Skip to main content

TEXT 18

TEXT 18

Texte

Tekst

jyotiṣām api taj jyotis
tamasaḥ param ucyate
jñānaṁ jñeyaṁ jñāna-gamyaṁ
hṛdi sarvasya viṣṭhitam
jyotiṣām api taj jyotis
tamasaḥ param ucyate
jñānaṁ jñeyaṁ jñāna-gamyaṁ
hṛdi sarvasya viṣṭhitam

Synonyms

Synonyms

jyotiṣām: dans tous les objets lumineux; api: aussi; tat: cela; jyotiḥ: la source de la lumière; tamasaḥ: de l’obscurité; param: au-delà; ucyate: est dit; jñānam: la connaissance; jñeyam: ce qu’il faut connaître; jnāna-gamyam: ce qu’on doit approcher par la connaissance; hṛdi: dans le cœur; sarvasya: de chacun; viṣṭhitam: situé.

jyotiṣām — i alle lysende objekter; api — også; tat — den (Han); jyotiḥ — kilden til lys; tamasaḥ — mørket; param — hinsides; ucyate — siges at være; jñānam — viden; jñeyam — den, der kan kendes; jñāna-gamyam — den, der skal nås gennem viden; hṛdi — i hjertet; sarvasya — af alle; viṣṭhitam — befinder Sig.

Translation

Translation

Source de lumière de tout ce qui est lumineux, non manifestée et toujours située au-delà des ténèbres de la matière, l’Âme Suprême réside dans le cœur de chaque être et constitue le savoir, son objet et son but.

Han er lyskilden i alt, der lyser. Han er uden for materiens mørke og umanifesteret. Han er viden, genstanden for viden og målet med viden. Han befinder Sig i alles hjerter.

Purport

Purport

L’Âme Suprême, Dieu, est la source de lumière de tous les corps célestes lumineux que sont le soleil, la lune et les étoiles. Les Écritures védiques nous apprennent que le monde spirituel, éclairé par la radiance du Seigneur Suprême, n’a nul besoin du soleil ou de la lune. Dans l’univers matériel cependant, ce brahmajyoti, la radiance spirituelle du Seigneur, est voilé par le mahat-tattva – l’ensemble des éléments matériels. Aussi, diverses sources lumineuses, telles que le soleil, la lune ou l’énergie électrique, sont donc nécessaires. Les Textes védiques établissent clairement que dans le monde spirituel toute chose est éclairée par la brillante radiance du Seigneur. Il est donc aisé d’en conclure qu’Il n’habite pas le monde matériel. De fait, Il vit dans le monde spirituel, bien au-delà de notre univers. Les Écritures védiques (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8) confirment qu’ll est comparable au soleil, éternellement rayonnant, mais qu’Il Se trouve bien au-delà des ténèbres matérielles: āditya-varṇaṁ tamasaḥ parastāt.

FORKLARING: Oversjælen, Guddommens Højeste Personlighed, er kilden til lys i alle lysende himmellegemer som Solen, Månen og stjernerne. Det beskrives i den vediske litteratur (Kaṭha Upaniṣad 2.2.15), at der hverken er behov for sol eller måne i det åndelige rige, for der findes den Højeste Herres stråleglans. I den materielle verden er denne brahmajyoti, Herrens åndelige stråleglans, dækket af mahat-tattva, de materielle elementer. Vi har derfor brug for Solen, Månen, elektriciteten osv. for at få lys. Men i den åndelige verden er der ikke brug for sådanne ting. Det bliver klart og tydeligt fastslået i den vediske litteratur, at alt oplyses på grund af Hans lysende stråleglans. Det er derfor indlysende, at Han ikke er situeret i den materielle verden. Han befinder Sig i den åndelige verden, der ligger langt, langt væk i den åndelige himmel. Dette bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8): āditya-varṇaṁ tamasaḥ parastāt. Han er evigt lysende som Solen, men Han findes langt, langt uden for denne materielle verdens mørke.

Le Seigneur dispose d’un savoir transcendantal. Les Écrits védiques attestent que le Brahman est le concentré du pur savoir spirituel. Celui qui désire ardemment atteindre le monde spirituel reçoit du Seigneur, présent dans le cœur de chacun, la connaissance nécessaire pour y parvenir. Un mantra védique (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.18) ajoute que quiconque aspire vraiment à la libération doit s’abandonner à Dieu, la Personne Suprême: taṁ ha devam ātma-buddhi-prakāśaṁ mumukṣur vai śaraṇam ahaṁ prapadye. Quant à l’objet ultime de la connaissance, on le trouve également décrit dans les Écritures (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8): tam eva viditvāti mṛtyum eti – « Seul celui qui Le connaît peut franchir les frontières de la naissance et de la mort. »

Hans viden er transcendental. Det bekræftes i den vediske litteratur, at Brahman er koncentreret transcendental viden. Den, der er ivrig efter at blive overført til den åndelige verden, får viden fra den Højeste Herre, der befinder Sig i hjertet på alle levende væsener. Ifølge et af de vediske mantraer (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.18), taṁ ha devam ātma- buddhi-prakāśaṁ, mumukṣur vai śaraṇam ahaṁ prapadye. Hvis man på nogen måde gerne vil befries, må man overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed. Hvad målet for den højeste viden er, bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8). Tam eva viditvāti mṛtyum eti: “Man kan kun overskride fødslen og dødens tærskel ved at kende Ham.”

Le Seigneur, en tant que maître suprême, vit dans le cœur de tous les êtres. Il a des jambes et des bras, partout déployés, ce qui ne saurait être le cas, répétons-le, de l’âme infinitésimale. On doit donc admettre qu’il y a bien deux connaissants du champ d’action: l’âme infinitésimale et l’Âme Suprême. L’être distinct n’étend ses bras et ses jambes que dans un cercle relativement restreint, alors que Kṛṣṇa les déploie dans toutes les directions. La Śvetāśvatara Upaniṣad (3.17) le certifie: sarvasya prabhum iśānaṁ sarvasya śaraṇaṁ bṛhat. Dieu, la Personne Suprême, est le maître (prabhu) de toutes les entités vivantes, Il en est le refuge ultime. Ainsi, on ne saurait contester que l’âme infinitésimale et l’Âme Suprême sont toujours distinctes l’une de l’autre.

Han befinder Sig i hjertet på alle som den højeste hersker. Den Højeste har Sine ben og hænder udbredt overalt, hvilket ikke kan siges om den individuelle sjæl. Man bliver således nødt til at indrømme, at der findes to kendere af handlingsfeltet, nemlig den individuelle sjæl og Oversjælen. Den enes hænder og ben er kun til stede lokalt, mens Kṛṣṇas hænder og ben er overalt. Dette bliver bekræftet i Śvetāśvatara Upaniṣad (3.17): sarvasya prabhum īśānaṁ, sarvasya śaraṇaṁ bṛhat. Denne Guddommens Højeste Personlighed, Oversjælen, er prabhu eller herre over alle levende væsener. Han er derfor det endelige tilflugtssted for alle levende væsener. Man kan altså ikke komme uden om, at den Højeste Oversjæl og den individuelle sjæl altid er forskellige.