TEXT 47

Texte

Tekst

yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ

Synonyms

yoginām: de yogīs; api: aussi; sarveṣām: de toutes les sortes; mat-gatena: demeurant en Moi, pensant toujours à Moi; antaḥ-ātmanā: en lui-même; śraddhā-vān: en toute foi; bhajate: sert avec amour; yaḥ: celui qui; mām: Moi (le Seigneur Suprême); saḥ: il; me: par Moi; yukta-tamaḥ: le plus grand yogī; mataḥ: est considéré.

yoginām — af yogīer; api — også; sarveṣām — af alle slags; mat-gatena — idet han underkaster sig Mig og altid tænker på Mig; antaḥ-ātmanā — inde i sig selv; śraddhā-vān — i fuld tro; bhajate — yder transcendental kærlighedstjeneste; yaḥ — den, som; mām — til Mig (den Højeste Herre); saḥ — han; me — af Mig; yukta-tamaḥ — den største yogī; mataḥ — anses.

Translation

Et de tous les yogīs, celui qui, avec une foi totale, demeure toujours en Moi et médite sur Moi en Me servant avec amour, celui-là est le plus grand et M’est le plus intimement lié. Tel est Mon avis.

Og af alle yogīer er den, der med stor tro underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og engagerer sig i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og den største af alle. Det er min mening.

Purport

Le mot bhajate est ici lourd de sens. Sa racine, le verbe bhaj, traduit l’idée de service. Les verbes français « vénérer, rendre un culte », ne rendent pas exactement le sens de bhaj, car ils indiquent soit le respect et l’honneur montrés à celui qui en est digne, soit l’adoration, tandis que bhaj signifie servir avec foi et amour, et ne s’adresse qu’à Dieu, la Personne Suprême. Si, en ne révérant pas un deva ou un homme de bien, on passe pour irrespectueux, en négligeant de servir le Seigneur Suprême, on est assurément condamné. L’être vivant, de par sa nature, parce qu’il fait partie intégrante de Dieu, a pour fonction de servir le Seigneur. Comme l’explique fort bien le Śrīmad-Bhāgavatam (11.5.3), s’il déroge à ce devoir, il choit:

FORKLARING: Her er ordet bhajate betydningsfuldt. Ordet bhajate har sin rod i udsagnsordet bhaj, der anvendes, når der er tale om tjeneste. Det danske ord “tilbede” eller “dyrke” kan ikke bruges i samme betydning som bhaj. At dyrke eller tilbede betyder at forgude eller udvise respekt og ære over for den, der er det værdigt. Men tjeneste med kærlighed og tro er især bestemt for Guddommens Højeste Personlighed. Man kan undlade at tilbede et respektabelt menneske eller en halvgud og i den anledning måske blive anset for uhøflig, men man kan ikke undslå sig for at tjene den Højeste Herre uden helt og aldeles at blive fordømt. Hvert eneste levende væsen er en uadskillelig del af Guddommens Højeste Personlighed, og derfor er alle levende væsener af natur bestemt til at tjene den Højeste Herre. Hvis man ikke gør dette, falder man ned. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (11.5.3):

ya eṣāṁ puruṣaṁ sākṣād
ātma-prabhavam īśvaram
na bhajanty avajānanti
sthānād bhraṣṭāḥ patanty adhaḥ

« Quiconque néglige de remplir son devoir de serviteur de Dieu, source de tous les êtres, choira de sa position originelle. »

“Alle, der ikke tjener den oprindelige Herre og forsømmer deres pligt over for Ham, der er kilden til alle levende væsener, falder med sikkerhed ned fra deres naturlige position.”

Là encore, on retrouve le mot bhajanti. Cela prouve bien qu’au contraire de « vénérer » et de « rendre un culte » qui peuvent s’adresser à un homme ou à un deva, bhajanti ne s’applique qu’à Dieu. Portons également une attention particulière au terme avajānanti mentionné ici, et qu’on retrouve dans la Bhagavad-gītā: avajānanti māṁ mūḍhāḥ – « Seuls les sots et les crapules dénigrent Kṛṣṇa, Dieu, la Personne Suprême. » Les insensés qui se permettent d’écrire des commentaires sur la Bhagavad-gītā, sans aucune attitude de service envers le Seigneur, ne peuvent saisir la nuance entre les termes bhajanti et « vénérer » ou « rendre un culte ».

I dette vers fra Śrīmad-Bhāgavatam bliver ordet bhajanti også brugt. Derfor kan bhajate kun anvendes i forbindelse med Herren, hvorimod ordet “tilbede” kan bruges om halvguderne eller et hvilket som helst andet almindeligt levende væsen. Ordet avajānanti, der forekommer i dette vers i Śrīmad-bhāgavatam, figurerer også i Bhagavad-gītā (9.11). Avajānanti māṁ mūḍhāḥ: “Kun tåber og slyngler nedgør Guddommens Højeste Personlighed, Herren Kṛṣṇa.” Sådanne fjolser påtager sig at skrive kommentarer til Bhagavad-gītā uden en indstilling af tjeneste til Herren. Følgelig kan de ikke kende forskel på ordet bhajanti og ordet “tilbede”.

Tous les yogas sont des moyens de parvenir à la bhakti. Le bhakti-yoga est donc le but de tous les yogas. Puisque les différents yogas sont des étapes successives menant au bhakti-yoga, yoga signifie en fait bhakti-yoga. Depuis les étapes préliminaires du karma-yoga jusqu’à celle, ultime, du bhakti-yoga, le chemin de la réalisation spirituelle est long. On commence, dans le karma-yoga, par agir sans vouloir jouir du fruit de l’acte. Puis, lorsque mûrissent la connaissance et le renoncement, on passe à ce qu’on appelle le stade du jñāna-yoga. Et lorsque le jñāna-yoga s’accompagne de méditation sur l’Âme Suprême par le biais de certains exercices physiques et que le mental se fixe sur cette forme du Seigneur, on atteint le stade de l’aṣṭāṅga-yoga. Quand, plus tard, on axe sa méditation directement sur Kṛṣṇa, la Personne Suprême, on atteint le point culminant du yoga, le bhakti-yoga.

De fait, le bhakti-yoga est le but ultime. Mais pour bien l’analyser, il est nécessaire de comprendre les autres yogas. Le yogī qui progresse graduellement sur l’échelle du yoga se situe donc sur la vraie voie de l’éternelle bonne fortune. Mais s’il s’arrête à l’une ou l’autre étape de son évolution, il portera le nom de karma-yogī, jñāna-yogī, dhyāna-yogī, rāja-yogī, haṭha-yogī, etc. Celui qui a l’immense fortune de parvenir au bhakti-yoga a donc dépassé tous les autres yogas. Tout comme l’Éverest est le sommet le plus élevé de la chaîne montagneuse des Himālayas et de la terre entière, le bhakti-yoga est le plus élevé des yogas.

Kulminationen på al yoga-udøvelse er bhakti-yoga. Alle andre former for yoga er kun måder at nå til niveauet af bhakti i bhakti-yoga på. Yoga betyder i virkeligheden bhakti-yoga. Alle andre yoga-former er skridt på vejen mod det endelige mål, bhakti-yoga. Fra begyndelsen af karma- yoga til kulminationen i bhakti-yoga er der en lang vej til selverkendelse. Karma-yoga uden frugtstræbende resultater er begyndelsen på denne vej. Når karma-yoga tiltager i viden og forsagelse, kaldes dette stadie jñāna-yoga. Når jñāna-yoga tiltager i meditation på Oversjælen gennem forskellige fysiske metoder, og når sindet er fokuseret på Ham, kaldes det aṣṭāṅga-yoga. Og når man har lagt aṣṭāṅga-yoga bag sig og er nået til kulminationspunktet, Guddommens Højeste Personlighed, kaldes det bhakti-yoga. I virkeligheden er bhakti-yoga det endelige mål, men for nærmere at kunne analysere bhakti-yoga, må man forstå disse andre yogaer. Den progressive yogī befinder sig således på den sande vej mod en evig lykkelig skæbne. Den, der stagnerer på et bestemt punkt og ikke gør videre fremskridt derfra, betegnes ved det pågældende navn: karma- yogī, jñāna-yogī eller dhyāna-yogī, rāja-yogī, haṭha-yogī osv. Hvis man er så heldig at komme til stadiet af bhakti-yoga, må det forstås, at man har lagt alle andre yoga-former bag sig. At blive Kṛṣṇa-bevidst er derfor det højeste stadie af yoga på samme måde, som når vi taler om Himālaya- bjergene, taler vi om verdens højeste bjerge, blandt hvilke den højeste top, Mont Everest, anses for at være kulminationen.

Ce n’est que par heureuse fortune que l’on adopte la conscience de Kṛṣṇa, la voie du bhakti-yoga, et que l’on se conforme ainsi aux injonctions védiques. Le yogī idéal fixe son attention sur Kṛṣṇa, Śyāmasundara, dont le teint merveilleux a la couleur d’un nuage, dont le visage pareil-au-lotus est aussi éclatant que le soleil, dont les vêtements étincellent de joyaux et dont le corps est orné d’une guirlande de fleurs. Le Seigneur illumine tout de Sa radiance (le brahmajyoti) et Se manifeste sous différentes formes, telles celles de Rāma, Nṛsiṁha, Varāha, et Kṛṣṇa, Dieu, la Personne Suprême, avec laquelle Il apparaît comme un être humain, fils de Yaśodā. Il porte alors indifféremment les noms de Kṛṣṇa, Govinda ou Vāsudeva. Il est l’enfant, l’époux, l’ami et le maître parfaits. Il possède toutes les perfections et qualités transcendantales. Demeurer toujours conscient de ces traits du Seigneur, voilà la plus haute perfection du yoga.

Det er ved det største lykketræf, at man kommer til Kṛṣṇa-bevidsthed på bhakti-yoga-vejen og bliver velsitueret i overensstemmelse med de vediske retningslinier. Den ideelle yogī koncentrerer sin opmærksomhed om Kṛṣṇa, der også kaldes Śyāmasundara, der har den samme smukke farve som en sky, og hvis lotuslignende ansigt er strålende som Solen, hvis klædedragt stråler af juveler, og hvis krop er udsmykket med en blomsterkrans. Hans pragtfulde glans, der kaldes brahmajyoti, oplyser alle retninger. Han inkarnerer Sig i forskellige skikkelser som Rāma, Nṛsiṁha, Varāha og Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, Han nedstiger som menneske i form af Moder Yaśodās søn, og Han kaldes Kṛṣṇa, Govinda og Vāsudeva. Han er det perfekte barn, den perfekte ægtemand, ven og Herre, og Han er fuld af alle overdådigheder og transcendentale egenskaber. Hvis man forbliver helt bevidst om disse Herrens træk, anses man for at være den største yogī.

Seule la bhakti donne d’atteindre cette perfection, ainsi que le confirment, du reste, toutes les Écritures:

Som bekræftet i hele den vediske litteratur kan dette stadie af den højeste fuldkommenhed i yoga kun opnås gennem bhakti-yoga:

yasya deve parā bhaktir
yathā deve tathā gurau
tasyaite kathitā hy arthāḥ
prakāśante mahātmanaḥ

« Le sens et la portée du savoir védique ne se révèlent automatiquement qu’aux grandes âmes, dont la foi en Dieu et en le maître spirituel est sans réserve. » (Śvetāśvatara Upaniṣad, 6.23)

“Kun for de store sjæle, der har ubetinget tro på både Herren og den åndelige mester, bliver hele betydningen af den vediske viden automatisk åbenbaret.” (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.23)

Bhaktir asya bhajanaṁ tad ihāmutropādhi-nairāsyenāmuṣmin manaḥ-kalpanam, etad eva naiṣkarmyam – « La bhakti est le service dévotionnel que l’on offre au Seigneur, désintéressé de tout profit matériel dans cette vie ou dans la prochaine. Libéré de ses penchants égoïstes, l’homme doit complètement absorber son mental dans la pensée de l’Être Suprême. Tel est l’objectif du naiṣkarmya. » (Gopāla-tāpani Upaniṣad 1.15)

Bhaktir asya bhajanam, tad ihāmutropādhi-nairāsyenāmuṣmin manaḥ-kalpanam, etad eva ca naiṣkarmyam. “Bhakti betyder hengiven tjeneste til Herren uden noget ønske om materiel vinding i hverken dette liv eller det næste. Blottet for sådanne tilbøjeligheder skal man fuldstændigt absorbere sit sind i den Højeste. Det er formålet med naiṣkarmya.” (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.15)

Voilà quelques-uns des aspects de la pratique du bhakti-yoga, de la conscience de Kṛṣṇa – le stade de perfection le plus élevé de la voie du yoga.

Dette er nogle af måderne, hvorpå man kan udføre bhakti eller Kṛṣṇa-bevidsthed, yoga-systemets højeste fuldendte stadie.

Ainsi s’achèvent les teneurs et portées de Bhaktivedanta sur le sixième chapitre de la Śrīmad Bhagavad-gītā traitant du dhyāna-yoga.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 6. kapitel, Dhyāna-yoga.