Skip to main content

23. VERS

TEXT 23

Szöveg

Tekst

upadraṣṭānumantā ca
bhartā bhoktā maheśvaraḥ
paramātmeti cāpy ukto
dehe ’smin puruṣaḥ paraḥ
upadraṣṭānumantā ca
bhartā bhoktā maheśvaraḥ
paramātmeti cāpy ukto
dehe ’smin puruṣaḥ paraḥ

Szó szerinti jelentés

Synonyms

upadraṣṭā – felülvigyázó; anumantā – engedélyező; ca – és; bhartā – mester; bhoktā – legfelsőbb élvező; mahā-īśvaraḥ – a Legfelsőbb Úr; parama-ātmā – a Felsőlélek; iti – szintén; ca – és; api – valóban; uktaḥ – mondják; dehe – a testben; asmin – ebben; puruṣaḥ – az élvező; paraḥ – transzcendentális.

upadraṣṭā — den, der bevidner; anumantā — den, der tillader; ca — også; bhartā — Herren; bhoktā — den Højeste Nyder; mahā-īśvaraḥ — den Højeste Herre; parama-ātmā — Oversjælen; iti — således; ca — også; api — afgjort; uktaḥ — kaldes; dehe — i kroppen; asmin — i denne; puruṣaḥ — nyder; paraḥ — den transcendentale.

Fordítás

Translation

Ebben a testben van egy másik, egy transzcendentális élvező is – az Úr, a legfelsőbb birtokos, aki felülvigyázóként és engedélyezőként létezik, s akit Felsőléleknek neveznek.

Og dog findes der i denne krop en anden, en transcendental nyder, der er Herren, den højeste ejer, der eksisterer som vidnet og den, der giver tilladelse, og som er kendt som Oversjælen.

Magyarázat

Purport

Ez a vers kijelenti, hogy a Felsőlélek, aki mindig az egyéni lélekkel van, nem közönséges élőlény, hanem a Legfelsőbb Úr képviselője. A monista filozófusok felfogása szerint csupán egy ismerője van a testnek, ezért nem tesznek különbséget a Felsőlélek és az egyéni lélek között. E téves nézet eloszlatása érdekében mondja itt az Úr, hogy minden testben a Paramātmā képviseli Őt. Ő különbözik az egyéni lélektől, és para, azaz transzcendentális. Az egyéni lélek egy sajátos mező cselekedeteinek élvezője, de a Felsőlélek nem mint parányi élvező van jelen, s a test cselekedeteiben sem vesz részt: Ő tanú, felülvigyázó, engedélyező és a legfelsőbb élvező a testben. Paramātmānak, s nem ātmānak nevezik, és transzcendentális. Ebből a versből világosan kitűnik, hogy az ātmā és a Paramātmā különbözik egymástól. A Felsőlélek, Paramātmā karja és lába például mindenhová elér, az egyéni léleké azonban nem. Mivel Paramātmā a Legfelsőbb Úr, mindig jelen van az élőlényben, hogy szentesítse az egyéni lélek anyagi élvezetre törő vágyait. A Legfelsőbb Lélek beleegyezése nélkül az élőlény semmire sem képes. Ő bhukta, eltartott, a Paramātmā pedig a bhoktā, az eltartó. Megszámlálhatatlanul sok élőlény létezik, s az Úr mint barát jelen van mindegyikükben.

FORKLARING: Her står der, at Oversjælen, der altid er hos den individuelle sjæl, er den Højeste Herres repræsentant. Han er intet almindeligt levende væsen. Eftersom de monistiske filosoffer anser kroppens kendere for at være én, tror de, at der ingen forskel er på Oversjælen og den individuelle sjæl. For at præcisere dette forklarer Herren, at Han er repræsenteret som Paramātmā i alle kroppe. Han er forskellig fra den individuelle sjæl. Han er paraḥ eller transcendental. Den individuelle sjæl nyder et bestemt handlingsfelts aktiviteter, men Oversjælen er der ikke som en begrænset nyder eller tager del i kropslige aktiviteter. Han er der som den, der bevidner, tilser og tillader, og som den højeste nyder. Hans navn er Paramātmā, ikke ātmā, og Han er transcendental. Det er helt tydeligt, at ātmā og Paramātmā er forskellige. Oversjælen, Paramātmā, har ben og hænder overalt, men det har den individuelle sjæl ikke. Og eftersom Paramātmā er den Højeste Herre, er Han til stede i det indre for at godkende det levende væsens begær efter materiel nydelse. Uden den Højeste Sjæls tilladelse kan den individuelle sjæl intet foretage sig. Den individuelle sjæl er bhukta eller den, der bliver opretholdt, mens Herren er bhoktā, den, der opretholder. Der findes utallige levende væsener, og Han er til stede i dem alle som en ven.

Tény, hogy minden egyéni élőlény örökké a Legfelsőbb Úr szerves része, és nagyon bensőséges baráti viszonyban áll Vele. Ám az élőlény hajlamos arra, hogy a Legfelsőbb Úr jóváhagyására fittyet hányva, a természeten való uralkodás reményében önállóan cselekedjék. E hajlama miatt nevezik a Legfelsőbb Úr határenergiájának. Más szóval tehát lehet akár a lelki, akár az anyagi energiában. Amíg az anyagi energia hatása alatt áll, addig a Legfelsőbb Úr a barátjaként mint Felsőlélek mindig vele marad, hogy visszatérítse a lelki energiába. Az Úr ezt szeretné, ám az élőlény parányi függetlenségével visszaélve mindig elutasítja a lehetőséget, hogy a lelki fény jelenlétét élvezze. Amiatt, hogy visszaél a függetlenségével, az anyagi természetben kell küzdenie. Az Úr ezért belülről és kívülről is mindig ellátja tanácsokkal. Kívülről a Bhagavad-gītān keresztül ad utasításokat, belülről pedig megpróbálja meggyőzni az élőlényt arról, hogy az anyagi síkon végzett tettek nem vezetnek igazi boldogsághoz. „Hagyj fel ezekkel, higgy Bennem, s boldog leszel!” – mondja az Úr. Az okos ember tehát, akinek teljes hite van a Paramātmāban, az Istenség Legfelsőbb Személyiségében, elindul az örökkévaló, tudással és gyönyörrel teli élet felé vezető úton.

Faktum er, at hvert eneste individuelt levende væsen er en evig uadskillelig del af den Højeste Herre, og begge er de meget nært forbundne som venner. Men det levende væsen er tilbøjelig til at afvise den Højeste Herres tilladelse og handle egensindigt i et forsøg på at herske over naturen, og fordi han har denne tendens, kaldes han for den Højeste Herres marginale energi. Det levende væsen kan befinde sig enten i den materielle energi eller i den åndelige energi. Så længe han er betinget af den materielle energi, bliver den Højeste Herre, Oversjælen, hos ham som hans ven blot for at få ham til at vende tilbage til den åndelige energi. Herren er altid ivrig efter at få det levende væsen tilbage til den åndelige energi, men på grund af sin lille uafhængighed afviser det individuelle væsen hele tiden at lade sig forbinde med det åndelige lys. Denne misbrug af uafhængighed er årsagen til hans materielle kamp i den betingede natur. Derfor giver Herren konstant instruktioner både indefra og udefra. Han giver instruktioner udefra i form af Bhagavad- gītā, og indefra forsøger Han at overbevise det levende væsen om, at hans aktiviteter på det materielle felt ikke er befordrende for virkelig lykke. “Bare opgiv det og ret din tro mod Mig, så bliver du lykkelig,” opfordrer Han. På den måde begynder den intelligente person, der sætter sin lid til Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, at gøre fremskridt mod et lyksaligt, evigt og kundskabsfyldt liv.