Jeg blev født i den mørkeste uvidenhed, og min åndelige mester åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg tilbyder ham mine respektfulde hyldester.

Hvornår vil Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, der har grundlagt Herren Caitanyas mission i denne materielle verden, give mig ly ved sine lotusfødder?

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til min åndelige mesters lotusfødder og til alle vaiṣṇavaers fødder. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Śrīla Rūpa Gosvāmīs lotusfødder og til hans ældre broder Sanātana Gosvāmī såvel som til Raghunātha Dāsa og Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa og Śrīla Jīva Gosvāmī. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Herren Kṛṣṇa Caitanya og Herren Nityānanda såvel som til Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa og andre af Deres ledsagere. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Śrīmatī Rādhārāṇī og Śrī Kṛṣṇa sammen med Deres ledsagere Śrī Lalitā og Viśākhā.

O min kære Kṛṣṇa, Du er de nødlidendes ven og oprindelsen til skabelsen. Du er gopīernes Herre og Rādhārāṇīs elsker. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Dig.

Jeg tilbyder min hyldest til Rādhārāṇī, hvis kropslød er som smeltet guld, og som er Vṛndāvanas dronning. Du er Kong Vṛṣabhānus datter, og Herren Kṛṣṇa elsker Dig højest af alle.

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til alle Herrens vaiṣṇava- hengivne. Ligesom ønsketræer kan de opfylde alles ønsker, og de er fulde af medlidenhed med de faldne sjæle.

Jeg fremfører mine hyldester til Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa og alle andre på hengivenhedens vej.

Bhagavad-gītā er også kendt som Gītopaniṣad. Den udgør essensen af vedisk viden og er en af de vigtigste Upaniṣader i den vediske litteratur. Der er mange kommentarer til Bhagavad-gītā på engelsk, og man kan spørge om nødvendigheden af endnu en. Denne udgave kan forklares på følgende måde. For nylig bad en amerikansk dame mig anbefale en engelsk oversættelse af Bhagavad-gītā. I Amerika findes der selvfølgelig mange udgaver af Bhagavad-gītā, men så vidt jeg ved, kan ingen af dem i hverken Amerika eller Indien siges at være helt autoritative, for i så godt som alle har kommentatoren fremlagt sine egne meninger uden at komme ind på Bhagavad-gītās ånd, som den er.

Ånden i Bhagavad-gītā bliver omtalt i Bhagavad-gītā selv. Den er som følger: Hvis vi gerne vil tage en bestemt medicin, må vi følge vejledningen på mærkaten. Vi kan ikke bare tage medicinen, som vi har lyst til det, eller på forslag fra en ven. Man må indtage den ifølge mærkatens retningslinier eller på lægens vejledning. På samme måde skal Bhagavad-gītā forstås og accepteres som forordnet af taleren selv. Taleren i Bhagavad-gītā er Herren Śrī Kṛṣṇa. På alle sider i Bhagavad-gītā omtales Han som Guddommens Højeste Personlighed, Bhagavān. Sommetider henviser ordet bhagavān til en magtfuld person eller en af de magtfulde halvguder, og her betegner bhagavān helt sikkert Herren Śrī Kṛṣṇa som en mægtig personlighed, men samtidig skal vi vide, at Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, som det bekræftes af alle store ācāryaer (åndelige mestre) som Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu og mange andre autoriteter inden for vedisk videnskab. I Bhagavad-gītā fastslår Herren på samme måde Selv, at Han er Guddommens Højeste Personlighed, og Han bliver også anerkendt som sådan i Brahma-saṁhitā og alle Purāṇaerne, i særdeleshed i Śrīmad-Bhāgavatam, der også er kendt som Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam, ŚB. 1.32.8). Vi skal derfor acceptere Bhagavad-gītā, sådan som det bliver os pålagt af Guddommens Højeste Personlighed.

Her fortæller Herren Arjuna, at dette yoga-system (Bhagavad-gītā) først blev berettet til solguden, hvorefter solguden forklarede det til Manu, Manu videregav det dernæst til Ikṣvāku og så fremdeles. På den måde er yoga-systemet nedsteget gennem discipelrækken fra den ene taler til den næste. Men i tidens løb er det gået tabt, hvorfor Herren er nødt til at tale det igen, denne gang til Arjuna på Kurukṣetras slagmark.

Han fortæller Arjuna, at Han afslører denne højeste hemmelighed for ham, fordi Arjuna er Hans hengivne og Hans ven. Det betyder, at Bhagavad-gītā er en tekst, der især henvender sig til Herrens hengivne. Der findes tre klasser af transcendentalister: jñānīen, yogīen og bhaktaen eller upersonalisten, meditatøren og den hengivne. Her lader Herren Arjuna vide, at eftersom den gamle discipelrække er brudt, gør Han ham til den første modtager i en ny paramparā (discipelrække). Det var således Herrens ønske at starte en ny paramparā i samme ånd som den, der først var kommet ned fra solguden, og Han ville have, at Arjuna skulle udbrede Hans lære igen. Han gjorde Arjuna til autoritet i Bhagavad-gītā. Vi kan således se, at ud over at være direkte elev af Kṛṣṇa og Hans fortrolige ven blev Arjuna undervist i Bhagavad-gītā i sin egenskab af Herrens hengivne. Bhagavad-gītā kan derfor bedst forstås af den, der har de samme kvalifikationer som Arjuna, hvilket vil sige, at man skal være en hengiven med et direkte forhold til Herren. Så snart man hengiver sig til Herren, har man også et direkte forhold til Ham. Det er et meget omfattende emne, men i korthed kan det siges, at en hengiven har et forhold til Guddommens Højeste Personlighed på en af fem måder:

1. Man kan være hengiven i en passiv tilstand.

2. Man kan være hengiven i en aktiv tilstand.

3. Man kan være hengiven som en ven.

4. Man kan være hengiven som en forælder.

5. Man kan være hengiven som en ægtefælle eller elsker.

Arjunas forhold til Herren var som ven. Det er klart, at der er en afgrund til forskel på det venskab, de havde, og de venskaber, man finder i den materielle verden. Her er der tale om et transcendentalt venskab, som det ikke er forundt alle og enhver at have. Vi har selvfølgelig alle et særligt forhold til Herren, og det forhold bliver vakt til live, når ens hengivne tjeneste når sin fuldendelse. Men i vores nuværende situation i livet har vi ikke alene glemt den Højeste Herre; vi har også glemt vort evige forhold til Ham. Af alle de milliarder og billioner af levende væsener, der findes, har hvert eneste af dem i al evighed et særligt forhold til Herren. Dette forhold kaldes svarūpa. Gennem hengiven tjeneste kan man genoplive sin svarūpa, og det stadie kaldes svarūpa-siddhi, fuldkommengørelsen af ens naturlige tilstand. Arjuna var således forbundet med den Højeste Herre som en hengiven i venskab.

Man bør hæfte sig ved, hvordan Arjuna modtog Bhagavad-gītā. Den måde, han modtog den på, bliver forklaret i 10. kapitel (10.12–14):

“Arjuna sagde: Du er Guddommens Højeste Personlighed, den højeste bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største af alle. Alle de store vismænd som Nārada, Asita, Devala og Vyāsa bekræfter denne sandhed om Dig, og nu bekendtgør Du den selv for mig. O Kṛṣṇa, jeg accepterer til fulde alt, hvad Du har fortalt mig, som sandhed. Hverken halvguderne eller dæmonerne kan forstå Din personlighed, O Herre.”

Efter at Arjuna havde hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed, accepterede han Kṛṣṇa som paraṁ brahma, den Højeste Brahman. Alle levende væsener er Brahman, men det højeste levende væsen eller Guddommens Højeste Personlighed er den Højeste Brahman. Paraṁ dhāma betyder, at Han er den endelige bolig eller hvilested for alt; pavitram betyder, at Han er ren og uberørt af materiel besmittelse; puruṣam, at Han er den højeste nyder; śāśvatam, oprindelig; divyam, transcendental; ādi-devam, Guddommens Højeste Personlighed; ajam, den ufødte; og vibhum, den største.

Nu kan man tro, at fordi Kṛṣṇa var Arjunas ven, fortalte Arjuna Ham alt dette for at smigre Ham, så for at fjerne den slags tvivl fra Bhagavad-gītās læsere begrunder han sin forherligelse i næste vers ved at sige, at Kṛṣṇa accepteres som Guddommens Højeste Personlighed ikke bare af ham selv, men også af autoriteter som Nārada, Asita, Devala og Vyāsadeva. De er store vismænd, der udbreder vedisk viden i overensstemmelse med alle foregående ācāryaer. Arjuna godtager derfor alt, som Kṛṣṇa siger, som helt perfekt. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “Jeg accepterer alle Dine ord som sandhed.” Arjuna bemærker videre, at Herrens personlighed er meget svær at forstå, og at Han ikke engang kan kendes af de store halvguder. Det betyder, at Herren ikke engang kan kendes af dem, der befinder sig på højere planer end mennesker. Hvordan kan et menneske da forstå Herren Śrī Kṛṣṇa uden at blive Hans hengivne?

Derfor skal Bhagavad-gītā modtages i en ånd af hengivenhed. Man må ikke tro, at man er på lige fod med Kṛṣṇa, eller at Kṛṣṇa er et almindeligt menneske eller selv en meget stor person. Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ifølge Bhagavad-gītā eller udtalelserne fra Arjuna – ham, der prøver at forstå Bhagavad-gītā – bliver vi således nødt til i det mindste teoretisk at acceptere Śrī Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Kun med denne ydmyge indstilling kan vi forstå Bhagavad-gītā. Medmindre man læser Bhagavad-gītā i et ydmygt sindelag, er det meget svært at forstå Bhagavad-gītā, for den er et stort mysterium.

Hvad er Bhagavad-gītā helt nøjagtigt? Formålet med Bhagavad-gītā er at befri menneskeheden fra den materielle tilværelses uvidenhed. Alle mennesker er i vanskeligheder på mange forskellige måder. Arjuna var i vanskeligheder, fordi han var tvunget til at gå i krig på Kurukṣetras slagmark. Arjuna overgav sig til Herren Śrī Kṛṣṇa, og som følge deraf blev Bhagavad-gītā talt. Ikke kun Arjuna, men alle er vi fulde af frygt i den materielle tilværelse. Hele vores eksistens befinder sig i en atmosfære af ikke-eksistens. I virkeligheden er det ikke meningen, at vores eksistens skal trues med ophør. Vores eksistens er evig, men på en eller anden måde er vi blevet anbragt i asat. Asat refererer til det, der ikke eksisterer.

Blandt alle de mange lidende mennesker er der kun ganske få, der rent faktisk spørger ind til deres situation i tilværelsen – hvem de er, hvorfor de er blevet sat i denne prekære situation osv. Medmindre man vågner op og begynder at spørge, hvorfor man lider, og medmindre man erkender, at man ikke har lyst til at lide, men hellere end gerne vil finde en løsning på al lidelse, kan man ikke betragtes som et fuldkomment menneske. Menneskelighed begynder først, når den slags spørgsmål opstår i ens sind. I Brahma-sūtra (1.1.1) betegnes den slags spørgsmål som brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Medmindre et menneske udforsker naturen af det Absolutte, må alle dets handlinger siges at være fejlslagne. De, der begynder at stille spørgsmål om, hvorfor de lider, hvor de kom fra, og hvor de skal hen efter døden, er således de rette elever til at forstå Bhagavad-gītā. Den oprigtige elev skal også have dyb respekt for Guddommens Højeste Personlighed. Sådan en elev var Arjuna.

Herren Kṛṣṇa nedstiger især for at genetablere livets virkelige formål, når mennesket har glemt dette formål. Selv da er der blandt mange, mange mennesker, der vågner op til disse spørgsmål, måske kun ét, der virkelig forstår sin egentlige natur, og det er for dette menneske, at Bhagavad-gītā blev talt. I virkeligheden bliver vi alle slugt af uvidenhedens tiger, men Herren er meget barmhjertig mod de levende væsener, især mod mennesker. Derfor talte Han Bhagavad-gītā, og Han gjorde Sin ven Arjuna til eleven, der modtog Bhagavad-gītā.

Som Herren Kṛṣṇas evige ledsager var Arjuna hævet over uvidenhed, men på Kurukṣetras slagmark blev han med vilje hensat i uvidenhed, så han kunne udspørge Herren Kṛṣṇa om livets problemer. Det gav Herren lejlighed til at diskutere dem til gavn for fremtidige generationer af mennesker og udstikke planen med livet, så mennesker herefter kunne handle i overensstemmelse dermed og opfylde livets mission.

Bhagavad-gītās tema er forståelsen af fem grundlæggende sandheder. For det første bliver videnskaben om Gud forklaret, og derefter bliver de levende væsener eller jīvaernes naturlige position beskrevet. Først er der īśvara, der betyder herskeren, og dernæst er der jīvaerne eller de levende væsener, der beherskes. Hvis nogen siger, at de ikke står under kontrol, men er frie, er de sindsforvirrede. I det mindste i deres betingede tilstand står de levende væsener under kontrol i enhver henseende. Så Bhagavad-gītā handler om īśvara, den højeste hersker, og jīvaerne, de beherskede levende væsener. Endvidere bliver prakṛti (den materielle natur) og tiden (kāla, varigheden af hele universet eller manifesteringen af den materielle natur) samt karma (handling) forklaret. Hele den kosmiske manifestation er fuld af aktivitet. Alle levende væsener har travlt med forskellige handlinger. Vi må lære fra Bhagavad-gītā, hvad Gud er, hvad de levende væsener er, hvad prakṛti er, hvad den kosmiske manifestation er, og hvordan den bliver styret af tiden, og hvad de levende væseners handlinger er.

Af disse fem grundlæggende emner i Bhagavad-gītā fastslås det, at den Højeste Guddom, Kṛṣṇa, Brahman, den Højeste Hersker eller Paramātmā – man kan kalde Ham, hvad man vil – er den største af alle. Kvalitativt er de levende væsener lig med den højeste hersker. For eksempel har Herren kontrol over de universelle anliggender i den materielle natur, som det vil blive forklaret i Bhagavad-gītās sidste kapitler. Den materielle natur er ikke uafhængig. Hun fungerer under den Højeste Herres opsyn. Som Herren Kṛṣṇa siger (Bg. 9.10), mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ, sūyate sa-carācaram: “Denne materielle natur fungerer under Min ledelse.” Når vi ser forunderlige ting ske i den kosmiske natur, må vi forstå, at der står en hersker bag denne udfoldelse. Uden styring vil ingenting kunne blive manifesteret. Det er barnligt ikke at tage en hersker i betragtning. Et barn kan tro, at det er helt fantastisk, at en bil kan køre uden en hest eller et andet dyr til at trække den, men et fornuftigt menneske forstår naturen af bilens mekaniske arrangement. Det ved, at der bag maskineriet altid findes et menneske eller en fører. På samme måde er den Højeste Herre den fører, under hvis ledelse alt sker. Som det vil fremgå af senere kapitler, accepterer Herren jīvaerne eller de levende væsener som Sine uadskillelige dele. En guldpartikel er også guld, en dråbe af havet er også salt, og på samme måde besidder vi, de levende væsener, som uadskillelige dele af den højeste hersker, Śrī Kṛṣṇa, alle Hans kvaliteter i minimal grad, for vi er små īśvaraer eller underordnede herskere. Som det kan ses i vores forsøg på at beherske rummet og planeterne, forsøger vi at beherske naturen, og denne tendens til at ville herske findes også i Kṛṣṇa. Men selv om vi har en tilbøjelighed til at herske over den materielle natur, må vi forstå, at vi ikke er de højeste herskere. Det bliver alt sammen forklaret i Bhagavad-gītā.

Hvad er den materielle natur? Den bliver også forklaret i Bhagavad- gītā som lavere prakṛti, den lavere natur. De levende væsener beskrives som højere prakṛti. Uanset om prakṛti er højere eller lavere, er den altid underlagt kontrol. Prakṛti er hunkøn og beherskes af Herren, ligesom en kvinde forventes at stå under en mand. Prakṛti er altid underordnet og beherskes af Herren, der er den overordnede. De levende væsener og den materielle natur bliver begge styret og behersket af den Højeste Herre. Selv om de levende væsener er uadskillelige dele af den Højeste Herre, skal de ifølge Bhagavad-gītā betragtes som prakṛti. Dette bliver forklaret i Bhagavad-gītās 7. kapitel, vers 5. Apareyam itas tv anyāṁ, prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “Denne materielle natur er Min lavere prakṛti, men ud over den er der en anden prakṛti, der består af det levende væsen (jīva-bhūtām).”

Selve den materielle natur består af tre kvaliteter: godhedens kvalitet, lidenskabens kvalitet og uvidenhedens kvalitet. Over disse kvaliteter findes den evige tid, og gennem en kombination af naturens kvaliteter og under den evige tids styring og opsyn foregår der handlinger, der kaldes karma. Disse handlinger har foregået i umindelige tider, og vi lider under eller nyder frugterne af vores handlinger. Lad os for eksempel sige, at jeg er forretningsmand og gennem hårdt arbejde har oparbejdet en stor bankkonto. Så er jeg den, der nyder. Men hvis jeg taber alt i en forretning, lider jeg. På den måde enten nyder eller lider vi i alle livets faser under resultaterne af vores arbejde. Dette kaldes karma.

Îśvara (den Højeste Herre), jīva (det levende væsen), prakṛti (naturen), kāla (evig tid) og karma (handling) forklares således i Bhagavad- gītā. Af disse fem er Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden evige. Manifestationen af prakṛti er midlertidig, men den er ikke falsk. Visse filosoffer hævder, at tilsynekomsten af den materielle natur er falsk, men ifølge Bhagavad-gītās filosofi eller vaiṣṇava-filosofien er det ikke tilfældet. Verden er ikke falsk. Den er virkelig nok, men den er blot midlertidig. Den sammenlignes med en sky, der bevæger sig hen over himlen, eller med regntiden, hvis indtog nærer kornet. Så snart regntiden er forbi, og skyerne forsvinder, udtørrer afgrøderne, der før blev næret af regnen. På samme måde fremkommer den materielle verden med bestemte intervaller, forbliver et stykke tid og forsvinder så igen. Sådan fungerer prakṛti. Men denne cyklus er evig. Prakṛti er derfor evig. Den er ikke falsk. Herren refererer til den som “Min prakṛti”. Den materielle natur er den Højeste Herres adskilte energi, og på samme måde er de levende væsener også den Højeste Herres energi. De er dog ikke adskilte, men evigt forbundne.

Så Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden er alle forbundet med hinanden, og de er alle evige. Den femte bestanddel, karma, er imidlertid ikke evig, selv om virkningerne af karma meget vel kan være meget gamle. Vi har lidt under eller nydt resultaterne af vore handlinger siden tidernes morgen, men vi kan ændre på resultatet af vores karma eller handlinger, og denne ændring er afhængig af fuldkommengørelsen af vores viden. Vi har travlt med alle mulige ting, og vi ved helt sikkert ikke, hvad vi skal gøre for at blive udfriet fra alle disse handlingers årsager og virkninger, men det bliver også forklaret i Bhagavad-gītā.
Îśvara eller den Højeste Herre befinder Sig i positionen som den højeste bevidsthed. Som uadskillelige dele af den Højeste Herre er jīvaerne eller de levende væsener også bevidste. Både det levende væsen og den materielle natur bliver beskrevet som prakṛti, den Højeste Herres energi, men af de to er det kun jīvaen, der er bevidst. Den anden prakṛti er ikke bevidst. Det er forskellen. Eftersom jīvaen er bevidst ligesom Herren, klassificeres jīva-prakṛti som højere energi. Herrens bevidsthed er imidlertid den højeste. Man kan ikke sige, at jīvaen eller det levende væsen også er den højeste bevidsthed. Det levende væsen bliver på intet stadie af sin fuldendelse til den højeste bevidsthed. Teorien om, at han gør det, er en vildledende teori. Han er bevidst, men han er ikke den perfekte eller højeste bevidsthed.

Forskellen på jīvaen og īśvaraen bliver forklaret i Bhagavad-gītās 13. kapitel. Herren er kṣetra-jñah, dvs. bevidst ligesom det levende væsen, men det levende væsen er kun bevidst om sin egen krop, hvorimod Herren er bevidst om alle kroppe. Eftersom Han befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, er Han bevidst om de enkelte jīvaers mentale tilstand, hvilket er vigtigt aldrig at glemme. Det bliver også forklaret, at Paramātmā, Guddommens Højeste Personlighed, bor i alles hjerter som īśvara eller herskeren, der vejleder det levende væsen i at gøre, hvad det gerne vil. Det levende væsen glemmer, hvad det har at gøre. Først beslutter det sig for at gøre det ene og så det andet, og derefter bliver det indfanget af årsag og virkning af sin egen karma. Når det forlader den ene krop, bliver det ført ind i en anden krop, ligesom vi skifter tøj. Under sin vandring fra krop til krop lider sjælen således under årsagerne og virkningerne fra sine tidligere handlinger. Disse handlinger kan ændres, når det levende væsen befinder sig i godhedens kvalitet, dvs. når det bliver intelligent og forstår, hvad slags aktiviteter det bør gøre. Hvis det gør det, kan alle årsagerne og virkningerne fra alle dets forudgående handlinger ændres. Som sådan er karma ikke evig. Det var derfor, vi skrev, at af de fem punkter (īśvara, jīva, prakṛti, tiden (kāla) og karma) er fire af dem evige, men karma er det ikke.

Den suverænt bevidste īśvara er lig med det levende væsen på følgende måde: Herrens såvel som det levende væsens bevidsthed er begge transcendentale. Det er ikke rigtigt, at bevidsthed opstår på grund af kontakten med materie. Det er en forkert ide. Teorien om, at bevidsthed opstår under de rigtige forhold i materien, accepteres ikke i Bhagavad- gītā. Bevidsthed kan komme forvrænget til udtryk, når den afspejles gennem materie, ligesom lys reflekteret gennem farvet glas kan se ud som den pågældende farve, men Herrens bevidsthed bliver ikke påvirket af materie. Herren Kṛṣṇa bemærker, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ (Bg. 9.10). Når Han stiger ned til det materielle univers, bliver Hans bevidsthed ikke påvirket af materie. Hvis Han blev påvirket, ville Han ikke være kvalificeret til at undervise os i transcendentale emner, som Han gør det i Bhagavad-gītā. Man kan ikke udtale sig om den transcendentale verden uden at være fri for materielt besmittet bevidsthed. Så Herren er ikke materielt besmittet. På nuværende tidspunkt er vores bevidsthed dog materielt besmittet. Bhagavad-gītā underviser os i nødvendigheden af at få vor materielt besmittede bevidsthed renset. Når vores bevidsthed er ren, bliver vore handlinger sammenføjet med īśvaras vilje, og det vil gøre os lykkelige. Vi behøver ikke ophøre med alle vore handlinger. Vore handlinger skal blot renses, og sådanne rensede handlinger kaldes bhakti. Handlinger i bhakti kan ligne almindelige handlinger, men de er ikke forurenede. For den uvidende kan det se ud, som om en hengiven handler eller arbejder, som folk i almindelighed gør det, men den, der har så lidt indsigt, ved ikke, at Herrens hengivnes handlinger ikke er besmittet af uren bevidsthed eller materie. De er hævet over naturens tre kvaliteter. Vi må dog forstå, at vores bevidsthed på nuværende tidspunkt er forurenet.

Når vi er forurenede af materie, kaldes vi betingede. Falsk bevidsthed giver sig til kende i opfattelsen af, at jeg er et produkt af den materielle natur. Det kaldes falsk ego. Den, der er hensunket i en kropslig livsopfattelse, kan ikke forstå sin virkelige situation. Bhagavad-gītā blev talt for at befri os for den kropslige livsopfattelse, og Arjuna satte sig selv i den tilstand for at kunne modtage denne viden fra Herren. Man skal blive fri for den kropslige livsopfattelse. Det er en transcendentalists første opgave. Vil man befries, må man for det første forstå, at man ikke er sin materielle krop. Mukti eller befrielse vil sige at blive fri for materiel bevidsthed. Den samme definition på befrielse bliver også givet i Śrīmad- Bhāgavatam (2.10.6). Muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Mukti betyder at blive befriet for den materielle verdens forurenede bevidsthed og blive situeret i ren bevidsthed. Formålet med alle instruktionerne i Bhagavad-gītā er at genopvække denne rene bevidsthed, og derfor finder vi i slutningen af Bhagavad-gītā, at Kṛṣṇa spørger Arjuna, om hans bevidsthed nu er renset. At have ren bevidsthed vil sige at handle på Herrens vejledning. Det er summa summarum af ren bevidsthed. Som uadskillelige dele af Herren er vi allerede bevidste, men vi er tilbøjelige til at blive påvirket af de lavere kvaliteter. Den Højeste Herre bliver derimod aldrig påvirket. Det er forskellen på den Højeste Herre og de små individuelle sjæle.

Hvad er så bevidsthed? Det er bevidstheden om, at “jeg er”. Hvad er “jeg” da? Når bevidstheden er besmittet, indebærer “jeg er”, at jeg er herre over alt. Jeg er nyderen. Verden kredser omkring hvert eneste levende væsens tro på, at det er den materielle verdens herre og skaber. Materiel bevidsthed har to psykologiske kategorier. Den ene er, at jeg er skaberen, og den anden, at jeg er nyderen. Men i virkeligheden er det den Højeste Herre, der både er skaberen og nyderen. Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste Herre hverken skaber eller nyder. Det er en medarbejder. Det er den skabte og den, der skal nydes. For eksempel samarbejder en del af en maskine med hele maskineriet. En del af kroppen samarbejder med hele kroppen. Hænderne, benene, øjnene osv. er alle dele af kroppen, men de er ikke de virkelige nydere. Maven er den, der nyder. Benene bevæger sig, hænderne skaffer føde, tænderne tygger den osv. Alle kropsdelene er beskæftiget med at tilfredsstille maven, for det er maven, der er hovedfaktoren i næringen af kroppen. Alt bliver derfor givet til maven. Man nærer træet ved at vande dets rod, og man nærer kroppen ved at forsyne maven. Hvis kroppen skal holdes sund og rask, må alle kropsdelene arbejde sammen for at give maven mad. På samme måde er den Højeste Herre den, der nyder og skaber, mens vi som underordnede levende væsener er til for at samarbejde for at tilfredsstille Ham. Et sådant samarbejde vil i virkeligheden hjælpe os på samme måde som mad, der fordøjes i maven, hjælper alle de andre dele af kroppen. Hvis håndens fingre tror, at de selv kan indtage maden i stedet for at give den til maven, skuffes de. Den centrale skaber og nyder er den Højeste Herre, og de levende væsener er samarbejdere. Gennem dette samarbejde vil de nyde. Det samme princip gør sig gældende i forholdet mellem herren og tjeneren. Hvis en herre er helt tilfreds, er tjeneren det også. Den Højeste Herre skal tilfredsstilles på samme måde. Tilbøjeligheden til at skabe og tilbøjeligheden til at nyde den materielle verden findes dog også i de levende væsener, for disse tilbøjeligheder er til stede i den Højeste Herre, der har manifesteret den kosmiske verden.

Derfor finder vi i Bhagavad-gītā, at den totale helhed udgøres af den Højeste Hersker, de beherskede levende væsener, den kosmiske manifestation, den evige tid og endelig karma eller handlinger, og hver af dem bliver beskrevet i denne tekst. Tilsammen udgør de den totale helhed, og den totale helhed kaldes den Absolutte Sandhed. Den totale helhed og den fuldstændige Absolutte Sandhed er Guddommens Fuldendte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Alle manifestationer skyldes ene og alene Hans forskellige energier. Han er den fuldstændige helhed.

I Bhagavad-gītā (14.27) bliver det endvidere forklaret, at tilmed den upersonlige Brahman er underlagt den fuldkomne Højeste Personlighed (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). I Brahma-sūtra bliver Brahman mere nøjagtigt sammenlignet med Solens stråler. Den upersonlige Brahman er den skinnende stråleglans, der udstrømmer fra Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige Brahman er kun en delvis erkendelse af den absolutte helhed, og det samme gælder forestillingen om Paramātmā. I kapitel 15 fremgår det, at Guddommens Højeste Personlighed, Puruṣottama, er hævet over både den upersonlige Brahman og den delvise erkendelse af Paramātmā. Guddommens Højeste Personlighed bliver betegnet som sac-cid-ānanda-vigraha. Brahma-saṁhitā (5.1) begynder på denne måde: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda eller Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Han er den første årsag, og Han er selve formen af evighed, lyksalighed og kundskab.” At erkende den upersonlige Brahman vil sige at erkende Hans sat- eller evighedsaspekt. Erkendelse af Paramātmā er det samme som at erkende sat-cit (evig kundskab). Men at erkende Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, vil sige at erkende alle de transcendentale aspekter, dvs. sat, cit og ānanda (evighed, kundskab og lyksalighed) i deres fulde vigraha (form).

Mindre intelligente mennesker anser den Højeste Sandhed for at være upersonlig, men Han er en transcendental person, hvilket bekræftes i hele den vediske litteratur. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). Ligesom vi alle er levende væsener med hver vores egen individualitet, er den Højeste Absolutte Sandhed yderst set også en person, og at erkende Guddommens Personlighed er det samme som at erkende de transcendentale aspekter til fulde i Hans fuldstændige form. Den totale helhed er ikke formløs. Hvis Han er formløs, eller hvis Han er mindre end noget andet, kan Han ikke være den totale helhed. Den totale helhed må nødvendigvis indeholde alt inden for vores erfaring såvel som det, der ligger uden for vores erfaring, ellers kan den ikke være total.

Den fuldkomne helhed eller Guddommens Højeste Personlighed har umådelige kræfter (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). I Bhagavad-gītā bliver det også forklaret, hvordan Kṛṣṇa handler gennem Sine forskellige energier. Den fænomenale eller materielle verden, vi er anbragt i, er også fuldstændig i sig selv, for de 24 elementer, som det materielle univers er en midlertidig manifestation af, er ifølge sāṅkhya-filosofien sat til at frembringe alle de nødvendige ressourcer, der skal til for at opretholde og understøtte universet. Der er intet overflødigt, og der mangler intet. Gennem den højeste helheds energi har denne manifestation sin egen fastsatte tid, og når den er slut, bliver de midlertidige manifestationer tilintetgjort gennem den fuldstændiges fuldstændige arrangement. De små fuldstændige enheder, dvs. de levende væsener, er blevet givet fulstændig mulighed for at erkende den fuldstændige, og enhver form for ufuldstændighed opleves kun på grund af vores egen ufuldstændige viden om den fuldstændige. Bhagavad-gītā indeholder således den fuldstændige kundskab om vedisk visdom.

Al vedisk viden er perfekt og ufejlbarlig, og hinduer accepterer den som sådan. Kogødning er for eksempel afføring fra et dyr, og ifølge smṛti eller de vediske påbud skal man tage bad for at rense sig selv, hvis man har rørt ved afføring. Men i de vediske skrifter beskrives kogødning som rensende, hvilket kan opfattes som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre bliver det godtaget, for det er en vedisk instruktion, og ved at acceptere det går man heller ikke fejl i byen. I nyere tid er det således blevet bevist af moderne videnskab, at kogødning indeholder alle antiseptiske egenskaber. Så den vediske viden er fuldstændig, for den er hævet over enhver form for tvivl og fejltagelse, og Bhagavad-gītā er essensen af denne vediske viden.

Vedisk viden er ikke et spørgsmål om forskning. Vores forskning vil altid være mangelfuld, eftersom vi forsker med vores ufuldkomne sanser. Vi er nødt til at modtage perfekt viden, der, som der står i Bhagavad- gītā, kommer ned gennem paramparā (discipelrækken). Vi skal modtage viden fra den rette kilde i discipelrækken, der begynder med den højeste åndelige mester, Herren Selv, og som siden er blevet videreført ned gennem en række af åndelige mestre. Arjuna, der modtog undervisning direkte fra Herren Śrī Kṛṣṇa Selv, accepterede alt, Herren sagde, uden at sige Ham imod. Man har ikke lov til at acceptere én del af Bhagavad- gītā og forkaste noget andet. Nej, vi skal acceptere Bhagavad-gītā uden fortolkninger, uden at udelade noget og uden at iblande vore egne ideer. Bhagavad-gītā skal accepteres som den mest perfekte fremlæggelse af vedisk viden. Vedisk viden skal modtages fra transcendentale kilder, og de første ord blev talt af Herren Selv. Herrens ord kaldes apauruṣeya, hvilket vil sige, at de ikke kan sammenlignes med ord fra en verdslig person, der er behæftet med fire fejl og mangler. En verdslig person vil (1) helt sikkert begå fejl, (2) uvægerligt være underlagt illusion, (3) være tilbøjelig til at bedrage andre og (4) være begrænset af ufuldkomne sanser. Er man underlagt disse fire ufuldkommenheder, kan man ikke give fuldkommen viden om altomfattende kundskab.

Den vediske viden kommer ikke fra den slags mangelfulde levende væsener. Den blev indgivet i hjertet på Brahmā, det første skabte levende væsen, og Brahmā videregav derefter kundskaben til sine sønner og disciple, sådan som han oprindeligt havde modtaget den fra Herren. Herren er pūrṇam, helt perfekt, så Han kan på intet tidspunkt være underlagt den materielle naturs love. Man skal derfor være intelligent nok til at forstå, at Herren er den eneste ejer af alt i universet, og at Han er den oprindelige skaber, Brahmās skaber. I kapitel 11 bliver Herren tiltalt som prapitāmaha, for Brahmā kaldes pitāmaha, bedstefaderen, og Herren skabte bedstefaderen. Så ingen bør hævde at eje noget. Man må kun tage imod de ting, man er blevet tildelt af Herren som sin kvote til livets opretholdelse.

Der gives mange eksempler på, hvordan de ting, vi er blevet givet af Herren, skal anvendes, og dette bliver også forklaret i Bhagavad-gītā. I begyndelsen besluttede Arjuna sig for ikke at kæmpe i slaget på Kurukṣetra. Det var hans egen beslutning. Arjuna fortalte Herren, at han ikke ville kunne nyde kongeriget efter at have dræbt sine egne slægtninge. Den beslutning var baseret på kroppen, for han troede, at kroppen var ham selv, og at hans kropslige slægtsforhold eller ekspansioner var hans brødre, nevøer, svogre, bedstefædre osv. Derfor ville han tilfredsstille sine kropslige behov. Bhagavad-gītā blev talt af Herren for at ændre denne opfattelse, og til sidst besluttede Arjuna sig for at kæmpe under Herrens ledelse med ordene kariṣye vacanaṁ tava (Bg. 18.73): “Jeg vil handle i overensstemmelse med Din ordre.”

Det er ikke meningen, at mennesker skal strides i denne verden som hunde og katte. Et menneske skal være intelligent nok til at indse vigtigheden af den menneskelige tilværelse og afstå fra at handle som gemene dyr. Et menneske skal kende livets mål. Denne instruktion findes i hele den vediske litteratur, hvis essens er Bhagavad-gītā. Den vediske litteratur henvender sig til mennesker, ikke til dyr. Dyr kan dræbe andre levende væsener uden at pådrage sig synd, men hvis et menneske dræber et dyr udelukkende for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, vil det blive holdt ansvarligt for at bryde naturens love. I Bhagavad-gītā bliver det sagt klart og tydeligt, at der findes tre slags handlinger i overensstemmelse med naturens forskellige kvaliteter: handlinger i godhed, handlinger i lidenskab og handlinger i uvidenhed. På samme måde findes der tre slags fødevarer: mad i godhed, mad i lidenskab og mad i uvidenhed. Det bliver altsammen nøje forklaret, og hvis vi drager fordel af Bhagavad-gītās undervisning på den rigtige måde, bliver hele vores liv renset, og yderst set bliver vi i stand til at nå det sted, der ligger uden for den materielle himmel (yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama, Bg. 15.6).

Det sted kaldes sanātana-himmelen, den evige, åndelige himmel. I denne materielle verden kan det observeres, at alt er midlertidigt. Noget bliver til, forbliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, sygner hen og forsvinder så. Det er den materielle verdens lov, der gælder, uanset om vi taler om kroppen, en frugt eller noget andet. Men vi er blevet givet viden om, at uden for den midlertidige verden er der en anden verden. Den verden består af en anderledes natur, der kaldes sanātana eller evig. Jīvaen bliver også beskrevet som sanātana eller evig, og i kapitel 11 bliver Herren ligeledes beskrevet som sanātana. Vi har et nært forhold til Herren, og fordi vi alle (dvs. sanātana-dhāma eller den evige himmel, den evige Guddommens Højeste Personlighed og de levende væsener, der ligeledes er sanātana eller evige) kvalitativt er ét, er hele formålet med Bhagavad-gītā at genoplive vores sanātana-dharma eller det levende væsens evige beskæftigelse. Vi er midlertidigt engageret i forskellige handlinger, men alle disse handlinger kan blive renset, når vi opgiver de midlertidige handlinger til fordel for de handlinger, der foreskrives af den Højeste Herre. Det er, hvad et rent liv indebærer.

Den Højeste Herre og Hans transcendentale bolig er begge sanātana, dvs. evige, ligesom de levende væsener er det, og mødet mellem den Højeste Herre og de levende væsener i sanātana-boligen er fuldbyrdelsen af den menneskelige tilværelse. Eftersom de levende væsener er Herrens sønner, er Han meget venlig mod dem. Herren Kṛṣṇa bekendtgør i Bhagavad-gītā (14.3), sarva-yoniṣu... ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “Jeg er alles Fader.” Der er selvfølgelig mange slags levende væsener i forhold til deres forskellige karmaer, men Herren siger her, at Han er Fader til dem alle. For at føre dem tilbage til sanātana-himmelen nedstiger Herren derfor for at reformere alle disse faldne betingede sjæle, så de kan genvinde deres evige sanātana-tilstand i evigt selskab med Herren. Herren kommer Selv i forskellige inkarnationer, eller Han sender Sine fortrolige tjenere som sønner, ledsagere eller ācāryaer for at frelse de betingede sjæle.

Derfor sigter sanātana-dharma ikke til nogen sekterisk religiøs proces, men til de evige levende væseners evige funktion i forhold til den evige Højeste Herre. Sanātana-dharma refererer som sagt til det levende væsens evige beskæftigelse. Śrīpāda Rāmānujācārya har forklaret ordet sanātana som “det, der hverken har begyndelse eller slutning.” Når vi således taler om sanātana-dharma, kan vi ifølge Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet tage det for givet, at den hverken har begyndelse eller ende.

Det danske ord “religion” betyder ikke helt det samme som sanātana- dharma. Religion indebærer tro, og tro kan ændre sig. Man tror måske på en bestemt proces, men man kan ændre denne tro og følge en anden. Sanātana-dharma sigter derimod til den egenskab, der ikke kan ændres. Man kan for eksempel ikke fjerne den flydende eller våde egenskab fra vand eller varme fra ild. På lignende måde kan det levende væsens evige funktion ikke skilles fra det levende væsen. Sanātana-dharma er en evig integreret del af det levende væsen. Når vi taler om sanātana- dharma, må vi på grundlag af Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet derfor acceptere, at den hverken har begyndelse eller ende. Noget, der hverken begynder eller slutter, kan ikke være sekterisk, for det kan ikke begrænses. De, der bekender sig til en særlig sekterisk trosretning, kan fejlagtigt anse sanātana-dharma for også at være sekterisk, men hvis vi går dybere og betragter det videnskabeligt, finder vi, at sanātana-dharma gælder for alle mennesker i hele verden – ja, for alle levende væsener i universet.

Ikke-sanātana religiøs tro har en begyndelse i menneskehedens historie, men sanātana-dharma har ingen historisk begyndelse, for den er en evig del af det levende væsen. Hvad de levende væsener angår, står der i de autoritative śāstraer, at det levende væsen hverken fødes eller dør. Ifølge Bhagavad-gītā hverken fødes eller dør det levende væsen nogensinde. Han er evig og unedbrydelig og fortsætter med at leve selv efter, at hans midlertidige materielle krop er gået til grunde. I lys af sanātana-dharma-begrebet må vi prøve at forstå religionsbegrebet ud fra sanskritrodens betydning af ordet. Dharma sigter til den konstante egenskab hos et objekt. Vi kan slutte, at der sammen med ild altid er varme og lys. Uden varme og lys giver ild ingen mening. På samme måde må vi finde frem til den essentielle kvalitet, der følger det levende væsen uophørligt. Det vil være hans evige kvalitet, og denne evige kvalitet er hans evige religion.

Da Sanātana Gosvāmī spurgte Śrī Caitanya Mahāprabhu, hvad alle levende væseners svarūpa er, svarede Herren, at det levende væsens oprindelige tilstand eller svarūpa er at tjene Guddommens Højeste Personlighed. Hvis vi analyserer Herren Caitanyas udtalelse, er det let at se, at ét levende væsen altid tjener et andet levende væsen. Levende væsener tjener andre levende væsener på mange forskellige måder. Ved at gøre dette nyder et levende væsen livet. De lavere dyr tjener mennesker, ligesom en tjener tjener sin herre. A tjener herre B, B tjener herre C, C tjener herre D osv. På lignende måde tjener en ven sin ven, en mor sin søn, og hustruen tjener manden, og manden tjener hustruen osv. Hvis vi bliver ved på den måde, bliver det klart, at når det kommer til at tjene andre, er der ingen undtagelser i samfundet. En politiker fremlægger sit program for vælgerne for at overbevise folk om sin evne til at tjene dem. Vælgerne giver således politikerne deres kostbare stemmer i den tro, at politikerne vil yde samfundet værdifuld tjeneste. Købmanden tjener sine kunder, og arbejderen tjener kapitalisten. Kapitalisten tjener familien, og familien tjener staten med sin arbejdskraft osv. Det er således klart, at intet levende væsen er undtaget fra at tjene et andet levende væsen, og vi kan derfor trygt slutte, at det er tjeneste, der er det levende væsens konstante ledsager, og at tjene er det levende væsens evige religion.

Ikke desto mindre er der mange, der bekender sig til en bestemt tro med rod i en bestemt tidsepoke, og derfor kalder de sig selv for hinduer, muslimer, kristne, buddhister eller er tilhængere af en eller anden anden sekt. Den slags betegnelser har intet med sanātana-dharma at gøre. En hindu kan ændre sin tro og blive muslim, eller en muslim kan ændre sin tro og blive hindu, og en kristen kan ændre sin tro osv. Men ændringer i ens religiøse tro påvirker på ingen måde den evige beskæftigelse med at tjene andre. Hvad enten man er hindu, muslim eller kristen, tjener man i alle tilfælde andre. At bekende sig til en bestemt tro er således ikke det samme som at bekende sig til sin sanātana-dharma. At gøre tjeneste er sanātana-dharma.

I virkeligheden er vi alle forbundet med den Højeste Herre igennem tjeneste. Den Højeste Herre er den højeste nyder, og vi, de levende væsener, er Hans tjenere. Vi er blevet skabt med henblik på Hans nydelse, og hvis vi deltager i Guddommens Højeste Personligheds evige nydelse, bliver vi lykkelige. Der er ingen anden måde, hvorpå vi kan blive lykkelige. På samme måde, som ingen kropsdel kan blive lykkelig uden at samarbejde med maven, er det ikke muligt at blive lykkelig uafhængigt af Herren. Uden at gøre transcendental tjeneste til den Højeste Herre kan det levende væsen ikke blive lykkeligt.

Det anbefales ikke i Bhagavad-gītā at tilbede eller tjene de forskellige halvguder. I kapitel 7, vers 20, står der:

“De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.” Her står der ligeud, at de, der styres af lyst, tilbeder halvguder og ikke den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Når vi bruger navnet Kṛṣṇa, hentyder vi ikke til noget sekterisk navn. Kṛṣṇa betyder den højeste glæde, og det bekræftes, at den Højeste Herre indeholder al glæde. Vi længes alle efter glæde eller lykke. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). De levende væsener er ligesom Herren fulde af bevidsthed og er alle lykkesøgende. Herren er bestandigt lykkelig, og hvis de levende væsener samarbejder med Ham i selskab med Ham, bliver de også lykkelige.

Herren nedstiger til denne dødelige verden for at fremvise Sine glædesfyldte lege i Vṛndāvana. Da Herren Śrī Kṛṣṇa var i Vṛndāvana, var Hans aktiviteter sammen med Hans kohyrdevenner, veninder, køerne og de andre indbyggere i Vṛndāvana fulde af lykke. Hele Vṛndāvanas befolkning tænkte ikke på andet end Kṛṣṇa. Men Herren Kṛṣṇa frarådede Sin fader Nanda Mahārāja at tilbede halvguden Indra, for Han ville slå fast, at man ikke behøver at tilbede nogen halvgud. Man behøver kun at tilbede den Højeste Herre, for det endelige mål er at vende tilbage til Hans bolig.

Herren Śrī Kṛṣṇas bolig bliver beskrevet i Bhagavad-gītā, kapitel 15, vers 6:

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til den materielle verden.”

I dette vers beskrives den evige himmel. Vi gør os helt naturligt en materiel forestilling om himmelen og tænker på den i forhold til Solen, Månen, stjernerne osv., men her fortæller Herren, at i den evige himmel er det ikke nødvendigt med sol, måne, elektricitet eller ild af nogen slags, for den åndelige himmel er allerede oplyst af brahmajyoti, stråleglansen, der udgår fra den Højeste Herre. Vi prøver med møje og besvær at komme til andre planeter, men at forstå den Højeste Herres bolig er ikke så svært. Den bolig omtales som Goloka. Der er en smuk beskrivelse i Brahma-saṁhitā (5.37): goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. Herren lever for evigt i Sin bolig Goloka, men alligevel kan Han nås fra denne verden, og for at hjælpe os til at nå Ham kommer Herren og viser Sin virkelige form, sac-cid-ānanda-vigraha. Når Han manifesterer den form, er der ingen grund til at forestille sig, hvordan Han ser ud. For at undgå alle mulige fiktive spekulationer nedstiger Han og viser Sig, som Han er, som Śyāmasundara. Når Han kommer som en af os og leger med os som et almindeligt menneske, bliver Han desværre hånet af de mindre intelligente. Men vi skal ikke af den grund betragte Herren som en af os. Det er gennem Hans almagt, at Han viser Sig for os i Sin virkelige form og fremviser Sine lege, der er tro gengivelser af de lege, der foregår i Hans bolig.

Utallige planeter svæver i den åndelige himmels stråleglans, brahmajyoti, der udgår fra den højeste bolig, Kṛṣṇaloka, og de ikke-materielle ānanda-maya, cin-maya planeter svæver på disse stråler. Herren fortæller os i Bhagavad-gītā (15.6), na tad bhāsayate sūryo, na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama. Den, der får adgang til denne åndelige himmel, behøver aldrig mere at vende tilbage til det materielle plan. Selv om det skulle lykkes os at komme til den højeste planet, Brahmaloka, for ikke at tale om Månen, er de samme livsbetingelser altid til stede, nemlig fødsel, død, sygdom og alderdom. Ingen planet noget sted i det materielle univers er fri for disse den materielle eksistens’ fire grundprincipper.

De levende væsener vandrer fra planet til planet, men vi kan ikke komme til en hvilken som helst planet, vi har lyst til, ved hjælp af mekaniske arrangementer alene. Hvis vi gerne vil til andre planeter, er der en foreskrevet metode dertil. Dette omtales også: yānti deva-vratā devān, pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ (Bg. 9.25). Det er ikke nødvendigt med mekanik for at komme på interplanetariske rejser, hvis det er det, vi gerne vil. Bhagavad-gītā fortæller os, yānti deva-vratā devān. Månen, Solen og de andre højere planeter kaldes Svargaloka. Planeterne tilhører tre forskellige kategorier: de højere, de midterste og de lavere planetsystemer. I Bhagavad-gītā er der en meget enkel formel for, hvordan man kommer til de højere planetsystemer (Devaloka): yānti deva-vratā devān. Det eneste, man behøver at gøre, er at tilbede en planets særlige halvgud, og på den måde kan man komme til Månen, Solen eller et hvilket som helst andet af de højere planetsystemer.

Ikke desto mindre fraråder Bhagavad-gītā os at rejse til nogen af planeterne i denne materielle verden, for selv om vi kommer til den højeste planet, Brahmaloka, ved hjælp af et eller andet mekanisk arrangement og rejser i 40.000 år (og hvem lever så længe?), vil vi stadig blive mødt af de materielle lidelser i form af fødsel, død, sygdom og alderdom. Stræber man derimod efter den højeste planet, Kṛṣṇaloka, eller en anden planet i den åndelige sfære, bliver man ikke længere mødt af disse materielle ubehageligheder. Blandt alle planeterne i den åndelige himmel er der én suveræn planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana, og som er den oprindelige planet i Guddommens Oprindelige Personlighed, Śrī Kṛṣṇas, bolig. Hele denne viden findes i Bhagavad-gītā, og gennem dens instruktioner lærer vi, hvordan man kan forlade den materielle verden og begynde på et virkeligt lyksaligt liv i den åndelige verden.

I Bhagavad-gītās 15. kapitel (15.1) gives det virkelige billede af den materielle verden. Der står der:

Her beskrives den materielle verden som et træ, hvis rødder vokser opad og grene nedad. Vi har alle oplevet et træ, hvor rødderne vender opad: Hvis man står ved bredden af en flod eller sø, kan man se, at træerne, der spejler sig i vandet, vender omvendt. Grenene vender nedad, og rødderne vender opad. På samme måde er den materielle verden en refleksion af den åndelige verden. Den materielle verden er blot en skygge af virkeligheden. I en skygge er der ingen virkelig substans, men ud fra skyggen kan vi forstå, at der findes substans eller virkelighed. Der er intet vand i ørkenen, men et fatamorgana antyder, at der findes vand et andet sted. I den materielle verdens ørken er der intet vand, der er ingen lykke, men det virkelige vand eller den virkelige lykke er at finde i den åndelige verden.

Herren foreslår, at vi tager til den åndelige verden på følgende måde (Bg. 15.5):

Denne padam avyayam eller det evige rige kan opnås af den, der er nirmāna-moha. Og hvad betyder det? Vi er gale efter betegnelser eller titler. Den ene vil gerne kaldes “Hr.”, og den anden vil kaldes “Deres velærværdighed”, og nogle af os ønsker at blive præsidenter, rige mænd, konger eller noget andet. Så længe vi er knyttet til disse betegnelser, er vi bundet til kroppen, for disse betegnelser beskriver kun kroppen. Men vi er ikke denne krop, og erkendelsen af dette er det første skridt i åndelig erkendelse. Vi er fast bundet af den materielle naturs tre kvaliteter, men vi er nødt til at blive utilknyttet til den materielle naturs kvaliteter. Hvis vi ikke bliver knyttet til Herrens hengivne tjeneste, kan vi ikke blive frigjort fra den materielle naturs kvaliteter. Betegnelser og tilknytninger skyldes vores lyst og begær efter at herske over den materielle natur. Så længe vi fastholder tilbøjeligheden til at herske over den materielle natur, er der ingen mulighed for at vende hjem til den Højestes rige, sanātana-dhāma. Det evige rige, der aldrig bliver tilintetgjort, kan kun nås af den, der ikke lader sig forvirre af tiltrækningen til falsk materiel nydelse, og som er forankret i den Højeste Herres tjeneste. Er man på det niveau, er det let at opnå den højeste bolig.

Andetsteds i Bhagavad-gītā (8.21) står der:

Avyakta betyder umanifesteret. Den materielle verden er ikke manifesteret for os i sin helhed. Vore sanser er så ufuldkomne, at vi ikke engang kan se alle stjernerne i det materielle univers. I den vediske litteratur er der et væld af oplysninger om alle planeterne, og vi kan tro på disse oplysninger eller lade være. Alle de vigtige planeter er beskrevet i den vediske litteratur, især i Śrīmad-Bhāgavatam, og den åndelige himmel, der befinder sig uden for den materielle himmel, beskrives som avyakta eller umanifesteret. Man bør længes og stræbe efter dette højeste rige, for når man først er kommet dertil, behøver man aldrig mere vende tilbage til den materielle verden.

Men hvordan kommer man til den Højeste Herres bolig? Det bliver forklaret i kapitel 8, vers 5, hvor der står:

“Og den, der ved livets slutning forlader sin krop, mens han udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” Den, der tænker på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket, kommer til Kṛṣṇa. Man bliver nødt til at huske på Kṛṣṇas form. Hvis man forlader sin krop, mens man tænker på denne form, kommer man med sikkerhed til det åndelige rige. Mad-bhāvam refererer til det Højeste Væsens højere natur. Det Højeste Væsen er sac-cid-ānanda-vigraha, dvs., Hans form er evig og fuld af viden og lyksalighed. Vores nuværende krop er ikke sac- cid-ānanda. Den er asat og ikke sat. Den er ikke evig, men derimod forgængelig. Den er ikke cit, dvs. fuld af viden – den er fuld af uvidenhed. Vi har ingen viden om det åndelige rige, ja, vi har ikke engang fuldstændig viden om denne materielle verden, hvor der er masser af ting, vi ikke kender til. Kroppen er også nirānanda. I stedet for at være fuld af lyksalighed er den fuld af lidelse. Alle de lidelser, vi oplever i den materielle verden, har deres årsag i kroppen, men den, der forlader kroppen, mens han tænker på Herren Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, får med det samme en sac-cid-ānanda-krop.

Måden, hvorpå man forlader denne krop og får en anden krop i den materielle verden, er også styret. Et menneske dør, efter det er blevet besluttet, hvilken slags krop vedkommende skal have i sit næste liv. Den beslutning er op til højere autoriteter. Det levende væsen selv har intet at skulle have sagt. I overensstemmelse med vores handlinger i dette liv stiger vi enten op eller synker ned. Det nuværende liv er en forberedelse til det næste. Hvis vi derfor kan forberede os i dette liv til at blive forfremmet til Guds rige, får vi med sikkerhed en åndelig krop som Herrens, når vi forlader denne materielle krop.

Som allerede forklaret findes der forskellige slags transcendentalister – brahmavādīen, paramātmavādīen og den hengivne – og som før nævnt er der utallige åndelige planeter i brahmajyoti (den åndelige himmel). Antallet af de planeter overstiger langt antallet af alle planeter i den materielle verden. Den materielle verden er blevet anslået til kun at være en fjerdedel af skabelsen (ekāṁśena sthito jagat). Inden for dette materielle udsnit findes der millioner og milliarder af universer med billioner af planeter, sole, stjerner og måner. Men det er alt sammen blot en brøkdel af den totale skabelse. Det meste af skabelsen består af den åndelige himmel. Den, der ønsker at blive ét med den Højeste Brahman, bliver omgående overført til den Højeste Herres brahmajyoti og opnår således den åndelige verden. Den hengivne, der ønsker at nyde Herrens selskab, kommer til de utallige Vaikuṇṭha-planeter, hvor den Højeste Herre omgås med ham i Sine fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa med fire hænder under forskellige navne som Pradyumna, Aniruddha og Govinda. Ved livets slutning tænker transcendentalisterne derfor enten på brahmajyoti, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. I hvert af disse tilfælde får de adgang til det åndelige plan, men det er kun en hengiven eller den, der er i personlig kontakt med den Højeste Herre, der kommer til Vaikuṇṭha-planeterne eller Goloka Vṛndāvana-planeten. Herren tilføjer endvidere, at “det er der ingen tvivl om.” Man bliver nødt til at tro fuldt og fast på dette. Vi må ikke afvise noget, blot fordi det ikke passer ind i vores forestillinger. Vi skal have samme holdning som Arjuna, der sagde: “Jeg tror på alt, Du har fortalt mig.” Når Herren derfor siger, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Ham som Brahman, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed kommer til den åndelige verden, er der ingen tvivl om det. Det er helt sikkert.

Bhagavad-gītā (8.6) forklarer også det generelle princip, der giver én adgang til det åndelige rige udelukkende ved at tænke på den Højeste i dødsøjeblikket:

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.” Her må vi først og fremmest forstå, at den materielle natur er et produkt af en af den Højeste Herres energier. I Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) bliver der redegjort for alle den Højeste Herres energier:

Den Højeste Herre har talrige forskelligartede energier, der ligger uden for vores fatteevne. Lærde vismænd eller befriede sjæle har imidlertid studeret disse energier og inddelt dem i tre kategorier. Alle energierne er viṣṇu-śakti, Herren Viṣṇus forskellige energier. Den første energi er parā eller transcendental. Som allerede forklaret hører de levende væsener til denne højere energi. De andre energier, de materielle energier, er i uvidenhedens kvalitet. På dødstidspunktet kan vi enten forblive i den materielle verdens lavere energi, eller vi kan overføre os selv til den åndelige verdens energi. Så Bhagavad-gītā (8.6) forklarer:

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.”

I livet er vi vant til at tænke enten på den materielle eller på den åndelige energi. Hvordan kan vi nu overføre vores tanker fra den materielle energi til den åndelige energi? Der er et væld af litteratur, der fylder vores tanker med den materielle energi – aviser, blade, romaner osv. Vores tanker, der nu er optaget af den slags litteratur, skal overføres til den vediske litteratur. Derfor har de store vismænd skrevet en mængde vedisk litteratur såsom Purāṇaerne. Purāṇaerne er ikke fiktion. De er historiske kildetekster. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) finder vi følgende vers:

De glemsomme levende væsener eller betingede sjæle har glemt deres forhold til den Højeste Herre og har fyldt deres tanker med materielle ting. Med det ene formål at overføre deres tankevirksomhed til den åndelige himmel har Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa skrevet en stor mængde vedisk litteratur. Først inddelte han Vedaerne i fire afsnit, derefter forklarede han dem i Purāṇaerne, og for de mindre intelligente skrev han Mahābhārata, der indeholder Bhagavad-gītā. Dernæst sammenfattede han hele den vediske litteratur i Vedānta-sūtra, og til vejledning for kommende generationer skrev han en naturlig kommentar til Vedānta-sūtra ved navn Śrīmad-Bhāgavatam. Vi skal holde vores sind konstant optaget af at læse denne vediske litteratur. Ligesom materialister holder deres sind beskæftiget med aviser, blade og anden materialistisk litteratur, skal vi skifte vores læsestof ud med de skrifter, Vyāsadeva har givet os. På den måde vil det være muligt for os at huske på den Højeste Herre i dødsøjeblikket. Det er den eneste fremgangsmåde, Herren foreslår, og Han garanterer resultatet: “Der er ingen tvivl om det.”

“Arjuna, derfor skal du altid tænke på Mig i Min form som Kṛṣṇa samtidigt med, at du gør din foreskrevne pligt og kæmper. Ved at tilegne dine handlinger til Mig og med dit sind og din intelligens forankret i Mig kommer du uden tvivl til Mig.” (Bg. 8.7)

Kṛṣṇa beder ikke Arjuna om blot at huske på Ham og opgive sin beskæftigelse. Nej, Herren foreslår aldrig noget upraktisk. Man er tvunget til at arbejde for at opretholde kroppen i den materielle verden. Samfundet bliver inddelt i fire sociale ordener i forhold til menneskers arbejde – brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdra. Brāhmaṇa-klassen, dvs. den intelligente gruppe, arbejder på én måde, kṣatriya-klassen eller den administrerende gruppe arbejder på en anden, og handelsstanden og arbejderne er beskæftiget i deres særlige bestillinger. Man bliver nødt til at arbejde for at forsørge sig selv, uanset om man er arbejder, forretningsmand, administrator eller landmand i samfundet, eller selv hvis man tilhører den højeste orden og er litterær og fungerer som videnskabsmand eller teolog. Herren fortæller derfor Arjuna, at han ikke behøver at ophøre med sit arbejde, men mens han gør sit arbejde, skal han huske på Kṛṣṇa (mām anusmara). Hvis man ikke under kampen for tilværelsen øver sig i at huske på Kṛṣṇa, kan det ikke lade sig gøre at huske Kṛṣṇa på dødstidspunktet. Herren Caitanya tilråder det samme. Han anbefaler, kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: Man skal hele tiden øve sig i at recitere Herren Kṛṣṇas navne. Der er ingen forskel på Herrens navn og selve Herren. Herren Kṛṣṇas instruktion til Arjuna om at “huske Mig” og Herren Caitanyas opfordring til “altid at synge Herren Kṛṣṇas navne” går således ud på det samme. Der er ingen forskel, for Kṛṣṇa Selv og Kṛṣṇas navne er ikke forskellige fra hinanden. På det absolutte plan er der ingen forskel på en henvisning og det, der bliver henvist til. Vi skal derfor øve os i konstant at huske på Herren døgnet rundt ved at synge eller recitere Hans navne og forme vores handlinger således, at vi altid kan huske Ham.

Hvordan kan det lade sig gøre? Ācāryaerne giver følgende eksempel. Hvis en gift kvinde er tiltrukket af en anden mand, eller hvis en mand er tiltrukket af en anden kvinde end sin hustru, anses denne tilknytning for at være meget stærk. Den, der har en sådan tilknytning, tænker altid på sin elskede. Hustruen, der tænker på sin elsker, tænker altid på at mødes med ham, selv mens hun udfører sine huslige pligter. Hun gør endda sine pligter endnu mere omhyggeligt, så hendes mand ikke skal fatte mistanke om hendes utroskab. På samme måde skal vi gøre vores materielle pligter meget omhyggeligt samtidig med, at vi hele tiden husker på den højeste elsker, Śrī Kṛṣṇa. Det kræver en meget stærk kærlighed. Hvis vi har en stærk følelse af kærlighed til den Højeste Herre, kan vi gøre vores pligt og samtidig huske på Ham. Men vi bliver nødt til at udvikle denne følelse af kærlighed. Arjuna tænkte for eksempel altid på Kṛṣṇa. Han var Kṛṣṇas tro ledsager, men samtidig var han kriger, så derfor var Kṛṣṇas råd til ham ikke, at han skulle ophøre med at kæmpe og drage ud i skoven for at meditere. Da Herren Kṛṣṇa redegjorde for yoga-systemet, svarede Arjuna, at han umuligt kunne følge det system.

“Arjuna sagde: O Madhusūdana, dette yoga-system, Du har sammenfattet, forekommer mig upraktisk og ulideligt, for sindet er rastløst og uligevægtigt.” (Bg. 6.33)

Men Herren svarede (Bg. 6.47):

“Blandt alle yogīer er den, der med stor tro altid underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og er engageret i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og er den største af alle. Det er Min mening.” Den, der altid tænker på den Højeste Herre, er således også den største yogī, den største jñānī og den bedste hengivne. Herren fortæller videre Arjuna, at som kṣatriya kan han ikke undslå sig for at kæmpe, men hvis han kæmper, mens han husker på Kṛṣṇa, vil han kunne huske på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket. Men han skal være helt overgivet til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.

I virkeligheden er det ikke vores krop, vi handler med. Vi handler med vores sind og intelligens, så hvis intelligensen og sindet altid er optaget af at tænke på den Højeste Herre, bliver sanserne også helt automatisk engageret i Hans tjeneste. Rent overfladisk kan det se ud, som om sansernes aktivitet er den samme, men bevidstheden er en anden. Bhagavad-gītā lærer én at fylde sindet og intelligensen med tanker på Herren. Denne fordybelse vil gøre os i stand til at blive overført til Herrens rige. Hvis sindet er optaget af Kṛṣṇas tjeneste, bliver sanserne automatisk engageret i Hans tjeneste. Det er kunsten, og det er også Bhagavad-gītās hemmelighed: at absorbere sindet fuldstændigt i tanker på Śrī Kṛṣṇa.

Det moderne menneske har gjort sig store anstrengelser for at komme til Månen, men det har ikke gjort noget særligt for at ophøje sig selv åndeligt. Hvis man har 50 år at leve i, bør man bruge denne korte tid til at øve sig i at huske på Guddommens Højeste Personlighed. Denne praksis er den hengivne proces. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (7.5.23):

Disse ni processer, af hvilke den letteste er śravaṇam, at høre Bhagavad- gītā fra en realiseret person, vil vende vores tanker mod det Højeste Væsen. Det igen vil føre til ihukommelse af den Højeste Herre og bevirke, at når man forlader sin krop, får man en åndelig krop, der er kvalificeret til at omgås med den Højeste Herre.

Herren forklarer videre (Bg. 8.8):

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet uophørligt engageret i tanker på Mig uden at blive afledt fra vejen, kan være sikker på at nå Mig, O Arjuna.”

Dette er ingen særlig svær metode. Man skal imidlertid lære den fra en erfaren person. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: Man skal henvende sig til den, der allerede er oplyst. Sindet flakker altid hid og did, men man skal træne sindet i at fokusere på formen af den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, eller på lyden af Hans navn. Sindet er af natur hvileløst og bliver drevet hid og did, men det kan finde hvile i Kṛṣṇas lydvibration. For at nå Ham skal man således meditere på paramaṁ puruṣam, Guddommens Højeste Personlighed i det åndelige rige. I Bhagavad-gītā gives der forskellige veje til at nå denne højeste erkendelse, og døren til kundskaben er åben for alle. Ingen nægtes adgang. Alle mennesker, uanset hvilken samfundsgruppe de tilhører, kan komme til Herren Kṛṣṇa ved at tænke på Ham, for alle har mulighed for at høre om Ham og tænke på Ham.

Herren udtaler videre (Bg. 9.32–33):

Således erklærer Herren, at selv en forretningsmand, en falden kvinde eller en arbejder eller endda mennesker, der befinder sig i den laveste livsstatus, kan opnå den Højeste. Det er ikke nødvendigt med en højt udviklet intelligens. Det vigtige er, at alle, der accepterer principperne for bhakti-yoga og den Højeste Herre som summum bonum, dvs. det endelige mål i tilværelsen, kan nå Herren i den åndelige himmel. Hvis man følger principperne, der gives i Bhagavad-gītā, kan man gøre sit liv fuldkomment og finde en permanent løsning på alle livets problemer. Det er hele essensen af Bhagavad-gītā.

Lad os runde af med at konkludere, at Bhagavad-gītā er et stykke transcendental litteratur, man skal læse meget omhyggeligt. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ, yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: Hvis man følger Bhagavad- gītās instruktioner korrekt, kan man blive befriet for alle livets lidelser og bekymringer. Viṣṇoḥ padam avapnoti, bhaya-śokādi-varjitaḥ. Man vil blive befriet for al frygt i dette liv, og ens næste liv vil blive åndeligt (Gītā-māhātmya 1).

Der er flere fordele:

“Hvis man studerer Bhagavad-gītā meget oprigtigt og med stor alvor, vil reaktionerne på ens tidligere ugerninger ikke påvirke én.” (Gītā- māhātmya 2) Herren siger klart og tydeligt i sidste del af Bhagavad-gītā (18.66):

“Opgiv alle former for religion og overgiv dig blot til Mig. Jeg skal udfri dig fra al synd. Frygt ikke.” Således tager Herren det fulde ansvar for den, der overgiver sig til Ham, og beskytter en sådan person mod enhver reaktion på synd.

“One may cleanse himself daily by taking a bath in water, but if one takes a bath even once in the sacred Ganges water of Bhagavad-gītā, for him the dirt of material life is altogether vanquished.” (Gītā-māhātmya 3)

Because Bhagavad-gītā is spoken by the Supreme Personality of Godhead, one need not read any other Vedic literature. One need only attentively and regularly hear and read Bhagavad-gītā. In the present age, people are so absorbed in mundane activities that it is not possible for them to read all the Vedic literatures. But this is not necessary. This one book, Bhagavad-gītā, will suffice, because it is the essence of all Vedic literatures and especially because it is spoken by the Supreme Personality of Godhead. (Gītā-māhātmya 4)

As it is said:

“One who drinks the water of the Ganges attains salvation, so what to speak of one who drinks the nectar of Bhagavad-gītā? Bhagavad-gītā is the essential nectar of the Mahābhārata, and it is spoken by Lord Kṛṣṇa Himself, the original Viṣṇu.” (Gītā-māhātmya 5) Bhagavad-gītā comes from the mouth of the Supreme Personality of Godhead, and the Ganges is said to emanate from the lotus feet of the Lord. Of course, there is no difference between the mouth and the feet of the Supreme Lord, but from an impartial study we can appreciate that Bhagavad-gītā is even more important than the water of the Ganges.

“This Gītopaniṣad, Bhagavad-gītā, the essence of all the Upaniṣads, is just like a cow, and Lord Kṛṣṇa, who is famous as a cowherd boy, is milking this cow. Arjuna is just like a calf, and learned scholars and pure devotees are to drink the nectarean milk of Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

In this present day, people are very much eager to have one scripture, one God, one religion and one occupation. Therefore, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: let there be one scripture only, one common scripture for the whole world – Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: let there be one God for the whole world – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: and one hymn, one mantra, one prayer – the chanting of His name: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: and let there be one work only – the service of the Supreme Personality of Godhead.

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). This Bhagavad-gītā As It Is is received through this disciplic succession:

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda