TEXT 28

Texte

Tekst

aśraddhayā hutaṁ dattaṁ
tapas taptaṁ kṛtaṁ ca yat
asad ity ucyate pārtha
na ca tat pretya no iha

Synonyms

aśraddhayā: sans foi; hutam: offert en sacrifice; dattam: donné; tapaḥ: l’austérité; taptam: exécutée; kṛtam: fait; ca: aussi; yat: ce qui; asat: faux; iti: ainsi; ucyate: est dit être; pārtha: ô fils de Pṛthā; na: jamais; ca: aussi; tat: cela; pretya: après la mort; no: non plus; iha: en cette vie.

aśraddhayā — uden tro; hutam — ofret; dattam — givet; tapaḥ — askese; taptam — udført; kṛtam — gjort; ca — også; yat — det, som; asat — falsk; iti — således; ucyate — siges at være; pārtha — O Pṛthās søn; na — aldrig; ca — også; tat — det; pretya — efter døden; na u — ej heller; iha — i dette liv.

Translation

Les sacrifices, les austérités et les actes charitables accomplis sans foi en le Suprême sont éphémères, ô fils de Pṛthā. On les dit asat, et ils sont vains, tant dans cette vie que dans la suivante.

Alt, der gøres som offer, velgørenhed eller askese uden tro på den Højeste, er midlertidigt, O Pṛthās søn. Det kaldes “asat” og er uden værdi i både dette liv og det næste.

Purport

Qu’il s’agisse de sacrifice, d’austérité ou de charité, tout ce qui n’est pas accompli dans un but spirituel s’avère tout à fait vain. C’est pourquoi notre verset déclare que ces activités sont mauvaises. Tout doit être accompli pour l’Être Suprême, dans la conscience de Kṛṣṇa. Privé d’une telle foi et de toute directive adéquate, on ne récolte jamais aucun fruit. Du reste, tous les Textes védiques conseillent d’avoir foi en l’Être Suprême. Le but ultime de tous les enseignements védiques est de nous amener à comprendre Kṛṣṇa, car nul ne peut connaître la réussite s’il n’observe ce principe. Le mieux sera donc d’agir dès le début dans la conscience de Kṛṣṇa, sous la conduite d’un maître spirituel authentique. Ainsi verra-t-on ses entreprises couronnées de succès.

FORKLARING: Ligegyldigt hvad man gør, uanset om det er offerhandlinger, velgørenhed eller askese, er det værdiløst uden det transcendentale mål. Dette vers erklærer derfor, at den slags aktiviteter er forkastelige. Man skal gøre alt for den Højeste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Uden en sådan tro og uden ordentlig vejledning vil intet nogensinde bære frugt. Alle de vediske skrifter anbefaler derfor tro på den Højeste. Det yderste mål med at efterleve de vediske instruktioner er forståelsen af Kṛṣṇa. Uden at følge dette princip kan ingen opnå fuldkommenhed. Det bedste er derfor lige fra begyndelsen af at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed under en ægte åndelig mesters vejledning. På den måde bliver alt vellykket.

Tant qu’ils sont conditionnés, les hommes ont tendance à rendre un culte aux devas, aux spectres ou aux Yakṣas (comme Kuvera). Le mode d’influence de la vertu est certes supérieur à celui de la passion ou de l’ignorance, mais en adoptant directement la conscience de Kṛṣṇa, on transcende les trois guṇas. Bien qu’il existe un processus d’élévation graduel, le mieux sera quand même, au contact de purs dévots, d’adopter directement la conscience de Kṛṣṇa. C’est ce que recommande ce chapitre. Mais pour réussir dans cette voie, il nous faudra tout d’abord trouver le maître spirituel compétent qui dirigera notre formation. Alors sera-t-il possible d’avoir foi en l’Absolu. Et lorsque, avec le temps, cette foi aura mûri, elle prendra le nom d’amour de Dieu. Cet amour est le but ultime de tous les êtres. On doit donc adopter directement la conscience de Kṛṣṇa, ce qui est le message de ce dix-septième chapitre.

I den betingede tilstand er folk tiltrukket til at tilbede halvguder, spøgelser eller yakṣaer som Kuvera. Godhedens kvalitet er bedre end lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, men den, der engagerer sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed, er transcendental til alle den materielle naturs kvaliteter. Selv om der er en gradvis ophøjelsesproces, er det bedst, hvis man ved at være sammen med rene hengivne kan engagere sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det bliver anbefalet i dette kapitel. For at opnå fuldendelse ad denne vej skal man først finde den rette åndelige mester og blive oplært under hans vejledning. Da kan man få tro på den Højeste. Når denne tro med tiden modnes, kaldes den kærlighed til Gud. Denne kærlighed er det højest opnåelige for de levende væsener. Man bør derfor engagere sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er budskabet, vi finder her i kapitel 17.

Ainsi s’achèvent les teneurs et portées de Bhaktivedanta sur le dix-septième chapitre de la Śrīmad Bhagavad-gītā traitant des branches de la foi.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 17. kapitel, De forskellige former for tro.