TEXT 8

Texte

Tekst

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

Synonyms

abhyāsa-yoga: par la pratique du yoga; yuktena: engagé dans la méditation; cetasā: par le mental et l’intelligence; na anya-gāminā: sans les laisser dévier; paramam: Suprême; puruṣam: Dieu, la Personne; divyam: transcendantale; yāti: on atteint; pārtha: ô fils de Pṛthā; anucintayan: pensant constamment à.

abhyāsa-yoga — igennem praksis; yuktena — ved at være engageret i meditation; cetasā — med sindet og intelligensen; na anya-gāminā — uden at de afledes; paramam — den Højeste; puruṣam — Guddommens Personlighed; divyam — transcendentale; yāti — man opnår; pārtha — O Pṛthās søn; anucintayan — idet man konstant tænker på.

Translation

Celui qui médite sur Moi, la Personne Suprême, et toujours se souvient de Moi, sans jamais dévier, celui-là vient à Moi sans nul doute, ô Pārtha.

Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet konstant engageret i at huske på Mig uden at blive afledt fra vejen – han, O Pārtha, kan være sikker på at nå Mig.

Purport

Dans ce verset, Kṛṣṇa insiste sur l’importance de Le garder toujours présent à l’esprit. Or, entendre et chanter le mahā-mantra Hare Kṛṣṇa, vibration sonore représentant le Seigneur Suprême, ravive en l’être le souvenir de Kṛṣṇa et occupe aussi bien le mental que l’oreille et la langue. C’est une méditation mystique, facile à pratiquer, qui nous aide à atteindre le Seigneur.

Puruṣam signifie « celui qui jouit de, qui bénéficie de ». Bien que constituant l’énergie marginale du Seigneur, l’être distinct est souillé par la matière. Il croit pouvoir jouir de tout, mais il n’est pas le bénéficiaire suprême. Il apparaît clairement ici que c’est le Seigneur, dans Ses diverses manifestations et émanations plénières (Nārāyaṇa, Vāsudeva, etc.), qui a la suprême jouissance de tout ce qui est.

FORKLARING: I dette vers understreger Herren Kṛṣṇa vigtigheden af at huske på Ham. Ens erindring af Kṛṣṇa vil blive genoplivet ved at recitere mahā-mantraet, Hare Kṛṣṇa. Denne praksis med at fremsige og lytte til den Højeste Herres lydvibration engagerer ens ører, tunge og sind. Det er særdeles let at udøve denne mystiske meditation, og den hjælper én til at opnå den Højeste Herre. Puruṣam betyder “en nyder”. Skønt de levende væsener tilhører den Højeste Herres marginale energi, befinder de sig i en materielt forurenet tilstand. De anser sig selv for at være nydere, men de er ikke de højeste nydere. Her angives det klart, at den højeste nyder er Guddommens Højeste Personlighed i Hans forskellige manifestationer og fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa, Vāsudeva osv.

Tout comme la méditation permet au yogī de se concentrer sur l’Âme Suprême, le chant du mantra Hare Kṛṣṇa permet au dévot de toujours fixer son esprit sur l’objet de son adoration, le Seigneur Suprême, sous l’une ou l’autre de Ses formes (Kṛṣṇa, Rāma, Nārāyaṇa). Cette pratique constante le purifie et lui permet à la fin de sa vie d’atteindre le royaume de Dieu. S’il faut ainsi imposer au mental la pensée de Kṛṣṇa, c’est qu’il est inconstant par nature. De même qu’à force de penser à se métamorphoser, la chenille se transforme en papillon dans une même vie, l’homme, à force de penser à Kṛṣṇa, est assuré d’acquérir, à la fin de sa vie, la même constitution corporelle que Lui.

Den hengivne kan konstant tænke på genstanden for sin tilbedelse, den Højeste Herre, i et hvilket som helst af Hans aspekter som Nārāyaṇa, Kṛṣṇa, Rāma osv. ved at recitere Hare Kṛṣṇa. Denne praksis vil rense ham, og som følge af denne uophørlige fremsigelse vil han ved afslutningen på sit liv blive overført til Guds rige. Yoga-udøvelse vil sige at meditere på Oversjælen indeni. På samme måde fæstner man altid sit sind på den Højeste Herre ved at recitere Hare Kṛṣṇa. Sindet er hvileløst, og derfor er det nødvendigt at engagere det med magt i at tænke på Kṛṣṇa. Ofte gives eksemplet med larven, der tænker på at blive en sommerfugl og således forvandles til en sommerfugl i samme liv. På samme måde kan vi være sikre på, at hvis vi tænker på Kṛṣṇa uden ophør, får vi ved afslutningen på vore liv den samme kropslige natur som Kṛṣṇa.