TEXT 3

Tekst

aśraddadhānāḥ puruṣā
dharmasyāsya paran-tapa
aprāpya māṁ nivartante
mṛtyu-saṁsāra-vartmani

Synonyms

aśraddadhānāḥ — uskmatud; puruṣāḥ — sellised inimesed; dharmasya — religioosse protsessi suunas; asya — selle; parantapa — oo, vaenlaste hävitaja; aprāpya — saavutamata; mām — Mind; nivartante — tulevad tagasi; mṛtyu — surma; saṁsāra — materiaalses eksistentsis; vartmani — teel.

aśraddadhānāḥ — de, der er troløse; puruṣāḥ — sådanne personer; dharmasya — mod religionens proces; asya — denne; param-tapa — O fjendernes banemand; aprāpya — uden at have opnået; mām — Mig; nivartante — de kommer tilbage; mṛtyu — af død(en); saṁsāra — i materiel eksistens; vartmani — på vejen.

Translation

Oo, vaenlaste alistaja, need, kellel pole usku pühendunud teenimisse, ei saa Minuni jõuda ning seetõttu pöörduvad nad tagasi materiaalsesse maailma, sündimise ja suremise teele.

De, der ingen tro har på denne hengivne tjeneste, kan ikke opnå Mig, O du fjendens betvinger. De vender derfor tilbage til kredsløbet af fødsel og død i denne materielle verden.

Purport

Selles värsis öeldakse, et uskmatud ei suuda käia seda pühendunud teenimise teed lõpuni. Usk tekib aga pühendunutega suhtlemisest. Õnnetud inimesed ei usu Jumalasse isegi pärast kõikide vedalikus kirjanduses toodud tõenduste kuulmist suurtelt isiksustelt. Nad kahtlevad ega suuda püsida Jumala pühendunud teenimise teel. Seega on usk Kṛṣṇa teadvuses arengu saavutamiseks kõige olulisem faktor. „Caitanya-caritāmṛtas" öeldakse, et usk tähendab täit veendumust, et lihtsalt teenides Kõigekõrgemat Jumalat, Śrī Kṛṣṇat, võib inimene saavutada kogu täiuslikkuse. Seda nimetatakse tõeliseks usuks. „Śrīmad-Bhāgavatamis" öeldakse (4.31.14):

FORKLARING: De, der ingen tro har, er ikke i stand til at gennemføre den hengivne tjenestes proces. Det er, hvad der menes med dette vers. Tro er et resultat af at være i selskab hengivne. Men uheldige mennesker har ingen tro på Gud selv efter at have hørt alle den vediske litteraturs forklaringer fra store sjæle. De tøver og kan ikke holde sig til Herrens hengivne tjeneste. Tro er således en særdeles vigtig faktor for at kunne gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 22.62) står der, at tro er den fuldstændige overbevisning om, at man bare ved at tjene den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, kan opnå al fuldkommenhed. Det kaldes sand tro. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (4.31.14):

yathā taror mūla-niṣecanena
tṛpyanti tat-skandha-bhujopaśākhāḥ
prāṇopahārāc ca yathendriyāṇāṁ
tathaiva sarvārhaṇam acyutejyā

„Kastes puu juurt, saavad toitu ka puu oksad ja lehed, ning toites magu, rahuldab inimene kõiki keha meeli. Kõigekõrgema Jumala transtsendentaalset teenimist praktiseerides rahuldab inimene samamoodi kõiki pooljumalaid ja teisi elusolendeid." Seepärast peaks inimene pärast „Bhagavad- gītā" lugemist jõudma „Bhagavad-gītā" järeldusele: tuleb loobuda kõikidest teistest tegevustest ning võtta omaks Kõigekõrgema Jumala, Kṛṣṇa, Jumala Isiksuse teenimine. Usk on see, kui inimene on veendunud selles elu filosoofias.

“Ved at hælde vand på et træs rod nærer man automatisk dets grene, kviste og blade, og ved at give maven mad tilfredsstiller man alle kroppens sanser. På lignende måde tilfredsstiller man automatisk alle halvguderne og alle andre levende væsener ved at engagere sig i den Højeste Herres transcendentale tjeneste.” Efter at have læst Bhagavad-gītā bør man derfor prompte komme til konklusionen i Bhagavad-gītā: Man bør opgive alle andre aktiviteter og engagere sig i den Højeste Herre, Kṛṣṇa, Guddommens Personligheds, tjeneste. Hvis man er overbevist om denne livsfilosofi, kaldes det tro.

Kṛṣṇa teadvuse protsess tähendabki selle usu arendamist. Kṛṣṇa teadvuses viibivad inimesed jagunevad kolmeks. Kolmandasse klassi kuuluvad need inimesed, kel pole usku. Ehkki nad praktiseerivad väliselt pühendunud teenimist, ei saavuta nad kõrgeimat täiuslikkuse tasandit. Kõige tõenäolisemalt libastuvad nad mõne aja möödudes. Nad võivad küll praktiseerida pühendunud teenimist, ent kuna nad ei oma täit veendumust ja usku, on neil Kṛṣṇa teadvuse arendamist väga raske jätkata. Meil on oma misjonitööst praktiline kogemus, et mõned inimesed tulevad ja hakkavad Kṛṣṇa teadvust praktiseerima teatud varjatud tagamõtetega, kuid niipea kui nende majanduslik olukord on veidi paranenud, loobuvad nad sellest protsessist ning pöörduvad tagasi oma vanade elukommete juurde. Ainult tänu usule on võimalik Kṛṣṇa teadvuses arengut saavutada. Mis puutub aga usu arendamisse, siis esmaklassiliseks Kṛṣṇa pühendunuks nimetatakse sellist inimest, kes tunneb hästi pühendunud teenimist puudutavat kirjandust ning kes on jõudnud kõigutamatu usu tasandile. Teise klassi moodustavad inimesed, kes ei mõista veel väga täpselt pühendumusest rääkivaid pühakirju, kuid kes omavad loomupäraselt kõigutamatut usku sellesse, et kṛṣṇa-bhakti ehk Kṛṣṇa teenimine on parim toimimisviis, mida nad seetõttu on kindlas usus praktiseerima hakanud. Seega on nad enam arenenud kui kolmandasse klassi kuuluvad inimesed, kes ei oma ei täielikke teadmisi pühakirjadest ega tugevat usku, kuigi üritavad järgida Kṛṣṇa teadvuse protsessi selle lihtsuse ja hea suhtluskonna tõttu. Kolmas klass Kṛṣṇa teadvuses viibivaid inimesi võib langeda, kuid teise klassi kuuluv pühendunu enam ei lange ning esimesse klassi kuuluva Kṛṣṇa teadvuses viibiva inimesega ei juhtu seda kindlasti mitte kunagi. Esimesse klassi kuuluv Kṛṣṇa pühendunu jätkab kindlalt arengut ning saavutab lõpuks oma eesmärgi. Mis puutub kolmandasse klassi kuuluvatesse inimestesse, siis ehkki nad on veendunud, et Kṛṣṇa pühendunud teenimine on väga hea, ei ole nad veel omandanud küllaldasi teadmisi Kṛṣṇast sellistest pühakirjadest nagu „Śrīmad Bhāgavatam" ja „Bhagavad gītā". Vahel kalduvad nad karma- ja jñāna-jooga praktiseerimisse ning vahel satuvad nad segadusse, kuid niipea kui nad on alistanud karma- või jñāna-jooga nakkuse, saavad neist teise või esimese klassi Kṛṣṇa pühendunud. Ka usk Kṛṣṇasse jaguneb kolme tasandisse, ning neid tasandeid kirjeldatakse „Śrīmad-Bhāgavatamis". Esimese, teise ja kolmanda klassi kiindumusi selgitatakse samuti „Śrīmad- Bhāgavatami" üheteistkümnendas laulus. Nende jaoks, kellel isegi pärast Kṛṣṇast ja pühendunud teenimise ülevusest kuulmist pole usku Kṛṣṇasse ning kes arvavad, et see kõik on vaid kiidukõne, on pühendunud teenimise tee väga raske. Isegi kui nad väliselt praktiseerivad pühendunud teenimist, on neil väga vähe lootust täiuslikkuseni jõuda. Seega on usk pühendunud teenimises väga oluline.

Udviklingen af denne tro er netop, hvad Kṛṣṇabevidstheds-processen går ud på. Der findes tre klasser af mennesker i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der ingen tro har, befinder sig i den tredje klasse. Selv om de officielt er engageret i hengiven tjeneste, kan de ikke nå det højeste fuldendte niveau. De falder højst sandsynligt fra efter nogen tid. Selv om de måske er engageret, er det meget svært for dem at fortsætte i Kṛṣṇa-bevidsthed, for de mangler fuldstændig overbevisning og tro. Vi har erfaret i praksis fra vores missionsvirksomhed, at nogle folk kommer og engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed med et eller andet skjult motiv, og så snart de økonomisk set er lidt velsituerede, opgiver de denne proces og falder igen tilbage til deres gamle vaner. Det er således kun gennem tro, at man kan gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Med hensyn til udviklingen af tro kaldes den, der er velbevandret i den hengivne tjenestes litteratur, og som er kommet til niveauet af fast tro, for en førsteklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed. Og i den anden klasse finder vi dem, der ikke er så fremskredne i deres forståelse af de hengivne skrifter, men som automatisk har fast tro på, at kṛṣṇa-bhakti eller tjeneste til Kṛṣṇa er den bedste vej, og som derfor i god tro har givet sig i kast med hengiven tjeneste. De er således på et højere niveau end den tredje kategori, der hverken har fuldstændig viden om skrifterne eller fast tro, men på grund af de hengivnes gode selskab eller simpel enfoldighed prøver at følge. En tredjeklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed kan falde fra, men når man er i den anden klasse, falder man ikke væk, og for en førsteklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed er der slet ingen chance for at falde ned. En førsteklasses hengiven gør helt sikkert fremskridt og når til sidst det endelige mål. Hvad angår en tredjeklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed, har han endnu ikke fået tilstrækkelig viden om Kṛṣṇa gennem skrifter som Śrīmad-Bhāgavatam og Bhagavad-gītā, selv om han har tro på overbevisningen om, at hengiven tjeneste til Kṛṣṇa er en god ting. Sommetider har disse tredjeklasses personer i Kṛṣṇa-bevidsthed tendenser i retning af karma-yoga og jñāna-yoga, og nogle gange er de forstyrrede, men så snart de har overvundet infektionen fra karma- eller jñāna-yoga, bliver de anden- eller førsteklasses hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed. Tro på Kṛṣṇa kan også inddeles i tre niveauer, der beskrives i Śrīmad-Bhāgavatams 11. Bog (11.2.44–55) som førsteklasses tilknytning, andenklasses tilknytning og tredjeklasses tilknytning. De, der ingen tro har selv efter at have hørt om Kṛṣṇa og den hengivne tjenestes fortræffeligheder, og som tror, at der kun er tale om overdrevne lovord, vil finde denne vej yderst vanskelig, også selv om de tilsyneladende er engageret i hengiven tjeneste. For dem er der kun ringe håb om fuldkommenhed. Tro er således meget vigtig for at kunne gøre hengiven tjeneste.