TEXT 35

Texte

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
asaṁśayaṁ mahā-bāho
mano durnigrahaṁ calam
abhyāsena tu kaunteya
vairāgyeṇa ca gṛhyate

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca: Dieu, la Personne Suprême, dit; asaṁśayam: sans nul doute; mahā-bāho: ô Arjuna aux bras puissants; manaḥ: le mental; durnigraham: difficile à dompter; calam: mouvant; abhyāsena: par la pratique; tu: mais; kaunteya: ô fils de Kuntī; vairāgyeṇa: par le détachement; ca: aussi; gṛhyate: peut être ainsi maîtrisé.

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; asaṁśayam — utvivlsomt; mahā-bāho — O du med de vældige arme; manaḥ — sindet; durnigraham — vanskeligt at tøjle; calam — flakkende; abhyāsena — gennem øvelse; tu — men; kaunteya — O Kuntīs søn; vairāgyeṇa — gennem utilknytning; ca — også; gṛhyate — det kan beherskes således.

Translation

Le Seigneur, Kṛṣṇa, dit: Ô fils de Kuntī aux bras puissants, il est certes très difficile de dompter ce mental fuyant. Mais le détachement et une pratique adéquate permettent d’y arriver.

Herren Śrī Kṛṣṇa sagde: O du Kuntīs stærkarmede søn, det er helt sikkert meget svært at tøjle det rastløse sind, men det kan lade sig gøre med den rigtige praksis og med utilknytning.

Purport

Même s’Il conforte le point de vue d’Arjuna, affirmant Lui aussi qu’il est difficile de dompter le mental obstiné, Dieu, la Personne Suprême, suggère une solution: la maîtrise peut s’obtenir à force de pratique et de détachement. Mais en quoi consiste cette pratique ? Dans l’âge de Kali, personne n’est capable de suivre les règles strictes du yoga. Ainsi n’est-il pas toujours possible de vivre en un lieu sacré, de fixer son mental sur l’Âme Suprême, de juguler les désirs du mental et des sens, de garder le célibat, de vivre en solitaire, etc. Cette méthode, donc, consiste à embrasser la conscience de Kṛṣṇa, dont on sait qu’elle comprend neuf types d’activités dévotionnelles. Et d’entre ces neuf types d’activités, la plus importante est l’écoute des gloires de Kṛṣṇa, car il s’agit du plus sûr moyen transcendantal de libérer le mental de toute anxiété. En effet, plus nous entendons parler de Kṛṣṇa, plus notre vision spirituelle s’éclaircit et plus nous nous détachons de tout ce qui pourrait détourner notre attention de Kṛṣṇa.

Le vairāgya – le détachement de la matière et la concentration du mental sur le spirituel – s’acquiert aisément si l’on écarte ses pensées de tout ce qui vise un autre but que le plaisir de Kṛṣṇa; car il est plus facile d’attacher son mental à Kṛṣṇa que de le détacher de la matière de manière impersonnelle. La méthode de la conscience de Kṛṣṇa est pratique, fonctionnelle, car l’attachement à l’Être Suprême naît tout naturellement de l’audition de Ses gloires. Il permet de goûter la satisfaction spirituelle (pareśānubhūti), satisfaction que l’on peut comparer au contentement qu’un affamé ressent à chaque bouchée de nourriture. Et plus il mange, plus il reprend des forces. De la même manière, par la pratique du service de dévotion, on ressent une satisfaction transcendantale au fur et à mesure que le mental se détache des objets matériels. Le service de dévotion peut être comparé au traitement d’un mal par des remèdes efficaces et un régime approprié. Entendre parler des activités sublimes de Kṛṣṇa est la médication dont le mental a besoin, et manger la nourriture préalablement offerte à Kṛṣṇa, le régime qui convient.

FORKLARING: Vanskeligheden ved at beherske det genstridige sind, sådan som det er blevet udtrykt af Arjuna, indrømmes her af Guddommens Personlighed. Men samtidig påpeger Han, at det kan lade sig gøre gennem praksis og utilknytning. Og hvad går denne praksis ud på? I den nuværende tidsalder kan ingen overholde de strenge regler og forskrifter, hvor man slår sig ned på et tilbagetrukket sted, fokuserer sindet på Oversjælen, holder sanserne og sindet tilbage, lever i cølibat, forbliver alene osv. Men ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed bliver man engageret i ni slags hengiven tjeneste til Herren. Den allervigtigste af disse hengivne aktiviteter er at høre om Kṛṣṇa. Dette er en meget kraftfuld transcendental metode til at rense sindet for enhver tvivl. Jo mere man hører om Kṛṣṇa, desto mere oplyst og utilknyttet bliver man til alt, der trækker sindet væk fra Kṛṣṇa. Ved at afholde sindet fra aktiviteter, der ikke er viet til Herren, kan man meget let lære vairāgya. Vairāgya betyder at være utilknyttet til materie og engagere sindet i åndelige ting. At opnå upersonlig åndelig utilknytning er sværere end at knytte sindet til Kṛṣṇas aktiviteter. Sidstnævnte er praktisk, for ved at høre om Kṛṣṇa bliver man automatisk knyttet til den Højeste Sjæl. Denne form for tilknytning kaldes pareśānubhava, åndelig tilfredsstillelse. Det er ligesom følelsen af tilfredsstillelse, et sultent menneske oplever for hver bid mad, det indtager. Jo mere man spiser, når man er sulten, desto mere mærker man tilfredshed og føler sig styrket. På samme måde oplever man gennem udførelsen af hengiven tjeneste transcendental tilfredsstillelse i takt med, at sindet bliver utilknyttet til materielle ting. Det er noget i retning af at helbrede en sygdom med dygtig behandling og den rigtige kost. At høre om Kṛṣṇas transcendentale aktiviteter er derfor den kyndige behandling af det gale sind, og at spise mad, der er ofret til Kṛṣṇa, er den rette kost for den lidende patient. Denne behandling er den Kṛṣṇa-bevidste metode.