de Sua própria potência interna, Sua dhāma, ou morada, também desce com Ele. Em outras palavras, quando Kṛṣṇa desce a esta Terra, Ele Se manifesta nesta região específica. Não obstante, a morada de Kṛṣṇa permanece eternamente na esfera transcendental, nos Vaikuṇṭhas. Neste verso, Kṛṣṇa declara que aquele que chegar à Sua morada nos Vaikuṇṭhas jamais terá que nascer novamente no mundo material. Tal pessoa é chamada de mahātmā. No Ocidente, ouvimos a palavra mahātmā geralmente usada em relação a Mahatma Gandhi, mas devemos entender que mahātmā não é o título de um político. Pelo contrário, mahātmā refere-se à pessoa de primeira classe, consciente de Kṛṣṇa, elegível a entrar na morada de Kṛṣṇa. A perfeição do mahātmā é utilizar a forma humana de vida e os recursos da natureza para sair do ciclo de nascimentos e mortes.

En af forskellene på Kṛṣṇa og et almindeligt levende væsen er, at sidstnævnte kan kun være på ét sted ad gangen, men Kṛṣṇa kan være overalt i universet og samtidig være i Sin egen bolig. Kṛṣṇas bolig i den transcendentale verden kaldes Goloka Vṛndāvana. Vṛndāvana i Indien er det samme Vṛndāvana, der er nedsteget til denne jord. Når Kṛṣṇa Selv nedstiger gennem Sin indre energi, nedstiger Hans dhāma eller bolig også. Når Kṛṣṇa med andre ord nedstiger til denne jord, viser Han Sig Selv på dette sted. På trods af dette forbliver Kṛṣṇas bolig for evigt i den transcendental sfære i Vaikuṇṭhaerne. I dette vers erklærer Kṛṣṇa, at den, der kommer til Hans bolig i Vaikuṇṭhaerne, aldrig behøver at tage fødsel igen i den materielle verden. En sådan person kaldes mahātmā. Ordet mahātmā er generelt kendt i Vesten i forbindelse med Mahatma Gandhi, men vi må forstå, at mahātmā ikke er titlen på en politiker. Snarere refererer mahātmā til det førsteklasses Kṛṣṇa-bevidste menneske, der er kvalificeret til at komme til Kṛṣṇas bolig. Mahātmāens fuldkommenhed er at bruge den menneskelige livsform og naturens ressourcer på at befri sig selv fra kredsløbet af fødsel og død.

Uma pessoa inteligente sabe que não quer misérias, mas tais misérias lhe são infligidas à força. Como se declarou anteriormente, estamos sempre em uma condição miserável por causa da mente, do corpo, dos distúrbios naturais ou de outras entidades vivas. Há sempre alguma espécie de miséria que nos é imposta. Este mundo material é um mundo de misérias; a menos que haja miséria, não podemos chegar à consciência de Kṛṣṇa. As misérias são na verdade um impulso e um auxílio para nos elevar à consciência de Kṛṣṇa.

Um homem inteligente pergunta por que estas misérias lhe são impostas à força. Contudo, a atitude da civilização moderna é a seguinte: “Soframos e ocultemos nosso sofrimento, intoxicando-nos de alguma maneira”, isso é tudo. Entretanto, assim que a intoxicação acaba, as misérias voltam. Não é possível chegar a uma solução para as misérias da vida por intermédio da intoxicação artificial. A solução é dada pela consciência de Kṛṣṇa.

En intelligent person tænker: “Jeg ønsker ikke lidelser, men de påføres mig med magt. Hvorfor?” Som sagt i begyndelsen er vi altid i en lidelsesfyldt tilstand på grund af de forstyrrelser, der kommer fra vores sind og krop såvel som fra naturen og fra andre levende væsener. Der er altid en eller anden form for lidelse, der bliver påført os. Denne materielle verden er bestemt til lidelse. Medmindre der er lidelse, kan vi ikke komme til Kṛṣṇa-bevidsthed. Lidelse er i virkeligheden et incitament og en hjælp til at ophøje os til Kṛṣṇa-bevidsthed. Imidlertid er den moderne civilisations indstilling: “Lad mig lide og dulme min lidelse med beruselse.” Men så snart beruselsen er ovre, vender lidelserne tilbage. Det er ikke muligt at finde en løsning på livets lidelser gennem kunstig beruselse. Løsningen skal findes igennem Kṛṣṇa-bevidsthed.

Pode ser que alguém chame a atenção para o fato de que, embora os devotos de Kṛṣṇa estejam tentando entrar no planeta de Kṛṣṇa, as demais pessoas estão interessadas em ir à Lua. Por acaso, ir à Lua também não é perfeição? A tendência de viajar a outros planetas está sempre presente na entidade viva.

Um dos nomes dados às entidades vivas é sarva-gata, que significa “aquele que quer viajar por toda parte”. Viajar faz parte da natureza da entidade viva. O desejo de ir à Lua não é algo novo; os yogīs também estão interessados em entrar nos planetas superiores. Entretanto, no Bhagavad-gītā (8.16), Kṛṣṇa chama a atenção para o fato de que isto não ajudará em nada.

Man kan påpege, at selv om Kṛṣṇas hengivne forsøger at komme til Kṛṣṇas planet, vil alle andre gerne til Månen. Er det ikke også fuldkommenhed at komme til Månen? Tilbøjeligheden til at ville rejse til andre planeter findes altid i det levende væsen. Et navn for det levende væsen er sarva-gata, der betyder “den, der ønsker at rejse overalt.” At rejse er en del af det levende væsens natur. Ønsket om at komme til Månen er ikke noget nyt. Yogīerne er også interesserede i at komme til højere planeter, men i Bhagavad-gītā (8.16) gør Kṛṣṇa opmærksom på, at dette ikke vil hjælpe én:

ābrahma-bhuvanāl lokāḥ
punar āvartino ’rjuna
mām upetya tu kaunteya
punar janma na vidyate
ābrahma-bhuvanāl lokāḥ
punar āvartino ’rjuna
mām upetya tu kaunteya
punar janma na vidyate

“Desde o planeta mais elevado no mundo material até o planeta mais baixo, todos eles são locais de miséria onde ocorrem repetidos nascimentos e mortes. Porém, aquele que atinge Minha morada, ó filho de Kuntī, jamais volta a nascer.”

“Lige fra den højeste ned til den laveste er alle planeter i den materielle verden lidelsesfyldte steder, hvor gentagen fødsel og død finder sted. Men den, der kommer til Min bolig, vil aldrig blive født igen, O Kuntīs søn.”

O Universo é dividido entre os sistemas planetários superior, intermediário e inferior. A Terra é considerada um membro do sistema planetário intermediário. Kṛṣṇa chama a atenção para o fato de que, mesmo que alguém entre no planeta mais elevado entre todos os planetas, chamado Brahmaloka, ainda assim encontrará a repetição de nascimentos e mortes. Outros planetas do Universo estão cheios de entidades vivas. Não devemos pensar que estamos aqui e todos os outros planetas são vazios. Pela experiência, podemos comprovar que nenhum lugar na Terra é desabitado. Se cavamos a terra, encontramos minhocas. Se mergulhamos na água, encontramos seres aquáticos; se olhamos para o céu, encontramos muitas aves. Como é possível concluir que não há entidades vivas nos outros planetas?

Mas Kṛṣṇa nos chama a atenção para o fato de que, mesmo que entremos nos planetas onde residem os grandes semideuses, continuaremos sujeitos à morte. Novamente, Kṛṣṇa repete que ao atingir Seu planeta, não é preciso voltar a nascer.

Universet er opdelt i højere, mellemliggende og lavere planetsystemer. Jorden anses for at være en del af det mellemliggende planetsystem. Kṛṣṇa påpeger, at selv om man kommer til den højeste planet af alle, Brahmaloka, er der fortsat gentagelse af fødsel og død. Andre planeter i universet er fulde af levende væsener. Vi bør ikke tro, at her på Jorden er der levende væsener, mens alle andre planeter er tomme. Vi har erfaring af, at intet sted på Jorden er ubeboet og uden levende væsener. Hvis vi graver dybt ned i jorden, finder vi orm; hvis vi dykker dybt ned i vandet, støder vi på vanddyr; hvis vi flyver højt op i himlen, ser vi en masse fugle. Hvordan er det muligt at konkludere, at andre planeter ikke har levende væsener? Men Kṛṣṇa gør opmærksom på, at selv hvis vi kommer til de planeter, hvor store halvguder bor, vil vi fortsat være underkastet døden. Her gentager Kṛṣṇa, at når man kommer til Hans planet, behøver man ikke at blive født igen.

Devemos considerar muito seriamente a obtenção de nossa vida eterna, plena de conhecimento e bem-aventurança. Estamos esquecidos de que esta é realmente a meta da nossa vida, nosso verdadeiro interesse próprio. Por que nos esquecemos disso? Estamos simplesmente presos na armadilha do brilho material, dos arranha-céus, das grandes indústrias e do jogo político, embora saibamos que, mesmo construindo grandes arranha-céus, não seremos capazes de viver aqui indefinidamente. Não devemos desperdiçar nossa energia, construindo cidades e indústrias poderosas para ficarmos ainda mais presos na armadilha da natureza material; pelo contrário, devemos utilizar nossa energia para desenvolver a consciência de Kṛṣṇa e, desse modo, obtermos um corpo espiritual com o qual possamos entrar no planeta de Kṛṣṇa. A consciência de Kṛṣṇa não é uma forma religiosa nem uma recreação espiritual; ela é a parte mais importante da entidade viva.

Vi bør være meget seriøse med hensyn til at opnå vores evige liv, der er fuld af lyksalighed og viden. Vi har glemt, at dette i virkeligheden er vores mål med livet, vores virkelige egeninteresse. Hvorfor har vi glemt dette? Vi er simpelthen blevet ført bag lyset af det materielle glimmerværk – store skyskrabere, store fabrikker og politiske spil – selv om vi ved, at uanset hvor store vi bygger skyskraberne, vil vi ikke kunne bo i dem for evigt. Vi bør ikke spilde vores kræfter på at opbygge store industrier og byer for blot at lade os selv blive yderligere fanget i den materielle natur. I stedet skal vi bruge vores energi på at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, så vi efter at have forladt denne krop kan få en åndelig krop og komme til Kṛṣṇas åndelige planet. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke en religiøs formalitet eller en form for åndelig rekreation, men den vigtigste ting i vores liv.