TEXT 46

Texte

Tekst

yāvān artha uda-pāne
sarvataḥ samplutodake
tāvān sarveṣu vedeṣu
brāhmaṇasya vijānataḥ

Synonyms

yāvān: tout ce qui; arthaḥ: est attendu de; uda-pāne: un puits plein d’eau; sarvataḥ: à tous les égards; sampluta-udake: dans une grande étendue d’eau; tāvān: de même; sarveṣu: dans toutes; vedeṣu: les Écritures védiques; brāhmaṇasya: de l’homme qui connaît le Brahman Suprême; vijānataḥ: qui possède la connaissance parfaite.

yāvān — alt, som; arthaḥ — er beregnet; uda-pāne — i en brønd med vand; sarvataḥ — i alle henseender; sampluta-udake — i et stort vandreservoir; tāvān — ligeledes; sarveṣu — i alle; vedeṣu — vediske skrifter; brāhmaṇasya — for det menneske, som kender den Højeste Brahman; vijānataḥ — der har fuldstændig viden.

Translation

À la manière d’une grande nappe d’eau qui remplit toutes les fonctions d’un puits, celui qui connaît le véritable dessein des Védas peut aisément répondre à toutes les injonctions védiques.

Ethvert formål, der kan tjenes af en lille brønd, kan med det samme opfyldes af et stort vandreservoir. På samme måde kan alle Vedaernes formål opfyldes for den, der kender formålet bag dem.

Purport

Les rites et les sacrifices mentionnés dans la section karma-kāṇḍa des Védas ont pour but d’encourager le développement progressif de la réalisation spirituelle chez l’homme. Le but de cette réalisation est clairement exposé dans la Bhagavad-gītā (15.15): l’objectif de l’étude des Védas est de connaître Kṛṣṇa, la source originelle de toutes choses. La réalisation spirituelle consiste donc à comprendre Kṛṣṇa et la relation éternelle qui nous unit à Lui. Le quinzième chapitre de la Bhagavad-gītā (15.7) nous éclaire également sur la nature de la relation qui unit les êtres vivants au Seigneur. Ces derniers font partie intégrante de Kṛṣṇa. Ranimer en soi la conscience de Kṛṣṇa est donc le plus haut degré de perfection de la connaissance des Védas. Ce que confirme le Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7):

FORKLARING: Hele formålet med ritualerne og offerhandlingerne i karma-kāṇḍa-afsnittet i den vediske litteratur er at tilskynde til en gradvis udvikling af selverkendelse. Og formålet med selverkendelse bliver tydeligt forklaret i Bhagavad-gītās kapitel 15, vers 15: Formålet med at studere Vedaerne er at nå til forståelse af Herren Kṛṣṇa, den oprindelige årsag til alting. Så selverkendelse betyder at forstå Kṛṣṇa og ens evige forhold til Ham. De levende væseners forhold til Kṛṣṇa omtales også i kapitel 15. De levende væsener er uadskillelige dele af Kṛṣṇa. Derfor er genoplivelse af Kṛṣṇa-bevidstheden hos de individuelle levende væsener det højeste fuldkomne stadie, man kan opnå igennem vedisk kundskab. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) som følger:

aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te

« Ô mon Seigneur, quiconque chante Ton saint nom, fût-il de la plus basse condition et né de caṇḍālas (mangeurs de chien), se trouve au niveau le plus élevé de la réalisation spirituelle. Pour y parvenir, il a certes dû effectuer toutes sortes de pénitences et de sacrifices selon les rites védiques. Il a dû aussi étudier assidûment les Védas et s’être baigné dans tous les saints lieux de pèlerinage. On doit le voir comme le meilleur des āryans. »

“O min Herre, en person, der fremsiger Dit hellige navn, befinder sig på det højeste niveau af selverkendelse, selv om han er født i en lav familie som f.eks. en caṇḍāla-familie [en familie af hundeædere]. En sådan person må have udført alle former for askese og offerhandlinger ifølge de vediske ritualer og studeret den vediske litteratur mange, mange gange efter at have taget bad på alle de hellige pilgrimssteder. En sådan person regnes for den bedste i den ariske familie.”

Soyons donc suffisamment intelligents pour comprendre le but véritable des Védas et ne pas nous attacher uniquement aux rites, et abandonnons le désir d’atteindre les planètes édéniques dans le seul but de jouir plus intensément des plaisirs matériels. L’homme d’aujourd’hui ne peut ni observer les lois et les règles indispensables à l’application des rites védiques, ni étudier en profondeur le Vedānta et l’ensemble des Upaniṣads. Satisfaire aux exigences des Védas demande beaucoup de temps, d’énergie, de connaissance et de ressources, choses que l’on n’a plus en cet âge. Mais on peut atteindre le but ultime de la culture védique en chantant le saint nom du Seigneur, comme le recommande Caitanya Mahāprabhu, le libérateur de toutes les âmes déchues. Lorsque Prakāśānanda Sarasvatī, un grand érudit en matière védique, Lui déclara qu’il est sentimental de chanter le saint nom du Seigneur plutôt que d’étudier la philosophie du Vedānta, Śrī Caitanya répondit que Son maître spirituel, Le trouvant fort ignorant, Lui avait enjoint de chanter le saint nom de Kṛṣṇa. Ce chant Lui fit connaître l’ivresse de l’extase.

Dans l’ère où nous vivons, le Kali-yuga, la plupart des gens sont ignorants et n’ont pas l’instruction suffisante pour comprendre la philosophie du Vedānta. Il leur est donc recommandé, pour atteindre le but de la philosophie du Vedānta, de chanter le saint nom du Seigneur en se gardant de commettre la moindre offense. Le Vedānta est la quintessence de la sagesse védique, et comme Kṛṣṇa en est l’auteur, Il le connaît parfaitement. Le plus grand védantiste est la grande âme qui prend plaisir à chanter les saints noms du Seigneur. Tel est l’ultime objet de la mystique védique.

Man skal altså være intelligent nok til at forstå formålet med Vedaerne og ikke kun være knyttet til ritualerne, og man bør ikke ønske at blive ophøjet til det himmelske rige for at få en bedre kvalitet af sansetilfredsstillelse. I den nuværende tidsalder er det ikke muligt for det almindelige menneske at følge alle de vediske ritualers regler og forskrifter, og det kan heller ikke lade sig gøre at studere hele Vedānta og alle Upaniṣaderne fuldstændigt. Det kræver megen tid, energi og kundskab og mange ressourcer at opfylde Vedaernes formål. Det er så godt som umuligt i denne tidsalder. Det vigtigste formål med den vediske kultur bliver imidlertid opfyldt ved at synge Herrens hellige navn, som det blev anbefalet af Herren Caitanya, alle faldne sjæles befrier. Da Herren Caitanya blev spurgt af en stor lærd i Vedaerne, Prakāśānanda Sarasvatī, hvorfor Han (Herren Caitanya) sang Herrens hellige navn som en anden romantiker i stedet for at studere Vedānta-filosofi, svarede Herren, at Hans åndelige mester havde fortalt Ham, at Han var en stor tåbe, og derfor bedt Ham synge Herren Kṛṣṇas hellige navn. Det gjorde Han så og blev ekstatisk som en galning. I denne Kalis tidsalder er det meste af befolkningen tåbelig og ikke tilstrækkelig uddannet til at forstå Vedānta-filosofi. Det vigtigste formål med Vedānta-filosofien bliver dog opfyldt ved at synge Herrens hellige navn uden forseelser. Vedānta er det endelige ord i vedisk visdom, Vedānta-filosofiens forfatter og kender er Herren Kṛṣṇa, og den bedste vedāntist er den store sjæl, der finder glæde i at fremsige Herrens hellige navn. Det er det endelige formål med al vedisk mystik.