TEXT 37

Texte

Tekst

arjuna uvāca
ayatiḥ śraddhayopeto
yogāc calita-mānasaḥ
aprāpya yoga-saṁsiddhiṁ
kāṁ gatiṁ kṛṣṇa gacchati

Synonyms

arjunaḥ uvāca: Arjuna dit; ayatiḥ: le spiritualiste qui ne réussit pas; śraddhayā: avec foi; upetaḥ: engagé; yogāt: du lien mystique; calita: dévié; mānasaḥ: qui a un tel mental; aprāpya: manquant d’atteindre; yoga-saṁsiddhim: la plus haute perfection dans le yoga mystique; kām: quel; gatim: destin; kṛṣṇa: ô Kṛṣṇa; gacchati: obtient-il.

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; ayatiḥ — den forfejlede transcendentalist; śraddhayā — med tro; upetaḥ — engageret; yogāt — fra den mystiske forbindelse; calita — afveget; mānasaḥ — som har et sådant sind; aprāpya — idet det ikke lykkes ham at opnå; yoga-saṁsiddhim — den højeste fuldkommenhed i mystik; kām — hvilket; gatim — bestemmelsessted; kṛṣṇa — O Kṛṣṇa; gacchati — han opnår.

Translation

Arjuna dit: Ô Kṛṣṇa, quel est le destin du spiritualiste qui, bien qu’il ait emprunté avec foi la voie du yoga, l’abandonne pour n’avoir su détacher son mental du monde, et qui, par suite, n’atteint pas la perfection mystique ?

Arjuna sagde: O Kṛṣṇa, hvad sker der med den forfejlede transcendentalist, der i begyndelsen giver sig i kast med selverkendelsesprocessen med tro, men senere falder fra på grund af sit verdslige sindelag og følgelig ikke opnår fuldkommenhed i yoga?

Purport

La Bhagavad-gītā décrit la voie de la réalisation spirituelle, dont le principe de base consiste à connaître la nature véritable de l’être: il est distinct du corps et son bonheur réside dans la vie éternelle, la connaissance et la félicité transcendantales, au-delà du corps et du mental. Même si différentes voies mènent à cette réalisation de soi – le jñāna-yoga (la recherche de la connaissance), l’aṣṭāṅga-yoga (le yoga en huit phases) et le bhakti-yoga (le service de dévotion) – toutes reposent sur des principes identiques: connaître la condition intrinsèque de l’être et la relation qui l’unit au Seigneur, connaître le moyen de rétablir ce lien, et atteindre la perfection de la conscience de Kṛṣṇa. Quiconque suit l’une ou l’autre de ces trois voies atteindra à coup sûr, un jour ou l’autre, ce but suprême. Comme le Seigneur l’indiquait dans le second chapitre, le moindre effort accompli sur le chemin de la réalisation nous rapproche de la libération.

D’entre ces trois processus, le bhakti-yoga est le plus adapté à l’âge de Kali, car il est le plus direct. Parce qu’il souhaite s’en assurer à nouveau, Arjuna demande au Seigneur de confirmer ce qu’Il a déjà dit. Il se pourrait, en effet, qu’un homme suive avec sincérité la voie du jñāna-yoga ou de l’aṣṭāṅga-yoga, sans pour autant jamais toucher au but, tant ces systèmes sont d’un abord difficile en notre âge. En dépit d’efforts constants, le yogī risque toujours d’échouer dans ses tentatives, et cela pour de multiples raisons. Notamment, peut-être, parce qu’il n’aura pas strictement suivi la discipline yogique. Choisir d’emprunter la voie de la réalisation spirituelle, c’est en quelque sorte déclarer la guerre à l’énergie illusoire. Or, celle-ci, dès qu’on essaye de se soustraire de ses griffes, tente aussitôt par divers « charmes » de reprendre sa proie. L’âme, déjà fascinée par les trois modes d’influence de l’énergie matérielle, a toutes les chances de se laisser une nouvelle fois séduire, et ce, bien qu’elle ait embrassé une discipline spirituelle. Cet écart sur le chemin transcendantal de la réalisation de soi a pour nom yogāc calita-mānasaḥ, et Arjuna voudrait en connaître les conséquences.

FORKLARING: Selverkendelsens eller mystikkens vej forklares her i Bhagavad-gītā. Det grundliggende princip i selverkendelse er viden om, at det levende væsen ikke er denne materielle krop, men forskellig fra den, og at hans lykke ligger i evigt liv, lyksalighed og viden. Disse er transcendentale og skal søges hinsides både krop og sind. Selverkendelse efterstræbes enten gennem kundskabsvejen, gennem praktisering af det ottefoldige system eller gennem bhakti-yoga. I hver af disse metoder skal man erkende det levende væsens naturlige position, dets forhold til Gud og de handlinger, hvorigennem det kan genoprette sit tabte forbindelsesled og opnå det højeste fuldendte Kṛṣṇa-bevidste stadie. Ved at følge en hvilken som helst af de ovennævnte tre metoder kan man være sikker på at nå det højeste mål før eller senere. Herren fastslog dette i kapitel 2: Selv en lille indsats på den transcendentale vej giver én stort håb om befrielse. Ud af disse tre metoder egner især bhakti-yogaens vej sig i denne tidsalder, for det er den mest direkte vej til Gudserkendelse. For at være dobbelt sikker beder Arjuna Herren Kṛṣṇa bekræfte Sin tidligere udtalelse. Måske hengiver man sig seriøst til selverkendelsens vej, men kultivering af viden og udøvelse af det ottefoldige yoga-system er generelt meget vanskelige i denne tidsalder. På trods af vedvarende bestræbelser kan der være mange grunde til, at man mislykkes. Først og fremmest følger man måske ikke processen seriøst nok. At slå ind på den transcendentale vej er mere eller mindre at erklære den illusoriske energi krig. Så snart en person prøver at undslippe den illusoriske energis greb, forsøger hun med alle mulige lokkemidler at overvinde udøveren. Den betingede sjæl er allerede tiltrukket af den materielle energis kvaliteter, og der er al mulighed for igen at blive tiltrukket, selv under udførelsen af transcendentale discipliner. Dette kaldes for yogāc calita-mānasaḥ, afvigelse fra den transcendentale vej. Arjuna vil gerne vide, hvad konsekvenserne er af at afvige fra selverkendelsens vej.