TEXT 24
TEXT 24
Texte
Tekst
manyante mām abuddhayaḥ
paraṁ bhāvam ajānanto
mamāvyayam anuttamam
manyante mām abuddhayaḥ
paraṁ bhāvam ajānanto
mamāvyayam anuttamam
Synonyms
Synonyms
avyaktam: non manifesté; vyaktim: personnalité; āpannam: obtenue; manyante: pensent; mām: Moi; abuddhayaḥ: ceux qui manquent d’intelligence; param: suprême; bhāvam: nature; ajānantaḥ: sans connaître; mama: Ma; avyayam: impérissable; anuttamam: plus haute.
Translation
Translation
Parce qu’ils ne Me connaissent pas parfaitement, les hommes dénués d’intelligence croient que J’étais auparavant impersonnel, et que J’emprunte maintenant une forme personnelle – Moi qui suis Dieu, la Personne Suprême. Leur manque de connaissance les empêche de connaître Ma plus haute nature, suprême et impérissable.
Uintelligente mennesker, der ikke forstår Mig fuldstændigt, tror, at Jeg, Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, før var upersonlig og nu har antaget denne personlighed. På grund af deres ringe viden kender de ikke Min højere natur, der er uforgængelig og suveræn.
Purport
Purport
Dans un premier temps, le Seigneur a décrit les adorateurs des devas comme des êtres de faible intelligence. À présent, Il fait de même avec les impersonnalistes. Bien que ce soit Kṛṣṇa, dans Sa forme personnelle, qui S’adresse ici à Arjuna, les impersonnalistes, dans leur ignorance, prétendent qu’Il n’a pas de forme. Yāmunācārya, grand dévot appartenant à la filiation spirituelle de Rāmānujācārya, écrivit fort justement à ce propos (Stotra-ratna 12):
FORKLARING: De, der er tilbedere af halvguder, er blevet beskrevet som mindre intelligente, og her beskrives upersonalisterne på samme måde. Herren Kṛṣṇa taler her til Arjuna i Sin personlige form, og alligevel hævder upersonalisterne i deres uvidenhed, at den Højeste Herre yderst set ingen form har. Yāmunācārya, en stor hengiven af Herren i discipelrækken fra Rāmānujācārya, har skrevet et rammende vers i den forbindelse (Stotra-ratnam 12):
sattvena sāttvikatayā prabalaiś ca śāstraiḥ
prakhyāta-daiva-paramārtha-vidāṁ mataiś ca
naivāsura-prakṛtayaḥ prabhavanti boddhum
sattvena sāttvikatayā prabalaiś ca śāstraiḥ
prakhyāta-daiva-paramārtha-vidāṁ mataiś ca
naivāsura-prakṛtayaḥ prabhavanti boddhum
« Mon cher Seigneur, de grands sages comme Vyāsadeva et Nārada reconnaissent en Toi Dieu, la Personne Suprême. À la lumière des Textes védiques, il est possible de connaître Tes attributs, Ta forme et Tes activités, et de comprendre ainsi que Tu es la Personne Divine. Et pourtant, ceux que subjuguent la passion et l’ignorance, les démons, les incroyants, ne peuvent Te connaître. Aussi experts soient-ils à discuter du Vedānta, des Upaniṣads et autres Écrits védiques, jamais ils ne parviennent à comprendre la Personnalité de Dieu. »
“Min kære Herre, hengivne som Vyāsadeva og Nārada kender Dig som Guddommens Personlighed. Ved at forstå forskellige vediske skrifter kan man komme til indsigt om Dine egenskaber, Din form og Dine aktiviteter, og man kan således forstå, at Du er Guddommens Højeste Personlighed. Men de, der befinder sig i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, dæmonerne og de ikke-hengivne, kan ikke forstå Dig. De kan umuligt forstå Dig. Uanset hvor dygtige sådanne ikke-hengivne er til at diskutere Vedānta, Upaniṣaderne og anden vedisk litteratur, er det ikke muligt for dem at forstå Guddommens Personlighed.”
La Brahma-saṁhitā reprend la même idée lorsqu’elle dit que nul ne peut connaître la personnalité divine par la simple étude du Vedānta. Seule la miséricorde du Seigneur Suprême peut nous mener à la réalisation de Sa personne. Ce verset établit donc clairement que manquent d’intelligence non seulement les adorateurs des devas, mais également ceux qui font l’exégèse du Vedānta et spéculent sur les Écritures védiques sans avoir le moindre soupçon de conscience de Kṛṣṇa. Il leur est impossible de comprendre la nature personnelle de Dieu. On désigne sous le nom d’abuddhayaḥ tous ceux qui croient que la Vérité Absolue est impersonnelle, car ce mot signifie qu’ils n’en connaissent pas l’aspect ultime. Le Śrīmad-Bhāgavatam décrit ainsi les étapes de la réalisation de l’Absolu: il y a d’abord la réalisation du Brahman impersonnel, puis celle du Paramātmā, et enfin la réalisation la plus haute, celle de Dieu, la Personne Suprême.
Les impersonnalistes d’aujourd’hui sont encore moins intelligents car ils ne suivent même plus leur illustre prédécesseur, Śaṅkarācārya, qui avait ouvertement reconnu que Kṛṣṇa est Dieu, la Personne Suprême. Parce qu’ils méconnaissent la Vérité Absolue, Kṛṣṇa n’est pour eux que le fils de Vasudeva et Devakī, un prince ou, au plus, un surhomme. La Bhagavad-gītā (9.11) les condamne en affirmant: avajānanti māṁ mūḍhā mānuṣīṁ tanum āśritam – « Seuls les insensés Me voient comme une personne ordinaire. »
Ifølge Brahma-saṁhitā kan Guddommens Personlighed ikke forstås ved kun at studere Vedānta-litteraturen. Alene ved den Højeste Herres nåde kan man forstå den Højestes personlighed. Det fastslås derfor klart i dette vers, at ikke kun halvgudetilbederne er mindre intelligente, men de ikke-hengivne, der arbejder med Vedānta og spekulationer over den vediske litteratur uden anstrøg af ægte Kṛṣṇa-bevidsthed, er også mindre intelligente, og for dem er det umuligt at forstå Guds personlige natur. Personer, der er af den opfattelse, at den Absolutte Sandhed er upersonlig, beskrives her som abuddhayaḥ, der hentyder til dem, der intet kendskab har til det højeste aspekt af den Absolutte Sandhed. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11), at den højeste erkendelse begynder med den upersonlige Brahman og siden udvikler sig op til den lokaliserede Oversjæl, men det sidste ord i den Absolutte Sandhed er Guddommens Personlighed. Moderne upersonalister er endnu mindre intelligente, for de følger ikke engang deres egen forgænger, Śaṅkarācārya, der specifikt erklærede, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Fordi upersonalister ikke kender den Højeste Sandhed, tror de som følge deraf, at Kṛṣṇa kun er søn af Devakī og Vasudeva eller en prins eller et eller andet kraftfuldt levende væsen. Denne indstilling fordømmes også i Bhagavad-gītā (9.11) med ordene avajānanti māṁ mūḍhā, mānuṣīṁ tanum āśritam: “Kun tåber anser Mig for at være et almindeligt menneske.”
Le Bhāgavatam (10.14.29) assure pour sa part que nul ne peut comprendre Kṛṣṇa s’il ne pratique le service de dévotion et ne s’efforce de développer la conscience de Kṛṣṇa:
Faktum er, at uden hengiven tjeneste, og uden at man udvikler Kṛṣṇa- bevidsthed, kan ingen forstå Kṛṣṇa. I Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.29) bekræftes dette som følger:
prasāda-leśānugṛhīta eva hi
jānāti tattvaṁ bhagavan-mahimno
na cānya eko ’pi ciraṁ vicinvan
prasāda-leśānugṛhīta eva hi
jānāti tattvaṁ bhagavan-mahimno
na cānya eko ’pi ciraṁ vicinvan
« Celui, Seigneur, qui se voit octroyer ne serait-ce qu’une infime parcelle de la grâce dispensée par Tes pieds pareils-au-lotus est en mesure de comprendre la grandeur de Ta Personne. Mais ceux qui spéculent sur Ta nature, étudieraient-ils les Védas pendant des années et des années, ne Te connaîtront jamais. »
Les spéculations intellectuelles et les discussions sur les Textes védiques ne permettent pas à elles seules de comprendre Kṛṣṇa, la Personne Suprême, et de connaître Sa forme, Son nom ou Ses attributs. On doit pour cela recourir au service de dévotion. Ce n’est qu’en s’engageant tout entier dans la conscience de Kṛṣṇa, dont le premier principe est le chant du mahā-mantra Hare Kṛṣṇa Hare Kṛṣṇa Kṛṣṇa Kṛṣṇa Hare Hare / Hare Rāma Hare Rāma Rāma Rāma Hare Hare, qu’on pourra comprendre Dieu, la Personne Suprême. Les non-dévots croient que le corps de Kṛṣṇa est fait de matière, et que Ses activités, Son nom, Sa forme, sont māyā. Ces impersonnalistes, connus sous le nom de māyāvādīs, ne connaissent rien de la Vérité Ultime.
“Min Herre, hvis man bliver begunstiget af bare et anstrøg af nåden fra Dine lotusfødder, kan man forstå Din personligheds storhed. Men de, der spekulerer for at forstå Guddommens Højeste Personlighed, vil ikke kunne begribe Dig, om de så fortsætter deres studier af Vedaerne i mange år.” Man kan ikke forstå Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, eller Hans form, kvalitet eller navn udelukkende igennem intellektuel spekulation eller diskussion af vedisk litteratur. Man skal forstå Ham gennem hengiven tjeneste. Kun når man er helt engageret i Kṛṣṇa- bevidsthed, der begynder med fremsigelsen af mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – kan man forstå Guddommens Højeste Personlighed. Ikke-hengivne upersonalister tror, at Kṛṣṇa har en krop, der er lavet af denne materielle natur, og at alle Hans aktiviteter, Hans form og alting er māyā. Disse upersonalister kaldes māyāvādīer. De kender ikke den højeste sandhed.
Le vingtième verset de ce chapitre disait sans ambiguïté: kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ prapadyante ’nya-devatāḥ – « Ceux qui sont aveuglés par la convoitise se soumettent aux devas. » On sait par ailleurs qu’à l’instar de Dieu, la Personne Suprême, qui possède Sa propre planète, les devas ont aussi chacun leur planète. Devān deva-yajo yānti mad-bhaktā yānti mām api, disait le verset vingt-trois: ceux qui vénèrent les devas iront sur leurs planètes respectives, tandis que les dévots de Kṛṣṇa gagneront Kṛṣṇaloka, la planète suprême. On ne saurait être plus précis. Néanmoins, les impersonnalistes, dans leur sottise, maintiennent toujours que Dieu n’a pas de forme autre que celles qu’on Lui impose. Mais la Bhagavad-gītā dit-elle que les devas et leurs planètes sont dépourvus de forme ? Il en ressort au contraire que ni les devas ni Kṛṣṇa, la Personne Suprême, ne sont impersonnels. Ce sont tous des personnes qui ont chacun leur planète propre.
Der står specifikt i dette kapitels vers 20, kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ, prapadyante ’nya-devatāḥ: “De, der er forblændet af lystne ønsker, overgiver sig til forskellige halvguder.” Det er blevet fastslået, at ud over Guddommens Højeste Personlighed findes der halvguder, der har deres forskellige planeter, og Herren har også en planet. Som der står i vers 23, devān deva-yajo yānti, mad-bhaktā yānti mām api: Halvgudetilbederne kommer til halvgudernes forskellige planeter, og Herren Kṛṣṇas hengivne kommer til Kṛṣṇaloka-planeten. Til trods for disse klare udtalelser hævder tåbelige upersonalister ikke desto mindre, at Herren er formløs, og at disse former er en illusion. Får man ved at studere Bhagavad-gītā indtryk af, at halvguderne og deres boliger er upersonlige? Det er klart, at hverken halvguderne eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er upersonlige. De er alle personer. Herren Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, Han har Sin egen planet, og halvguderne har deres.
Les prétentions des monistes, selon qui la Vérité Suprême et Absolue n’a d’autre forme que celle, imaginaire, qu’on Lui donne, s’avèrent donc fausses. La forme de l’Absolu n’a rien d’imposé. La Bhagavad-gītā nous enseigne clairement que les formes des devas et celle du Seigneur Suprême existent simultanément, que Dieu, Kṛṣṇa, est sac-cid-ānanda, connaissance éternelle et béatifique. La littérature védique confirme que la Vérité Suprême et Absolue est toute de connaissance et bienheureuse par nature, vijñānam ānandaṁ brahma (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 3.9.28) et qu’Elle est un réservoir inépuisable de bonnes qualités ananta-kālyana-guṇātmako ’sau (Viṣṇu Purāṇa 6.5.84). Ailleurs encore, dans la Bhagavad-gītā, le Seigneur déclare que, bien qu’Il soit non né (aja), Il apparaît en personne. Telles sont les réalités décrites dans la Bhagavad-gītā, que nous devrions être à même de comprendre. Comment Dieu, la Personne Suprême, pourrait-Il être impersonnel ? La Bhagavad-gītā réfute la théorie moniste d’une forme fictive imposée à Dieu. Il est évident ici que la Vérité Suprême et Absolue, Kṛṣṇa, est dotée d’une forme et possède Sa propre personnalité.
Den monistiske påstand om, at den endelige sandhed er formløs, og at form er illusorisk, er derfor ikke sand. Her fastslås det udtrykkeligt, at form ikke er en illusion. Fra Bhagavad-gītā får vi en klar forståelse af, at halvgudernes former og den Højeste Herres form eksisterer samtidigt, og at Herren Kṛṣṇa er sac-cid-ānanda, evig lyksalig viden. I Vedaerne bekræftes det også, at den Højeste Absolutte Sandhed er viden og lyksalig glæde (vijñānam ānandaṁ brahma, Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 3.9.28), og at Han er et reservoir af endeløse lykkebringende kvaliteter (ananta- kalyāṇa-guṇātmako ’sau, Viṣṇu Purāṇa 6.5.84). Og i Bhagavad-gītā (4.6) udtaler Herren, at skønt Han er aja (ufødt), åbenbarer Han sig alligevel. Det er disse kendsgerninger, vi skal nå frem til i vores forståelse af Bhagavad-gītā. Det overgår vores forstand, hvordan Guddommens Højeste Personlighed skulle kunne være upersonlig. Hvad Bhagavad- gītās udtalelser angår, er de upersonlige monisters illusionsteori forkert. Her fremgår det tydeligt, at den Højeste Absolutte Sandhed, Herren Kṛṣṇa, har form såvel som personlighed.