TEXT 2

Texte

Tekst

idaṁ jñānam upāśritya
mama sādharmyam āgatāḥ
sarge ’pi nopajāyante
pralaye na vyathanti ca

Synonyms

idam: cette; jñānam: connaissance; upāśritya: prenant refuge auprès de; mama: Ma; sādharmyam: même nature; āgatāḥ: ayant atteint; sarge api: même dans la création; na: jamais; upajāyante: ne naissent; pralaye: dans l’anéantissement; na: non plus; vyathanti: sont affectés; ca: aussi.

idam — denne; jñānam — viden; upāśritya — efter at have søgt tilflugt hos; mama — Min; sādharmyam — samme natur; āgatāḥ — efter at have opnået; sarge api — selv i skabelsen; na — aldrig; upajāyante — de fødes; pralaye — i udslettelsen; na — ej heller; vyathanti — de forstyrres; ca — også.

Translation

Qui possède pleinement un tel savoir devient, comme Moi, transcendantal. Il ne renaît pas au temps de la création et n’est pas affecté quand sonne l’heure de la dissolution.

Ved at blive fast forankret i denne viden kan man opnå Min transcendentale natur. Således grundfæstet fødes man ikke igen, når der er skabelse på ny eller bliver forstyrret ved tiden for tilintetgørelsen.

Purport

Après avoir obtenu la parfaite connaissance spirituelle, l’être échappe au cycle des morts et des renaissances et devient qualitativement égal à Dieu, la Personne Suprême. Cela ne signifie pas toutefois qu’il perde son individualité. Les Écrits védiques stipulent que les âmes libérées qui ont atteint les planètes transcendantales du monde spirituel méditent toujours sur les pieds pareils-au-lotus du Seigneur en Le servant avec amour et dévotion. Ainsi, même après la libération, les dévots ne perdent jamais leur identité propre.

FORKLARING: Når man først har fået perfekt transcendental viden, opnår man kvalitativ lighed med Guddommens Højeste Personlighed og bliver fri for gentagelsen af fødsel og død. Man mister imidlertid ikke sin identitet som en individuel sjæl. Det fremgår af den vediske litteratur, at de befriede sjæle, der har nået de transcendentale planeter i den åndelige verden, bestandigt ser op til den Højeste Herres lotusfødder ved at være engageret i Hans transcendentale kærlighedstjeneste. Så selv efter befrielsen mister de hengivne ikke deres individuelle identiteter.

Si, en règle générale, tout savoir acquis en ce monde est souillé par les trois guṇas, le savoir transcendantal, lui, ne l’est pas. Dès que l’être le possède, il atteint le même niveau spirituel que la Personne Suprême. Les hommes ignorants du monde spirituel prétendent que les âmes spirituelles perdent et leur forme et leur diversité quand elles s’affranchissent des activités relatives au corps. En réalité, si ce monde matériel connaît la diversité, c’est que celle-ci existe déjà dans le monde spirituel. Ceux qui ignorent cette vérité croient l’existence spirituelle dénuée de la variété qui caractérise l’existence matérielle. Ils ne savent pas que dans ce royaume chacun possède sa propre forme spirituelle et que tous ont le loisir d’accomplir différentes activités dévotionnelles qui constituent la réalité spirituelle. Il n’y a pas la moindre trace d’imperfection. Chacun, qualitativement, est l’égal du Seigneur Suprême. Afin d’obtenir ce savoir absolu, l’homme doit développer en lui toutes les qualités spirituelles. Et une fois que ces qualités se sont épanouies, il ne sera plus affecté ni par la création ni par la destruction de l’univers matériel.

Normalt er enhver form for viden, vi får i den materielle verden, forurenet af den materielle naturs tre kvaliteter. Viden, der er ubesmittet af naturens tre kvaliteter, kaldes transcendental viden. Så snart man er forankret i denne transcendentale kundskab, befinder man sig på samme niveau som den Højeste Person. De, der er uden kundskab om den åndelige verden, hævder, at efter at være befriet fra den materielle forms materielle handlinger bliver denne åndelige identitet formløs og uden variation. Men ligesom der er materiel variation i denne verden, er der også variation i den åndelige verden. De, der er uvidende om dette, tror, at åndelig eksistens er det modsatte af materiel mangfoldighed. Men i den åndelige verden får man i virkeligheden en åndelig form. Der foregår åndelige aktiviteter der, og den åndelige situation kaldes hengivent liv. Den atmosfære siges at være ubesmittet, og der er man kvalitativt lig med den Højeste Herre. Man skal udvikle alle de åndelige kvaliteter for at få en sådan viden. Ved således at udvikle åndelige kvaliteter bliver man hverken påvirket af den materielle verdens skabelse eller ødelæggelse.