TEXT 20

Texte

Tekst

kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā

Synonyms

kāmaiḥ: par les désirs; taiḥ taiḥ: variés; hṛta: privés de; jñānāḥ: connaissance; prapadyante: s’abandonnent; anya: aux autres; devatāḥ: devas; tam tam: correspondantes; niyamam: les règles; āsthāya: suivant; prakṛtyā: nature; niyatāḥ: contrôlés; svayā: par leur propre.

kāmaiḥ — af begær; taiḥ taiḥ — af forskellige; hṛta — berøvet; jñānāḥ — hvis viden; prapadyante — de overgiver sig; anya — til andre; devatāḥ — halvguder; tam tam — tilsvarende; niyamam — regler; āsthāya — idet de følger; prakṛtyā — af natur; niyatāḥ — beherskede; svayā — af deres egen.

Translation

Ceux dont l’intelligence a été ravie par les désirs matériels s’abandonnent aux devas et suivent les divers rites correspondant à leur nature propre.

De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.

Purport

Ceux qui sont lavés de toute souillure matérielle s’abandonnent au Seigneur Suprême et se dédient à Son service de dévotion, alors que ceux qui ne sont pas encore complètement purifiés conservent leur nature non dévotionnelle. Toutefois, même ceux qui conservent encore des désirs matériels perdent rapidement leur attrait pour le monde extérieur s’ils s’en remettent au Seigneur, car en approchant du but ils s’affranchissent très vite de la concupiscence. Le Śrīmad-Bhāgavatam (2.3.10) enjoint donc à tous les êtres, qu’ils soient exempts de tout désir matériel ou qu’ils en soient au contraire remplis, ou encore qu’ils aspirent à la libération, de s’abandonner à Vāsudeva et de L’adorer:

FORKLARING: De, der er fri for al materiel besmittelse, overgiver sig til den Højeste Herre og engagerer sig i Hans hengivne tjeneste. Så længe den materielle forurening ikke er vasket helt bort, er man af natur ikke- hengiven. Men selv de, der har materielle ønsker, og som søger tilflugt hos den Højeste Herre, er ikke så meget tiltrukket af den ydre natur. Fordi de vender sig mod det rigtige mål, bliver de snart fri for al materiel lyst. Det bliver anbefalet i Śrīmad-Bhāgavatam, at uanset om man er en ren hengiven og helt fri for materielle ønsker, om man er fyldt med materielle ønsker, eller om man ønsker befrielse fra materiel forurening, bør man under alle omstændigheder overgive sig til Vāsudeva og tilbede Ham. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatam (2.3.10):

akāmaḥ sarva-kāmo vā
mokṣa-kāma udāra-dhīḥ
tīvreṇa bhakti-yogena
yajeta puruṣaṁ param

Les gens de moindre intelligence, ayant perdu leur raison spirituelle, prennent refuge auprès des devas afin d’assouvir rapidement leurs désirs matériels, plutôt que d’aller sans détour à Dieu, la Personne Suprême. Cela est dû à l’empire qu’ont sur eux les guṇas inférieurs (la passion et l’ignorance). Ils suivent les règles du culte et trouvent bientôt satisfaction. Motivés par des désirs bassement matériels, ils ignorent le but suprême. Parce que les Védas recommandent, pour obtenir certains bienfaits, de rendre un culte aux devas (le deva du soleil, par exemple, pour être en bonne santé), ils croient que ces derniers sont plus aptes que Dieu Lui-même à satisfaire leurs demandes. Mais le pur dévot du Seigneur ne se laisse pas égarer de la sorte. Il sait bien que Kṛṣṇa, la Personne Suprême, est le maître de tout, ainsi que le confirme le Caitanya-caritāmṛta (Ādi-līlā 5.142): ekale īśvara kṛṣṇa, āra saba bhṛtya – seul Kṛṣṇa, Dieu, est le maître, tous les autres sont serviteurs. Aussi le pur dévot n’approche-t-il jamais les devas pour satisfaire ses besoins matériels. Il s’en remet entièrement au Seigneur Suprême et se satisfait de ce qu’il reçoit.

Mindre intelligente mennesker, der har mistet deres åndelige forstand, søger tilflugt hos halvguder for at få opfyldt deres materielle ønsker med det samme. Normalt vender den slags mennesker sig ikke til Guddommens Højeste Personlighed, fordi de befinder sig i naturens lavere kvaliteter (uvidenhed og lidenskab), og derfor dyrker de forskellige halvguder. De er tilfredse med blot at følge reglerne og forskrifterne for tilbedelse. Halvgudetilbederne motiveres af små ønsker og ved ikke, hvordan man når det højeste mål, men den Højeste Herres hengivne lader sig ikke vildlede. Eftersom den vediske litteratur anbefaler at tilbede forskellige guder til forskellige formål (f.eks. anbefales en syg at tilbede Solen), tror de, der ikke er Herrens hengivne, at halvguderne er bedre end den Højeste Herre til visse ting. Men en ren hengiven ved, at den Højeste Herre, Kṛṣṇa, er alles herre. Ifølge Caitanya-caritāmṛta (Ādi 5.142), ekale īśvara kṛṣṇa, āra saba bhṛtya: Kun Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, er herre, og alle andre er tjenere. En ren hengiven vender sig derfor aldrig til halvguderne for at få tilfredsstillet sine materielle behov. Han afhænger af den Højeste Herre, og den rene hengivne er tilfreds med uanset hvad, Herren giver ham.