Skip to main content

TEXT 46

TEXT 46

Tekst

Tekst

yāvān artha uda-pāne
sarvataḥ samplutodake
tāvān sarveṣu vedeṣu
brāhmaṇasya vijānataḥ
yāvān artha uda-pāne
sarvataḥ samplutodake
tāvān sarveṣu vedeṣu
brāhmaṇasya vijānataḥ

Synonyms

Synonyms

yāvān — kõik see; arthaḥ — on mõeldud; uda-pāne — vett täis kaevus; sarvataḥ — igas suhtes; sampluta-udake — suures veekogus; tāvān — samamoodi; sarveṣu — kõikides; vedeṣu — vedalikes pühakirjades; brāhmaṇasya — inimese, kes teab Kõigekõrgemat Brahmanit; vijānataḥ — kes omab täielikke teadmisi.

yāvān — alt, som; arthaḥ — er beregnet; uda-pāne — i en brønd med vand; sarvataḥ — i alle henseender; sampluta-udake — i et stort vandreservoir; tāvān — ligeledes; sarveṣu — i alle; vedeṣu — vediske skrifter; brāhmaṇasya — for det menneske, som kender den Højeste Brahman; vijānataḥ — der har fuldstændig viden.

Translation

Translation

Väikesel kaevul ei saa olla otstarvet, mida ei rahuldaks suur veekogu. Samamoodi saavutab kõik „Vedade" eesmärgid see, kes teab nende lõppeesmärki.

Ethvert formål, der kan tjenes af en lille brønd, kan med det samme opfyldes af et stort vandreservoir. På samme måde kan alle Vedaernes formål opfyldes for den, der kender formålet bag dem.

Purport

Purport

Rituaalid ja ohverdused, millest räägitakse vedakirjanduse karma-kāṇḍa osas, on mõeldud järk-järgulisele eneseteadvustamisele kaasa aitamiseks. Eneseteadvustamise eesmärgist räägitakse selgelt „Bhagavad-gītā" viieteistkümnendas peatükis (15.15): „Vedade" uurimise eesmärk on õppida tundma Jumal Kṛṣṇat, kõige algset põhjust. Seega tähendab eneseteadvustamine Kṛṣṇa ning Tema ja meie vaheliste igaveste suhete mõistmist. Elusolendite suhetest Kṛṣṇaga räägitakse samuti „Bhagavad-gītā" viieteistkümnendas peatükis (15.7). Elusolendid on Kṛṣṇa lahutamatud osakesed ning seepärast on Kṛṣṇa teadvuse taastamine iga elusolendi jaoks kõrgeima täiuslikkuse tasand vedalikes tarkustes. Seda kinnitatakse „Śrīmad- Bhāgavatamis" (3.33.7) järgmiselt:

FORKLARING: Hele formålet med ritualerne og offerhandlingerne i karma-kāṇḍa-afsnittet i den vediske litteratur er at tilskynde til en gradvis udvikling af selverkendelse. Og formålet med selverkendelse bliver tydeligt forklaret i Bhagavad-gītās kapitel 15, vers 15: Formålet med at studere Vedaerne er at nå til forståelse af Herren Kṛṣṇa, den oprindelige årsag til alting. Så selverkendelse betyder at forstå Kṛṣṇa og ens evige forhold til Ham. De levende væseners forhold til Kṛṣṇa omtales også i kapitel 15. De levende væsener er uadskillelige dele af Kṛṣṇa. Derfor er genoplivelse af Kṛṣṇa-bevidstheden hos de individuelle levende væsener det højeste fuldkomne stadie, man kan opnå igennem vedisk kundskab. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) som følger:

aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te
aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te

„Oo, mu Jumal, inimene, kes kordab Sinu püha nime, ehkki olles sündinud madalasse caṇḍāla [„koerasööja"] perekonda, asetseb eneseteadvustamise kõrgeimal tasandil. Selline inimene on kindlasti eelnevates eludes sooritanud mitmesuguseid vedalikke rituaale, askeese ja ohverdusi ning uurinud vedakirjandust juba mitmeid kordi, pärast enese pesemist kõikides pühades palverännaku paikades. Sellist inimest tuleb pidada aarialaste perekonna parimaks liikmeks."

“O min Herre, en person, der fremsiger Dit hellige navn, befinder sig på det højeste niveau af selverkendelse, selv om han er født i en lav familie som f.eks. en caṇḍāla-familie [en familie af hundeædere]. En sådan person må have udført alle former for askese og offerhandlinger ifølge de vediske ritualer og studeret den vediske litteratur mange, mange gange efter at have taget bad på alle de hellige pilgrimssteder. En sådan person regnes for den bedste i den ariske familie.”

Seega tuleb olla piisavalt arukas, et mõista „Vedade" otstarvet, kiindumata üksnes rituaalidesse ning soovimata tõusta taevalikesse kuningriikidesse, et saada suuremaid meelelisi naudinguid. Tänapäeval ei ole kõikide vedalike rituaalide reeglite järgimine tavalise inimese jaoks enam võimalik, samuti pole võimalik uurida põhjalikult kõiki vedānta ja „Upaniṣadide" õpetusi. Kõikide vedalike ettekirjutuste täitmine nõuaks väga palju aega, energiat, teadmisi ja vahendeid. Käesoleval ajastul on see praktiliselt võimatu. Vedaliku kultuuri olulisim eesmärk saavutatakse ometi üksnes Jumala pühade nimede kordamisega – meetodiga, mida soovitas Jumal Caitanya, kõikide langenud hingede päästja. Kui suur vedalik õpetlane Prakāśānanda Sarasvati küsis Jumal Caitanyalt, miks Tema, Jumal, kordab Jumala püha nime nagu sentimentalist selle asemel, et uurida vedānta filosoofiat, vastas Jumal, et Tema vaimne õpetaja oli leidnud, et Ta olevat suur rumalpea ning seepärast palunud Tal korrata vaid Jumal Kṛṣṇa püha nime. Seda Ta tegigi ning saavutas seeläbi tohutu ekstaasi. Käesoleval kali ajastul on enamik inimesi küllalt rumalad ega oma piisavat haridust vedānta filosoofia mõistmiseks. Vedānta filosoofia olulisima eesmärgi võib aga saavutada korrates solvanguteta Jumala püha nime. Vedānta on vedalike teadmiste viimane sõna ning vedānta filosoofia autor ja parim tundja on Jumal Kṛṣṇa. Suurim vedānta tundja on aga see kõrgeltarenenud hing, kelle naudinguks on Jumala püha nime kordamine. See on kogu vedaliku müstitsismi lõplik eesmärk.

Man skal altså være intelligent nok til at forstå formålet med Vedaerne og ikke kun være knyttet til ritualerne, og man bør ikke ønske at blive ophøjet til det himmelske rige for at få en bedre kvalitet af sansetilfredsstillelse. I den nuværende tidsalder er det ikke muligt for det almindelige menneske at følge alle de vediske ritualers regler og forskrifter, og det kan heller ikke lade sig gøre at studere hele Vedānta og alle Upaniṣaderne fuldstændigt. Det kræver megen tid, energi og kundskab og mange ressourcer at opfylde Vedaernes formål. Det er så godt som umuligt i denne tidsalder. Det vigtigste formål med den vediske kultur bliver imidlertid opfyldt ved at synge Herrens hellige navn, som det blev anbefalet af Herren Caitanya, alle faldne sjæles befrier. Da Herren Caitanya blev spurgt af en stor lærd i Vedaerne, Prakāśānanda Sarasvatī, hvorfor Han (Herren Caitanya) sang Herrens hellige navn som en anden romantiker i stedet for at studere Vedānta-filosofi, svarede Herren, at Hans åndelige mester havde fortalt Ham, at Han var en stor tåbe, og derfor bedt Ham synge Herren Kṛṣṇas hellige navn. Det gjorde Han så og blev ekstatisk som en galning. I denne Kalis tidsalder er det meste af befolkningen tåbelig og ikke tilstrækkelig uddannet til at forstå Vedānta-filosofi. Det vigtigste formål med Vedānta-filosofien bliver dog opfyldt ved at synge Herrens hellige navn uden forseelser. Vedānta er det endelige ord i vedisk visdom, Vedānta-filosofiens forfatter og kender er Herren Kṛṣṇa, og den bedste vedāntist er den store sjæl, der finder glæde i at fremsige Herrens hellige navn. Det er det endelige formål med al vedisk mystik.