Skip to main content

TEXT 13

TEXT 13

Texte

Tekst

dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati
dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati

Synonyms

Synonyms

dehinaḥ: de l’âme incarnée; asmin: dans ce; yathā: comme; dehe: dans le corps; kaumāram: l’enfance; yauvanam: la jeunesse; jarā: la vieillesse; tathā: de même; deha-antara: du changement de corps; prāptiḥ: l’accomplissement; dhīraḥ: l’homme réfléchi; tatra: à ce propos; na: jamais; muhyati: n’est déconcerté.

dehinaḥ — af den legemliggjorte; asmin — i denne; yathā — ligesom; dehe — i kroppen; kaumāram — barndom; yauvanam — ungdom; jarā — alderdom; tathā — på samme måde; deha-antara — af overføring af kroppen; prāptiḥ — opnåelse; dhīraḥ — den besindige; tatra — derved; na — aldrig; muhyati — bedrages.

Translation

Translation

Au moment de la mort, l’âme change de corps, tout comme elle est passée dans le précédent de l’enfance à la jeunesse, puis de la jeunesse à la vieillesse. Le sage n’est pas troublé par ce changement.

Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop efter døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.

Purport

Purport

Parce qu’il est une âme individuelle, l’être voit son corps changer à chaque instant, se manifestant tantôt sous la forme d’un enfant, tantôt sous celle d’un adolescent, d’un adulte ou d’un vieillard. L’âme spirituelle, elle, reste la même. Elle ne subit aucun changement. Et quand finalement, la mort arrive, elle transmigre dans un autre corps. Donc, puisque l’âme est assurée d’avoir un autre corps – matériel ou spirituel – dans une vie prochaine, Arjuna n’a aucune raison de s’apitoyer sur la mort éventuelle de Bhīṣma ou de Droṇa. Il devrait se réjouir au contraire de les voir échanger leur vieux corps contre un neuf et recouvrer ainsi l’énergie de leur jeunesse. Tout changement de corps nous apporte son lot de joies ou de souffrances, selon ce que furent nos actes passés. Bhīṣma et Droṇa, étant de nobles âmes, ne manqueront pas d’obtenir dans leur prochaine vie un corps spirituel, ou tout du moins un corps qui leur permettra d’avoir sur les planètes édéniques des plaisirs supérieurs. Aussi, qu’ils aillent ici ou là après leur mort, il n’y a nulle raison de s’inquiéter de leur destinée.

FORKLARING: Eftersom alle levende væsener er individuelle sjæle, udskifter hver eneste af dem hele tiden sin krop og fremstår somme tider som et barn, somme tider som en yngling og somme tider som et gammelt menneske. Trods det er det den samme åndelige sjæl, der er der hele tiden uden at gennemgå nogen forandring. Den individuelle sjæl skifter til sidst krop ved døden og vandrer over i en anden krop. Og siden han er helt sikker på at få en ny krop i næste liv, hvad enten den er åndelig eller materiel, havde Arjuna ingen grund til at sørge over hverken Bhīṣma eller Droṇas død, som han ellers var så bekymret for. Han burde snarere glæde sig over, at de fik byttet deres gamle kroppe ud med nye og derved fik deres energi fornyet. Den slags udskiftning af kroppe er årsag til forskellige former for nydelse og lidelse alt efter, hvordan man har handlet i livet. Bhīṣma og Droṇa, der var ædle sjæle, var sikre på at få åndelige kroppe i det næste liv eller i det mindste himmelske kroppe, i hvilke de kunne opleve højere nydelse i den materielle tilværelse. Der var altså ingen grund til at sørge i nogen af tilfældene.

Est qualifié de dhīra, de réfléchi, celui qui connaît parfaitement la nature de l’âme distincte et de l’Âme Suprême et qui connaît également les natures matérielle et spirituelle. Il n’est pas troublé par les changements de corps.

Den, der har fuldkommen viden om naturen af den individuelle sjæl, Oversjælen og den åndelige såvel som den materielle natur, kaldes en dhīra, et meget fattet menneske. Et sådant menneske narres aldrig af denne udskiftning af kroppe.

La théorie māyāvādī sur l’unicité de l’âme spirituelle n’a aucun fondement puisque l’âme ne peut être divisée. Si l’Âme Suprême pouvait être sectionnée en une multitude d’âmes individuelles, Elle serait divisible et mutable, alors qu’en réalité, Elle est immuable. La Gītā dit que les parcelles de l’Être Suprême, les âmes distinctes, existent de toute éternité (sanātana) et sont kṣaras, susceptibles de tomber sous le joug de la nature matérielle. Toutefois les âmes individuelles conservent à jamais leur statut de parties distinctes, même après avoir atteint la libération spirituelle. Une fois délivrées de la matière, elles obtiennent de vivre éternellement auprès de Dieu, la Personne Suprême, dans la connaissance et la félicité absolues.

On pourrait appliquer à l’Âme Suprême – le Paramātmā présent en chaque être mais néanmoins différent de l’âme individuelle habitant chacun de ces corps – le principe de la réflexion. Lorsque le ciel se reflète dans l’eau, l’image réfléchie est aussi bien celle du soleil et de la lune que celle des étoiles. Les étoiles sont semblables aux âmes distinctes, et le soleil, ou la lune, à l’Âme Suprême. L’âme spirituelle infinitésimale est ici représentée par Arjuna, et l’Âme Suprême par Kṛṣṇa, Dieu en personne. Mais comme le montrera avec précision le début du quatrième chapitre, l’un et l’autre ne sont pas au même niveau. Si Arjuna était l’égal de Kṛṣṇa, ou si Kṛṣṇa n’était pas supérieur à Arjuna, leur relation de maître à disciple n’aurait aucun sens. S’ils étaient tous deux fourvoyés par l’énergie illusoire (māyā), il ne servirait à rien que l’un instruise l’autre – un tel enseignement serait sans valeur, car nul n’est un maître autorisé s’il se trouve sous l’emprise de māyā. Si donc l’on prend en compte ce qui vient d’être dit jusqu’ici, il devient facile d’admettre que Kṛṣṇa est le Seigneur Suprême, et qu’Il occupe une position supérieure à celle d’Arjuna, âme oublieuse égarée par māyā.

Māyāvādī-teorien om den åndelige sjæls enhed kan ikke fastholdes, for den åndelige sjæl kan ikke skæres i stykker som en fragmentarisk del. En opdeling i forskellige individuelle sjæle ville betyde, at den Højeste kunne spaltes eller ændres, hvilket er imod princippet om, at den Højeste Sjæl er uforanderlig. Som bekræftet i Bhagavad-gītā eksisterer den Højestes fragmentariske dele for evigt (sanātana) og kaldes kṣara, hvilket betyder, at de har en tilbøjelighed til at falde ned i den materielle natur. De fragmentariske dele er evigt fragmentariske, og selv efter befrielsen forbliver den individuelle sjæl, hvad han er, nemlig fragmentarisk. Men når han først er blevet befriet, lever han et evigt liv i lyksalighed og viden sammen med Guddommens Personlighed. Refleksionsteorien kan anvendes på Oversjælen, der er i alle individuelle kroppe og kaldes Paramātmā. Han er forskellig fra det individuelle levende væsen. Når himlen reflekteres i en sø, afbilleder refleksionen både Solen, Månen og alle stjernerne. Stjernerne kan sammenlignes med de levende væsener og Solen eller Månen med den Højeste Herre. Den individuelle fragmentariske åndelige sjæl repræsenteres af Arjuna, og den Højeste Sjæl er Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Som det vil fremgå i begyndelsen af kapitel 4, er de ikke på samme niveau. Hvis Arjuna var på samme niveau som Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa ikke stod over Arjuna, ville deres forhold som lærer og elev være meningsløst. Hvis de begge var vildledte af den illusoriske energi (māyā), var der ingen grund til, at den ene skulle undervise den anden. En sådan undervisning ville være meningsløs, for ingen, der befinder sig i kløerne på māyā, kan være en autoritativ lærer. Det indrømmes således, at Herren Kṛṣṇa er den Højeste Herre, der befinder sig i en overordnet position i forhold til det levende væsen, Arjuna, en glemsom sjæl, der er vildledt af māyā.