Skip to main content

TEXT 3

TEXT 3

Texte

Tekst

manuṣyāṇāṁ sahasreṣu
kaścid yatati siddhaye
yatatām api siddhānāṁ
kaścin māṁ vetti tattvataḥ
manuṣyāṇāṁ sahasreṣu
kaścid yatati siddhaye
yatatām api siddhānāṁ
kaścin māṁ vetti tattvataḥ

Synonyms

Synonyms

manuṣyāṇām: d’hommes; sahasreṣu: parmi des milliers; kaścit: quelqu’un; yatati: s’efforce d’atteindre; siddhaye: la perfection; yatatām: parmi ceux qui s’efforcent; api: en vérité; siddhānām: parmi ceux qui sont parvenus à la perfection; kaścit: quelqu’un; mām: Moi; vetti: connaît; tattvataḥ: vraiment.

manuṣyāṇām — af mennesker; sahasreṣu — ud af mange tusinde; kaścit — nogen; yatati — stræber; siddhaye — efter fuldkommenhed; yatatām — af dem, der stræber således; api — sandelig; siddhānām — af dem, der har opnået fuldkommenhed; kaścit — nogen; mām — Mig; vetti — kender; tattvataḥ — faktisk.

Translation

Translation

Parmi des milliers d’hommes, un seul peut-être recherchera la perfection, et parmi ceux qui l’atteignent, rare celui qui parvient à Me connaître en vérité.

Ud af mange tusinde mennesker er der måske ét, der stræber efter fuldkommenhed, og af dem, der har opnået fuldkommenhed, er der dårligt nok ét, der virkelig kender Mig.

Purport

Purport

Il existe toutes sortes d’hommes, et parmi des milliers d’entre eux, un seul peut-être éprouvera suffisamment d’intérêt à l’égard de la réalisation spirituelle pour chercher à savoir ce que sont le corps, l’âme et la Vérité Absolue. D’ordinaire, l’homme se laisse conduire par ses tendances animales – manger, dormir, s’accoupler et se défendre – et rares sont ceux qui voient quelque intérêt à cultiver le savoir transcendantal. Les six premiers chapitres de la Bhagavad-gītā s’adressent à ceux qui veulent connaître la nature de l’âme distincte et de l’Âme Suprême, ainsi que les méthodes de réalisation spirituelle comme le jñāna-yoga, le dhyāna-yoga et le sāṅkhya-yoga (où l’on cherche à dissocier l’esprit de la matière). Toutefois, nous savons que seul le dévot est à même de connaître Kṛṣṇa. Les autres spiritualistes ne parviennent pas à dépasser le stade du Brahman impersonnel ou du Paramātmā, aspects plus accessibles de la Vérité Absolue. Kṛṣṇa est la Personne Suprême, située au-delà du Brahman et du Paramātmā. Dans leurs efforts pour comprendre, jñānīs et yogīs sont confondus. Bien que, dans son commentaire de la Gītā, le plus grand philosophe impersonnaliste, Śrīpāda Śaṅkarācārya, ait reconnu Kṛṣṇa comme étant Dieu, la Personne Suprême, ses disciples refusent de L’accepter comme tel. Ce qui montre bien qu’il est très difficile de connaître Kṛṣṇa, même pour ceux qui ont réalisé le Brahman impersonnel.

FORKLARING: Der er forskellige grader af mennesker, og ud af mange tusinde er der måske ét, der er tilstrækkelig interesseret i transcendental erkendelse til at forsøge at forstå, hvad selvet er, hvad kroppen er, og hvad den Absolutte Sandhed er. I almindelighed er menneskeheden blot optaget af dyriske tilbøjeligheder som at spise, sove, parre sig og forsvare sig, og så godt som ingen er interesserede i transcendental viden. De første seks kapitler i Bhagavad-gītā henvender sig til dem, der er interesserede i transcendental viden, i at forstå selvet, Overselvet og erkendelsesprocessen gennem jñāna-yoga og dhyāna-yoga og i at kunne skelne selvet fra materie. Kṛṣṇa kan imidlertid kun forstås af personer, der er Kṛṣṇa-bevidste. Andre transcendentalister kan muligvis opnå upersonlig Brahman-erkendelse, for det er lettere end at forstå Kṛṣṇa. Kṛṣṇa er den Højeste Person, men Han er samtidig hinsides kundskaben om Brahman og Paramātmā. Yogīerne og jñānīerne forvirres i deres forsøg på at forstå Kṛṣṇa. Selv om den mest betydningsfulde af upersonalisterne, Śrīpāda Śaṅkarācārya, i sin Bhagavad-gītā-kommentar har medgivet, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, anerkender hans tilhængere ikke Kṛṣṇa som sådan, for det er meget svært at forstå Kṛṣṇa, selv om man har transcendental erkendelse af den upersonlige Brahman.

Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/anādir ādir govindaḥ sarva-kāraṇa-kāraṇam – Kṛṣṇa est le Seigneur originel, Govinda, Dieu, la Personne Suprême, la cause de toutes les causes. Il est très difficile pour les non-dévots de Le connaître. Et bien qu’ils prétendent que la voie du bhakti-yoga est facile, ils ne peuvent la pratiquer. On pourrait se demander pourquoi ils optent précisément pour la voie difficile ? C’est qu’en réalité, la bhakti n’est aucunement une voie facile. Le pseudo-bhakti-yoga pratiqué par des personnes non autorisées qui ignorent tout de la vraie bhakti peut s’avérer aisé, mais il n’en est pas de même du véritable service de dévotion. Les érudits et les philosophes qui s’adonnent à la spéculation ne parviennent pas à le pratiquer tel qu’il est, selon les principes régulateurs donnés dans les Écritures. Śrīla Rūpa Gosvāmī écrit à ce sujet dans son Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.101):

Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, alle årsagers årsag og den oprindelige Herre, Govinda. Ifølge Brahma-samhitā (5.1), iśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva- kāraṇa-kāraṇam. Det er meget svært for de ikke-hengivne at forstå Ham. Skønt ikke-hengivne hævder, at bhakti-yoga eller den hengivne tjenestes vej er meget nem, kan de ikke følge den. Hvis bhakti-metoden er så let, som den ikke-hengivne klasse af mennesker hævder det, hvorfor vælger de så den besværlige vej? I virkeligheden er bhaktiens vej ikke let. Den såkaldte bhakti-vej, der bliver praktiseret af uautoriserede personer uden viden om bhakti, er måske nem, men når der virkelig skal praktiseres i overensstemmelse med reglerne og forskrifterne, falder de spekulative lærde og filosoffer fra. Śrīla Rūpa Gosvāmī skriver i sin Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.101):

śruti-smṛti-purāṇādi-
pañcarātra-vidhiṁ vinā
aikāntikī harer bhaktir
utpātāyaiva kalpate
śruti-smṛti-purāṇādi-
pañcarātra-vidhiṁ vinā
aikāntikī harer bhaktir
utpātāyaiva kalpate

« La pratique du bhakti-yoga qui n’est pas conforme aux Écrits védiques faisant autorité en la matière, tels les Upaniṣads, les Purāṇas et le Nārada-Pañcarātra, ne fait que nuire à la société. »

“Gudshengiven tjeneste, der lader hånt om autoriserede vediske skrifter såsom Upaniṣaderne, Purāṇaerne og Nārada Pañcarātra, er blot en unødig forstyrrelse i samfundet.”

Il est impossible aux impersonnalistes ou aux yogīs ayant réalisé le Brahman ou le Paramātmā de comprendre que Kṛṣṇa, la Personne Suprême, puisse apparaître sous la forme du fils de Yaśodā ou du conducteur du char d’Arjuna. Les grands devas eux-mêmes sont parfois troublés devant la personnalité de Kṛṣṇa (muhyanti yat sūrayaḥ). Leur perplexité confirme cette parole du Seigneur: māṁ tu veda na kaścana – « Nul ne Me connaît tel que Je suis. » Et pour celui qui vient malgré tout à Le connaître, Il ajoute: sa mahātmā su-durlabhaḥ – « Une si grande âme est infiniment rare. »

Sans le service de dévotion, on ne peut donc vraiment connaître Kṛṣṇa tel qu’Il est (tattvataḥ), fût-on un grand érudit ou un grand philosophe. Seuls les purs dévots peuvent savoir quelque chose de Ses attributs transcendantaux et inconcevables, de Sa beauté, Sa richesse, Sa renommée, Sa puissance, Sa sagesse et Son renoncement infinis, de Son omnipotence et de Sa magnificence, car Kṛṣṇa, la cause de toutes les causes, l’objet ultime de la réalisation du Brahman, est toujours favorablement disposé à leur égard. Ce que confirme le Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.234):

Det er umuligt for den Brahman-realiserede upersonalist eller den Paramātmā-realiserede yogī at forstå Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, som moder Yaśodās søn eller Arjunas stridsvognsfører. Selv de store halvguder bliver somme tider forvirrede over Kṛṣṇa (muhyanti yat sūrayaḥ, ŚB. 1.1.1). Māṁ tu veda na kaścana: “Ingen kender Mig, som Jeg er,” erklærer Herren (Bg. 7.26). Og hvis nogen skulle kende Ham, da sa mahātmā su-durlabhaḥ (Bg. 7.19): “Sådan en stor sjæl er yderst sjælden.” Derfor kan man ikke forstå Kṛṣṇa, som Han er (tattvataḥ), medmindre man praktiserer hengiven tjeneste til Herren, ikke engang selv om man er en stor lærd eller filosof. Kun de rene hengivne kan vide noget om Kṛṣṇas ufattelige transcendentale egenskaber, såsom hvordan Han er alle årsagers årsag, Hans almagt og overdådighed og Hans rigdom, berømmelse, styrke, skønhed, viden og forsagelse, for Kṛṣṇa er kun velvilligt indstillet over for Sine hengivne. Han er det sidste ord i Brahman-erkendelsen, og de hengivne er de eneste, der kan erkende Ham, som Han er. Derfor står der skrevet (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.234):

ataḥ śrī-kṛṣṇa-nāmādi
na bhaved grāhyam indriyaiḥ
sevonmukhe hi jihvādau
svayam eva sphuraty adaḥ
ataḥ śrī-kṛṣṇa-nāmādi
na bhaved grāhyam indriyaiḥ
sevonmukhe hi jihvādau
svayam eva sphuraty adaḥ

« Nul, par ses sens matériels émoussés, ne peut connaître Kṛṣṇa tel qu’Il est. Mais Il Se révèle à Ses dévots, satisfait de l’amour transcendantal qu’ils Lui montrent en Le servant. »

“Ingen kan forstå Kṛṣṇa, som Han er, med de grove materielle sanser. Men Han afslører Sig Selv for Sine hengivne, når Han er fornøjet med dem på grund af deres transcendentale kærlighedstjeneste til Ham.”