Skip to main content

TEXT 19

TEXT 19

Tekst

Tekst

bahūnāṁ janmanām ante
jñānavān māṁ prapadyate
vāsudevaḥ sarvam iti
sa mahātmā su-durlabhaḥ
bahūnāṁ janmanām ante
jñānavān māṁ prapadyate
vāsudevaḥ sarvam iti
sa mahātmā su-durlabhaḥ

Synoniemen

Synonyms

bahūnām — veel; janmanām — herhaalde geboorte en dood; ante  — na; jñāna-vān — iemand die volledige kennis bezit; mām — aan Mij; prapadyate — geeft zich over; vāsudevaḥ — de Persoonlijkheid Gods, Kṛṣṇa; sarvam — alles; iti — zo; saḥ — die; mahā-ātmā — grote ziel; su-durlabhaḥ — heel zeldzaam te vinden.

bahūnām — mange; janmanām — gentagne fødsler og død; ante — efter; jñāna-vān — den, der har fuld viden; mām — til Mig; prapadyate — overgiver sig; vāsudevaḥ — Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa; sarvam — alting; iti — således; saḥ — en sådan; mahā-ātmā — stor sjæl; su-durlabhaḥ — meget sjælden at se.

Vertaling

Translation

Na vele malen geboren en gestorven te zijn, geeft degene die werkelijk kennis bezit zich aan Mij over, wetend dat Ik de oorzaak van alle oorzaken ben en dat Ik alles ben wat bestaat. Zo’n grote ziel is zeer zeldzaam.

Efter mange, mange liv overgiver den, der besidder virkelig kundskab, sig til Mig, for han ved, at Jeg er alle årsagers årsag og alt, som er. En sådan stor sjæl er meget sjælden.

Betekenisverklaring

Purport

Na vele, vele levens devotionele dienst of transcendentale ritu-elen te hebben gedaan, kan het levend wezen werkelijk overtuigd raken van de transcendentale, zuivere kennis dat de Allerhoogste Persoonlijkheid Gods het uiteindelijke doel van spirituele bewustwording is. In het begin van spirituele bewustwording, zal iemand, terwijl hij zijn gehechtheid aan materie probeert op te geven, geneigd zijn tot het impersonalisme, maar wanneer hij verder gevorderd raakt, begrijpt hij dat er in het spirituele leven activiteiten zijn en dat deze activiteiten samen devotionele dienst uitmaken. Wanneer hij zich dit eenmaal realiseert, raakt hij gehecht aan de Allerhoogste Persoonlijkheid Gods en geeft hij zich aan Hem over. Op dat moment begrijpt men dat de genade van Heer Śrī Kṛṣṇa alles is, dat Hij de oorzaak van alle oorzaken is en dat de materiële wereld niet onafhankelijk van Hem is. Hij beseft dat de materiële wereld een verwrongen reflectie van de spirituele verscheidenheid is en realiseert zich dat alles in verbinding staat met de Allerhoogste Heer, Kṛṣṇa. Hij beschouwt alles dus in relatie met Vāsudeva, Śrī Kṛṣṇa. Zo’n universele kijk op Vāsudeva bespoedigt iemands volledige overgave aan de Allerhoogste Heer Śrī Kṛṣṇa, het hoogste doel. Zulke grote zielen, die zich hebben overgegeven, zijn heel zeldzaam.

FORKLARING: Efter at have gjort hengiven tjeneste eller udført transcendentale ritualer i mange, mange liv kan det være, at det levende væsen faktisk bliver situeret i ren transcendental viden om Guddommens Højeste Personlighed som det endelige mål for åndelig erkendelse. I begyndelsen af åndelig erkendelse, mens man prøver at opgive sin tilknytning til materialisme, er der en vis tendens til upersonalisme, men når man gør yderligere fremskridt, kan man forstå, at der er aktiviteter i åndeligt liv, og at disse aktiviteter udgør hengiven tjeneste. Når man erkender dette, bliver man knyttet til Guddommens Højeste Personlighed og overgiver sig til Ham. På det tidspunkt kan man forstå, at Herren Śrī Kṛṣṇas nåde er alt, at Han er alle årsagers årsag, og at denne materielle manifestation ikke er uafhængig af Ham. Man forstår, at den materielle verden er en forvrænget genspejling af åndelig mangfoldighed, og at der i alting er en relation til den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Således ser man alt i forhold til Vāsudeva eller Śrī Kṛṣṇa. Et sådant universelt syn af Vāsudeva går forud for ens fulde overgivelse til den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, som det højeste mål. Den slags store overgivne sjæle er meget sjældne.

Dit vers wordt in de Śvetāśvatara Upaniṣad (3.14-15) zeer goed uitgelegd:

Dette vers forklares fint i Śvetāśvatara Upaniṣads kapitel 3, vers 14–15:

sahasra-śīrṣā puruṣaḥ
sahasrākṣaḥ sahasra-pāt
sa bhūmiṁ viśvato vṛtvā-
tyātiṣṭhad daśāṅgulam
sahasra-śīrṣā puruṣaḥ
sahasrākṣaḥ sahasra-pāt
sa bhūmiṁ viśvato vṛtvā-
tyātiṣṭhad daśāṅgulam
puruṣa evedaṁ sarvaṁ
yad bhūtaṁ yac ca bhavyam
utāmṛtatvasyeśāno
yad annenātirohati
puruṣa evedaṁ sarvaṁ
yad bhūtaṁ yac ca bhavyam
utāmṛtatvasyeśāno
yad annenātirohati

In de Chāndogya Upaniṣad (5.1.15) staat: na vai vāco na cakṣūṁṣi na śrotrāṇi na manāṁsīty ācakṣate prāṇa iti evācakṣate prāṇo hy evaitāni sarvāṇi bhavanti — ‘In het lichaam van een levend wezen is noch het spraakvermogen noch het gezichtsvermogen noch het gehoor noch het denkvermogen de belangrijkste factor — de levenskracht is het centrum van alle activiteiten.’ Op dezelfde manier is Heer Vāsudeva, de Allerhoogste Persoonlijkheid Gods, Heer Śrī Kṛṣṇa, het belangrijkste wezen in alles. In ons lichaam zijn de vermogens tot spreken, zien, horen, denken enz. aanwezig, maar wanneer deze niet in verband staan met de Allerhoogste Heer, zijn ze onbelangrijk. En omdat Vāsudeva alomtegenwoordig is en alles Vāsudeva is, geeft de toegewijde zich in volledige kennis aan Hem over (cf. Bhagavad-gītā 7.17 en 11.40).

“Herren Viṣṇu har tusinder af hoveder, tusinder af øjne og tusinder af fødder. Han omslutter hele universet, men rækker stadigvæk ud over det med to håndsbredder. I virkeligheden er Han hele universet. Han er alt, der var, og alt, som er. Han er Herren over udødelighed og alt, der næres af føde.”

I Chāndogya Upaniṣad (5.1.15) står der, na vai vāco na cakṣūṁṣi na śrotrāṇi na manāṁsīty ācakṣate, prāṇā ity evācakṣate, prāṇo hy evaitāni sarvāṇi bhavati: “I et levende væsens krop er hverken evnen til at tale eller evnen til at se, høre eller tænke den vigtigste faktor. Det er liv, der er midtpunktet for alle aktiviteter.” På samme måde er Herren Vāsudeva eller Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, den vigtigste faktor i alting. I denne krop har man evnen til at tale, se, høre, tænke osv., men disse er ligegyldige, hvis de ikke er forbundet med den Højeste Herre. Og fordi Vāsudeva er altgennemtrængende, og alt er Vāsudeva, overgiver den hengivne sig i fuld viden (jf. Bhagavad-gītā 7.17 og 11.40).