Skip to main content

TEXT 13

TEXT 13

Tekstas

Tekst

dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati
dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati

Synonyms

Synonyms

dehinaḥ — įkūnytojo; asmin — šiame; yathā — kaip; dehe — kūne; kaumāram — vaikystė; yauvanam — jaunystė; jarā — senatvė; tathā — taip ir; deha-antara — kito kūno; prāptiḥ — gavimas; dhīraḥ — blaiviai mąstantį; tatra — dėl to; na — niekada; muhyati — klaidina.

dehinaḥ — af den legemliggjorte; asmin — i denne; yathā — ligesom; dehe — i kroppen; kaumāram — barndom; yauvanam — ungdom; jarā — alderdom; tathā — på samme måde; deha-antara — af overføring af kroppen; prāptiḥ — opnåelse; dhīraḥ — den besindige; tatra — derved; na — aldrig; muhyati — bedrages.

Translation

Translation

Kaip įkūnytoji siela, būdama dar šiame kūne, visą laiką keliauja iš vaikystės į jaunystę ir senatvę, taip ir po mirties ji pereina į naują kūną. Tokie pokyčiai blaiviai mąstančio žmogaus neklaidina.

Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop efter døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.

Purport

Purport

KOMENTARAS: Kiekviena gyvoji esybė – individuali siela, todėl kas akimirką ji vis keičia savo kūną: įgyja tai vaiko, tai jaunuolio, tai senio išorę. Bet pati dvasinė siela nesikeičia. Ši individuali siela mirties akimirką galutinai nusimeta turimą kūną ir pereina į kitą. Kadangi dar kartą gimusi ji gaus kitą kūną – materialų arba dvasinį – Arjunai nebuvo pagrindo sielvartauti nei dėl Bhīṣmos, nei dėl Droṇos mirties. O dėl jų Arjuna labai krimtosi. Veikiausiai jis galėjo tik pasidžiaugti, kad jie, pakeitę senus kūnus naujais, gaus naujų jėgų. Įgydami naują kūną, mes iš naujo gauname kuo plačiausias galimybes džiaugtis arba kentėti, priklausomai nuo to, kaip elgėmės ankstesniame gyvenime. Todėl tokios taurios sielos, kaip Bhīṣma ir Droṇa, kitą gyvenimą greičiausiai gaus dvasinius kūnus, o blogiausiu atveju – galimybę gyventi dangiškais kūnais ir patirti pačius aukščiausius materialios būties malonumus. Taigi, šiaip ar taip, nebuvo jokių priežasčių sielvartauti.

FORKLARING: Eftersom alle levende væsener er individuelle sjæle, udskifter hver eneste af dem hele tiden sin krop og fremstår somme tider som et barn, somme tider som en yngling og somme tider som et gammelt menneske. Trods det er det den samme åndelige sjæl, der er der hele tiden uden at gennemgå nogen forandring. Den individuelle sjæl skifter til sidst krop ved døden og vandrer over i en anden krop. Og siden han er helt sikker på at få en ny krop i næste liv, hvad enten den er åndelig eller materiel, havde Arjuna ingen grund til at sørge over hverken Bhīṣma eller Droṇas død, som han ellers var så bekymret for. Han burde snarere glæde sig over, at de fik byttet deres gamle kroppe ud med nye og derved fik deres energi fornyet. Den slags udskiftning af kroppe er årsag til forskellige former for nydelse og lidelse alt efter, hvordan man har handlet i livet. Bhīṣma og Droṇa, der var ædle sjæle, var sikre på at få åndelige kroppe i det næste liv eller i det mindste himmelske kroppe, i hvilke de kunne opleve højere nydelse i den materielle tilværelse. Der var altså ingen grund til at sørge i nogen af tilfældene.

Kiekvienas žmogus, tobulai išmanantis individualios sielos, Supersielos ir gamtos (tiek materialios, tiek dvasinės) prigimtį, vadinamas dhīra – protingiausiu žmogumi. Tokio žmogaus nesuklaidina nesiliaujanti kūnų kaita.

Den, der har fuldkommen viden om naturen af den individuelle sjæl, Oversjælen og den åndelige såvel som den materielle natur, kaldes en dhīra, et meget fattet menneske. Et sådant menneske narres aldrig af denne udskiftning af kroppe.

Māyāvādžių mokymas apie dvasinės sielos vienovę yra nepriimtinas, nes dvasinė siela nedaloma į fragmentines daleles. Aukščiausiojo skaidymas į skirtingas individualias sielas padarytų Jį dalomą ir kintamą, kas prieštarauja Aukščiausiosios Sielos nekintamumo principui. Gītos tvirtinimu, fragmentinės Aukščiausiojo dalelės egzistuoja amžinai (sanātana) ir vadinasi kṣara, kitaip sakant, jos linkusios nupulti į materialią gamtą. Fragmentinės dalelės yra amžinos, ir netgi išsivadavusi siela nekinta – ji lieka fragmentinė dalelė. Bet sykį išsivadavusi, ji amžinai gyvena kupiną palaimos bei išminties gyvenimą kartu su Dievo Asmeniu. Pasitelkę atspindžio teoriją galime paaiškinti Supersielą, Paramātmą, kuri glūdi kiekviename individualiame kūne ir skiriasi nuo individualios gyvosios esybės. Vandenyje, kuris atspindi dangų, matomi saulė, mėnuo bei žvaigždės. Žvaigždes galima palyginti su gyvosiomis esybėmis, o saulę arba mėnulį – su Aukščiausiuoju Viešpačiu. Individuali fragmentinė dvasinė siela – tai Arjuna, o Aukščiausia Siela – Dievo Asmuo Śrī Kṛṣṇa. Ketvirtojo skyriaus pradžia rodo, kad jie skirtingo lygio. Jeigu Arjuna būtų to paties lygio kaip ir Kṛṣṇa, o Kṛṣṇa nebūtų pranašesnis už Arjuną, tai mokytojo ir mokinio santykiai, kurie juos sieja, prarastų prasmę. Jeigu jie abu būtų suklaidinti iliuzinės energijos (māyos), tada nebūtų jokios prasmės vienam mokyti, o kitam – mokytis. Toksai mokymas būtų bevertis, nes autoritetingu mokytoju negali būti tas, kuris yra māyos gniaužtuose. Todėl reikia pripažinti, kad Viešpats Kṛṣṇa – Aukščiausiasis Viešpats, pagal Savo padėtį aukštesnis už gyvąją esybę, Arjuną, užmaršią māyos suklaidintą sielą.

Māyāvādī-teorien om den åndelige sjæls enhed kan ikke fastholdes, for den åndelige sjæl kan ikke skæres i stykker som en fragmentarisk del. En opdeling i forskellige individuelle sjæle ville betyde, at den Højeste kunne spaltes eller ændres, hvilket er imod princippet om, at den Højeste Sjæl er uforanderlig. Som bekræftet i Bhagavad-gītā eksisterer den Højestes fragmentariske dele for evigt (sanātana) og kaldes kṣara, hvilket betyder, at de har en tilbøjelighed til at falde ned i den materielle natur. De fragmentariske dele er evigt fragmentariske, og selv efter befrielsen forbliver den individuelle sjæl, hvad han er, nemlig fragmentarisk. Men når han først er blevet befriet, lever han et evigt liv i lyksalighed og viden sammen med Guddommens Personlighed. Refleksionsteorien kan anvendes på Oversjælen, der er i alle individuelle kroppe og kaldes Paramātmā. Han er forskellig fra det individuelle levende væsen. Når himlen reflekteres i en sø, afbilleder refleksionen både Solen, Månen og alle stjernerne. Stjernerne kan sammenlignes med de levende væsener og Solen eller Månen med den Højeste Herre. Den individuelle fragmentariske åndelige sjæl repræsenteres af Arjuna, og den Højeste Sjæl er Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Som det vil fremgå i begyndelsen af kapitel 4, er de ikke på samme niveau. Hvis Arjuna var på samme niveau som Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa ikke stod over Arjuna, ville deres forhold som lærer og elev være meningsløst. Hvis de begge var vildledte af den illusoriske energi (māyā), var der ingen grund til, at den ene skulle undervise den anden. En sådan undervisning ville være meningsløs, for ingen, der befinder sig i kløerne på māyā, kan være en autoritativ lærer. Det indrømmes således, at Herren Kṛṣṇa er den Højeste Herre, der befinder sig i en overordnet position i forhold til det levende væsen, Arjuna, en glemsom sjæl, der er vildledt af māyā.