FORKLARING: Herrens nedstigen fra Hans transcendentale bolig blev allerede forklaret i vers 6. Den, der kan forstå sandheden om Guddommens Personligheds åbenbaring, er allerede befriet fra materiel trældom, og han vender derfor tilbage til Guds rige umiddelbart efter at have forladt sin nuværende materielle krop. Denne befrielse af det levende væsen fra materiel trældom er slet ikke let. Upersonalisterne og yogīerne opnår kun befrielse efter mange besværligheder og mange, mange liv. Selv da er den befrielse, de opnår – at blive ét med Herrens upersonlige brahmajyoti – kun delvis, og der er al risiko for igen at komme tilbage til denne materielle verden. Men den hengivne opnår Herrens bolig efter at have udstået sin tid i kroppen blot ved at forstå den transcendentale natur af Herrens krop og handlinger og løber derfor ingen risiko for at vende tilbage til den materielle verden. Der står i Brahma-saṁhitā (5.33), at Herren har mange, mange former og inkarnationer: advaitam acyutam anādim ananta-rūpam. Selv om der er mange transcendentale former af Herren, er de stadig den samme Guddommens Højeste Personlighed. Man må forstå denne sandhed med overbevisning, selv om den er ufattelig for verdsligt lærde og empiriske filosoffer. Som der står i Vedaerne (Puruṣa-bodhinī Upaniṣad):

“Den ene Guddommens Højeste Personlighed er for evigt engageret i mange, mange transcendentale former i forskellige forhold til Sine rene hengivne.” Dette vediske udsagn bliver bekræftet personligt af Herren i dette vers i Bhagavad-gītā. Den, der accepterer denne sandhed på baggrund af Vedaerne og Guddommens Højeste Personligheds autoritet, og som ikke spilder sin tid på filosofiske spekulationer, opnår befrielsens højeste fuldkomne stadie. Blot ved at acceptere denne sandhed med tro kan man med sikkerhed opnå befrielse. Det vediske udsagn tat tvam asi gælder i virkeligheden i dette tilfælde. Enhver, der forstår Herren Kṛṣṇa som den Højeste, eller som siger til Herren: “Du er den samme Højeste Brahman, Guddommens Personlighed,” bliver med sikkerhed øjeblikkeligt befriet, og som følge heraf er hans adgang til Herrens transcendentale omgangskreds garanteret. En sådan hengiven af stærk tro opnår med andre ord perfektion, hvilket bliver bekræftet af følgende vediske udtalelse (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8):

“Man kan opnå den fuldkomne tilstand af befrielse fra fødsel og død blot ved at kende Herren, Guddommens Højeste Personlighed, og der er ingen anden måde at opnå denne fuldkommenhed på.” At der intet alternativ er, betyder, at alle, der ikke forstår Herren Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed befinder sig i uvidenhedens kvalitet, og som følge deraf vil de ikke opnå befrielse blot ved så at sige at slikke på honningkrukkens yderside eller ved at fortolke Bhagavad-gītā igennem deres akademiske lærdom. Den slags empiriske filosoffer kan spille meget vigtige roller i den materielle verden, men de er ikke nødvendigvis kvalificerede til befrielse. Disse opblæste verdslige lærde må vente på den årsagsløse nåde fra en af Herrens hengivne. Man må derfor udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed med tro og kundskab og på den måde opnå fuldkommenhed.