TEXT 35

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
asaṁśayaṁ mahā-bāho
mano durnigrahaṁ calam
abhyāsena tu kaunteya
vairāgyeṇa ca gṛhyate

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — Jumala Isiksus ütles; asaṁśayam — kahtlematult; mahā-bāho — oo, tugevakäeline; manaḥ — mõistus; durnigraham — raske ohjeldada; calam — värelev; abhyāsena — praktiseerimise abil; tu — aga; kaunteya — oo, Kuntī poeg; vairāgyeṇa — loobumuse abil; ca — samuti; gṛhyate — on võimalik sedasi kontrollida.

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; asaṁśayam — utvivlsomt; mahā-bāho — O du med de vældige arme; manaḥ — sindet; durnigraham — vanskeligt at tøjle; calam — flakkende; abhyāsena — gennem øvelse; tu — men; kaunteya — O Kuntīs søn; vairāgyeṇa — gennem utilknytning; ca — også; gṛhyate — det kan beherskes således.

Translation

Jumal Śrī Kṛṣṇa ütles: Oo, tugevakäeline Kuntī poeg, rahutu mõistuse ohjeldamine on kahtlemata väga raske, kuid sobiva praktika ja loobumuse abil on see võimalik.

Herren Śrī Kṛṣṇa sagde: O du Kuntīs stærkarmede søn, det er helt sikkert meget svært at tøjle det rastløse sind, men det kan lade sig gøre med den rigtige praksis og med utilknytning.

Purport

Jumala Isiksus tunnistab, et Arjunal on õigus öeldes, et kangekaelse mõistuse kontrollimine on raske. Kuid samas lausub Ta, et praktiseerimise ning loobumuse läbi on see võimalik. Mida peetakse silmas praktiseerimise all? Käesoleval ajastul ei suuda keegi järgida pühapaigas mediteerimise rangeid reegleid, mille kohaselt tuleb mõistus keskendada Ülihingele, meeled ja mõistus allutada piirangutele, järgida tsölibaati, viibida üksinduses jne. Kṛṣṇa teadvuse praktiseerimine hõlmab aga üheksat liiki Jumala pühendunud teenimist. Esimene ja tähtsaim nendest pühendumuslikest tegevustest on Kṛṣṇast kuulamine. See on väga mõjuvõimas meetod mõistuse puhastamiseks kõikidest kahtlustest. Mida enam inimene kuuleb Kṛṣṇast, seda enam ta valgustub ning lahutab oma mõistuse kõigest, mis seda Kṛṣṇast eemale kisub. Vabastades mõistuse tegevustest, mis ei ole pühendatud Jumalale, on väga kerge saavutada vairāgyat. Vairāgya tähendab mõistuse lahutamist materiaalsest ning selle hõivamist vaimsega. Impersonaalne vaimne kiindumustest lahtiütlemine on raskem kui Kṛṣṇaga seotud tegevustesse kiindumine. Kṛṣṇast kuulamine on ka praktiline, sest sedasi kiindub inimene automaatselt Kõrgeimasse Vaimu. Sellist kiindumust nimetatakse pareśānubhavaks ehk vaimseks rahulduseks. See on nagu rahuldus, mida näljane inimene tunneb igat toidupala süües. Mida enam näljane inimene sööb, seda enam tunneb ta rahuldust ja jõudu. Samuti tunneb inimene transtsendentaalset rahuldust pühendunud teenimise läbi, kui mõistus muutub materiaalsete eesmärkide suhtes ükskõikseks. See sarnaneb haiguse ravimisega asjatundliku ravi ja täpse dieedi abil. Jumal Kṛṣṇa transtsendentaalsetest tegevustest kuulamine on hullunud mõistuse asjatundlik ravi ning esmalt Kṛṣṇale pakutud toidu söömine on kohane dieet kannatavale patsiendile. Selline ravi on Kṛṣṇa teadvuse protsess.

FORKLARING: Vanskeligheden ved at beherske det genstridige sind, sådan som det er blevet udtrykt af Arjuna, indrømmes her af Guddommens Personlighed. Men samtidig påpeger Han, at det kan lade sig gøre gennem praksis og utilknytning. Og hvad går denne praksis ud på? I den nuværende tidsalder kan ingen overholde de strenge regler og forskrifter, hvor man slår sig ned på et tilbagetrukket sted, fokuserer sindet på Oversjælen, holder sanserne og sindet tilbage, lever i cølibat, forbliver alene osv. Men ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed bliver man engageret i ni slags hengiven tjeneste til Herren. Den allervigtigste af disse hengivne aktiviteter er at høre om Kṛṣṇa. Dette er en meget kraftfuld transcendental metode til at rense sindet for enhver tvivl. Jo mere man hører om Kṛṣṇa, desto mere oplyst og utilknyttet bliver man til alt, der trækker sindet væk fra Kṛṣṇa. Ved at afholde sindet fra aktiviteter, der ikke er viet til Herren, kan man meget let lære vairāgya. Vairāgya betyder at være utilknyttet til materie og engagere sindet i åndelige ting. At opnå upersonlig åndelig utilknytning er sværere end at knytte sindet til Kṛṣṇas aktiviteter. Sidstnævnte er praktisk, for ved at høre om Kṛṣṇa bliver man automatisk knyttet til den Højeste Sjæl. Denne form for tilknytning kaldes pareśānubhava, åndelig tilfredsstillelse. Det er ligesom følelsen af tilfredsstillelse, et sultent menneske oplever for hver bid mad, det indtager. Jo mere man spiser, når man er sulten, desto mere mærker man tilfredshed og føler sig styrket. På samme måde oplever man gennem udførelsen af hengiven tjeneste transcendental tilfredsstillelse i takt med, at sindet bliver utilknyttet til materielle ting. Det er noget i retning af at helbrede en sygdom med dygtig behandling og den rigtige kost. At høre om Kṛṣṇas transcendentale aktiviteter er derfor den kyndige behandling af det gale sind, og at spise mad, der er ofret til Kṛṣṇa, er den rette kost for den lidende patient. Denne behandling er den Kṛṣṇa-bevidste metode.