TEXTS 1-3

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
abhayaṁ sattva-saṁśuddhir
jñāna-yoga-vyavasthitiḥ
dānaṁ damaś ca yajñaś ca
svādhyāyas tapa ārjavam

ahiṁsā satyam akrodhas
tyāgaḥ śāntir apaiśunam
dayā bhūteṣv aloluptvaṁ
mārdavaṁ hrīr acāpalam

tejaḥ kṣamā dhṛtiḥ śaucam
adroho nāti-mānitā
bhavanti sampadaṁ daivīm
abhijātasya bhārata

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — Jumala Kõrgeim Isiksus ütles; abhayam — kartmatus; sattva-saṁśuddhiḥ — oma eksistentsi puhastamine; jñāna — teadmistes; yoga — ühendumise; vyavasthitiḥ — olukord; dānam — heategevus; damaḥ — mõistuse kontrollimine; ca — ja; yajñaḥ — ohverduste sooritamine; ca — ja; svādhyāyaḥ — vedaliku kirjanduse uurimine; tapaḥ — askees; ārjavam — lihtsus; ahiṁsā — vägivallast hoidumine; satyam — tõearmastus; akrodhaḥ — vabadus vihast; tyāgaḥ — loobumuslikkus; śāntiḥ — rahulikkus; apaiśunam — teiste vigade otsimisest hoidumine; dayā — armulikkus; bhūteṣu — kõikide elusolendite suhtes; aloluptvam — vabadus ahnusest; mārdavam — leebus; hrīḥ — tagasihoidlikkus; acāpalam — sihikindlus; tejaḥ — jõulisus; kṣamā — võime andestada; dhṛtiḥ — meelekindlus; śaucam — puhtus; adrohaḥ — vabadus kadedusest; na — ei; ati- mānitā — austuse ootamine; bhavanti — on; sampadam — omadustele; daivīm — transtsendentaalse loodusega; abhijātasya — selle, kes on sündinud; bhārata — oo, Bharata poeg.

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; abhayam — frygtløshed; sattva-saṁśuddhiḥ — renselse af ens tilværelse; jñāna — gennem viden; yoga — af at forbinde sig; vyavasthitiḥ — situationen; dānam — velgørenhed; damaḥ — beherskelse af sindet; ca — og; yajñaḥ — udførelse af ofring; ca — og; svādhyāyaḥ — studie af vediske skrifter; tapaḥ — askese; ārjavam — ligefremhed; ahiṁsā — ikke- vold; satyam — sandfærdighed; akrodhaḥ — frihed fra vrede; tyāgaḥ — forsagelse; śāntiḥ — fredfyldthed; apaiśunam — modvilje mod fejlfinderi; dayā — barmhjertighed; bhūteṣu — mod alle levende væsener; aloluptvam — frihed fra grådighed; mārdavam — nænsomhed; hrīḥ — beskedenhed; acāpalam — beslutsomhed; tejaḥ — livskraft; kṣamā — tilgivelse; dhṛtiḥ — mod; śaucam — renlighed; adrohaḥ — frihed fra misundelse; na — ingen; ati-mānitā — forventning om ære; bhavanti — er; sampadam — egenskaberne; daivīm — den transcendentale natur; abhijātasya — hos den, der er født af; bhārata — O Bharatas efterkommer.

Translation

Jumala Kõrgeim Isiksus ütles: Kartmatus, oma eksistentsi puhastamine, vaimsete teadmiste arendamine, heategevus, enesekontroll, ohverduste sooritamine, „Vedade" uurimine, askeetlikkus, lihtsus, vägivallast hoidumine, tõearmastus, vabadus vihast, loobumuslikkus, rahulikkus, teiste vigade otsimisest hoidumine, kaastunne kõikide elusolendite vastu, vabadus ahnusest, leebus, tagasihoidlikkus, vankumatu sihikindlus, jõulisus, võime andestada, meelekindlus, puhtus ning vabadus kadedusest ja austusihast – oo, Bharata poeg, need on transtsendentaalsed omadused, mis kuuluvad jumalakartlikele inimestele, kellel on jumalik loomus.

Guddommens Højeste Personlighed sagde: Frygtløshed, renselse af ens eksistens, udvikling af åndelig viden, velgørenhed, selvbeherskelse, udførelse af offerhandlinger, studie af Vedaerne, askese, ligefremhed, ikke-vold, sandfærdighed, frihed fra vrede, forsagelse, fredfyldthed, modvilje mod fejlfinderi, medfølelse med alle levende væsener, frihed for havesyge, mildhed, beskedenhed, fast beslutsomhed, livskraft, tilgivelse, mod, renlighed og frihed fra misundelse og det lidenskabelige begær efter ære – disse transcendentale egenskaber tilhører fromme mennesker, der er udstyret med en guddommelig natur, O Bharatas efterkommer.

Purport

Viieteistkümnenda peatüki alguses kirjeldati selle materiaalse maailma viigipuud. Selle külgjuuri võrreldi elusolendite tegevustega, millest mõned on head-, mõned aga halbatoovad. Ka üheksandas peatükis kirjeldati devasid ehk jumalikke isiksusi ning asurasid ehk deemonlikke isikuid. Vedalike rituaalide kohaselt peetakse vooruse guṇas sooritatud tegusid soodsateks arengule vabanemise teel ning neid nimetatakse daivī prakṛtiks ehk olemuselt transtsendentaalseteks. Transtsendentaalset loodust omavad isiksused käivad vabanemise teel. Kire ja teadmatuse guṇa mõjuvallas tegutsevatel isikutel pole seevastu mingit lootust vabanemist saavutada. Nad kas peavad jääma inimestena sellesse materiaalsesse maailma või siis langevad elu madalamatesse liikidesse nagu loomad, taimed jne. Käesolevas, kuueteistkümnendas peatükis selgitab Jumal nii transtsendentaalset kui ka deemonlikku loomust ning nende omadusi. Samuti selgitab Ta ühtede või teiste omaduste häid ning halbu külgi.

FORKLARING: I begyndelsen af kapitel 15 blev denne materielle verdens banyantræ beskrevet. De ekstra rødder, der udgår fra det, blev sammenlignet med de levende væseners handlinger, hvor nogle er gode og andre dårlige. I kapitel 9 (vers 11–14) blev devaerne, de gudsfrygtige, og asuraerne, de ugudelige eller dæmonerne, beskrevet. Ifølge vedisk tradition bliver handlinger i godhedens kvalitet betragtet som gavnlige for fremskridt på befrielsens vej, og sådanne handlinger kaldes daivī prakṛti, af natur transcendentale. De, der er situeret i den transcendentale natur, gør fremskridt på befrielsens vej. Derimod er der ingen mulighed for befrielse for dem, der handler i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. De må enten forblive i denne materielle verden som mennesker, eller de falder ned til dyreriget eller endnu lavere livsformer. Her i kapitel 16 forklarer Herren nu både den transcendentale natur og dens ledsagende egenskaber og den dæmoniske natur og dens egenskaber. Han beskriver også fordelene og bagsiderne ved disse egenskaber.

Tähelepanuväärne on siinkohal sõna abhijātasya, mis viitab sündides omandatud transtsendentaalsetele omadustele ja jumalikele kalduvustele. Jumalikus õhkkonnas lapse sigitamist nimetatakse vedalikus kirjanduses garbhādhāna-saṁskāraks. Kui vanemad soovivad, et nende laps sünniks jumalike omadustega, peaksid nad järgima kümmet ühiskondlikus elus soovitatavat põhimõtet. Ka „Bhagavad-gītās" on meile juba öeldud, et seksuaalelu heade järglaste saamiseks on Kṛṣṇa Ise. Seksuaalelu ei mõisteta hukka, kui see seotakse Kṛṣṇa teadvuse arendamisega. Need, kes viibivad Kṛṣṇa teadvuses, ei peaks sigitama järglasi nagu kassid või koerad, vaid nad peaks seda tegema eesmärgiga, et nende lapsed sünniksid Kṛṣṇa teadvuses. Selline peaks olema Kṛṣṇa teadvust arendava ema ja isa järglasena sündinud lapse eelis.

Ordet abhijātasya i forbindelse med den, der er født med transcendentale egenskaber eller guddommelige tilbøjeligheder, er meget vigtigt. At undfange et barn i en Gudsbevidst atmosfære kalder de vediske skrifter for garbhādhāna-saṁskāra. Hvis forældrene gerne vil have et barn med de guddommelige egenskaber, skal de følge de ti principper, der anbefales for menneskets sociale liv. I Bhagavad-gītā har vi også allerede set, at kønsligt samkvem for at få et godt barn er Kṛṣṇa selv. Kønsliv fordømmes ikke, så længe det anvendes i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der er Kṛṣṇa-bevidste, bør i det mindste ikke få børn som hunde og katte, men få dem, så de efter deres fødsel kan blive Kṛṣṇa-bevidste. Det bør være fordelen for børn, hvis far og mor er absorberet i Kṛṣṇa-bevidsthed.

Varṇāśrama-dharma nime all tuntav ühiskonnakorraldus ei jaga inimesi nende sünni järgi. Ühiskond jagatakse nelja ühiskondliku elu kategooriasse ning nelja ametist lähtuvasse kategooriasse. Selline jaotus toimub inimeste harituse järgi ning on mõeldud ühiskonnas rahu ning õitsengu säilitamiseks. Eespool nimetatud omadusi kirjeldatakse kui transtsendentaalseid, mis aitavad inimesel areneda vaimses mõistmises, et seeläbi jõuda materiaalsest maailmast vabanemiseni.

Formålet med samfundsinstitutionen varṇāśrama-dharma, der inddeler menneskesamfundet i fire sociale ordener og fire beskæftigelsesmæssige inddelinger eller kaster, er ikke, at samfundet skal opdeles efter fødsel. Disse inddelinger er baseret på uddannelsesmæssige kvalifikationer og har til formål at bevare samfundet i en tilstand af fred og velstand. De her omtalte egenskaber bliver beskrevet som transcendentale egenskaber, hvis formål er at hjælpe en person til at gøre fremskridt i åndelig forståelse, så han kan blive befriet fra den materielle verden.

Varṇāśrama ühiskonnakorralduses peetakse kõikide ühiskondlike ja ametiklasside juhiks või vaimseks õpetajaks sannyāsīt. Brāhmaṇat peetakse vaimseks õpetajaks ülejäänud kolmele ühiskonnajaotusele: kṣatriyatele, vaiśyadele ja śūdratele. Kuid sannyāsīt, kes on ühiskonna tipus, peetakse vaimseks õpetajaks ka brāhmaṇatele. Sannyāsī esimene omadus on kartmatus. Kuna sannyāsī peab tegutsema üksi, ilma kellegi toetuseta, peab ta lootma üksnes Jumala Kõrgeima Isiksuse armule. Kui inimene mõtleb: „Kui ma hülgan oma sidemed, kes mind siis kaitseb?", ei peaks ta omaks võtma loobumuslikku elukorraldust. Selleks peab inimene olema täielikult veendunud, et Kṛṣṇa ehk Jumala Kõrgeim Isiksus on Oma paikse aspekti, Paramātmā näol, alati tema südames, nähes kõike ning teades kõiki tema plaane. Inimene peab sel juhul omama kindlat veendumust, et Kṛṣṇa kui Paramātmā hoolitseb Temale alistunud hingede eest. Inimene peab mõtlema: „Ma pole kunagi üksinda. Isegi kui ma elaksin pimedaimas metsas, saadaks mind ikkagi Kṛṣṇa, ning Tema kaitseb mind." Selline veendumus kannab nimetust abhayam, kartmatus. Loobumusliku elukorralduse omaks võttev inimene peab oma mõistuses omama sellist suhtumist.

I varṇāśrama-institutionen betragtes sannyāsīen, personen i forsagelsens orden, som overhoved eller åndelig mester for alle de sociale statusser og ordener. En brāhmaṇa anses for at være åndelig mester for de tre andre samfundsordener – kṣatriyaerne, vaiśyaerne og śūdraerne – men en sannyāsī, som befinder sig i toppen af institutionen, regnes også for brāhmaṇaernes åndelige mester. For en sannyāsī er den første kvalifikation at være frygtløs. Eftersom en sannyāsī skal leve alene uden nogen form for støtte eller garanti for støtte, er han nødt til udelukkende at afhænge af Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed. Hvis man tænker: “Hvem skal passe på mig, når jeg forlader mine venner og slægtninge?”, bør man ikke acceptere forsagelsens orden. Man skal være helt overbevist om, at Kṛṣṇa eller Guddommens Højeste Personlighed i Sit lokaliserede aspekt som Paramātmā altid er til stede inden i én, og at Han ser alt og til enhver tid ved, hvad man har i sinde at gøre. Således skal man være helt overbevist om, at Kṛṣṇa som Paramātmā tager Sig af en sjæl, der har overgivet sig til Ham. “Jeg er aldrig alene,” bør man tænke. “Selv hvis jeg bor ude i den allermørkeste skov, er Kṛṣṇa hos mig, og Han giver mig al beskyttelse.” En sådan overbevisning kaldes abhayam eller frygtløshed. Denne sindstilstand er nødvendig for en person i forsagelsens orden.

Järgnevalt peab ta puhastama oma eksistentsi. Loobumusliku elukorralduse puhul tuleb järgida paljusid reegleid. Olulisim neist on range keeld omada lähedasi suhteid naisterahvaga. Sannyāsīl pole lubatud üksikus paigas naisega isegi mitte rääkida. Jumal Caitanya oli ideaalne sannyāsī ning kui Ta viibis Purīs, ei lubanud Ta naissoost pühendunutel Endale isegi mitte austuse avaldamiseks lähedale tulla. Neile soovitati kummardada Jumal Caitanyat eemalt. See pole mitte märk naistevihkamisest, vaid sannyāsī elu juurde kuuluv piirang – mitte omada lähedasi suhteid naistega. Oma eksistentsi puhastamiseks peab inimene järgima oma ühiskondliku staatuse jaoks ette nähtud reegleid. Sannyāsī jaoks on rangelt keelatud olla lähedastes suhetes naistega ning omada vara enese meeleliseks rahuldamiseks. Jumal Caitanya oli ideaalne sannyāsī ning Tema eluloost võime me näha, et naistega suheldes järgis Ta väga rangeid piiranguid. Ehkki Teda peetakse kõige vabameelsemaks Jumala inkarnatsiooniks, kes võttis vastu ka kõige langenumad hinged, järgis Ta rangelt naistega suhtlemise kohta käivaid sannyāsa elukorralduse reegleid. Choṭa Haridāsa, kes oli üks Tema isiklikke kaaslasi ning kellega Jumal Caitanya oli olnud lähedastes suhetes juba kaua enne Oma teiste usalduslike kaaslastega kohtumist, juhtus kord ihaldavalt vaatama noort naisterahvast. Seepeale käitus Jumal Caitanya sedavõrd karmilt, et heitis Choṭa Haridāsa koheselt Oma isiklike kaaslaste ringist välja. Jumal Caitanya ütles: „Nii sannyāsī kui igaühe jaoks, kes püüab pääseda vabaks materiaalse looduse küüniste vahelt, et tõusta vaimsesse loodusse ja minna sedasi tagasi koju, Jumala juurde, on materiaalsete väärtuste ja naiste peale vaatamine meelenaudingu mõttega – juba üksnes vaatamine, isegi mitte nautimine – sedavõrd häbiväärne, et parem oleks tal lõpetada oma elu enesetapuga kui omada selliseid lubamatuid soove." Sellised on nõuded, millest puhastumisprotsesse järgides tuleb kinni pidada.

Dernæst skal han rense sin eksistens. Der findes et væld af regler og forskrifter, man skal følge i forsagelsens orden. Allervigtigst er det, at det er strengt forbudt for en sannyāsī at have nogen form for fortroligt forhold til en kvinde. Det er ham tilmed forbudt at tale alene med en kvinde på et isoleret sted. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og da Han boede i Jagannātha Purī, var det forment Hans kvindelige tilhængere at komme tæt på Ham, selv for at vise deres respekt. De måtte bukke sig ned på afstand. Dette er ikke udtryk for had til kvindeklassen generelt, men en regel pålagt sannyāsīer om ikke at have nære forhold til kvinder. For at rense sin tilværelse bliver man nødt til at følge de særlige regler og forskrifter, der gælder for ens pågældende livsstatus. For en sannyāsī er det strengt forbudt at have nære forhold til kvinder eller besidde velstand til sansenydelse. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og fra hans liv kan vi lære, at Han var meget striks i forhold til kvinder. Skønt Han bliver anset for at være Guddommens mest storsindede inkarnation, der accepterede de mest faldne sjæle, fulgte Han strengt reglerne og forskrifterne for sannyāsa-ordenen i relation til omgang med kvinder. En af Hans personlige ledsagere, Choṭa Haridāsa, levede sammen med Herren Caitanya og Hans andre fortrolige personlige ledsagere, men på en eller anden måde så denne Choṭa Haridāsa lystent på en ung kvinde, og Herren Caitanya var så striks, at Han omgående udstødte ham fra Sin personlige omgangskreds. Herren Caitanya bemærkede: “Det er forkasteligt for en sannyāsī eller alle andre, der stræber efter at slippe fri af kløerne på den materielle natur og forsøger at ophøje sig til den åndelige natur for at vende hjem, tilbage til Guddommen, at lyste efter materiel besiddelse eller kvinder for at tilfredsstille sanserne. Selv uden at nyde dem, men hvis man bare ser på dem med den mentalitet, er det så forkasteligt, at før man overhovedet har den slags utilladelige begær, burde man begå selvmord.” Så dette er renselsesprocesserne for en sannyāsī.

Järgmiseks punktiks on jñāna-yoga-vyavasthiti – teadmiste arendamine. Sannyāsī elu on mõeldud teadmiste jagamiseks perekondlikele inimestele ja teistele, kes on unustatud oma tegeliku, vaimsele arengule suunatud elu. Sannyāsī peab kerjama oma elatist ukselt uksele käies, kuid see ei tähenda, nagu oleks ta kerjus. Alandlikkus on samuti üks transtsendentaalsel tasandil viibiva isiku omadusi ning üksnes puhtast alandlikkusest käib sannyāsī ukselt uksele, tehes seda mitte kerjamise pärast, vaid selleks, et kohtuda perekondlike inimestega ning äratada neid Kṛṣṇa teadvusele. Selline on sannyāsī kohus. Kui ta on tõepoolest kõrgelt arenenud ning saanud juhendused oma vaimselt õpetajalt, peab ta jutlustama Kṛṣṇa teadvust loogikale ja mõistmisele toetudes. Kui inimene pole sedavõrd arenenud, ei peaks ta loobumuslikku elukorraldust omaks võtma. Kuid isegi kui keegi on võtnud loobumusliku elukorralduse omaks ilma piisavate teadmisteta, peaks ta pühenduma täielikult autoriteetse vaimse õpetaja kuulamisele, et omandada vajalikud teadmised. Sannyāsī ehk loobumusliku elukorralduse omaksvõtnud inimene peab olema kartmatu, puhas (sattva-saṁśuddhi) ning omama teadmisi (jñāna-yoga).

Det næste punkt er jñāna-yoga-vyavasthitiḥ: at være engageret i udvikling af viden. En sannyāsī skal bruge sit liv på at sprede viden til husholdere og andre, der har glemt, at meningen med livet er åndeligt fremskridt. En sannyāsī tigger fra dør til dør for at forsørge sig selv, men det betyder ikke, at han er en tigger. Ydmyghed er også et af kendetegnene på en transcendentalt situeret person, og af ren og skær ydmyghed går en sannyāsī fra dør til dør, ikke netop for at tigge, men for at møde husholderne og vække dem til Kṛṣṇa-bevidsthed. Dette er sannyāsīens pligt. Hvis han rent faktisk er avanceret og har fået ordre til det af sin åndelige mester, skal han prædike Kṛṣṇa-bevidsthed med logik og forståelse, og hvis han ikke er således avanceret, bør han ikke acceptere forsagelsens orden. Men selv hvis han har accepteret forsagelsens orden uden tilstrækkelig viden, skal han ikke desto mindre hengive sig helt til at høre fra en ægte åndelig mester for at få viden. En sannyāsī, en person i forsagelsens orden, skal være forankret i frygtløshed, sattva-saṁśuddhiḥ (renhed) og jñāna-yoga (viden).

Järgmine punkt on heategevus. Heategevus on mõeldud perekondlike inimeste jaoks. Perekondlikud inimesed peaksid teenima elatist ausate vahenditega ning rakendama poole oma sissetulekust Kṛṣṇa teadvuse levitamiseks üle kogu maailma. See tähendab, et perekondlikud inimesed peaksid annetama poole oma sissetulekust institutsioonidele, mis tegelevad Kṛṣṇa teadvuse levitamisega. Annetused tuleb teha õigele saajale. Nagu selgitatakse hiljem, võib heategevus olla mitmesugune – annetused võivad olla tehtud vooruses, kires või teadmatuses. Pühakirjades soovitatakse heategevust vooruse guṇa mõju all. Kire või teadmatuse guṇasse kuuluvaid annetusi teha ei soovitata, sest see on üksnes raha raiskamine. Heategevus tuleb suunata üksnes Kṛṣṇa teadvuse levitamisele üle kogu maailma. See on heategevus vooruse guṇas.

Dernæst er der velgørenhed. Velgørenhed er for husholderne. Husholderne bør tjene til livets ophold på ærlig vis og anvende halvdelen af deres indkomst til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. En husholder skal således give i velgørenhed til organisationer, der har dette formål. Velgørenhed skal gives til den rigtige modtager. Der er forskellige former for velgørenhed, hvilket bliver forklaret senere i forbindelse med velgørenhed i godheden, lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Velgørenhed i godhedens kvalitet anbefales i skrifterne, men velgørenhed i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter anbefales ikke, for det er blot spild af penge. Velgørenhed bør kun gives til udbredelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Det er velgørenhed i godhedens kvalitet.

Mis puutub damasse ehk enesekontrolli, siis on see kasulik kõikidele religioosse ühiskonna kihtidele, eriti aga perekondlikele inimestele. Ehkki pere ülalpidaja omab naist, ei tohiks ta kasutada oma meeli nautimaks ebavajalikku seksuaalelu. Pereinimeste elu reeglite hulka kuulub ka seksuaalelu piiramine, see tähendab, et seksuaalvahekorda tuleks astuda üksnes järglaste soetamiseks. Kui abielupaar ei taha lapsi, ei peaks nad seksuaalvahekorda astuma. Tänapäeva ühiskond naudib seksuaalelu rasestumisvastaste vahenditega, ning hiilimaks kõrvale vastutusest laste saamise ees, leitakse üha jälestusväärsemaid vahendeid. Kalduvus sellisele seksuaalelule on deemonlik, mitte transtsendentaalne omadus. Kui keegi, olgu see siis kasvõi perekondlik inimene, tahab areneda vaimsel teel, peab ta kontrollima oma seksuaalelu ning mitte soetama lapsi, kui see pole seotud Kṛṣṇa teadvuse arendamisega. Kui pere on suuteline soetama Kṛṣṇa teadvuses sündivaid lapsi, võib neil neid olla kasvõi sadu, kuid pole lubatud astuda seksuaalvahekorda üksnes meelte rahuldamiseks.

Når det kommer til damaḥ eller selvbeherskelse, gælder det ikke kun for de andre ordener i det religiøse samfund, men er især rettet mod husholderne. Selv om en husholder har en hustru, må han ikke unødvendigt bruge sine sanser på sexliv. Der er begrænsninger selv for husholdere med hensyn til seksuelt samkvem, som man kun bør have for at få børn. Hvis man ikke vil have børn, bør man ikke nyde kønslig omgang med sin kone. Det moderne samfund nyder seksuel omgang med præventive midler eller endnu mere afskyelige metoder for at undgå ansvaret for børn. Dette er ikke transcendentalt, men dæmonisk. Hvis man gerne vil gøre fremskridt i åndeligt liv, bliver man nødt til at beherske sit sexliv, selv hvis man er husholder, og ikke få børn, hvis det ikke er for at tjene Kṛṣṇa. Hvis man kan få børn, der er Kṛṣṇa-bevidste, er det i orden at få hundredvis af børn, men uden denne evne bør man ikke indlade sig på sex blot for at tilfredsstille sine sanser.

Ka ohverduste sooritamine on üks pere ülalpidaja kohustustest, sest see nõuab palju raha. Teisi elukorraldusi järgivad inimesed, nimelt brahmacārīd, vānaprasthad ja sannyāsīd elavad almusest ja neil ei ole raha. Seega kuulub erinevate ohverduste sooritamine pere ülalpidaja kohustuste hulka. Vedakirjanduses soovitatakse läbi viia agni-hotra ohverdusi, kuid see läheks väga kulukaks ning nende sooritamine pole pereinimestele enam jõukohane. Seepärast öeldakse, et parim ohverdus käesoleval ajastul on saṅkīrtana-yajña. See saṅkīrtana-yajña on kõige vähem kulutusi nõudev ohverdus; igaüks võib sellest osa võtta ning kasu saada. Saṅkīrtana-yajña sooritamiseks tuleb lihtsalt korrata Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Seega need kolm punkti, nimelt heategevus, meelte kontroll ning ohverduste sooritamine kuuluvad perekondliku inimese elu juurde.

Offerhandlinger er en anden ting, som husholderne skal udføre, for offerhandlinger kræver store summer penge. De andre ordener, nemlig brahmacarya, vānaprastha og sannyāsa, har ingen penge. De ernærer sig ved at tigge. Så udførelse af forskellige slags offerhandlinger er for husholderne. De skal udføre agni-hotra-ofringer som påbudt i de vediske skrifter, men på nuværende tidspunkt er sådanne offerhandlinger meget bekostelige, så ikke alle husholdere kan udføre dem. Det anbefales derfor, at i denne tidsalder er det bedste offer det, der kaldes for saṅkīrtana-yajña. Dette saṅkīrtana-yajña, sangen af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, er det bedste og billigste offer. Alle kan gøre det og drage fordel deraf. Så disse tre punkter, nemlig velgørenhed, sansebeherskelse og udførelse af offerhandlinger, gælder for husholderen.

Svādhyāya ehk vedakirjanduse uurimine on mõeldud brahmacarya elukorralduse järgijatele ehk õpilastele. Brahmacārīd ei tohiks omada mingeid suhteid naistega, nad peaksid järgima tsölibaati ning rakendama oma mõistuse vedakirjanduse uurimisse, arendamaks vaimseid teadmisi. Seda nimetatakse svādhyāyaks.

Næste punkt, svādhyāyaḥ, vediske studier, gælder for brahmacarya, elevlivet. Brahmacārīer må ingen kontakt have med kvinder. De skal leve i cølibat og holde sindet beskæftiget med at studere den vediske litteratur for at udvikle åndelig viden. Dette kaldes svādhyāyaḥ.

Tapas ehk askees on mõeldud eelkõige pereelust loobunuile. Perega ei tule veeta mitte kogu elu, vaid tuleb alati meeles pidada, et eksisteerib neli elukorralduslikku jaotust: brahmacarya, gṛhastha, vānaprastha ja sannyāsa. Seega pärast gṛhastha ehk perekondlikku elu tuleks vastu võtta vānaprastha, pereelust loobumise elukorraldus. Kui inimelu pikkuseks võtta sada aastat, siis peaks inimene elama kakskümmend viis aastat õpilasena, kakskümmend viis pereinimesena, järgnevad kakskümmend viis pereelust loobunud inimese elu ning viimased kakskümmend viis loobumuslikku elukorraldust järgides. Sellised on vedalikud juhised religioosseks eluks. Pereelust loobunu peab praktiseerima keha, mõistuse ja keele askeese. Seda nimetatakse tapasyaks. Kogu varṇāśrama-dharma ühiskonnakorraldus on suunatud tapasyale. Ilma tapasya ehk askeesita ei saa inimene jõuda vabanemiseni. Teooria, et elu ei tule askeetlikult elada ning et võib edasi spekuleerida ja kõik on hästi, ei pälvi ei „Bhagavad-gītā" ega ülejäänud vedaliku kirjanduse heakskiitu. Selliseid teooriaid loovad valegurud, kes üritavad sedasi endale rohkem järgijaid saada. Kui pakutakse piiranguid ning reegleid, ei tunne inimesed asja vastu huvi. Seepärast need, kes tahavad endale religiooni nime all lihtsalt palju järgijaid saada, ei piira ei enda ega oma õpilaste elu. Kuid „Vedad" sellist meetodit heaks ei kiida.

Tapas eller askese er især bestemt for det tilbagetrukne liv. Man bør ikke leve som husholder hele livet. Man skal hele tiden huske på, at livet har fire stadier – brahmacarya, gṛhastha, vānaprastha og sannyāsa. Så efter gṛhastha, livet som husholder, skal man trække sig tilbage. Hvis man lever i 100 år, bør man leve 25 år som elev, 25 år i familielivet, 25 år i tilbagetrukket liv og 25 år i forsagelsens orden. Dette er reglerne for den vediske religiøse disciplin. En mand, der har trukket sig tilbage fra familielivet, skal praktisere askese for kroppen, sindet og tungen. Det er tapasya. Hele varṇāśrama-dharma-samfundet handler om tapasya. Uden tapasya eller askese kan intet menneske opnå befrielse. Teorien om, at man ikke behøver askese i livet, at man kan fortsætte med at spekulere, og alt vil være i orden, anbefales hverken i den vediske litteratur eller i Bhagavad-gītā. Sådanne teorier kommer fra pseudospiritualister, der forsøger at hverve tilhængere. Folk er ikke tiltrukket, hvis der er restriktioner, regler og forskrifter. Derfor pålægger de, der i navn af religion forsøger at få tilhængere, ingen indskrænkninger i hverken deres elevers eller deres egne liv. Men den metode anerkendes ikke af Vedaerne.

Mis puutub lihtsusse, mis on brāhmaṇa loomulik omadus, siis seda põhimõtet peaksid järgima mitte ainult mõne kindla elukorralduse järgijad, vaid kõik ühiskonna liikmed, kuulugu nad siis brahmacārī āśramasse, gṛhastha āśramasse, vānaprastha āśramasse või sannyāsa āśramasse. Inimene peaks alati olema äärmiselt lihtne ja otsekohene.

Når det kommer til den brahminske egenskab enkelhed eller ligefremhed, skal ikke kun en bestemt orden følge dette princip, men alle medlemmer af samfundsordenen skal overholde den, uanset om man er i brahmacārī-āśramaen, gṛhastha-āśramaen, vānaprastha-āśramaen eller sannyāsa-āśramaen. Man skal være meget enkel og ligefrem.

Ahiṁsā tähendab seda, et inimene ei takista ühegi elusolendi arengut. Keegi ei tohiks mõelda, et kuna vaimset sädet pole kunagi võimalik tappa, ka mitte pärast keha tapmist, siis pole loomade tapmises enese meeleliseks rahuldamiseks midagi halba. Tänapäeval on inimesed harjunud sööma liha, hoolimata sellest, et neil on piisavalt teravilja, puuvilju ja piima, millest toituda. Loomade tapmiseks pole mingit vajadust. Sellest peaksid loobuma kõik inimesed. Kui ei ole muud väljapääsu, siis on looma tapmine lubatud, kuid seda tuleb teha ohverdusena. Kui aga muud toitu on piisavalt, ei tohiks inimene, kes püüab jõuda vaimse teadvustamiseni, loomade suhtes vägivalda tarvitada. Tegelik ahiṁsā tähendab seda, et kellegi elu edenemist ei takistata. Ka loomad arenevad edasi evolutsiooniprotsessis, liikudes alamatest liikidest kõrgematesse. Kui aga loom tapetakse, siis tema areng peatub. Hingel on ette nähtud viibida ühes või teises kehas teatud arv päevi või aastaid ning kui ta keha enne ettenähtud aja lõppemist tapetakse, peab ta taas sündima sama liigi kehas, et elada lõpuni talle sedalaadi kehas ettenähtud aeg, enne kui ta saab mõnda kõrgemasse liiki tõusta. Seega ei tohiks nende arengut lihtsalt oma isu rahuldamiseks peatada. Seda nimetatakse ahiṁsāks.

Ahiṁsā vil sige ikke at standse noget levende væsens fremskridt i livet. Man må ikke tro, at bare fordi den levende gnist ikke kan slås ihjel, selv når kroppen slås ihjel, sker der intet ved at slagte dyr for sansenydelsens skyld. Folk er nu forfaldne til at spise dyr på trods af, at de har rigeligt med korn, frugt og mælk. Det er slet ikke nødvendigt at slå dyr ihjel. Dette forbud gælder for alle. Når der intet alternativ er, er det tilladt at dræbe et dyr, men da bør det ofres i en offerhandling. Hvorom alt er, bør de, der gerne vil gøre fremskridt i åndelig erkendelse, ikke begå vold mod dyr, når der er rigeligt med mad til menneskeheden. Virkelig ahiṁsā vil sige, at man ikke forhindrer nogens fremskridt i livet. Dyrene gør også fremskridt i deres udvikling i livet ved at vandre fra én form for dyreliv til en anden. Et dyr, der dræbes, bliver hindret i sit fremskridt. Hvis et dyr skal opholde sig i en vis krop i et bestemt antal dage eller år og bliver dræbt i utide, er det tvunget til at komme tilbage til den samme livsform igen for at udleve den resterende tid, før det kan blive forfremmet til en anden livsart. Så dyrene må ikke bremses i deres fremskridt udelukkende for at tilfredsstille vores smagsløg. Dette kaldes ahiṁsā.

Satyam tähendab seda, et inimene ei tohiks kunagi tõde teatud isiklike huvide pärast moonutada. Vedalikes pühakirjades esineb mõningaid lõike, mida on raske mõista, kuid nende tähendust tuleb õppida üksnes autoriteetselt vaimselt õpetajalt. See on meetod „Vedade" mõistmiseks. Śruti tähendab seda, et tuleb kuulata autoriteete, mitte aga püüda tõlgendada pühakirja oma isiklikest huvidest lähtudes. „Bhagavad-gītāle" on antud palju kommentaare, milles on algset teksti valesti tõlgitsetud. Selgitada tuleb sõnade tegelikku tähendust, mida peab õppima autoriteetselt vaimselt õpetajalt.

Satyam. Dette ord betyder, at man ikke må fordreje sandheden for sin personlige interesses skyld. I den vediske litteratur er der nogle vanskelige passager, men deres betydning eller formål skal læres fra en ægte åndelig mester. Det er måden, Vedaerne skal forstås på. Śruti betyder, at man skal høre fra en autoritet. Man bør ikke komme med fortolkninger for at tilgodese sine egne interesser. Så mange kommentarer til Bhagavad-gītā fejlfortolker originalteksten. Ordets virkelige betydning skal gives, og den bør man lære fra en ægte åndelig mester.

Akrodha tähendab oma viha kontrollimist. Isegi kui inimest provotseeritakse, peab ta jääma rahulikuks, sest kui ta vihastab, muutub kogu tema keha ebapuhtaks. Viha sünnib kire guṇast ja ihast ning seepärast peab see, kes asub transtsendentaalsel tasandil, oma viha kontrollima. Apaiśunam tähendab seda, et inimene loobub teistes vigade otsimisest ning teistele tarbetute märkuste tegemisest. Varast vargaks nimetada pole muidugi tema vigade otsimine, kuid nimetada vargaks ausat inimest on vaimses elus areneda püüdva inimese jaoks äärmiselt suur üleastumine. Hrī tähendab, et inimene peaks olema tagasihoidlik ega tegema midagi häbiväärset. Acāpalam, sihikindlus, tähendab, et inimene ei tohiks end mõne ürituse nurjumisest heidutada lasta. Vahel võib ta oma püüdlustes kohata ebaedu, kuid sellele ei tohi pöörata erilist tähelepanu, vaid tuleb jätkata vaimset arenemist kannatlikkuse ja sihikindlusega.

Akrodhaḥ betyder at beherske vrede. Selv hvis man bliver provokeret, bør man være tolerant, for når man først bliver vred, forurener det hele ens krop. Vrede er et produkt af lidenskaben og begærets kvalitet, så den, der er transcendentalt situeret, skal afholde sig fra vrede. Apaiśunam betyder, at man ikke må finde fejl hos andre eller unødvendigt irettesætte dem. At kalde en tyv for tyv er selvfølgelig ikke fejlfinderi, men at beskylde en ærlig person for at være en tyv er en alvorlig forseelse for den, der gør fremskridt i åndeligt liv. Hrīḥ betyder, at man skal være meget beskeden og undlade at gøre noget, der er forkasteligt. Acāpalam, beslutsomhed, betyder, at man ikke skal hidse sig op eller miste modet under sine bestræbelser. Måske forpurres ens planer, men det må man ikke lade sig slå ud af. Man skal fortsætte med at gøre fremskridt med tålmodighed og beslutsomhed.

Sõna tejas kasutades viidatakse siin kṣatriyatele. Kṣatriyad peaksid alati olema väga tugevad, et kaitsta nõrgemaid. Nad ei tohi esitada end vägivalla vastastena. Kui on vaja tarvitada vägivalda, peavad nad seda tegema, kuid inimene, kes on suuteline alistama oma vaenlase, võib teatud tingimustes olla siiski ka andestav. Ta võib andestada väiksemad solvangud.

Ordet tejas (livskraft) gælder for kṣatriyaerne. Kṣatriyaerne skal altid være stærke for at kunne beskytte de svage. De må ikke fremstille sig selv som ikke-voldelige. Hvis der er brug for vold, skal de kunne udvise den. Men en person, der kan holde sin fjende nede, har i visse situationer lov til at vise tilgivelse. Han kan undskylde mindre forseelser.

Śaucam tähendab puhtust, ning seejuures mitte üksnes mõistuse ja keha puhtust, vaid ka tegevuste puhtust. Eelkõige puudutab see äriga seotud inimesi, kes ei tohiks ajada äri mustal turul. Nāti-mānitā, austuse ihaldamisest loobumine, käib śūdrate ehk töölisklassi kohta, mida vastavalt vedakirjanduse õpetusele peetakse madalaimaks neljast inimühiskonna jaotusest. Nad ei tohiks asjatult prestiiz̆i ja austust taga ajades ülbeks muutuda, vaid peaksid käituma vastavalt oma staatusele. Śūdrate kohuseks on avaldada lugupidamist kõrgematele klassidele, kes vastutavad ühiskonna sotsiaalse korra säilimise eest.

Śaucam betyder renhed, ikke kun i sind og krop, men specielt i ens adfærd. Det gælder især for handelsstanden, der ikke bør gøre forretning på det sorte marked. Nāti-mānitā, ikke at forvente ære, gælder for śūdraerne, arbejderklassen, der ifølge de vediske forskrifter anses for at være den laveste af de fire samfundsklasser. De må ikke være opblæste over unødvendig ære og prestige, og de skal forblive i deres egen position. Det er śūdraernes pligt at respektere de højere klasser for at bevare samfundsordenen.

Kõik nimetatud kakskümmend kuus omadust on transtsendentaalsed. Neid tuleb arendada vastavalt ühiskonnakihile, millesse inimene kuulub, ning ametile, mida ta omab. Ehkki elu materiaalses maailmas on täis kannatusi, võib inimene, ükskõik, millisesse ühiskonnaklassi ta ka kuuluks, neid omadusi arendades tõusta aegamööda transtsendentaalse teadvustamise kõrgeimale tasandile.

Alle disse her omtalte 26 kvalifikationer er transcendentale egenskaber. Det er meningen, at de skal kultiveres i relation til de forskellige samfundsmæssige og beskæftigelsesmæssige ordener. Den dybere tanke er, at selv om materielle omstændigheder er lidelsesfyldte, er det muligt gradvist at komme til det højeste niveau af transcendental erkendelse, hvis alle klasser af mennesker udvikler disse egenskaber gennem praksis.