TEXT 19

Texte

Tekst

iti kṣetraṁ tathā jñānaṁ
jñeyaṁ coktaṁ samāsataḥ
mad-bhakta etad vijñāya
mad-bhāvāyopapadyate

Synonyms

iti: ainsi; kṣetram: le champ d’action (le corps); tathā: aussi; jñānam: la connaissance; jñeyam: le connaissable; ca: aussi; uktam: décrits; samāsataḥ: en résumé; mat-bhaktaḥ: Mon dévot; etat: tout ceci; vijnāya: après avoir compris; mat-bhāvāya: Ma nature; upapadyate: atteint.

iti — således; kṣetram — handlingsfeltet (kroppen); tathā — også; jñānam — viden; jñeyam — det, der kan vides; ca — også; uktam — beskrevet; samāsataḥ — i korthed; mat-bhaktaḥ — Min hengivne; etat — alt dette; vijñāya — efter at have forstået; mat-bhāvāya — Min natur; upapadyate — han opnår.

Translation

Ainsi t’ai-Je brièvement décrit ce que sont le champ d’action [le corps], le savoir et l’objet du savoir. Seuls Mes dévots peuvent comprendre parfaitement ces choses et ainsi participer de Ma nature.

Jeg har således givet en kortfattet beskrivelse af handlingsfeltet [kroppen], viden og det, der kan vides. Kun Mine hengivne kan forstå dette til fulde og dermed opnå Min natur.

Purport

Le Seigneur a donné une description sommaire du corps, du savoir et de l’objet du savoir. Le savoir comporte trois facteurs: le connaissant, l’objet de la connaissance et le processus qui conduit à la connaissance. Ces trois facteurs réunis constituent ce qu’on appelle la science du savoir, ou vijñāna. Seuls les purs dévots du Seigneur sont à même d’atteindre directement la connaissance parfaite. Nul autre ne le peut. Les monistes prétendent qu’à la fin, ces trois facteurs se confondent pour ne plus faire qu’un, mais les dévots rejettent cette thèse. Le savoir et son développement impliquent la compréhension de notre vraie nature dans le cadre de la conscience de Kṛṣṇa. Nous sommes maintenant guidés par une conscience matérielle, mais si nous devenons conscients des activités de Kṛṣṇa et réalisons que Kṛṣṇa est tout ce qui existe, nous parviendrons au savoir réel. En d’autres termes, le savoir n’est que l’étape préliminaire de la compréhension parfaite du service de dévotion – ce que nous verrons dans le quinzième chapitre.

FORKLARING: Herren har i korthed beskrevet kroppen, viden og det, der kan vides. Denne viden er om tre ting: Den, der ved, det, der kan vides, og måden, hvorpå man kan vide noget. Tilsammen kaldes de under ét vijñāna eller videnskaben om viden. Fuldkommen viden kan forstås direkte af Herrens uforfalskede hengivne. Andre kan ikke forstå. Monisterne hævder, at disse tre elementer i sidste ende bliver til ét, men de hengivne accepterer ikke dette. Viden og udvikling af viden indebærer at forstå sig selv i Kṛṣṇa-bevidsthed. Vi er styret af materiel bevidsthed, men så snart vi overfører hele vores bevidsthed til Kṛṣṇas aktiviteter og erkender, at Kṛṣṇa er alt, opnår vi virkelig viden. Viden er med andre ord intet andet end det indledende stadie til en fuldstændig forståelse af hengiven tjeneste. Det bliver tydeligt forklaret i kapitel 15.

Nous dirons, pour résumer, que les versets six et sept, de mahā-bhūtāni jusqu’à cetanā dhṛtiḥ, analysent les éléments matériels et certaines manifestations des symptômes de la vie qui, assemblés, forment le corps (le champ d’action); que les versets huit à douze, de amānitvam jusqu’à tattva-jñānārtha-darśanam, décrivent le processus qui permet de comprendre les deux types de connaissants du champ d’action – l’âme individuelle et l’Âme Suprême; et que les versets treize à dix-huit, de anādi mat-param jusqu’à hṛdi sarvasya viṣṭhitam, décrivent l’âme et le Seigneur Suprême (l’Âme Suprême).

Sammenfattende kan det forstås, at vers 6 og 7 fra mahā-bhūtāni til og med cetanā dhṛtiḥ analyserer de materielle elementer og visse manifestationer af livssymptomerne. Disse forbinder sig og danner kroppen eller handlingsfeltet. Og vers 8 til 12 fra amānitvam til og med tattva- jñānārtha-darśanam beskriver kundskabsmetoden, hvorigennem man kan forstå handlingsfeltets to kendere – sjælen og Oversjælen. Vers 13 til 18 fra anādi mat-param til hṛdi sarvasya viṣṭhitam beskriver dernæst sjælen og den Højeste Herre eller Oversjælen.

Trois sujets furent donc décrits: le champ d’action (le corps), le processus d’acquisition du savoir, les âmes individuelle et le Suprême. Il est clairement expliqué ici que seuls les purs dévots du Seigneur peuvent comprendre parfaitement ces trois sujets. La Bhagavad-gītā est pour eux d’une grande utilité, car eux seuls peuvent atteindre le but suprême: participer de la nature du Seigneur, Kṛṣṇa. Autrement dit, seuls les dévots peuvent comprendre la Bhagavad-gītā et en récolter les fruits.

Tre ting er således blevet beskrevet: handlingsfeltet (kroppen), erkendelsesprocessen og sjælen såvel som Oversjælen. Her bliver det især understreget, at kun Herrens uforfalskede hengivne kan have en klar forståelse af disse tre ting. Disse hengivne kan derfor drage fuld nytte af Bhagavad-gītā. Det er dem, der kan nå det højeste mål, den Højeste Herre, Kṛṣṇas, natur. Med andre ord kan kun hengivne og ingen andre forstå Bhagavad-gītā og nå det eftertragtede resultat.