Skip to main content
Library » Bhagavad-gītā nii nagu see on » KOLMAS PEATÜKK

TEXT 36

TEXT 36

Tekst

Tekst

arjuna uvāca
atha kena prayukto ’yaṁ
pāpaṁ carati pūruṣaḥ
anicchann api vārṣṇeya
balād iva niyojitaḥ
arjuna uvāca
atha kena prayukto ’yaṁ
pāpaṁ carati pūruṣaḥ
anicchann api vārṣṇeya
balād iva niyojitaḥ

Synonyms

Synonyms

arjunaḥ uvāca — Arjuna ütles; atha — siis; kena — mille poolt; prayuktaḥ — ajendatud; ayam — inimene; pāpam — pattu; carati — teeb; pūruṣaḥ — inimene; anicchan — ihaldamata; api — ehkki; vārṣṇeya — oo, Vṛṣṇi järglane; balāt — jõu abil; iva — justkui; niyojitaḥ — hõivatud.

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; atha — så; kena — af hvad; prayuktaḥ — tilskyndet; ayam — dette; pāpam — synd; carati — begår; pūruṣaḥ — menneske; anicchan — uden at ønske det; api — selv; vārṣṇeya — O Vṛṣnis efterkommer; balāt — med tvang; iva — som om; niyojitaḥ — beskæftiget.

Translation

Translation

Arjuna küsis: Oo, Vṛṣṇi järglane, mis on selleks jõuks, mis tõukab inimest patustele tegudele isegi siis, kui ta tahab neid vältida?

Arjuna sagde: O Vṛṣṇis efterkommer, hvad er det, der driver én til syndige handlinger selv mod ens vilje, som om man var tvunget til at handle?

Purport

Purport

Oma algselt olemuselt on elusolend, olles Kõigekõrgema lahutamatu osake, vaimne ja materiaalsest saastast puhas ega allu seega ka materiaalse maailma pattudele. Ent puutudes kokku materiaalse loodusega, sooritab ta kõhklemata suurel hulgal patte, tehes seda mõnikord isegi omaenese tahte vastaselt. Seepärast on ka Arjuna küsimus Kṛṣṇale elusolendite väärastunud loomusest väga asjakohane. Ehkki elusolend ei soovi mõnikord patustada, sunnitakse teda ikkagi seda tegema. Patustele tegudele ei tõuka elusolendit ometigi mitte Ülihing tema südames; nende tegude ajendiks on üks teine põhjus, millest Jumal räägib järgmises värsis.

FORKLARING: Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste oprindelig åndeligt, rent og fri for enhver materiel forurening. Det ligger derfor ikke i dets natur at være underlagt den materielle verdens synder. Men i kontakt med den materielle natur handler man uden tøven på mange syndige måder, somme tider selv mod sin egen vilje. Arjunas spørgsmål til Kṛṣṇa om de levende væseners forvrængede natur er som sådan meget forståeligt. Selv om det levende væsen ikke altid ønsker at handle syndigt, bliver han alligevel tvunget til det. Det er imidlertid ikke Oversjælen, der ansporer os til syndige handlinger. Det skyldes en anden årsag, som det vil blive forklaret af Herren i næste vers.