Skip to main content

TEXT 54

TEXT 54

Texte

Tekst

bhaktyā tv ananyayā śakya
aham evaṁ-vidho ’rjuna
jñātuṁ draṣṭuṁ ca tattvena
praveṣṭuṁ ca paran-tapa
bhaktyā tv ananyayā śakya
aham evaṁ-vidho ’rjuna
jñātuṁ draṣṭuṁ ca tattvena
praveṣṭuṁ ca paran-tapa

Synonyms

Synonyms

bhaktyā: par le service de dévotion; tu: mais; ananyayā: sans mélange avec les actes intéressés ou avec la recherche spéculative de la connaissance; śakyaḥ: possible; aham: Je; evam-vidhaḥ: comme ceci; arjuna: ô Arjuna; jñātum: de savoir; draṣṭum: de voir; ca: et; tattvena: en fait; praveṣṭum: de pénétrer dans; ca: aussi; param-tapa: ô vainqueur de l’ennemi.

bhaktyā — gennem hengiven tjeneste; tu — men; ananyayā — der ikke er blandet med frugtstræbende handlinger eller spekulativ viden; śakyaḥ — mulig; aham — jeg; evam-vidhaḥ — på denne måde; arjuna — O Arjuna; jñātum — at forstå; draṣṭum — at se; ca — og; tattvena — i sandhed; praveṣṭum — at træde ind i; ca — også; param-tapa — O du fjendens betvinger.

Translation

Translation

Mon cher Arjuna, ce n’est qu’en Me servant avec une dévotion sans mélange qu’on peut Me comprendre tel que Je suis vraiment et Me voir tel que Je suis devant toi. On ne saurait percer autrement le mystère de Ma personne, ô Parantapa.

Min kære Arjuna, kun gennem ren hengiven tjeneste kan man forstå Mig, som Jeg er, og således se Mig direkte, som Jeg står her foran dig. Kun på denne måde kan du trænge ind i mysteriet omkring forståelsen af Mig.

Purport

Purport

Il n’est pas d’autre moyen pour comprendre Kṛṣṇa que de Le servir avec un amour et une dévotion sans partage. Voilà ce qu’explique ici le Seigneur de façon très nette afin de montrer aux commentateurs non autorisés qui cherchent à pénétrer le sens de la Bhagavad-gītā par la spéculation intellectuelle, que leurs efforts sont vains. Ils ne peuvent comprendre comment Kṛṣṇa a pu paraître devant Ses parents dans une forme à quatre bras, et prendre aussitôt après une forme à deux bras. Cependant, ceux qui sont très versés dans l’étude des Écrits védiques pourront, par maintes voies, apprendre à Le connaître. Ils trouveront de nombreuses règles, de nombreux principes, auxquels ils pourront se conformer pour orienter leurs austérités. Pour faire pénitence, par exemple, ils pourront jeûner le jour de Janmāṣṭamī (le jour d’apparition de Kṛṣṇa) et les jours d’Ekādaśī (le onzième jour après la nouvelle lune et le onzième jour après la pleine lune).

Les actes charitables, naturellement, doivent être accomplis au profit des dévots de Kṛṣṇa qui Le servent en se consacrant à la propagation de la science de Dieu – la conscience de Kṛṣṇa – à travers le monde. Cette conscience de Kṛṣṇa est un bienfait pour l’humanité tout entière. Rūpa Gosvāmī dit de Śrī Caitanya Mahāprabhu qu’Il fit preuve de la charité la plus libérale parce qu’Il distribua librement l’amour de Kṛṣṇa à tous les êtres – amour qu’il est d’ordinaire fort difficile d’obtenir. Ainsi, si l’on donne en charité à ceux qui répandent la conscience de Kṛṣṇa, on accomplit le plus bel acte charitable qui soit. Et se vouer à l’adoration de Dieu dans un temple (dans tous les temples en Inde, on trouve habituellement des formes sculptées de Viṣṇu ou Kṛṣṇa), conformément aux règles du culte, permet également de progresser spirituellement. Au demeurant, pour qui commence tout juste à pratiquer le service de dévotion, il est essentiel d’adorer Dieu dans le temple, ainsi que l’atteste la Śvetāśvatara Upaniṣad (6.23):

FORKLARING: Kṛṣṇa kan udelukkende forstås gennem den rene hengivne tjenestes proces. Det forklarer Han udtrykkeligt i dette vers, så uautoriserede kommentatorer, der prøver at forstå Bhagavad-gītā ved hjælp af den spekulative proces, kan forstå, at de slet og ret spilder deres tid. Ingen kan forstå Kṛṣṇa, eller hvordan Han kom fra forældre i en firarmet form for derefter at ændre Sig til en toarmet form. Det er meget svært at forstå disse ting ved at studere Vedaerne eller igennem filosofisk spekulation. Her bliver det derfor klart fastslået, at ingen kan se Ham eller få adgang til forståelsen af disse emner. De, der er erfarne og velbevandrede i vedisk litteratur, kan imidlertid lære om Ham fra de vediske skrifter på mange måder. Der er et væld af regler og forskrifter, så hvis man vil have den mindste chance for at forstå Kṛṣṇa, må man følge de regulative principper, der er beskrevet i den autoritative litteratur. Man kan udføre askese ifølge disse principper. Hvis man vil påtage sig streng askese, kan man for eksempel faste på Janmāṣṭamī, den dag, hvor Kṛṣṇa åbenbarede Sig, og på de to ekādaśī-dage (den ellevte dag efter henholdsvis nymåne og fuldmåne). Når det kommer til velgørenhed, ligger det klart, at den bør gives til Kṛṣṇas hengivne, der er engageret i Hans hengivne tjeneste for at udbrede Kṛṣṇa-filosofien eller Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Kṛṣṇa-bevidsthed er en velsignelse for menneskeheden. Herren Caitanya blev hyldet af Rūpa Gosvāmī som den mest gavmilde af alle velgørere, fordi han frit uddelte kærlighed til Kṛṣṇa, en kærlighed, der ellers er meget svær at opnå. Hvis man således giver en pengesum til dem, der er med til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed, må den velgørenhed, der gives for at sprede Kṛṣṇa-bevidsthed, siges at være den største velgørenhed i verden. Og hvis man tilbeder i templet som foreskrevet (som regel er der altid en statue af Kṛṣṇa eller Viṣṇu i templerne i Indien), er det en chance for at gøre fremskridt ved at give sin tilbedelse og respekt til Guddommens Højeste Personlighed. For begyndere i Herrens hengivne tjeneste er tempeltilbedelse essentiel, hvilket bekræftes i de vediske skrifter (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.23):

yasya deve parā bhaktir
yathā deve tathā gurau
tasyaite kathitā hy arthāḥ
prakāśante mahātmanaḥ
yasya deve parā bhaktir
yathā deve tathā gurau
tasyaite kathitā hy arthāḥ
prakāśante mahātmanaḥ

Le Seigneur Se révèle à celui qui est résolu dans sa dévotion pour la Personne Suprême et a une foi ferme en le maître spirituel qui le guide. Sans avoir reçu une formation personnelle, sous la direction d’un maître spirituel authentique, on ne peut acquérir la moindre connaissance de Kṛṣṇa. Le mot tu employé ici indique qu’on ne peut utiliser ou recommander aucune autre méthode, qu’aucune autre ne permet de comprendre Kṛṣṇa.

Den, der har urokkelig hengivenhed til den Højeste Herre og bliver vejledt af den åndelige mester, på hvem han har en tilsvarende ubrydelig tro, kan se Guddommens Højeste Personlighed gennem åbenbaring. Man kan ikke forstå Kṛṣṇa gennem intellektuel spekulation. Har man ikke fået personlig vejledning fra en ægte åndelig mester, kan man end ikke begynde at forstå Kṛṣṇa. Ordet tu anvendes her især for at tilkendegive, at ingen anden metode kan anvendes, kan anbefales eller kan føre til fuldkommenhed i forståelse af Kṛṣṇa.

Les formes personnelles de Kṛṣṇa à deux et quatre bras diffèrent en tout point de Sa forme universelle, la forme temporaire qu’Il a montrée à Arjuna. Sa forme à quatre bras est celle de Nārāyaṇa et Sa forme à deux bras, celle de Kṛṣṇa. Toutes deux sont spirituelles et éternelles, tandis que Sa forme universelle, manifestée devant Arjuna, n’a qu’une durée d’existence limitée. Le mot su-durdarśam (difficile à voir) indique d’une part que nul n’a jamais vu auparavant cette forme universelle, et d’autre part que les dévots n’ont guère besoin de la connaître. Kṛṣṇa a manifesté cet aspect de Lui-même pour répondre favorablement à la requête d’Arjuna, et pour que l’on puisse, à l’avenir, éprouver quiconque se proclame un avatāra divin en lui demandant de montrer sa forme universelle.

Kṛṣṇas personlige toarmede og firarmede former bliver beskrevet som su-durdarśam, “meget vanskelige at se”. De er helt forskellige fra den midlertidige universelle form, der blev vist for Arjuna. Den firarmede Nārāyaṇa-form og Kṛṣṇas toarmede form er evige og transcendentale, hvorimod den universelle form, som Arjuna blev vist, er midlertidig. Ordene tvad anyena na dṛṣṭa-pūrvam (Bg. 11.47) fortæller, at før Arjuna havde ingen set denne universelle form. De antyder endvidere, at blandt hengivne var der ingen grund til at vise den. Kṛṣṇa fremviste denne form på Arjunas anmodning, så folk i fremtiden, hvis nogen skulle fremstille sig selv som en inkarnation af Gud, kan bede om at få vedkommendes universelle form at se.

Quant au mot na, il est répété à maintes reprises dans le verset précédent pour indiquer que l’on ne doit pas s’enorgueillir de son instruction académique en matière d’études védiques. On doit prendre part au service de dévotion offert à Kṛṣṇa. Alors seulement pourra-t-on essayer de commenter la Bhagavad-gītā.

Ordet na, der blev anvendt gentagne gange i det foregående vers, viser, at man ikke har grund til at være særlig stolt af sådanne kvalifikationer som en akademisk uddannelse i vedisk litteratur. Man skal engagere sig i Kṛṣṇas hengivne tjeneste. Kun da kan man forsøge at skrive kommentarer til Bhagavad-gītā.

Kṛṣṇa passe de Sa forme universelle à Sa forme de Nārāyaṇa à quatre bras, puis à Sa forme originelle à deux bras. Il montre ainsi que Ses formes à quatre bras, mais aussi toutes celles que décrivent les Écritures védiques, sont des émanations de Sa forme originelle à deux bras. Kṛṣṇa est donc la source de toutes les émanations. Et s’Il est toujours distinct de celles-ci, à plus forte raison le sera-t-Il de Son aspect impersonnel. Même la forme à quatre bras (celle de Mahā-Viṣṇu allongé sur l’océan cosmique qui crée et résorbe d’innombrables univers en respirant) qui s’apparente le plus à la Sienne propre est une émanation de Sa personne. La Brahma-saṁhitā (5.48) dit:

Kṛṣṇa skifter fra den universelle form til den firarmede Nārāyaṇa- form og derefter til Sin egen oprindelige toarmede form. Dette viser, at de firarmede former og andre former, der er nævnt i den vediske litteratur, alle udspringer fra den oprindelige toarmede Kṛṣṇa. Han er kilden til alle udstrømninger. Men Kṛṣṇa er forskellig selv fra disse former for ikke at tale om den upersonlige opfattelse. Hvad Kṛṣṇas firarmede former angår, står der klart, at selv Kṛṣṇas mest identiske firarmede form (Mahā-viṣṇu, der ligger på det kosmiske ocean, og fra hvis åndedræt et utal af universer kommer og går) også er en ekspansion af den Højeste Herre. Som der står i Brahma-saṁhitā (5.48):

yasyaika-niśvasita-kālam athāvalambya
jīvanti loma-vila-jā jagad-aṇḍa-nāthāḥ
viṣṇur mahān sa iha yasya kalā-viśeṣo
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi
yasyaika-niśvasita-kālam athāvalambya
jīvanti loma-vila-jā jagad-aṇḍa-nāthāḥ
viṣṇur mahān sa iha yasya kalā-viśeṣo
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi

« Mahā-Viṣṇu qui, par Sa respiration, crée et résorbe les innombrables univers, est une émanation plénière de Kṛṣṇa. J’adore Govinda, Kṛṣṇa, la cause de toutes les causes. » Aussi la forme personnelle de Dieu, Kṛṣṇa, qui jouit de la connaissance et de la félicité éternelles, est-elle bien celle que le spiritualiste doit adorer. Comme le confirme la Bhagavad-gītā, cette forme de Kṛṣṇa est l’originelle Personne Suprême, source de toutes les formes d’avatāras.

“Mahā-viṣṇu, som alle de talløse universer suges ind i, og fra hvem de igen udstrømmer med Hans åndedræt, er en fuldstændig ekspansion af Kṛṣṇa. Derfor tilbeder Jeg Govinda, Kṛṣṇa, alle årsagers årsag.” Således er den uigenkaldelige konklusion, at man skal tilbede Kṛṣṇas personlige form som Guddommens Højeste Personlighed, der besidder evig lyksalighed og viden. Han er ophav til alle Viṣṇu-former, Han er ophav til alle inkarnationer, og Han er den oprindelige Højeste Personlighed, som det bekræftes i Bhagavad-gītā.

Les Écrits védiques (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.1) expliquent cela également:

I den vediske litteratur (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.1) finder vi følgende udtalelse:

sac-cid-ānanda-rūpāya
kṛṣṇāyākliṣṭa-kāriṇe
namo vedānta-vedyāya
gurave buddhi-sākṣiṇe
sac-cid-ānanda-rūpāya
kṛṣṇāyākliṣṭa-kāriṇe
namo vedānta-vedyāya
gurave buddhi-sākṣiṇe

« Ô Kṛṣṇa, Toi dont la forme transcendantale est connaissance, éternité et félicité, je Te rends mon respectueux hommage, car Tu es le maître spirituel suprême et Te comprendre revient à comprendre les Védas. » Et aussi kṛṣṇo vai paramaṁ daivatam – « Kṛṣṇa est Dieu, la Personne Suprême. » (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.3) Eko vaśī sarva-gaḥ kṛṣṇa īḍyaḥ – « Kṛṣṇa est Dieu, la Personne Suprême, et Il est digne d’adoration. » Eko ’pi san bahudhā yo ’vabhāti – « Bien que Kṛṣṇa soit une unité indivisible, Il Se manifeste en d’innombrables formes et avatāras. » (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.21)

“Jeg fremfører mine respektfulde hyldester til Kṛṣṇa, der har en transcendental form af lyksalighed, evighed og viden. Jeg viser Ham min respekt, for at forstå Ham betyder at forstå Vedaerne, og derfor er Han den højeste åndelige mester.” Så står der (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.3), kṛṣṇo vai paramaṁ daivatam: “Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed.” Og videre i Gopāla-tāpanī Upaniṣad (1.21), eko vaśī sarva-gaḥ kṛṣṇa īḍyaḥ: “Denne ene Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og Han er tilbedelsesværdig.” Eko ’pi san bahudhā yo ’vabhāti: “Kṛṣṇa er én, men Han er manifesteret i ubegrænsede former og ekspanderede inkarnationer.”

La Brahma-saṁhitā (5.1) explique elle aussi fort bien ce point:

I Brahma-saṁhitā (5.1) står der:

īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ
sac-cid-ānanda-vigrahaḥ
anādir ādir govindaḥ
sarva-kāraṇa-kāraṇam
īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ
sac-cid-ānanda-vigrahaḥ
anādir ādir govindaḥ
sarva-kāraṇa-kāraṇam

« Kṛṣṇa est Dieu, la Personne Suprême, dont le corps est tout de connaissance, d’éternité et de félicité. Il n’a pas d’origine parce qu’Il est à l’origine de toute chose. Il est la cause de toutes les causes. »

“Guddommens Højeste Personlighed er Kṛṣṇa, der har en krop af evighed, kundskab og lyksalighed. Han har ingen begyndelse, for Han er altings begyndelse. Han er alle årsagers årsag.”

On trouve également: yatrāvatīrṇaṁ kṛṣṇākhyaṁ param brahma narākṛti – « La Vérité Suprême et Absolue est une personne. Son nom est Kṛṣṇa et Il descend parfois sur cette terre. » Et le Śrīmad-Bhāgavatam de dresser la liste des différents types d’avatāras, dans laquelle le nom de Kṛṣṇa apparaît avec cette mention que Kṛṣṇa n’est pas un avatāra, mais Dieu, la Personne Suprême, dans Sa forme originelle (ete cāṁśa-kalāḥ puṁsaḥ kṛṣṇas tu bhagavān svayam).

Andetsteds i Viṣṇu Purāṇa (4.11.4) står der skrevet, yatrāvatīrṇaṁ kṛṣṇākhyaṁ, paraṁ brahma narākṛtiḥ: “Den Højeste Absolutte Sandhed er en person, Hans navn er Kṛṣṇa, og sommetider nedstiger Han til denne jord.” I Śrīmad-Bhāgavatam finder vi ligeledes en beskrivelse af alle mulige forskellige inkarnationer af Guddommens Højeste Personlighed, og i denne liste dukker Kṛṣṇas navn også op. Men så står der (ŚB. 1.3.28), at denne Kṛṣṇa er ingen inkarnation af Gud, men selve Guddommens Oprindelige Højeste Personlighed (ete cāṁśa-kalāḥ puṁsaḥ, kṛṣṇas tu bhagavān svayam).

Dans la Bhagavad-gītā, le Seigneur déclare: mattaḥ parataraṁ nānyat – « Rien n’est supérieur à Ma forme de Kṛṣṇa, Dieu, la Personne Souveraine ». Et également: aham ādir hi devānām – « Je suis la source de tous les devas. » Enfin, lorsqu’il a compris la Bhagavad-gītā, l’enseignement reçu de Kṛṣṇa, Arjuna confirme Sa suprématie par ces paroles: paraṁ brahma paraṁ dhāma pavitraṁ paramaṁ bhavān – « Je réalise maintenant pleinement que Tu es Dieu, la Personne Suprême, la Vérité Absolue et le refuge de toute chose. » La forme universelle que Kṛṣṇa a dévoilée à Arjuna n’est donc pas la forme originelle de Dieu. La forme originelle est celle de Kṛṣṇa. La forme universelle avec ses milliers de têtes et de mains n’est manifestée que pour attirer l’attention des hommes qui n’ont pas encore développé leur amour pour Dieu. Répétons-le, elle n’est pas la forme originelle de Dieu.

Herren erklærer også på samme måde i Bhagavad-gītā (7.7), mattaḥ parataraṁ nānyat: “Der findes intet højere end Min form som Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa.” Andetsteds i Bhagavad-gītā (10.2) siger Han, aham ādir hi devānām: “Jeg er ophav til alle halvguderne.” Og efter at have forstået Bhagavad-gītā fra Kṛṣṇa bekræfter Arjuna også dette med ordene paraṁ brahma paraṁ dhāma, pavitraṁ paramaṁ bhavān (Bg. 10.12): ”Nu forstår Jeg fuldt ud, at Du er Guddommens Højeste Personlighed, den Absolutte Sandhed, og at Du er altings tilflugtssted.” Den universelle form, som Kṛṣṇa viste Arjuna, er derfor ikke Guds oprindelige form. Den oprindelige form er Kṛṣṇa-formen. Den universelle form med dens tusinder af hoveder og hænder blev fremvist udelukkende for at tiltrække opmærksomheden hos dem, der ingen kærlighed har til Gud. Det er ikke Guds oprindelige form.

Les purs dévots du Seigneur, qui sont unis à Lui par divers liens d’amour absolu, n’éprouvent aucun attrait pour Sa forme universelle. Du reste, dans Ses échanges d’amour transcendantaux, le Seigneur Suprême Se montre toujours à Ses purs dévots dans Sa forme originelle de Kṛṣṇa. Arjuna, dont on a vu précédemment qu’il était étroitement lié au Seigneur par une intime relation d’amitié ne trouve donc pas particulièrement agréable de voir cette forme universelle. Bien plutôt ressent-il de la crainte. Comprenons qu’il est un compagnon éternel du Seigneur ne ressemblant en rien à un homme ordinaire, et, qu’en vertu de sa vision spirituelle, il ne saurait être fasciné par la forme universelle. Les hommes qui cherchent à s’élever en accomplissant divers actes intéressés la trouvent peut-être merveilleuse, mais ceux qui pratiquent le service de dévotion lui préfèrent la forme infiniment chère de Kṛṣṇa à deux bras.

Den universelle form er ikke tiltrækkende for de rene hengivne, der er forelskede i Herren i forskellige transcendentale forhold. Den Højeste Guddom udveksler transcendental kærlighed i Sin oprindelige form som Kṛṣṇa. Denne form af universel manifestation tiltalte derfor ikke Arjuna, der var så tæt forbundet med Kṛṣṇa i venskab. Den var snarere frygtindgydende. Arjuna må som Kṛṣṇas konstante ledsager have haft transcendentale øjne. Han var intet almindeligt menneske. Han blev således ikke betaget af den universelle form. Den form kan forekomme fantastisk for personer, der har travlt med at ophøje sig selv gennem frugtstræbende handlinger, men de, der er engageret i hengiven tjeneste, holder mest af Kṛṣṇas toarmede form.