Skip to main content

TEXT 6

TEXT 6

Texte

Tekst

ajo ’pi sann avyayātmā
bhūtānām īśvaro ’pi san
prakṛtiṁ svām adhiṣṭhāya
sambhavāmy ātma-māyayā
ajo ’pi sann avyayātmā
bhūtānām īśvaro ’pi san
prakṛtiṁ svām adhiṣṭhāya
sambhavāmy ātma-māyayā

Synonyms

Synonyms

ajaḥ: non né; api: bien que; san: étant ainsi; avyaya: sans détérioration; ātmā: le corps; bhūtānām: de tous ceux qui sont nés; īśvaraḥ: le Seigneur Suprême; api: bien que; san: étant ainsi; prakṛtim: dans la forme transcendantale; svām: de Moi; adhiṣṭhāya: étant ainsi situé; sambhavāmi: Je M’incarne; ātma-māyayā: grâce à Mon énergie interne.

ajaḥ — ufødt; api — skønt; san — Jeg er; avyaya — med en uforgængelig; ātmā — krop; bhūtānām — over alle dem, der er født; īśvaraḥ — den Højeste Herre; api — skønt; san — Jeg er; prakṛtim — i den transcendentale form; svām — Min personlige; adhiṣṭhāya — idet Jeg således er situeret; sambhavāmi — Jeg inkarnerer; ātma-māyayā — gennem Min indre energi.

Translation

Translation

Bien que Je sois non né et que Mon corps spirituel ne se détériore jamais, bien que Je sois le Seigneur de tous les êtres, J’apparais en chaque âge dans Ma forme originelle.

Skønt Jeg er ufødt og Min transcendentale krop aldrig forgår, og skønt Jeg er Herre over alle levende væsener, åbenbarer Jeg Mig alligevel i hver tidsalder i Min oprindelige transcendentale form.

Purport

Purport

Le Seigneur a exposé les caractéristiques très particulières de Sa venue en ce monde: bien qu’apparaissant comme un être ordinaire, Il garde le parfait souvenir de Ses innombrables « naissances », alors que l’homme du commun est souvent incapable de dire ce qu’il a fait quelques heures plus tôt. Il sera bien difficile à quelqu’un à qui l’on demande ce qu’il faisait la veille à la même heure de donner une réponse immédiate. Il devra longuement réfléchir pour s’en souvenir. Malgré cela, des gens osent se proclamer Dieu, Kṛṣṇa. Nul ne devrait se laisser abuser par des prétentions aussi absurdes.

Le Seigneur décrit ici Sa prakṛti, Sa forme. Le mot prakṛti signifie « nature », mais aussi la forme réelle de l’être, svarūpa. Le Seigneur dit qu’Il apparaît en ce monde dans Son propre corps. Il ne transmigre donc pas d’un corps à un autre comme les êtres ordinaires. Tout être conditionné par la matière revêt un certain type de corps en cette vie, puis un autre dans sa prochaine existence. Il ne possède pas de corps définitif.

En ce qui Le concerne, le Seigneur n’est pas sujet à cette loi. Chaque fois qu’Il apparaît, c’est par Sa puissance interne, dans Sa forme à deux bras, tenant une flûte, Sa forme originelle, immuable et éternelle. Son corps n’est nullement contaminé au contact de l’univers matériel. Même s’Il semble venir au monde comme n’importe quel être vivant, Il est le Seigneur de l’univers et Se manifeste dans Sa forme transcendantale et immuable. Comme Son corps ne se dégrade pas, Śrī Kṛṣṇa prend la forme d’un enfant, d’un adolescent puis d’un jeune homme, mais aussi surprenant que cela puisse paraître, Il conserve toujours par la suite l’apparence d’un jeune homme.

À l’époque de la bataille de Kurukṣetra, Kṛṣṇa avait d’innombrables petits-enfants, et selon nos calculs modernes, aurait dû être très âgé. Pourtant, Ses traits étaient ceux d’un jeune homme de vingt à vingt-cinq ans. Jamais d’ailleurs on ne verra Kṛṣṇa représenté sous la forme d’un vieillard car, bien qu’Il ait été, qu’Il soit et qu’Il demeure à jamais la Personne la plus ancienne, Il n’a pas, comme nous, à vieillir. Ni Son corps, ni Son intelligence ne s’affaiblissent ou ne changent. Il est clair que même en ce monde, Il demeure le Non-né, l’éternelle forme de connaissance et de félicité. Son intelligence et Son corps sont inaltérables et transcendantaux.

Kṛṣṇa Se montre, puis Se soustrait à notre vue, comme le fait le soleil qui se lève, se déplace devant nos yeux et quitte notre champ de vision. Nous croyons le soleil couché lorsqu’il est hors de vue, et levé lorsqu’il apparaît à l’horizon, quand, en réalité, il ne quitte pas sa place dans le ciel. Notre méprise est simplement due à nos sens imparfaits. L’apparition et la disparition de Kṛṣṇa en ce monde n’ont rien de semblable à celles d’un homme ordinaire. Il est donc évident qu’Il est, par Sa puissance interne, connaissance et félicité éternelles, et qu’Il n’est jamais contaminé par la nature matérielle. Les Védas vont également dans ce sens: bien qu’Il semble naître en ce monde et S’y manifester sous de multiples formes, Dieu est non né. Les annexes des Védas affirment elles aussi que même pour naître, le Seigneur n’a pas à changer de corps. Dans le Bhāgavatam, on Le voit paraître devant Sa mère sous la forme de Nārāyaṇa, doté de quatre bras et pourvu des six opulences divines.

Selon le dictionnaire Viśva-kośa, le mot māyā, ou ātma-māyā, se rapporte à la miséricorde immotivée du Seigneur. Sa miséricorde est donc à l’origine de Son apparition en ce monde dans Sa forme originelle et éternelle. Elle permet aux hommes de méditer sur Lui, tel qu’Il est véritablement. Cette forme n’est pas – comme le pensent les impersonnalistes – une quelconque invention mentale. Le Seigneur est toujours conscient de Ses apparitions et disparitions antérieures, alors que l’être ordinaire oublie tout de son corps précédent dès qu’il en revêt un autre. Kṛṣṇa est le Seigneur de tous les êtres, car lorsqu’Il vient sur terre, Il accomplit des actes surnaturels et merveilleux. Il demeure donc toujours la même Vérité Absolue et Ses attributs ne diffèrent pas de Son corps, ni Sa forme de Lui-même. On pourrait toutefois se poser cette question: pourquoi le Seigneur apparaît-Il et disparaît-Il de ce monde ? Le verset suivant nous en donne la réponse.

FORKLARING: Her omtaler Herren som det første det ejendommelige ved Sin fødsel: Selv om Han fremtræder som et almindeligt menneske, husker Han alt om Sine mange, mange tidligere “liv”, hvorimod et almindeligt menneske ikke kan huske, hvad det lavede bare et par timer forinden. Hvis nogen bliver spurgt om, hvad vedkommende præcist lavede ved samme tid dagen før, ville det være meget svært for de fleste at svare med det samme. Man ville utvivlsomt være nødt til at vride sin hjerne for at huske, hvad man gjorde på nøjagtigt samme tidspunkt dagen før. Alligevel drister mennesker sig ofte til at hævde, at de er Gud eller Kṛṣṇa. Man må ikke lade sig vildlede af sådanne meningsløse påstande.

Dernæst forklarer Herren Sin prakṛti eller Sin form. Prakṛti betyder “natur” såvel som svarūpa, “ens egen form”. Herren fortæller, at Han åbenbarer Sig i Sin egen krop. Han forandrer ikke Sin krop ligesom det almindelige levende væsen, der vandrer fra den ene krop til den næste. Den betingede sjæl kan have én slags krop i sit nuværende liv, men en helt anden i sit næste liv. Det levende væsen har ingen bestemt krop i den materielle verden, men vandrer fra den ene krop til den næste. Det gør Herren imidlertid ikke. Når Han åbenbarer Sig, gør Han det i den samme oprindelige krop gennem Sin indre energi. Kṛṣṇa åbenbarer Sig med andre ord i den materielle verden i Sin oprindelige evige form med to hænder, der holder en fløjte. Han åbenbarer Sig i Sin evige krop og er ubesmittet af den materielle verden. Skønt Han åbenbarer Sig i den samme transcendentale krop og er Herre over universet, ser det alligevel ud, som om Han fødes som et almindeligt levende væsen. Og selv om Hans krop ikke sygner hen ligesom en materiel krop, ser det stadig ud, som om Herren Kṛṣṇa vokser fra spæd op igennem barndommen til ungdommen. Men forbløffende nok ældes Han ikke mere efter at være blevet ung. Da slaget på Kurukṣetra fandt sted, havde Han mange børnebørn. Materielt set var Han med andre ord ældet betydeligt. Ikke desto mindre så Han ud som en ung mand på 20 eller 25 år. Vi ser aldrig et billede af Kṛṣṇa som gammel, for Han bliver aldrig gammel ligesom os, selv om Han er den ældste person i hele skabelsen, uanset om vi taler om fortid, nutid eller fremtid. Hverken Hans krop eller intelligens forfalder eller forandrer sig nogensinde. Det er således klart, at selv om Han er i den materielle verden, er Han den samme ufødte evige form af lyksalighed og viden og er uforanderlig i Sin transcendentale krop og intelligens. Hans tilsynekomst og forsvinden er i virkeligheden som Solen, der står op, bevæger sig for øjnene af os og derefter forsvinder ud af syne. Når Solen ikke kan ses, tror vi, at den er gået ned, og når vi kan se Solen, tror vi, at nu er den inden for vort synsfelt. Solen befinder sig i virkeligheden altid i sin faste position, men på grund af vores mangelfulde, utilstrækkelige sanser taler vi om Solens opstigen og forsvinden på himlen. Eftersom Herren Kṛṣṇas tilsynekomst og forsvinden er helt forskellig fra et almindeligt levende væsens, er det tydeligt, at Han gennem Sin indre energi er evig, lyksalig og fuld af viden og aldrig bliver forurenet af den materielle natur. Det bliver også bekræftet i Vedaerne, at Guddommens Højeste Personlighed er ufødt, men ser alligevel ud til at blive født i mange forskellige manifestationer. De supplerende vediske skrifter bekræfter desuden, at selv om Herren ser ud til at blive født, forandrer Hans krop sig alligevel ikke.

I Śrīmad-Bhāgavatam viser Han Sig for Sin moder som Nārāyaṇa med fire hænder og fuldt udsmykket med de seks slags fuldstændige overdådigheder. Hans tilsynekomst i Hans oprindelige evige form er Hans årsagsløse nåde mod de levende væsener, så de kan koncentrere sig om den Højeste Herre, som Han er, frem for om intellektuelle forestillinger eller mentale opspind, som upersonalisterne fejlagtigt tror, at Herrens krop er. Ifølge Viśva-kośa-ordbogen refererer ordene māyā eller ātma-māyā til Herrens årsagsløse nåde. Herren er bevidst om alle Sine tidligere tilsynekomster og bortgange, men et almindeligt levende væsen glemmer alt om sin tidligere krop, så snart han får en ny krop. Kṛṣṇa er Herre over alle levende væsener, fordi Han gør så mange forunderlige og overmenneskelige ting, mens Han er på denne jord. Herren er derfor altid den samme Absolutte Sandhed og er uden forskel på Sin form og Sit Selv eller på Sin kvalitet og Sin krop. Man kan så spørge, hvorfor Herren kommer og går i denne verden. Det bliver forklaret i næste vers.