TEXT 14

Texte

Tekst

satataṁ kīrtayanto māṁ
yatantaś ca dṛḍha-vratāḥ
namasyantaś ca māṁ bhaktyā
nitya-yuktā upāsate

Synonyms

satatam: toujours; kīrtayantaḥ: chantant; mām: à Mon sujet; yatantaḥ: s’efforçant pleinement; ca: aussi; dṛḍha-vratāḥ: avec détermination; namasyantaḥ: offrant leur hommage; ca: et; mām: Moi; bhaktyā: dans la dévotion; nitya-yuktāḥ: engagés perpétuellement; upāsate: adorent.

satatam — altid; kīrtayantaḥ — idet de synger; mām — om Mig; yatantaḥ — N idet de bestræber sig fuldstændigt; ca — også; dṛḍha-vratāḥ — med beslutsomhed; namasyantaḥ — idet de bukker sig ned; ca — og; mām — Mig; bhaktyā — med hengivenhed; nitya-yuktāḥ — bestandigt engagerede; upāsate — de tilbeder.

Translation

Chantant toujours Mes gloires, se prosternant devant Moi, grandement déterminées dans leur effort spirituel, ces âmes élevées M’adorent à tout jamais dans la dévotion.

Disse store sjæle tilbeder Mig bestandigt med hengivenhed ved altid at lovprise Mine herligheder, bestræbe sig med stor beslutsomhed og bøje sig ned for Mig.

Purport

Il ne suffit pas d’apposer une étiquette sur un homme ordinaire pour que celui-ci devienne un mahātmā. Il doit répondre à la description qu’en donne ce verset: ne pas se soucier d’autre chose que de chanter constamment les gloires du Seigneur Suprême, Kṛṣṇa. Le mahātmā n’est donc évidemment pas un impersonnaliste. Louer Dieu, c’est exalter Son saint nom, Sa forme éternelle, Ses attributs transcendantaux et Ses divertissements extraordinaires. Il faut ainsi glorifier le Seigneur sous tous ces aspects. Le mahātmā est par conséquent l’être qui s’attache à Dieu, la Personne Suprême.

FORKLARING: En mahātmā kan ikke fabrikeres blot ved at give et almindeligt menneske en titel. Hans kendetegn beskrives her: En mahātmā er altid engageret i at lovprise den Højeste Herre, Kṛṣṇa, Guddommens Personligheds, fortræffeligheder. Han laver ikke andet. Han er altid travlt optaget af at forherlige Herren. Han er med andre ord ikke en upersonalist. Når vi taler om forherligelse, betyder det, at man skal forherlige den Højeste Herre ved at prise Hans hellige navn, Hans evige form, Hans transcendentale egenskaber og Hans usædvanlige lege. Alle disse ting skal man forherlige. En mahātmā er derfor knyttet til Guddommens Højeste Personlighed.

En aucun cas la Gītā ne présente comme un mahātmā un homme que séduit l’aspect impersonnel du Seigneur, le brahmajyoti. Comme nous le verrons dans le prochain verset, les caractéristiques du mahātmā sont bien différentes. Il prend toujours part aux diverses activités du service de dévotion que décrit le Śrīmad-Bhāgavatam, c’est-à-dire écouter et chanter les gloires de Viṣṇu (et non celles de quelque deva ou être humain), ainsi que Le garder toujours en mémoire (śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ smaraṇam). Le mahātmā est fermement déterminé à atteindre le but ultime, c’est-à-dire gagner la compagnie du Seigneur Suprême dans le cadre de l’un des cinq rasas spirituels. Dans cet objectif, il met son mental, son corps et sa voix au service du Seigneur Suprême, Śrī Kṛṣṇa. C’est ce qu’on appelle la conscience de Kṛṣṇa.

Den, der er knyttet til den Højeste Herres upersonlige aspekt, brahmajyoti, omtales ikke som mahātmā i Bhagavad-gītā. Han beskrives på anden vis i næste vers. Som der står skrevet i Śrīmad-Bhāgavatām (7.5.23), har mahātmāen altid travlt med forskellige ting i hengiven tjeneste som at høre og synge om Viṣṇu og ikke om nogen halvgud eller noget menneske. Det er hengivenhed: śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ og smaraṇam, at huske Ham. En sådan mahātmā er fast besluttet på i sidste ende at opnå at være sammen med den Højeste Herre i en af de fem transcendentale rasaer. For at opnå denne fuldendelse engagerer han alle sine mentale, kropslige, verbale og alle andre aktiviteter i den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇas, tjeneste. Dét kaldes fuldstændig Kṛṣṇa-bevidsthed.

Le service de dévotion comporte des activités bien définies: par exemple, jeûner certains jours, comme le onzième jour après la nouvelle et la pleine lune (ekādaśī), ou le jour commémorant l’avènement de Kṛṣṇa sur terre. Les grands ācāryas recommandent l’observance de ces règles à quiconque désire sérieusement être admis auprès du Seigneur Suprême, dans le monde spirituel. Les mahātmās les observent strictement, et sont ainsi assurés d’atteindre le but recherché.

I hengiven tjeneste er der visse ting, der kaldes beslutsomme, såsom at faste på særlige dage som Månens ellevte dag (ekādaśī) og på Herrens åbenbarelsesdag. De store ācāryaer har givet alle disse regler og forskrifter for dem, der virkelig er interesseret i at få adgang til Guddommens Højeste Personligheds selskab i den transcendentale verden. Mahātmāerne eller de store sjæle overholder strengt alle disse regler og forskrifter og kan som sådan være sikre på at opnå det ønskede resultat.

Comme l’expliquait le second verset de ce chapitre, non seulement la pratique du service de dévotion est aisée, mais elle est aussi joyeuse. Il n’est pas nécessaire de recourir à des austérités sévères. Que l’on soit gṛhastha, sannyāsī ou brahmacārī, quel que soit notre lieu de résidence en ce monde, on peut, sous la direction d’un maître spirituel qualifié, dédier sa vie au service dévotionnel de la Personne Suprême, et ainsi devenir un mahātmā, une grande âme.

Som beskrevet i vers 2 i dette kapitel er hengiven tjeneste ikke bare nem, men kan tilmed gøres med glæde. Man behøver ikke at gennemgå streng askese eller bodsøvelse. Man kan leve dette liv i hengiven tjeneste under vejledning af en dygtig åndelig mester i en hvilken som helst situation, uanset om det er som husholder, sannyāsī eller brahmacārī. Ligegyldigt hvilken status man har, eller hvor i verden man befinder sig, kan man engagere sig i denne hengivne tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed og således blive en virkelig mahātmā, en stor sjæl.