Skip to main content

Introducción

Indledning

oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam

Yo nací en la más oscura ignorancia, y mi maestro espiritual me abrió los ojos con la antorcha del conocimiento. A él le ofrezco mis respetuosas reverencias.

Jeg blev født i den mørkeste uvidenhed, og min åndelige mester åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg tilbyder ham mine respektfulde hyldester.

¿Cuándo me pondrá al resguardo de sus pies de loto Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, quien estableció en este mundo material la misión de cumplir el deseo del Señor Caitanya?

Hvornår vil Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, der har grundlagt Herren Caitanyas mission i denne materielle verden, give mig ly ved sine lotusfødder?

vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca
vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca

Ofrezco mis respetuosas reverencias a los pies de loto de mi maestro espiritual y a los pies de todos los vaiṣṇavas. Ofrezco mis respetuosas reverencias a los pies de loto de Śrīla Rūpa Gosvāmī y de su hermano mayor, Sanātana Gosvāmī, así como también de Raghunātha Dāsa, Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa y Śrīla Jīva Gosvāmī. Les ofrezco mis respetuosas reverencias al Señor Kṛṣṇa Caitanya y al Señor Nityānanada, así como a Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa y demás asociados. Les ofrezco mis respetuosas reverencias a Śrīmati Rādhārāṇī y a Śrī Kṛṣṇa, así como a Sus asociadas Śrī Lalitā y Viśākhā.

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til min åndelige mesters lotusfødder og til alle vaiṣṇavaers fødder. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Śrīla Rūpa Gosvāmīs lotusfødder og til hans ældre broder Sanātana Gosvāmī såvel som til Raghunātha Dāsa og Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa og Śrīla Jīva Gosvāmī. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Herren Kṛṣṇa Caitanya og Herren Nityānanda såvel som til Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa og andre af Deres ledsagere. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Śrīmatī Rādhārāṇī og Śrī Kṛṣṇa sammen med Deres ledsagere Śrī Lalitā og Viśākhā.

he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te
he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te

¡Oh, mi querido Kṛṣṇa!, Tú eres el amigo de los afligidos y la fuente de la creación. Tú eres el amo de las gopīs y el amante de Rādhārāṇī. A Ti Te ofrezco mis respetuosas reverencias.

O min kære Kṛṣṇa, Du er de nødlidendes ven og oprindelsen til skabelsen. Du er gopīernes Herre og Rādhārāṇīs elsker. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Dig.

tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye
tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye

Le ofrezco mis respetos a Rādhārāṇī, cuya tez es como el oro fundido y quien es la reina de Vṛndāvana. Tú eres la hija del rey Vṛṣabhānu, y eres muy querida por el Señor Kṛṣṇa.

Jeg tilbyder min hyldest til Rādhārāṇī, hvis kropslød er som smeltet guld, og som er Vṛndāvanas dronning. Du er Kong Vṛṣabhānus datter, og Herren Kṛṣṇa elsker Dig højest af alle.

vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ
vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ

Les ofrezco mis respetuosas reverencias a todos los devotos vaiṣṇavas del Señor. Ellos pueden complacer los deseos de todos, tal como árboles de los deseos, y están llenos de compasión por las almas caídas.

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til alle Herrens vaiṣṇava- hengivne. Ligesom ønsketræer kan de opfylde alles ønsker, og de er fulde af medlidenhed med de faldne sjæle.

śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda
śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda

Les ofrezco mis reverencias a Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa, y a todos los demás que forman parte de la línea devocional.

Jeg fremfører mine hyldester til Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa og alle andre på hengivenhedens vej.

hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare
hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare

El Bhagavad-gītā se conoce también con el nombre del Gītopaniṣad. Esta obra es la esencia del conocimiento védico y uno de los Upaniṣads más importantes de la literatura védica. Desde luego, existen muchas traducciones del Bhagavad-gītā con comentarios, y uno podría cuestionar la necesidad de otra. Esta presente edición se puede explicar de la siguiente manera. Hace poco, una señora norteamericana me pidió que le recomendara una traducción inglesa del Bhagavad-gītā. En Norteamérica hay, por supuesto, muchas ediciones del Bhagavad-gītā disponibles en inglés, pero de ninguna de las que he visto —no solo en Norteamérica, sino también en la India— se puede decir con propiedad que sea autoritativa, porque prácticamente en todas y cada una de ellas el comentarista ha expresado sus propias opiniones, sin tocar el espíritu del Bhagavad-gītā tal como es.

Bhagavad-gītā er også kendt som Gītopaniṣad. Den udgør essensen af vedisk viden og er en af de vigtigste Upaniṣader i den vediske litteratur. Der er mange kommentarer til Bhagavad-gītā på engelsk, og man kan spørge om nødvendigheden af endnu en. Denne udgave kan forklares på følgende måde. For nylig bad en amerikansk dame mig anbefale en engelsk oversættelse af Bhagavad-gītā. I Amerika findes der selvfølgelig mange udgaver af Bhagavad-gītā, men så vidt jeg ved, kan ingen af dem i hverken Amerika eller Indien siges at være helt autoritative, for i så godt som alle har kommentatoren fremlagt sine egne meninger uden at komme ind på Bhagavad-gītās ånd, som den er.

El espíritu del Bhagavad-gītā se menciona en el propio Bhagavad-gītā. Es como si, por ejemplo, quisiéramos tomar cierta medicina. Tendríamos, entonces, que seguir las indicaciones de la etiqueta. No podemos tomarnos la medicina según nuestros propios caprichos o según las indicaciones de algún amigo. La medicina se debe tomar siguiendo las indicaciones de la etiqueta o las indicaciones de un médico. De modo similar, el Bhagavad-gītā debe tomarse o aceptarse tal como el propio orador lo indica. El orador del Bhagavad-gītā es el Señor Śrī Kṛṣṇa. A Él se lo menciona en cada página del Bhagavad-gītā como la Suprema Personalidad de Dios, Bhagavān. Claro que, la palabra bhagavān se refiere a veces a cualquier persona o semidiós que sea poderoso, e, indudablemente, la palabra bhagavān designa aquí al Señor Śrī Kṛṣṇa como una gran personalidad, pero al mismo tiempo hemos de saber que el Señor Śrī Kṛṣṇa es la Suprema Personalidad de Dios, como lo confirman todos los grandes ācāryas (maestros espirituales), tales como Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu, y muchas otras autoridades de la India en el conocimiento védico. En el Bhagavad-gītā, el mismo Señor establece también que Él es la Suprema Personalidad de Dios, y la Brahma-saṁhitā y todos los Purāṇas lo aceptan como tal, especialmente el Śrīmad-Bhāgavatam, conocido como el Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam). Por consiguiente, debemos tomar el Bhagavad-gītā tal como lo indica la propia Personalidad de Dios. En el capítulo cuatro del Gītā (4.1–3), el Señor dice:

Ånden i Bhagavad-gītā bliver omtalt i Bhagavad-gītā selv. Den er som følger: Hvis vi gerne vil tage en bestemt medicin, må vi følge vejledningen på mærkaten. Vi kan ikke bare tage medicinen, som vi har lyst til det, eller på forslag fra en ven. Man må indtage den ifølge mærkatens retningslinier eller på lægens vejledning. På samme måde skal Bhagavad-gītā forstås og accepteres som forordnet af taleren selv. Taleren i Bhagavad-gītā er Herren Śrī Kṛṣṇa. På alle sider i Bhagavad-gītā omtales Han som Guddommens Højeste Personlighed, Bhagavān. Sommetider henviser ordet bhagavān til en magtfuld person eller en af de magtfulde halvguder, og her betegner bhagavān helt sikkert Herren Śrī Kṛṣṇa som en mægtig personlighed, men samtidig skal vi vide, at Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, som det bekræftes af alle store ācāryaer (åndelige mestre) som Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu og mange andre autoriteter inden for vedisk videnskab. I Bhagavad-gītā fastslår Herren på samme måde Selv, at Han er Guddommens Højeste Personlighed, og Han bliver også anerkendt som sådan i Brahma-saṁhitā og alle Purāṇaerne, i særdeleshed i Śrīmad-Bhāgavatam, der også er kendt som Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam, ŚB. 1.32.8). Vi skal derfor acceptere Bhagavad-gītā, sådan som det bliver os pålagt af Guddommens Højeste Personlighed.

imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam

Aquí, el Señor le informa a Arjuna que este sistema de yoga, el Bhagavad-gītā, primero le fue expuesto al dios del Sol, este se lo explicó a Manu, Manu se lo explicó a Ikṣvāku, y de ese modo, por sucesión discipular y de un orador a otro, ese sistema de yoga fue descendiendo. Pero, con el transcurso del tiempo, el sistema se perdió. En consecuencia, el Señor tiene que exponerlo de nuevo, esta vez a Arjuna en el campo de batalla de Kurukṣetra.

Her fortæller Herren Arjuna, at dette yoga-system (Bhagavad-gītā) først blev berettet til solguden, hvorefter solguden forklarede det til Manu, Manu videregav det dernæst til Ikṣvāku og så fremdeles. På den måde er yoga-systemet nedsteget gennem discipelrækken fra den ene taler til den næste. Men i tidens løb er det gået tabt, hvorfor Herren er nødt til at tale det igen, denne gang til Arjuna på Kurukṣetras slagmark.

Él le dice a Arjuna que le está refiriendo este secreto supremo por Arjuna ser Su devoto y amigo. Esto significa que el Bhagavad-gītā es un tratado que está dirigido especialmente al devoto del Señor. Hay tres clases de trascendentalistas, a saber, el jñānī, el yogī y el bhakta, o, el impersonalista, el meditador y el devoto. Aquí, el Señor le dice a Arjuna claramente que lo está convirtiendo en el primer receptor de un nuevo paramparā (sucesión discipular), porque la antigua sucesión se había roto. Era, pues, el deseo del Señor establecer otro paramparā que siguiera la misma línea de pensamiento que descendía del dios del Sol a otros, y era Su deseo también que Arjuna distribuyera de nuevo Sus enseñanzas. Él quería que Arjuna se volviera la autoridad en la manera de entender el Bhagavad-gītā. Así pues, vemos que el Bhagavad-gītā se le instruyó a Arjuna especialmente por él ser un devoto del Señor, un alumno directo de Kṛṣṇa y un amigo íntimo de Él. Por lo tanto, quien mejor entiende el Bhagavad-gītā es la persona que tenga cualidades similares a las de Arjuna. Es decir, dicha persona debe ser un devoto que tenga una relación directa con el Señor. En cuanto uno se vuelve devoto del Señor, tiene también una relación directa con Él. Este es un tema muy complejo, pero, en pocas palabras, puede decirse que un devoto tiene una relación con la Suprema Personalidad de Dios de una de estas cinco diferentes maneras:

Han fortæller Arjuna, at Han afslører denne højeste hemmelighed for ham, fordi Arjuna er Hans hengivne og Hans ven. Det betyder, at Bhagavad-gītā er en tekst, der især henvender sig til Herrens hengivne. Der findes tre klasser af transcendentalister: jñānīen, yogīen og bhaktaen eller upersonalisten, meditatøren og den hengivne. Her lader Herren Arjuna vide, at eftersom den gamle discipelrække er brudt, gør Han ham til den første modtager i en ny paramparā (discipelrække). Det var således Herrens ønske at starte en ny paramparā i samme ånd som den, der først var kommet ned fra solguden, og Han ville have, at Arjuna skulle udbrede Hans lære igen. Han gjorde Arjuna til autoritet i Bhagavad-gītā. Vi kan således se, at ud over at være direkte elev af Kṛṣṇa og Hans fortrolige ven blev Arjuna undervist i Bhagavad-gītā i sin egenskab af Herrens hengivne. Bhagavad-gītā kan derfor bedst forstås af den, der har de samme kvalifikationer som Arjuna, hvilket vil sige, at man skal være en hengiven med et direkte forhold til Herren. Så snart man hengiver sig til Herren, har man også et direkte forhold til Ham. Det er et meget omfattende emne, men i korthed kan det siges, at en hengiven har et forhold til Guddommens Højeste Personlighed på en af fem måder:

1. Se puede ser devoto en un estado pasivo.

1. Man kan være hengiven i en passiv tilstand.

2. Se puede ser devoto en un estado activo.

2. Man kan være hengiven i en aktiv tilstand.

3. Se puede ser devoto como amigo.

3. Man kan være hengiven som en ven.

4. Se puede ser devoto como padre o madre.

4. Man kan være hengiven som en forælder.

5. Se puede ser devoto como amante conyugal.

5. Man kan være hengiven som en ægtefælle eller elsker.

Arjuna tenía con el Señor una relación de amigo. Desde luego, hay un abismo entre esta amistad y aquella que encontramos en el mundo material. La primera es una amistad trascendental que no todos pueden tener. Claro que todo el mundo tiene una relación específica con el Señor, y esa relación se evoca mediante el perfeccionamiento del servicio devocional. Pero nosotros, en la condición actual de nuestra vida, no solo hemos olvidado al Señor Supremo, sino que también hemos olvidado la relación eterna que tenemos con Él. Cada uno de los muchos y muchos billones y trillones de seres vivientes que existen, tiene eternamente una relación específica con el Señor. Eso se denomina svarūpa. Mediante el proceso del servicio devocional uno puede revivir ese svarūpa, y esa etapa se denomina svarūpa-siddhi —la perfección de la posición constitucional de uno—. De modo que, Arjuna era un devoto, y estaba en contacto con el Señor Supremo a través de la amistad.

Arjunas forhold til Herren var som ven. Det er klart, at der er en afgrund til forskel på det venskab, de havde, og de venskaber, man finder i den materielle verden. Her er der tale om et transcendentalt venskab, som det ikke er forundt alle og enhver at have. Vi har selvfølgelig alle et særligt forhold til Herren, og det forhold bliver vakt til live, når ens hengivne tjeneste når sin fuldendelse. Men i vores nuværende situation i livet har vi ikke alene glemt den Højeste Herre; vi har også glemt vort evige forhold til Ham. Af alle de milliarder og billioner af levende væsener, der findes, har hvert eneste af dem i al evighed et særligt forhold til Herren. Dette forhold kaldes svarūpa. Gennem hengiven tjeneste kan man genoplive sin svarūpa, og det stadie kaldes svarūpa-siddhi, fuldkommengørelsen af ens naturlige tilstand. Arjuna var således forbundet med den Højeste Herre som en hengiven i venskab.

Debe notarse la manera en que Arjuna aceptó este Bhagavad-gītā. Ello se indica en el capítulo diez (10.12–14):

Man bør hæfte sig ved, hvordan Arjuna modtog Bhagavad-gītā. Den måde, han modtog den på, bliver forklaret i 10. kapitel (10.12–14):

arjuna uvāca
arjuna uvāca
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ

«Arjuna dijo: Tú eres la Suprema Personalidad de Dios, la morada suprema, lo más puro que existe, la Verdad Absoluta. Tú eres la persona original, trascendental y eterna, el innaciente, el más grande de todos. Todos los grandes sabios, tales como Nārada, Asita, Devala y Vyāsa, confirman esta verdad acerca de Ti, y ahora Tú mismo me lo estás expresando. ¡Oh, Kṛṣṇa!, yo acepto totalmente como cierto todo lo que me has dicho. Ni los semidioses ni los demonios, ¡oh, Señor!, pueden entender Tu personalidad».

“Arjuna sagde: Du er Guddommens Højeste Personlighed, den højeste bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største af alle. Alle de store vismænd som Nārada, Asita, Devala og Vyāsa bekræfter denne sandhed om Dig, og nu bekendtgør Du den selv for mig. O Kṛṣṇa, jeg accepterer til fulde alt, hvad Du har fortalt mig, som sandhed. Hverken halvguderne eller dæmonerne kan forstå Din personlighed, O Herre.”

Después de oír a la Suprema Personalidad de Dios exponer el Bhagavad-gītā, Arjuna aceptó a Kṛṣṇa como paraṁ brahma, el Brahman Supremo. Todo ser viviente es Brahman, pero el ser viviente supremo, o la Suprema Personalidad de Dios, es el Brahman Supremo. Paraṁ dhāma significa que Él es el reposo o morada de todo; pavitram significa que Él es puro, que no lo toca la contaminación material; puruṣam significa que Él es el disfrutador supremo; śāśvatam, original; divyam, trascendental; ādi-devam, la Suprema Personalidad de Dios; ajam, el innaciente; y vibhum, el más grande de todos.

Efter at Arjuna havde hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed, accepterede han Kṛṣṇa som paraṁ brahma, den Højeste Brahman. Alle levende væsener er Brahman, men det højeste levende væsen eller Guddommens Højeste Personlighed er den Højeste Brahman. Paraṁ dhāma betyder, at Han er den endelige bolig eller hvilested for alt; pavitram betyder, at Han er ren og uberørt af materiel besmittelse; puruṣam, at Han er den højeste nyder; śāśvatam, oprindelig; divyam, transcendental; ādi-devam, Guddommens Højeste Personlighed; ajam, den ufødte; og vibhum, den største.

Ahora bien, se pudiera pensar que como Kṛṣṇa era el amigo de Arjuna, este último le estaba diciendo todo eso a modo de adulación; pero Arjuna, tan solo para eliminar esa clase de dudas de la mente de los lectores del Bhagavad-gītā, respalda esas alabanzas en el siguiente verso, cuando dice que no solo él acepta a Kṛṣṇa como la Suprema Personalidad de Dios, sino también autoridades tales como Nārada, Asita, Devala y Vyāsadeva. Estas son grandes personalidades que distribuyen el conocimiento védico tal como lo aceptan todos los ācāryas. Por lo tanto, Arjuna le dice a Kṛṣṇa que acepta como completamente perfecto todo lo que Kṛṣṇa dice. Sarvam etad ṛtaṁ manye: «Acepto como cierto todo lo que dices». Arjuna también dice que la personalidad del Señor es muy difícil de entender, y que ni siquiera los grandes semidioses pueden conocerlo. Esto significa que ni siquiera personalidades superiores a los seres humanos pueden conocer al Señor. Entonces, ¿cómo puede un ser humano entender a Śrī Kṛṣṇa sin convertirse en devoto de Él?

Nu kan man tro, at fordi Kṛṣṇa var Arjunas ven, fortalte Arjuna Ham alt dette for at smigre Ham, så for at fjerne den slags tvivl fra Bhagavad-gītās læsere begrunder han sin forherligelse i næste vers ved at sige, at Kṛṣṇa accepteres som Guddommens Højeste Personlighed ikke bare af ham selv, men også af autoriteter som Nārada, Asita, Devala og Vyāsadeva. De er store vismænd, der udbreder vedisk viden i overensstemmelse med alle foregående ācāryaer. Arjuna godtager derfor alt, som Kṛṣṇa siger, som helt perfekt. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “Jeg accepterer alle Dine ord som sandhed.” Arjuna bemærker videre, at Herrens personlighed er meget svær at forstå, og at Han ikke engang kan kendes af de store halvguder. Det betyder, at Herren ikke engang kan kendes af dem, der befinder sig på højere planer end mennesker. Hvordan kan et menneske da forstå Herren Śrī Kṛṣṇa uden at blive Hans hengivne?

Por consiguiente, el Bhagavad-gītā debe recibirse con un espíritu de devoción. Uno no debe creerse igual a Kṛṣṇa, ni creer que Kṛṣṇa es una personalidad ordinaria, o, ni siquiera, que es una personalidad muy destacada. El Señor Śrī Kṛṣṇa es la Suprema Personalidad de Dios. Así que, según los postulados del Bhagavad-gītā o los postulados de Arjuna, que es la persona que está tratando de entender el Bhagavad-gītā, aunque sea teóricamente debemos aceptar a Śrī Kṛṣṇa como la Suprema Personalidad de Dios, y con ese espíritu sumiso podremos entender el Bhagavad-gītā. A menos que uno lea el Bhagavad-gītā con un espíritu sumiso, es muy difícil entenderlo, ya que constituye un gran misterio.

Derfor skal Bhagavad-gītā modtages i en ånd af hengivenhed. Man må ikke tro, at man er på lige fod med Kṛṣṇa, eller at Kṛṣṇa er et almindeligt menneske eller selv en meget stor person. Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ifølge Bhagavad-gītā eller udtalelserne fra Arjuna – ham, der prøver at forstå Bhagavad-gītā – bliver vi således nødt til i det mindste teoretisk at acceptere Śrī Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Kun med denne ydmyge indstilling kan vi forstå Bhagavad-gītā. Medmindre man læser Bhagavad-gītā i et ydmygt sindelag, er det meget svært at forstå Bhagavad-gītā, for den er et stort mysterium.

Y, ¿qué es en sí el Bhagavad-gītā? El Bhagavad-gītā tiene el propósito de liberar a la humanidad de la nesciencia de la existencia material. Todos los hombres se hallan en dificultades de muchísimas maneras, tal como Arjuna también se hallaba en dificultades por el hecho de tener que librar la batalla de Kurukṣetra. Arjuna se entregó a Śrī Kṛṣṇa, y como consecuencia de ello se expuso este Bhagavad-gītā. No solo Arjuna: cada uno de nosotros está lleno de ansiedades a causa de esta existencia material. Nuestra misma existencia se encuentra en la atmósfera de la no existencia. En realidad, que la no existencia nos amenace no es propio de nuestra naturaleza. Nuestra existencia es eterna. Pero de una forma u otra se nos pone en el seno de lo asat. Asat se refiere a aquello que no existe.

Hvad er Bhagavad-gītā helt nøjagtigt? Formålet med Bhagavad-gītā er at befri menneskeheden fra den materielle tilværelses uvidenhed. Alle mennesker er i vanskeligheder på mange forskellige måder. Arjuna var i vanskeligheder, fordi han var tvunget til at gå i krig på Kurukṣetras slagmark. Arjuna overgav sig til Herren Śrī Kṛṣṇa, og som følge deraf blev Bhagavad-gītā talt. Ikke kun Arjuna, men alle er vi fulde af frygt i den materielle tilværelse. Hele vores eksistens befinder sig i en atmosfære af ikke-eksistens. I virkeligheden er det ikke meningen, at vores eksistens skal trues med ophør. Vores eksistens er evig, men på en eller anden måde er vi blevet anbragt i asat. Asat refererer til det, der ikke eksisterer.

De entre muchísimos seres humanos que están sufriendo, hay unos cuantos que de hecho indagan acerca de su posición y que se preguntan quiénes son, por qué se los pone en esta situación difícil, etc. A uno no se lo puede considerar que es un ser humano perfecto, a menos de que despierte y llegue a esa posición de hacerse preguntas acerca de su sufrimiento, a menos que se dé cuenta de que no quiere sufrir, sino que, por el contrario, quiere buscarles una solución a todos los sufrimientos. Lo humano empieza cuando esta clase de indagación se despierta en la mente de uno. En el Brahma-sūtra, esa indagación se denomina brahma-jijñāsā. Athātho brahma-jijñāsā. Todas las actividades del ser humano deben considerarse un fracaso, a menos que este indague cuál es la naturaleza del Absoluto. Por lo tanto, aquellos que comienzan a preguntarse por qué están sufriendo o de dónde vienen y a dónde irán después de morir, son estudiantes idóneos del Bhagavad-gītā que pueden entenderlo. El estudiante sincero también debe tener un firme respeto por la Suprema Personalidad de Dios. Arjuna era un estudiante de esa índole.

Blandt alle de mange lidende mennesker er der kun ganske få, der rent faktisk spørger ind til deres situation i tilværelsen – hvem de er, hvorfor de er blevet sat i denne prekære situation osv. Medmindre man vågner op og begynder at spørge, hvorfor man lider, og medmindre man erkender, at man ikke har lyst til at lide, men hellere end gerne vil finde en løsning på al lidelse, kan man ikke betragtes som et fuldkomment menneske. Menneskelighed begynder først, når den slags spørgsmål opstår i ens sind. I Brahma-sūtra (1.1.1) betegnes den slags spørgsmål som brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Medmindre et menneske udforsker naturen af det Absolutte, må alle dets handlinger siges at være fejlslagne. De, der begynder at stille spørgsmål om, hvorfor de lider, hvor de kom fra, og hvor de skal hen efter døden, er således de rette elever til at forstå Bhagavad-gītā. Den oprigtige elev skal også have dyb respekt for Guddommens Højeste Personlighed. Sådan en elev var Arjuna.

El Señor Kṛṣṇa desciende específicamente para restablecer el verdadero propósito de la vida, cuando el hombre olvida ese propósito. Incluso entonces, de entre muchísimos seres humanos que despiertan, puede que haya uno que verdaderamente adopte el espíritu de entender su posición, y para él se habla este Bhagavad-gītā. En verdad, a todos nos ha tragado el tigre de la nesciencia, pero el Señor es muy misericordioso con las entidades vivientes, en especial con los seres humanos. Con ese fin habló el Bhagavad-gītā, convirtiendo en Su alumno a Su amigo Arjuna.

Herren Kṛṣṇa nedstiger især for at genetablere livets virkelige formål, når mennesket har glemt dette formål. Selv da er der blandt mange, mange mennesker, der vågner op til disse spørgsmål, måske kun ét, der virkelig forstår sin egentlige natur, og det er for dette menneske, at Bhagavad-gītā blev talt. I virkeligheden bliver vi alle slugt af uvidenhedens tiger, men Herren er meget barmhjertig mod de levende væsener, især mod mennesker. Derfor talte Han Bhagavad-gītā, og Han gjorde Sin ven Arjuna til eleven, der modtog Bhagavad-gītā.

Siendo un asociado del Señor Kṛṣṇa, Arjuna estaba por encima de toda ignorancia, pero a él se lo sumió en la ignorancia en el campo de batalla de Kurukṣetra, tan solo para que le hiciera preguntas al Señor Kṛṣṇa acerca de los problemas de la vida, de manera que el Señor pudiera explicarlos para beneficio de las generaciones futuras de seres humanos y trazar así el plan de la vida. El hombre podría entonces actuar de conformidad con ello y perfeccionar la misión de la vida humana.

Som Herren Kṛṣṇas evige ledsager var Arjuna hævet over uvidenhed, men på Kurukṣetras slagmark blev han med vilje hensat i uvidenhed, så han kunne udspørge Herren Kṛṣṇa om livets problemer. Det gav Herren lejlighed til at diskutere dem til gavn for fremtidige generationer af mennesker og udstikke planen med livet, så mennesker herefter kunne handle i overensstemmelse dermed og opfylde livets mission.

La materia de que trata el Bhagavad-gītā entraña la comprensión de cinco verdades básicas. En primer lugar, se explica la ciencia de Dios, y luego, la posición constitucional de las entidades vivientes, las jīvas. Existe el īśvara, que significa el controlador, y existen las jīvas, las entidades vivientes a quienes se controla. Si una entidad viviente dice que a ella no la controlan, sino que es libre, entonces está demente. El ser viviente está controlado en todo aspecto, al menos en su vida condicionada. Así que la materia que se estudia en el Bhagavad-gītā trata del īśvara, el supremo controlador, y las jīvas, las entidades vivientes controladas. También se discuten prakṛti (la naturaleza material), el tiempo (la duración de la existencia de todo el universo o de la manifestación de la naturaleza material) y karma (la actividad). La manifestación cósmica está llena de diferentes actividades. Todas las entidades vivientes están dedicadas a diferentes actividades. Con el Bhagavad-gītā debemos aprender qué es Dios, qué son las entidades vivientes, qué es prakṛti, qué es la manifestación cósmica, cómo el tiempo la controla y cuáles son las actividades de las entidades vivientes.

Bhagavad-gītās tema er forståelsen af fem grundlæggende sandheder. For det første bliver videnskaben om Gud forklaret, og derefter bliver de levende væsener eller jīvaernes naturlige position beskrevet. Først er der īśvara, der betyder herskeren, og dernæst er der jīvaerne eller de levende væsener, der beherskes. Hvis nogen siger, at de ikke står under kontrol, men er frie, er de sindsforvirrede. I det mindste i deres betingede tilstand står de levende væsener under kontrol i enhver henseende. Så Bhagavad-gītā handler om īśvara, den højeste hersker, og jīvaerne, de beherskede levende væsener. Endvidere bliver prakṛti (den materielle natur) og tiden (kāla, varigheden af hele universet eller manifesteringen af den materielle natur) samt karma (handling) forklaret. Hele den kosmiske manifestation er fuld af aktivitet. Alle levende væsener har travlt med forskellige handlinger. Vi må lære fra Bhagavad-gītā, hvad Gud er, hvad de levende væsener er, hvad prakṛti er, hvad den kosmiske manifestation er, og hvordan den bliver styret af tiden, og hvad de levende væseners handlinger er.

De estos cinco temas básicos, en el Bhagavad-gītā se establece que la Divinidad Suprema, o Kṛṣṇa, o Brahman, o el supremo controlador, o Paramātmā —se puede emplear el nombre que se desee—, es el más importante de todos. Los seres vivientes son semejantes al controlador supremo desde el punto de vista cualitativo. Por ejemplo, el Señor tiene el control de los asuntos universales de la naturaleza material, como se explicará en los capítulos finales del Bhagavad-gītā. La naturaleza material no es independiente. Ella actúa bajo la dirección del Señor Supremo. Como dice el Señor Kṛṣṇa: mayādhyakṣeṇa prākṛtiḥ sūyate sa-carācaram, «Esta naturaleza material está actuando bajo mi dirección». Cuando vemos que en la naturaleza cósmica ocurren cosas maravillosas, hemos de saber que tras esa manifestación cósmica hay un controlador. Nada podría manifestarse sin estar controlado. Es pueril no tener en cuenta al controlador. Por ejemplo, un niño puede que piense que el automóvil es algo muy maravilloso, por ser capaz de desplazarse sin ser tirado por un caballo u otro animal, pero un hombre cuerdo conoce la naturaleza del funcionamiento mecánico del automóvil. Él siempre sabe que tras la maquinaria hay un hombre, un conductor. De modo similar, el Señor Supremo es el conductor bajo cuya dirección todo está funcionando. Ahora bien, como notaremos en los capítulos finales, el Señor ha aceptado que las jīvas, o las entidades vivientes, son Sus partes integrales. Una partícula de oro también es oro, una gota de agua del océano también es salada, y, de igual manera, nosotros, las entidades vivientes, siendo parte integral del supremo controlador, īśvara, o Bhagavān, el Señor Kṛṣṇa, tenemos todas las cualidades del Señor Supremo en una diminuta cantidad, porque somos īśvaras diminutos, īśvaras subordinados. Nosotros estamos tratando de controlar la naturaleza, tal como actualmente estamos tratando de controlar el espacio o los planetas, y esa tendencia a controlar existe porque se halla en Kṛṣṇa. Pero aunque tenemos la tendencia a enseñorearnos de la naturaleza material, debemos saber que no somos el controlador supremo. Ello se explica en el Bhagavad-gītā.

Af disse fem grundlæggende emner i Bhagavad-gītā fastslås det, at den Højeste Guddom, Kṛṣṇa, Brahman, den Højeste Hersker eller Paramātmā – man kan kalde Ham, hvad man vil – er den største af alle. Kvalitativt er de levende væsener lig med den højeste hersker. For eksempel har Herren kontrol over de universelle anliggender i den materielle natur, som det vil blive forklaret i Bhagavad-gītās sidste kapitler. Den materielle natur er ikke uafhængig. Hun fungerer under den Højeste Herres opsyn. Som Herren Kṛṣṇa siger (Bg. 9.10), mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ, sūyate sa-carācaram: “Denne materielle natur fungerer under Min ledelse.” Når vi ser forunderlige ting ske i den kosmiske natur, må vi forstå, at der står en hersker bag denne udfoldelse. Uden styring vil ingenting kunne blive manifesteret. Det er barnligt ikke at tage en hersker i betragtning. Et barn kan tro, at det er helt fantastisk, at en bil kan køre uden en hest eller et andet dyr til at trække den, men et fornuftigt menneske forstår naturen af bilens mekaniske arrangement. Det ved, at der bag maskineriet altid findes et menneske eller en fører. På samme måde er den Højeste Herre den fører, under hvis ledelse alt sker. Som det vil fremgå af senere kapitler, accepterer Herren jīvaerne eller de levende væsener som Sine uadskillelige dele. En guldpartikel er også guld, en dråbe af havet er også salt, og på samme måde besidder vi, de levende væsener, som uadskillelige dele af den højeste hersker, Śrī Kṛṣṇa, alle Hans kvaliteter i minimal grad, for vi er små īśvaraer eller underordnede herskere. Som det kan ses i vores forsøg på at beherske rummet og planeterne, forsøger vi at beherske naturen, og denne tendens til at ville herske findes også i Kṛṣṇa. Men selv om vi har en tilbøjelighed til at herske over den materielle natur, må vi forstå, at vi ikke er de højeste herskere. Det bliver alt sammen forklaret i Bhagavad-gītā.

¿Qué es la naturaleza material? Eso también se explica en el Gītā, diciendo que es prakṛti inferior, naturaleza inferior. A la entidad viviente se la explica como la prakṛti superior. Ya sea superior o inferior, prakṛti siempre se halla bajo control. Prakṛti es femenina, y el Señor la controla tal como el esposo controla las actividades de la esposa. Prakṛti siempre está subordinada, predominada por el Señor, quien es el predominador. Tanto las entidades vivientes como la naturaleza material están predominadas, controladas, por el Señor Supremo. De acuerdo con el Gītā, aunque las entidades vivientes son partes integrales del Señor Supremo, se las debe considerar prakṛti. Eso se menciona claramente en el capítulo siete del Bhagavad-gītā. Apareyam itas tv anyāṁ prakṛtiṁ viddhi me parāṁ/ jīva-bhūtām: «Esta naturaleza material es Mi prakṛti inferior, pero más allá de ella hay otra prakṛti: jīva-bhūtām, la entidad viviente».

Hvad er den materielle natur? Den bliver også forklaret i Bhagavad- gītā som lavere prakṛti, den lavere natur. De levende væsener beskrives som højere prakṛti. Uanset om prakṛti er højere eller lavere, er den altid underlagt kontrol. Prakṛti er hunkøn og beherskes af Herren, ligesom en kvinde forventes at stå under en mand. Prakṛti er altid underordnet og beherskes af Herren, der er den overordnede. De levende væsener og den materielle natur bliver begge styret og behersket af den Højeste Herre. Selv om de levende væsener er uadskillelige dele af den Højeste Herre, skal de ifølge Bhagavad-gītā betragtes som prakṛti. Dette bliver forklaret i Bhagavad-gītās 7. kapitel, vers 5. Apareyam itas tv anyāṁ, prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “Denne materielle natur er Min lavere prakṛti, men ud over den er der en anden prakṛti, der består af det levende væsen (jīva-bhūtām).”

La propia naturaleza material está constituida por tres cualidades: la modalidad de la bondad, la modalidad de la pasión y la modalidad de la ignorancia. Por encima de estas modalidades se halla el tiempo eterno, y mediante una combinación de esas modalidades de la naturaleza, y bajo el control y la supervisión del tiempo eterno, aparecen las actividades, las cuales se denominan karma. Estas actividades se están realizando desde tiempo inmemorial, y nosotros estamos sufriendo o disfrutando de los frutos de nuestras actividades. Por ejemplo, supóngase que yo soy un hombre de negocios que ha trabajado muy duro y con inteligencia, y que ha amasado una gran fortuna. Entonces, soy un disfrutador. Pero, supóngase que luego pierdo todo mi dinero en los negocios. Entonces, me embarga el sufrimiento. De la misma manera, en cada aspecto de la vida disfrutamos de los resultados de nuestro trabajo o sufrimos con los resultados de él. Eso se denomina karma.

Selve den materielle natur består af tre kvaliteter: godhedens kvalitet, lidenskabens kvalitet og uvidenhedens kvalitet. Over disse kvaliteter findes den evige tid, og gennem en kombination af naturens kvaliteter og under den evige tids styring og opsyn foregår der handlinger, der kaldes karma. Disse handlinger har foregået i umindelige tider, og vi lider under eller nyder frugterne af vores handlinger. Lad os for eksempel sige, at jeg er forretningsmand og gennem hårdt arbejde har oparbejdet en stor bankkonto. Så er jeg den, der nyder. Men hvis jeg taber alt i en forretning, lider jeg. På den måde enten nyder eller lider vi i alle livets faser under resultaterne af vores arbejde. Dette kaldes karma.

En el Bhagavad-gītā se explican todos esos temas: īśvara (el Señor Supremo), jīva (la entidad viviente), prakṛti (la naturaleza), kāla (el tiempo eterno) y karma (la actividad). De estos cinco, el Señor, las entidades vivientes, la naturaleza material y el tiempo son eternos. La manifestación de prakṛti puede que sea temporal, pero no es falsa. Algunos filósofos dicen que la manifestación de la naturaleza material es falsa, pero, según la filosofía del Bhagavad-gītā o según la filosofía de los vaiṣṇavas, no es así. La manifestación del mundo no se acepta como falsa; se acepta como real, pero temporal. Se dice que se asemeja a una nube que se desplaza por el cielo, o a la llegada de la estación lluviosa que nutre los granos. En cuanto la estación lluviosa se acaba y la nube desaparece, se secan todos los cultivos que la lluvia nutría. De la misma manera, esta manifestación material aparece en un cierto momento, permanece por un tiempo y luego desaparece. Así es el funcionamiento de prakṛti. Pero ese ciclo existe eternamente. Por lo tanto, prakṛti es eterna; no es falsa. El Señor se refiere a ella como «Mi prakṛti». Esta naturaleza material es la energía separada del Señor Supremo, y, de igual manera, las entidades vivientes también son la energía del Señor Supremo, aunque no están separadas, sino, más bien, relacionadas eternamente. Así que, el Señor, la entidad viviente, la naturaleza material y el tiempo están todos interrelacionados y son todos eternos. Sin embargo, el otro factor, karma, no es eterno. Los efectos del karma puede que sean de hecho muy antiguos. Estamos padeciendo o disfrutando de los resultados de nuestras actividades desde tiempos inmemoriales, pero podemos cambiar los resultados de nuestro karma, o actividad, y ese cambio depende del perfeccionamiento de nuestro conocimiento. Estamos dedicados a diversas actividades, e, indudablemente, no sabemos qué clase de actividades deberíamos adoptar para lograr liberarnos de las acciones y reacciones de todas ellas, pero esto también se explica en el Bhagavad-gītā.

Îśvara (den Højeste Herre), jīva (det levende væsen), prakṛti (naturen), kāla (evig tid) og karma (handling) forklares således i Bhagavad- gītā. Af disse fem er Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden evige. Manifestationen af prakṛti er midlertidig, men den er ikke falsk. Visse filosoffer hævder, at tilsynekomsten af den materielle natur er falsk, men ifølge Bhagavad-gītās filosofi eller vaiṣṇava-filosofien er det ikke tilfældet. Verden er ikke falsk. Den er virkelig nok, men den er blot midlertidig. Den sammenlignes med en sky, der bevæger sig hen over himlen, eller med regntiden, hvis indtog nærer kornet. Så snart regntiden er forbi, og skyerne forsvinder, udtørrer afgrøderne, der før blev næret af regnen. På samme måde fremkommer den materielle verden med bestemte intervaller, forbliver et stykke tid og forsvinder så igen. Sådan fungerer prakṛti. Men denne cyklus er evig. Prakṛti er derfor evig. Den er ikke falsk. Herren refererer til den som “Min prakṛti”. Den materielle natur er den Højeste Herres adskilte energi, og på samme måde er de levende væsener også den Højeste Herres energi. De er dog ikke adskilte, men evigt forbundne.

La posición de īśvara, el Señor Supremo, es la de ser la conciencia suprema. Las jīvas, o las entidades vivientes, siendo partes integrales del Señor Supremo, también están conscientes. Tanto a la entidad viviente como a la naturaleza material se las explica como prakṛti, energía del Señor Supremo, pero una de las dos, la jīva, está consciente; la otra prakṛti no lo está . He ahí la diferencia. Por consiguiente, la jīva-prakṛti se denomina superior, debido a que la jīva tiene una conciencia que es similar a la del Señor. Sin embargo, la del Señor es la conciencia suprema, y uno no debe creer que la jīva, la entidad viviente, también es supremamente consciente. El ser viviente no puede ser supremamente consciente en ninguna etapa de su perfeccionamiento, y la teoría de que puede serlo es una teoría engañosa. Consciente sí puede ser, pero no perfecta o supremamente consciente.

Så Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden er alle forbundet med hinanden, og de er alle evige. Den femte bestanddel, karma, er imidlertid ikke evig, selv om virkningerne af karma meget vel kan være meget gamle. Vi har lidt under eller nydt resultaterne af vore handlinger siden tidernes morgen, men vi kan ændre på resultatet af vores karma eller handlinger, og denne ændring er afhængig af fuldkommengørelsen af vores viden. Vi har travlt med alle mulige ting, og vi ved helt sikkert ikke, hvad vi skal gøre for at blive udfriet fra alle disse handlingers årsager og virkninger, men det bliver også forklaret i Bhagavad-gītā.
Îśvara eller den Højeste Herre befinder Sig i positionen som den højeste bevidsthed. Som uadskillelige dele af den Højeste Herre er jīvaerne eller de levende væsener også bevidste. Både det levende væsen og den materielle natur bliver beskrevet som prakṛti, den Højeste Herres energi, men af de to er det kun jīvaen, der er bevidst. Den anden prakṛti er ikke bevidst. Det er forskellen. Eftersom jīvaen er bevidst ligesom Herren, klassificeres jīva-prakṛti som højere energi. Herrens bevidsthed er imidlertid den højeste. Man kan ikke sige, at jīvaen eller det levende væsen også er den højeste bevidsthed. Det levende væsen bliver på intet stadie af sin fuldendelse til den højeste bevidsthed. Teorien om, at han gør det, er en vildledende teori. Han er bevidst, men han er ikke den perfekte eller højeste bevidsthed.

La diferencia que hay entre la jīva y el īśvara se explicará en el capítulo trece del Bhagavad-gītā. El Señor es kṣetra-jña, está consciente, tal como lo está el ser viviente, pero el ser viviente está consciente de su cuerpo en particular, mientras que el Señor está consciente de todos los cuerpos. Como Él vive en el corazón de todo ser viviente, está consciente de los movimientos psíquicos de cada jīva en particular. No debemos olvidar esto. También se explica que el Paramātmā, la Suprema Personalidad de Dios, vive en el corazón de todos como īśvara, como el controlador, y que le da indicaciones a la entidad viviente para que actúe como lo desee. La entidad viviente se olvida de lo que hay que hacer. Primero decide actuar de una cierta manera, y luego se enreda en las acciones y reacciones de su propio karma. Después de abandonar un tipo de cuerpo, entra en otro tipo de cuerpo, tal como uno se pone y se quita la ropa. Mientras el alma transmigra de ese modo, sufre las acciones y reacciones de sus actividades pasadas. Esas actividades pueden cambiarse cuando el ser viviente se halla bajo el control de la modalidad de la bondad, cuando está cuerdo y entiende qué clase de actividades debe adoptar. Si así lo hace, se puede entonces hacer que cambien todas las acciones y reacciones de sus actividades pasadas. En consecuencia, el karma no es eterno. Por lo tanto, dijimos que de los cinco factores (īśvara, jīva, prakṛti, el tiempo y el karma), cuatro son eternos, mientras que el karma no lo es.

Forskellen på jīvaen og īśvaraen bliver forklaret i Bhagavad-gītās 13. kapitel. Herren er kṣetra-jñah, dvs. bevidst ligesom det levende væsen, men det levende væsen er kun bevidst om sin egen krop, hvorimod Herren er bevidst om alle kroppe. Eftersom Han befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, er Han bevidst om de enkelte jīvaers mentale tilstand, hvilket er vigtigt aldrig at glemme. Det bliver også forklaret, at Paramātmā, Guddommens Højeste Personlighed, bor i alles hjerter som īśvara eller herskeren, der vejleder det levende væsen i at gøre, hvad det gerne vil. Det levende væsen glemmer, hvad det har at gøre. Først beslutter det sig for at gøre det ene og så det andet, og derefter bliver det indfanget af årsag og virkning af sin egen karma. Når det forlader den ene krop, bliver det ført ind i en anden krop, ligesom vi skifter tøj. Under sin vandring fra krop til krop lider sjælen således under årsagerne og virkningerne fra sine tidligere handlinger. Disse handlinger kan ændres, når det levende væsen befinder sig i godhedens kvalitet, dvs. når det bliver intelligent og forstår, hvad slags aktiviteter det bør gøre. Hvis det gør det, kan alle årsagerne og virkningerne fra alle dets forudgående handlinger ændres. Som sådan er karma ikke evig. Det var derfor, vi skrev, at af de fem punkter (īśvara, jīva, prakṛti, tiden (kāla) og karma) er fire af dem evige, men karma er det ikke.

El supremo īśvara consciente es semejante a la entidad viviente en esto: tanto la conciencia del Señor como la de la entidad viviente son trascendentales. La conciencia no la genera la asociación con la materia. Esa es una idea equivocada. En el Bhagavad-gītā no se acepta la teoría de que la conciencia se desarrolla bajo ciertas circunstancias producto de la combinación material. La cobertura de las circunstancias materiales puede hacer que la conciencia se refleje de un modo desvirtuado, de la misma manera en que la luz que se refleja a través de un vidrio teñido puede que parezca ser de un cierto color; pero a la conciencia del Señor no la afecta lo material. El Señor Kṛṣṇa dice: mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ. Cuando Él desciende al universo material, Su conciencia no es afectada por lo material. Si ello lo afectara, Él no sería apto para hablar de asuntos trascendentales, tal como lo hace en el Bhagavad-gītā. Uno no puede decir nada acerca del mundo trascendental, si no está libre de la conciencia contaminada por lo material. Así que al Señor no lo contamina lo material, pero en los actuales momentos nuestra conciencia sí se halla contaminada por lo material. El Bhagavad-gītā enseña que tenemos que purificar esa conciencia contaminada por lo material. Al encontrarnos en el estado de conciencia pura, nuestras acciones se acoplarán con la voluntad del īśvara, y eso nos hará felices. No ha de creerse que tenemos que cesar todas las actividades, sino que nuestras actividades deben ser purificadas, y, una vez purificadas, se denominan bhakti. Las actividades en estado de bhakti parecen ser actividades ordinarias, pero no están contaminadas. Una persona ignorante puede que vea que el devoto está obrando o trabajando como un hombre ordinario, pero dicha persona de escaso acopio de conocimiento no sabe que a las actividades del devoto o del Señor no las contamina la conciencia impura o la materia. Ellos son trascendentales a las tres modalidades de la naturaleza. Hemos de saber, sin embargo, que en este momento nuestra conciencia está contaminada.

Den suverænt bevidste īśvara er lig med det levende væsen på følgende måde: Herrens såvel som det levende væsens bevidsthed er begge transcendentale. Det er ikke rigtigt, at bevidsthed opstår på grund af kontakten med materie. Det er en forkert ide. Teorien om, at bevidsthed opstår under de rigtige forhold i materien, accepteres ikke i Bhagavad- gītā. Bevidsthed kan komme forvrænget til udtryk, når den afspejles gennem materie, ligesom lys reflekteret gennem farvet glas kan se ud som den pågældende farve, men Herrens bevidsthed bliver ikke påvirket af materie. Herren Kṛṣṇa bemærker, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ (Bg. 9.10). Når Han stiger ned til det materielle univers, bliver Hans bevidsthed ikke påvirket af materie. Hvis Han blev påvirket, ville Han ikke være kvalificeret til at undervise os i transcendentale emner, som Han gør det i Bhagavad-gītā. Man kan ikke udtale sig om den transcendentale verden uden at være fri for materielt besmittet bevidsthed. Så Herren er ikke materielt besmittet. På nuværende tidspunkt er vores bevidsthed dog materielt besmittet. Bhagavad-gītā underviser os i nødvendigheden af at få vor materielt besmittede bevidsthed renset. Når vores bevidsthed er ren, bliver vore handlinger sammenføjet med īśvaras vilje, og det vil gøre os lykkelige. Vi behøver ikke ophøre med alle vore handlinger. Vore handlinger skal blot renses, og sådanne rensede handlinger kaldes bhakti. Handlinger i bhakti kan ligne almindelige handlinger, men de er ikke forurenede. For den uvidende kan det se ud, som om en hengiven handler eller arbejder, som folk i almindelighed gør det, men den, der har så lidt indsigt, ved ikke, at Herrens hengivnes handlinger ikke er besmittet af uren bevidsthed eller materie. De er hævet over naturens tre kvaliteter. Vi må dog forstå, at vores bevidsthed på nuværende tidspunkt er forurenet.

Cuando estamos contaminados por lo material, se nos llama condicionados. La conciencia falsa se exhibe bajo la impresión de que «yo soy un producto de la naturaleza material». Eso se denomina ego falso. Aquel que está absorto en pensar en concepciones corporales, no puede entender su situación. El Bhagavad-gītā se presentó para liberarlo a uno de la concepción corporal de la vida, y Arjuna se puso en esa posición para recibir esa información de labios del Señor. Uno tiene que liberarse de la concepción corporal de la vida; eso constituye la actividad preliminar del trascendentalista. Aquel que quiere ser libre, que quiere liberarse, debe primero que todo aprender que no es este cuerpo material. Mukti, o liberación, significa estar libre de la conciencia material. También en el Śrīmad-Bhāgavatam se da la definición de liberación. Muktir hitvānyathā-rūpaṁ svarūpeṇa vyavasthitiḥ: mukti significa liberarse de la conciencia contaminada de este mundo material, y situarse en el estado de conciencia pura. Todas las instrucciones del Bhagavad-gītā tienen la finalidad de despertar esa conciencia pura, y, por consiguiente, encontramos que en la última etapa de las instrucciones del Gītā, Kṛṣṇa le pregunta a Arjuna si ya se encuentra en el estado de conciencia purificada. Conciencia purificada significa actuar de conformidad con las instrucciones del Señor. Esta es toda la esencia de la conciencia purificada. Como somos partes integrales del Señor, la conciencia ya está allí, pero en nuestro caso existe la propensión a ser afectados por las modalidades inferiores. Mas, el Señor, siendo el Supremo, nunca se ve afectado. Esa es la diferencia entre el Señor Supremo y las pequeñas almas individuales.

Når vi er forurenede af materie, kaldes vi betingede. Falsk bevidsthed giver sig til kende i opfattelsen af, at jeg er et produkt af den materielle natur. Det kaldes falsk ego. Den, der er hensunket i en kropslig livsopfattelse, kan ikke forstå sin virkelige situation. Bhagavad-gītā blev talt for at befri os for den kropslige livsopfattelse, og Arjuna satte sig selv i den tilstand for at kunne modtage denne viden fra Herren. Man skal blive fri for den kropslige livsopfattelse. Det er en transcendentalists første opgave. Vil man befries, må man for det første forstå, at man ikke er sin materielle krop. Mukti eller befrielse vil sige at blive fri for materiel bevidsthed. Den samme definition på befrielse bliver også givet i Śrīmad- Bhāgavatam (2.10.6). Muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Mukti betyder at blive befriet for den materielle verdens forurenede bevidsthed og blive situeret i ren bevidsthed. Formålet med alle instruktionerne i Bhagavad-gītā er at genopvække denne rene bevidsthed, og derfor finder vi i slutningen af Bhagavad-gītā, at Kṛṣṇa spørger Arjuna, om hans bevidsthed nu er renset. At have ren bevidsthed vil sige at handle på Herrens vejledning. Det er summa summarum af ren bevidsthed. Som uadskillelige dele af Herren er vi allerede bevidste, men vi er tilbøjelige til at blive påvirket af de lavere kvaliteter. Den Højeste Herre bliver derimod aldrig påvirket. Det er forskellen på den Højeste Herre og de små individuelle sjæle.

¿Qué es esa conciencia? Esa conciencia es «yo soy». Y, ¿qué soy? Cuando la conciencia está contaminada, «yo soy» significa «yo soy el señor de todo lo que veo. Yo soy el disfrutador». El mundo gira porque cada ser vivo cree que es el señor y creador del mundo material. La conciencia material tiene dos divisiones psíquicas. Una de ellas es que «yo soy el creador» y la otra es que «yo soy el disfrutador». Pero, en realidad, el Señor Supremo es tanto el creador como el disfrutador, y la entidad viviente, siendo parte integral del Señor Supremo, no es ni el creador ni el disfrutador, sino un cooperador. Ella es lo creado y lo disfrutado. Por ejemplo, una parte de una máquina coopera con toda la máquina; una parte del cuerpo coopera con todo el cuerpo. Las manos, las piernas, los ojos, etc., son todos partes del cuerpo, pero no son realmente los disfrutadores. El estómago es el disfrutador. Las piernas transportan, las manos suministran comida, los dientes mastican, y todas las partes del cuerpo se ocupan de satisfacer al estómago, porque este es el principal factor que nutre el funcionamiento del cuerpo. Por lo tanto, al estómago se le da todo. Uno nutre el árbol regando su raíz, y uno nutre el cuerpo alimentando al estómago, pues para que el cuerpo se mantenga sano, las partes del cuerpo deben cooperar en alimentar al estómago. De igual manera, el Señor Supremo es el disfrutador y el creador, y nosotros, como seres vivientes subordinados que somos, tenemos la función de cooperar para satisfacerlo. Esa cooperación de hecho nos ayudará, tal como la comida que recibe el estómago ayuda a todas las demás partes del cuerpo. Si los dedos de la mano creen que ellos deben tomar la comida en vez de proporcionársela al estómago, se frustrarán. La figura central de la creación y del disfrute es el Señor Supremo, y las entidades vivientes son cooperadoras. Ellas disfrutan mediante la cooperación. La relación es también como la que hay entre el amo y el sirviente. Si el amo está plenamente satisfecho, entonces el sirviente también lo estará. Así mismo, se debe satisfacer al Señor Supremo, aunque la tendencia a volverse el creador y la tendencia a disfrutar el mundo material también se encuentran en las entidades vivientes, porque esas tendencias se hallan en el Señor Supremo, el cual creó el mundo cósmico manifestado.

Hvad er så bevidsthed? Det er bevidstheden om, at “jeg er”. Hvad er “jeg” da? Når bevidstheden er besmittet, indebærer “jeg er”, at jeg er herre over alt. Jeg er nyderen. Verden kredser omkring hvert eneste levende væsens tro på, at det er den materielle verdens herre og skaber. Materiel bevidsthed har to psykologiske kategorier. Den ene er, at jeg er skaberen, og den anden, at jeg er nyderen. Men i virkeligheden er det den Højeste Herre, der både er skaberen og nyderen. Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste Herre hverken skaber eller nyder. Det er en medarbejder. Det er den skabte og den, der skal nydes. For eksempel samarbejder en del af en maskine med hele maskineriet. En del af kroppen samarbejder med hele kroppen. Hænderne, benene, øjnene osv. er alle dele af kroppen, men de er ikke de virkelige nydere. Maven er den, der nyder. Benene bevæger sig, hænderne skaffer føde, tænderne tygger den osv. Alle kropsdelene er beskæftiget med at tilfredsstille maven, for det er maven, der er hovedfaktoren i næringen af kroppen. Alt bliver derfor givet til maven. Man nærer træet ved at vande dets rod, og man nærer kroppen ved at forsyne maven. Hvis kroppen skal holdes sund og rask, må alle kropsdelene arbejde sammen for at give maven mad. På samme måde er den Højeste Herre den, der nyder og skaber, mens vi som underordnede levende væsener er til for at samarbejde for at tilfredsstille Ham. Et sådant samarbejde vil i virkeligheden hjælpe os på samme måde som mad, der fordøjes i maven, hjælper alle de andre dele af kroppen. Hvis håndens fingre tror, at de selv kan indtage maden i stedet for at give den til maven, skuffes de. Den centrale skaber og nyder er den Højeste Herre, og de levende væsener er samarbejdere. Gennem dette samarbejde vil de nyde. Det samme princip gør sig gældende i forholdet mellem herren og tjeneren. Hvis en herre er helt tilfreds, er tjeneren det også. Den Højeste Herre skal tilfredsstilles på samme måde. Tilbøjeligheden til at skabe og tilbøjeligheden til at nyde den materielle verden findes dog også i de levende væsener, for disse tilbøjeligheder er til stede i den Højeste Herre, der har manifesteret den kosmiske verden.

Encontraremos, pues, en este Bhagavad-gītā, que el todo completo comprende al controlador supremo, las entidades vivientes controladas, la manifestación cósmica, el tiempo eterno y karma, o las actividades, y todo ello se explica en este texto. Todo ello tomado en conjunto forma el todo completo, y a este se lo denomina la Suprema Verdad Absoluta. El todo completo y la Verdad Absoluta completa constituyen la Suprema Personalidad de Dios completa, Śrī Kṛṣṇa. Todas las manifestaciones se deben a Sus diferentes energías. Él es el todo completo.

Derfor finder vi i Bhagavad-gītā, at den totale helhed udgøres af den Højeste Hersker, de beherskede levende væsener, den kosmiske manifestation, den evige tid og endelig karma eller handlinger, og hver af dem bliver beskrevet i denne tekst. Tilsammen udgør de den totale helhed, og den totale helhed kaldes den Absolutte Sandhed. Den totale helhed og den fuldstændige Absolutte Sandhed er Guddommens Fuldendte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Alle manifestationer skyldes ene og alene Hans forskellige energier. Han er den fuldstændige helhed.

En el Gītā se explica además que el Brahman impersonal también está subordinado a la Suprema Persona completa (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). En el Brahma-sūtra, el Brahman se explica de un modo más explícito, diciendo que es como los rayos de la luz del Sol. El Brahman impersonal constituye los luminosos rayos de la Suprema Personalidad de Dios. El Brahman impersonal es la comprensión incompleta del todo absoluto, tal como lo es también la concepción de Paramātmā. En el capítulo quince se verá que la Suprema Personalidad de Dios, Puruṣottama, está más allá tanto del Brahman impersonal como de la parcial comprensión de Paramātmā. La Suprema Personalidad de Dios se dice que es sac-cid-ānanda-vigraha. La Brahma-saṁhitā empieza de la siguiente manera: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ sarva-kāraṇa-kāraṇam. «Govinda, Kṛṣṇa, es la causa de todas las causas. Él es la causa original y la propia forma de la eternidad, el conocimiento y la bienaventuranza». La comprensión del Brahman impersonal es la comprensión de Su característica sat (eternidad). La comprensión Paramātmā es la comprensión del sat, cit (conocimiento eterno). Pero la comprensión de la Personalidad de Dios, Kṛṣṇa, es la comprensión de todas las características trascendentales —sat, cit y ānanda (eternidad, conocimiento y bienaventuranza)—, en vigraha (forma) completa.

I Bhagavad-gītā (14.27) bliver det endvidere forklaret, at tilmed den upersonlige Brahman er underlagt den fuldkomne Højeste Personlighed (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). I Brahma-sūtra bliver Brahman mere nøjagtigt sammenlignet med Solens stråler. Den upersonlige Brahman er den skinnende stråleglans, der udstrømmer fra Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige Brahman er kun en delvis erkendelse af den absolutte helhed, og det samme gælder forestillingen om Paramātmā. I kapitel 15 fremgår det, at Guddommens Højeste Personlighed, Puruṣottama, er hævet over både den upersonlige Brahman og den delvise erkendelse af Paramātmā. Guddommens Højeste Personlighed bliver betegnet som sac-cid-ānanda-vigraha. Brahma-saṁhitā (5.1) begynder på denne måde: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda eller Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Han er den første årsag, og Han er selve formen af evighed, lyksalighed og kundskab.” At erkende den upersonlige Brahman vil sige at erkende Hans sat- eller evighedsaspekt. Erkendelse af Paramātmā er det samme som at erkende sat-cit (evig kundskab). Men at erkende Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, vil sige at erkende alle de transcendentale aspekter, dvs. sat, cit og ānanda (evighed, kundskab og lyksalighed) i deres fulde vigraha (form).

Cierta gente con poca inteligencia considera que la Verdad Suprema es impersonal. Pero Él es una persona trascendental, y esto lo confirman todas las Escrituras védicas. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). Así como nosotros somos seres vivientes individuales y tenemos nuestra individualidad, la Suprema Verdad Absoluta también es, en fin de cuentas, una persona, y la comprensión de la Personalidad de Dios es la comprensión de todas las características trascendentales, en Su forma completa. El todo completo no carece de forma. Si Él fuera informe o si fuera menos que cualquier otra cosa, entonces no podría ser el todo completo. El todo completo debe poseer todo lo que se halle dentro del marco de nuestra experiencia y más allá de ella, pues, de lo contrario, no podría ser completo.

Mindre intelligente mennesker anser den Højeste Sandhed for at være upersonlig, men Han er en transcendental person, hvilket bekræftes i hele den vediske litteratur. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). Ligesom vi alle er levende væsener med hver vores egen individualitet, er den Højeste Absolutte Sandhed yderst set også en person, og at erkende Guddommens Personlighed er det samme som at erkende de transcendentale aspekter til fulde i Hans fuldstændige form. Den totale helhed er ikke formløs. Hvis Han er formløs, eller hvis Han er mindre end noget andet, kan Han ikke være den totale helhed. Den totale helhed må nødvendigvis indeholde alt inden for vores erfaring såvel som det, der ligger uden for vores erfaring, ellers kan den ikke være total.

El todo completo, la Personalidad de Dios, tiene inmensas potencias (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). En el Bhagavad-gītā también se explica cómo Kṛṣṇa actúa con diferentes potencias. Este mundo de fenómenos, o mundo material, en el que se nos ha puesto, también es completo en sí mismo, porque los veinticuatro elementos de los que, según la filosofía sāṅkhya, este universo material es una manifestación temporal, están completamente adaptados para producir recursos completos, que se requieren para el mantenimiento y subsistencia de este universo. No hay nada que sea ajeno; ni tampoco se requiere de nada. Esta manifestación tiene su propio tiempo, fijado por la energía del todo supremo, y cuando su tiempo se complete, estas manifestaciones temporales serán aniquiladas por la disposición completa del completo. Existen facilidades completas para que las pequeñas unidades completas, es decir, las entidades vivientes, lleguen a comprender al completo, y todas las clases de estados incompletos se experimentan a causa del conocimiento incompleto acerca del completo. De manera que, el Bhagavad-gītā contiene el conocimiento completo de la sabiduría védica.

Den fuldkomne helhed eller Guddommens Højeste Personlighed har umådelige kræfter (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). I Bhagavad-gītā bliver det også forklaret, hvordan Kṛṣṇa handler gennem Sine forskellige energier. Den fænomenale eller materielle verden, vi er anbragt i, er også fuldstændig i sig selv, for de 24 elementer, som det materielle univers er en midlertidig manifestation af, er ifølge sāṅkhya-filosofien sat til at frembringe alle de nødvendige ressourcer, der skal til for at opretholde og understøtte universet. Der er intet overflødigt, og der mangler intet. Gennem den højeste helheds energi har denne manifestation sin egen fastsatte tid, og når den er slut, bliver de midlertidige manifestationer tilintetgjort gennem den fuldstændiges fuldstændige arrangement. De små fuldstændige enheder, dvs. de levende væsener, er blevet givet fulstændig mulighed for at erkende den fuldstændige, og enhver form for ufuldstændighed opleves kun på grund af vores egen ufuldstændige viden om den fuldstændige. Bhagavad-gītā indeholder således den fuldstændige kundskab om vedisk visdom.

Todo el conocimiento védico es infalible, y los hindúes aceptan el conocimiento védico como completo e infalible. Por ejemplo, el estiércol de la vaca es el excremento de un animal, y, según el smṛti, o el mandamiento védico, si uno toca el excremento de un animal, tiene que bañarse para purificarse. Pero en las Escrituras védicas se considera que el estiércol de vaca es un agente purificador. Uno pudiera considerar que esto es contradictorio, pero se acepta por ser un mandamiento védico, y, en efecto, uno no comete ningún error al aceptarlo. Posteriormente, la ciencia moderna ha comprobado que el estiércol de vaca contiene toda clase de propiedades antisépticas. Así que el conocimiento védico es completo, debido a que está más allá de toda duda y error, y el Bhagavad-gītā es la esencia de todo el conocimiento védico.

Al vedisk viden er perfekt og ufejlbarlig, og hinduer accepterer den som sådan. Kogødning er for eksempel afføring fra et dyr, og ifølge smṛti eller de vediske påbud skal man tage bad for at rense sig selv, hvis man har rørt ved afføring. Men i de vediske skrifter beskrives kogødning som rensende, hvilket kan opfattes som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre bliver det godtaget, for det er en vedisk instruktion, og ved at acceptere det går man heller ikke fejl i byen. I nyere tid er det således blevet bevist af moderne videnskab, at kogødning indeholder alle antiseptiske egenskaber. Så den vediske viden er fuldstændig, for den er hævet over enhver form for tvivl og fejltagelse, og Bhagavad-gītā er essensen af denne vediske viden.

El conocimiento védico no es una cuestión de investigación. Nuestra labor de investigación es imperfecta, porque estamos investigando las cosas con sentidos imperfectos. Tenemos que adquirir conocimiento perfecto, que, como se declara en el Bhagavad-gītā, desciende mediante el paramparā (la sucesión discipular). Tenemos que recibir el conocimiento de labios de la fuente indicada que forme parte de la sucesión discipular que comienza con el maestro espiritual supremo, el propio Señor, y del que se le ha hecho entrega a una sucesión de maestros espirituales. Arjuna, quien fue el alumno del Señor Śrī Kṛṣṇa, acepta todo lo que Él dice, sin contradecirlo. No se permite que uno acepte una porción del Bhagavad-gītā y otra no. De ninguna manera. Debemos aceptar el Bhagavad-gītā sin interpretarlo, sin omisiones y sin una participación caprichosa en la materia. Se debe tomar el Gītā como la presentación más perfecta del conocimiento védico. El conocimiento védico se recibe proveniente de fuentes trascendentales, y las primeras palabras las habló el propio Señor. Las palabras que habla el Señor se denominan apauruṣeya, lo cual significa que son diferentes de las palabras que habla una persona mundana, la cual adolece de cuatro defectos. Una persona mundana (1) es seguro que comete errores, (2) siempre está engañada, (3) tiene la tendencia a engañar a los demás, y (4) se halla limitada por unos sentidos imperfectos. Con estas cuatro imperfecciones, uno no puede proporcionar información perfecta acerca del conocimiento omnipresente.

Vedisk viden er ikke et spørgsmål om forskning. Vores forskning vil altid være mangelfuld, eftersom vi forsker med vores ufuldkomne sanser. Vi er nødt til at modtage perfekt viden, der, som der står i Bhagavad- gītā, kommer ned gennem paramparā (discipelrækken). Vi skal modtage viden fra den rette kilde i discipelrækken, der begynder med den højeste åndelige mester, Herren Selv, og som siden er blevet videreført ned gennem en række af åndelige mestre. Arjuna, der modtog undervisning direkte fra Herren Śrī Kṛṣṇa Selv, accepterede alt, Herren sagde, uden at sige Ham imod. Man har ikke lov til at acceptere én del af Bhagavad- gītā og forkaste noget andet. Nej, vi skal acceptere Bhagavad-gītā uden fortolkninger, uden at udelade noget og uden at iblande vore egne ideer. Bhagavad-gītā skal accepteres som den mest perfekte fremlæggelse af vedisk viden. Vedisk viden skal modtages fra transcendentale kilder, og de første ord blev talt af Herren Selv. Herrens ord kaldes apauruṣeya, hvilket vil sige, at de ikke kan sammenlignes med ord fra en verdslig person, der er behæftet med fire fejl og mangler. En verdslig person vil (1) helt sikkert begå fejl, (2) uvægerligt være underlagt illusion, (3) være tilbøjelig til at bedrage andre og (4) være begrænset af ufuldkomne sanser. Er man underlagt disse fire ufuldkommenheder, kan man ikke give fuldkommen viden om altomfattende kundskab.

El conocimiento védico no lo imparte esa clase de entidades vivientes defectuosas. Se le impartió en el corazón a Brahmā, el primer ser viviente que fue creado, y Brahmā a su vez diseminó ese conocimiento entre sus hijos y discípulos, tal como él lo recibió originalmente de labios del Señor. El Señor es pūrṇam, omniperfecto, y no hay ninguna posibilidad de que Él llegue a estar supeditado a las leyes de la naturaleza material. En consecuencia, uno debe ser lo suficientemente inteligente como para saber que el Señor es el único propietario de todo lo que hay en el universo, y que Él es el creador original, el creador de Brahmā. En el capítulo once, al Señor se lo nombra como prapitāmaha, porque a Brahmā se lo nombra como pitāmaha, el abuelo, y Él es el creador del abuelo. Así pues, uno no debe creer que es el propietario de nada. Uno debe aceptar únicamente las cosas que el Señor le ha asignado para su manutención.

Den vediske viden kommer ikke fra den slags mangelfulde levende væsener. Den blev indgivet i hjertet på Brahmā, det første skabte levende væsen, og Brahmā videregav derefter kundskaben til sine sønner og disciple, sådan som han oprindeligt havde modtaget den fra Herren. Herren er pūrṇam, helt perfekt, så Han kan på intet tidspunkt være underlagt den materielle naturs love. Man skal derfor være intelligent nok til at forstå, at Herren er den eneste ejer af alt i universet, og at Han er den oprindelige skaber, Brahmās skaber. I kapitel 11 bliver Herren tiltalt som prapitāmaha, for Brahmā kaldes pitāmaha, bedstefaderen, og Herren skabte bedstefaderen. Så ingen bør hævde at eje noget. Man må kun tage imod de ting, man er blevet tildelt af Herren som sin kvote til livets opretholdelse.

Hay muchos ejemplos de cómo hemos de utilizar esas cosas que el Señor nos ha asignado. Ello también se explica en el Bhagavad-gītā. Al principio, Arjuna decidió que no pelearía en la batalla de Kurukṣetra. Esa era su propia decisión. Arjuna le dijo al Señor que, después de matar a sus propios parientes, no iba a poder disfrutar del reino. Esta decisión se basaba en el cuerpo, porque Arjuna creía que él era el cuerpo, y que sus parientes o expansiones corporales eran sus hermanos, sobrinos, cuñados, abuelos, etc. Por consiguente, él quería satisfacer las exigencias de su cuerpo. El Señor habló el Bhagavad-gītā precisamente para cambiar ese punto de vista, y al final Arjuna decide pelear siguiendo las indicaciones del Señor, cuando dice: kariṣye vacanaṁ tava, «actuaré conforme a Tu palabra».

Der gives mange eksempler på, hvordan de ting, vi er blevet givet af Herren, skal anvendes, og dette bliver også forklaret i Bhagavad-gītā. I begyndelsen besluttede Arjuna sig for ikke at kæmpe i slaget på Kurukṣetra. Det var hans egen beslutning. Arjuna fortalte Herren, at han ikke ville kunne nyde kongeriget efter at have dræbt sine egne slægtninge. Den beslutning var baseret på kroppen, for han troede, at kroppen var ham selv, og at hans kropslige slægtsforhold eller ekspansioner var hans brødre, nevøer, svogre, bedstefædre osv. Derfor ville han tilfredsstille sine kropslige behov. Bhagavad-gītā blev talt af Herren for at ændre denne opfattelse, og til sidst besluttede Arjuna sig for at kæmpe under Herrens ledelse med ordene kariṣye vacanaṁ tava (Bg. 18.73): “Jeg vil handle i overensstemmelse med Din ordre.”

En este mundo, los hombres no fueron creados para reñir como los perros y los gatos. Los hombres deben ser inteligentes, para percatarse de la importancia de la vida humana y negarse a actuar como animales ordinarios. El ser humano debe darse cuenta de cuál es el objetivo de su vida; esa información se da en todas las Escrituras védicas, y la esencia de ella se da en el Bhagavad-gītā. La literatura védica está hecha para los seres humanos, no para los animales. Los animales pueden matar a otros animales y no hay posibilidad alguna de que incurran en pecado; pero si un hombre mata a un animal en aras de la satisfacción de su paladar descontrolado, se le culpará de romper las leyes de la naturaleza. En el Bhagavad-gītā se explica claramente que hay tres clases de actividades según las diferentes modalidades de la naturaleza: las actividades de la bondad, las de la pasión y las de la ignorancia. De modo similar, también hay tres clases de comestibles: comestibles influidos por la bondad, por la pasión y por la ignorancia. Todo esto se halla claramente descrito, y si utilizamos bien las instrucciones del Bhagavad-gītā, toda nuestra vida se purificará, y al final podremos llegar al destino que se encuentra más allá de este cielo material.

Det er ikke meningen, at mennesker skal strides i denne verden som hunde og katte. Et menneske skal være intelligent nok til at indse vigtigheden af den menneskelige tilværelse og afstå fra at handle som gemene dyr. Et menneske skal kende livets mål. Denne instruktion findes i hele den vediske litteratur, hvis essens er Bhagavad-gītā. Den vediske litteratur henvender sig til mennesker, ikke til dyr. Dyr kan dræbe andre levende væsener uden at pådrage sig synd, men hvis et menneske dræber et dyr udelukkende for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, vil det blive holdt ansvarligt for at bryde naturens love. I Bhagavad-gītā bliver det sagt klart og tydeligt, at der findes tre slags handlinger i overensstemmelse med naturens forskellige kvaliteter: handlinger i godhed, handlinger i lidenskab og handlinger i uvidenhed. På samme måde findes der tre slags fødevarer: mad i godhed, mad i lidenskab og mad i uvidenhed. Det bliver altsammen nøje forklaret, og hvis vi drager fordel af Bhagavad-gītās undervisning på den rigtige måde, bliver hele vores liv renset, og yderst set bliver vi i stand til at nå det sted, der ligger uden for den materielle himmel (yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama, Bg. 15.6).

Ese destino se denomina el cielo sanātana, el eterno cielo espiritual (yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama). En este mundo material observamos que todo es temporal. Todo aparece, permanece por algún tiempo, produce algunos subproductos, mengua y luego desaparece. Esa es la ley del mundo material, ya sea que usemos como ejemplo este cuerpo, un pedazo de fruta o cualquier otra cosa. Pero más allá de este mundo temporal, hay otro mundo del cual tenemos información. Ese mundo está hecho de otra naturaleza, la cual es sanātana, eterna. A la jīva también se la describe como sanātana, eterna, y en el capítulo once al Señor también se lo describe de esa manera. Nosotros tenemos una relación íntima con el Señor, y como todos somos uno desde el punto de vista cualitativo —el sanātana-dhama, o el cielo, la suprema personalidad sanātana y las entidades vivientes sanātana—, todo el propósito del Bhagavad-gītā es el de revivir nuestra ocupación sanātana, o el sanātana-dharma, que es la ocupación eterna de la entidad viviente. Nosotros nos hallamos dedicados temporalmente a diferentes actividades, pero todas ellas pueden purificarse, cuando las dejemos y emprendamos las actividades que prescribe el Señor Supremo. Eso se denomina nuestra vida pura.

Det sted kaldes sanātana-himmelen, den evige, åndelige himmel. I denne materielle verden kan det observeres, at alt er midlertidigt. Noget bliver til, forbliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, sygner hen og forsvinder så. Det er den materielle verdens lov, der gælder, uanset om vi taler om kroppen, en frugt eller noget andet. Men vi er blevet givet viden om, at uden for den midlertidige verden er der en anden verden. Den verden består af en anderledes natur, der kaldes sanātana eller evig. Jīvaen bliver også beskrevet som sanātana eller evig, og i kapitel 11 bliver Herren ligeledes beskrevet som sanātana. Vi har et nært forhold til Herren, og fordi vi alle (dvs. sanātana-dhāma eller den evige himmel, den evige Guddommens Højeste Personlighed og de levende væsener, der ligeledes er sanātana eller evige) kvalitativt er ét, er hele formålet med Bhagavad-gītā at genoplive vores sanātana-dharma eller det levende væsens evige beskæftigelse. Vi er midlertidigt engageret i forskellige handlinger, men alle disse handlinger kan blive renset, når vi opgiver de midlertidige handlinger til fordel for de handlinger, der foreskrives af den Højeste Herre. Det er, hvad et rent liv indebærer.

El Señor Supremo y Su morada trascendental son ambos sanātana, tal como lo son también las entidades vivientes, y la asociación conjunta del Señor Supremo y las entidades vivientes en la morada sanātana constituye la perfección de la vida humana. El Señor es muy bondadoso con las entidades vivientes, porque estas son Sus hijas. El Señor Kṛṣṇa declara en el Bhagavad-gītā: sarva-yoniṣu... ahaṁ bīja-pradaḥ pitā, «Yo soy el padre de todos». Desde luego, existen toda clase de entidades vivientes según sus diversos karmas, pero aquí el Señor declara que es el padre de todas ellas. Por consiguiente, el Señor desciende a redimir a todas esas almas caídas y condicionadas, y a hacerles un llamado para que regresen al eterno cielo sanātana, de modo que las entidades vivientes sanātana puedan recobrar sus eternas posiciones sanātana, en asociación eterna con el Señor. Para redimir a las almas condicionadas, el propio Señor viene en diferentes encarnaciones, o envía a Sus sirvientes íntimos como hijos o a Sus asociados o ācāryas.

Den Højeste Herre og Hans transcendentale bolig er begge sanātana, dvs. evige, ligesom de levende væsener er det, og mødet mellem den Højeste Herre og de levende væsener i sanātana-boligen er fuldbyrdelsen af den menneskelige tilværelse. Eftersom de levende væsener er Herrens sønner, er Han meget venlig mod dem. Herren Kṛṣṇa bekendtgør i Bhagavad-gītā (14.3), sarva-yoniṣu... ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “Jeg er alles Fader.” Der er selvfølgelig mange slags levende væsener i forhold til deres forskellige karmaer, men Herren siger her, at Han er Fader til dem alle. For at føre dem tilbage til sanātana-himmelen nedstiger Herren derfor for at reformere alle disse faldne betingede sjæle, så de kan genvinde deres evige sanātana-tilstand i evigt selskab med Herren. Herren kommer Selv i forskellige inkarnationer, eller Han sender Sine fortrolige tjenere som sønner, ledsagere eller ācāryaer for at frelse de betingede sjæle.

Por lo tanto, el sanātana-dharma no se refiere a ningún proceso sectario de religión. Es la función eterna de las entidades vivientes eternas, en relación con el eterno Señor Supremo. Como ya se dijo antes, el sanātana-dharma se refiere a la ocupación eterna de la entidad viviente. Śrīpāda Rāmānujācārya ha explicado la palabra sanātana como «aquello que no tiene principio ni fin». De modo que, cuando hablamos de sanātana-dharma, debemos dar por sentado, sobre la base de la autoridad de Śrīpāda Rāmanujācārya, que dicho sanātana-dharma no tiene ni principio ni fin.

Derfor sigter sanātana-dharma ikke til nogen sekterisk religiøs proces, men til de evige levende væseners evige funktion i forhold til den evige Højeste Herre. Sanātana-dharma refererer som sagt til det levende væsens evige beskæftigelse. Śrīpāda Rāmānujācārya har forklaret ordet sanātana som “det, der hverken har begyndelse eller slutning.” Når vi således taler om sanātana-dharma, kan vi ifølge Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet tage det for givet, at den hverken har begyndelse eller ende.

La palabra religión es un poco diferente a la palabra sanātana-dharma. Religión lleva consigo la idea de fe, y la fe puede cambiar. Uno puede tener fe en un proceso en particular, y puede cambiar de fe y adoptar otra. Pero el sanātana-dharma se refiere a aquella actividad que no se puede cambiar. Por ejemplo, al agua no se le puede quitar la liquidez, ni al fuego se le puede quitar el calor. De igual manera, a la eterna entidad viviente no se le puede quitar su función eterna. El sanātana-dharma es eternamente parte integral de la entidad viviente. Así pues, cuando hablamos de sanātana-dharma, debemos dar por sentado, sobre la base de la autoridad de Śrīpāda Rāmanujācārya, que dicho sanātana-dharma no tiene ni principio ni fin. Aquello que no tiene principio ni fin no puede ser sectario, pues ninguna clase de límites puede coartarlo. Aquellos que pertenecen a alguna fe sectaria habrán de considerar equivocadamente que el sanātana-dharma también es sectario. Pero si profundizamos en el asunto y lo consideramos a la luz de la ciencia moderna, podremos ver que el sanātana-dharma es la ocupación de toda la gente del mundo, y, más aún, de todas las entidades vivientes del universo.

Det danske ord “religion” betyder ikke helt det samme som sanātana- dharma. Religion indebærer tro, og tro kan ændre sig. Man tror måske på en bestemt proces, men man kan ændre denne tro og følge en anden. Sanātana-dharma sigter derimod til den egenskab, der ikke kan ændres. Man kan for eksempel ikke fjerne den flydende eller våde egenskab fra vand eller varme fra ild. På lignende måde kan det levende væsens evige funktion ikke skilles fra det levende væsen. Sanātana-dharma er en evig integreret del af det levende væsen. Når vi taler om sanātana- dharma, må vi på grundlag af Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet derfor acceptere, at den hverken har begyndelse eller ende. Noget, der hverken begynder eller slutter, kan ikke være sekterisk, for det kan ikke begrænses. De, der bekender sig til en særlig sekterisk trosretning, kan fejlagtigt anse sanātana-dharma for også at være sekterisk, men hvis vi går dybere og betragter det videnskabeligt, finder vi, at sanātana-dharma gælder for alle mennesker i hele verden – ja, for alle levende væsener i universet.

Una fe religiosa no sanātana puede que tenga algún comienzo en los anales de la historia humana, pero no existe comienzo de la historia del sanātana-dharma, porque este último permanece eternamente con las entidades vivientes. En lo que respecta a la entidad viviente, los śāstras autoritativos determinan que para ella no hay nacimiento ni muerte. En el Gītā se establece que la entidad viviente nunca nace y nunca muere. La entidad viviente es eterna e indestructible, y continúa viviendo después de la destrucción de este cuerpo material temporal. En relación con el concepto de sanātana-dharma, debemos tratar de entender el concepto de religión a partir del significado de la raíz sánscrita de la palabra. Dharma se refiere a aquello que existe constantemente con un objeto en particular. Nosotros concluimos que junto con el fuego hay luz y calor; sin luz y calor, la palabra fuego no tiene sentido. De modo similar, debemos descubrir la parte esencial del ser viviente, aquella parte que es su compañera constante. Esa compañera constante es su cualidad eterna, y esa cualidad eterna es su religión eterna.

Ikke-sanātana religiøs tro har en begyndelse i menneskehedens historie, men sanātana-dharma har ingen historisk begyndelse, for den er en evig del af det levende væsen. Hvad de levende væsener angår, står der i de autoritative śāstraer, at det levende væsen hverken fødes eller dør. Ifølge Bhagavad-gītā hverken fødes eller dør det levende væsen nogensinde. Han er evig og unedbrydelig og fortsætter med at leve selv efter, at hans midlertidige materielle krop er gået til grunde. I lys af sanātana-dharma-begrebet må vi prøve at forstå religionsbegrebet ud fra sanskritrodens betydning af ordet. Dharma sigter til den konstante egenskab hos et objekt. Vi kan slutte, at der sammen med ild altid er varme og lys. Uden varme og lys giver ild ingen mening. På samme måde må vi finde frem til den essentielle kvalitet, der følger det levende væsen uophørligt. Det vil være hans evige kvalitet, og denne evige kvalitet er hans evige religion.

Cuando Sanātana Gosvāmī le preguntó a Śrī Caitanya Mahāprabhu que cuál era el svarūpa de todo ser viviente, el Señor respondió que el svarūpa, o la posición constitucional del ser viviente, es la de prestarle servicio a la Suprema Personalidad de Dios. Si analizamos esta declaración del Señor Caitanya, podremos ver con facilidad que todo ser viviente siempre está dedicado a prestarle servicio a otro ser viviente. Un ser viviente sirve a otros seres vivientes de diversas maneras. Al hacerlo, la entidad viviente disfruta de la vida. Los animales inferiores sirven a los seres humanos tal como los sirvientes sirven a su amo. A sirve al amo B, B sirve al amo C, C sirve al amo D, y así sucesivamente. Sobre la base de esto, podemos ver que un amigo sirve a otro, la madre sirve al hijo, la esposa sirve al esposo, el esposo sirve a la esposa, etc. Si seguimos investigando con este espíritu, se verá que en la sociedad de los seres vivos no hay ninguna excepción a la actividad de servir. El político le presenta a la gente su manifiesto, para convencerla de la capacidad que él tiene de servir. En consecuencia, los electores le dan al político sus valiosos votos, considerando que él le prestará a la sociedad un valioso servicio. El vendedor sirve al cliente, y el artesano sirve al capitalista. El capitalista sirve a la familia, y la familia sirve al Estado en términos de la capacidad eterna del eterno ser viviente. De esa manera podemos ver que ningún ser viviente está exento de prestarles servicio a otros seres vivientes, y, por lo tanto, podemos concluir con toda seguridad que el servicio es el compañero constante del ser viviente, y que el prestar servicio es la religión eterna del ser viviente.

Da Sanātana Gosvāmī spurgte Śrī Caitanya Mahāprabhu, hvad alle levende væseners svarūpa er, svarede Herren, at det levende væsens oprindelige tilstand eller svarūpa er at tjene Guddommens Højeste Personlighed. Hvis vi analyserer Herren Caitanyas udtalelse, er det let at se, at ét levende væsen altid tjener et andet levende væsen. Levende væsener tjener andre levende væsener på mange forskellige måder. Ved at gøre dette nyder et levende væsen livet. De lavere dyr tjener mennesker, ligesom en tjener tjener sin herre. A tjener herre B, B tjener herre C, C tjener herre D osv. På lignende måde tjener en ven sin ven, en mor sin søn, og hustruen tjener manden, og manden tjener hustruen osv. Hvis vi bliver ved på den måde, bliver det klart, at når det kommer til at tjene andre, er der ingen undtagelser i samfundet. En politiker fremlægger sit program for vælgerne for at overbevise folk om sin evne til at tjene dem. Vælgerne giver således politikerne deres kostbare stemmer i den tro, at politikerne vil yde samfundet værdifuld tjeneste. Købmanden tjener sine kunder, og arbejderen tjener kapitalisten. Kapitalisten tjener familien, og familien tjener staten med sin arbejdskraft osv. Det er således klart, at intet levende væsen er undtaget fra at tjene et andet levende væsen, og vi kan derfor trygt slutte, at det er tjeneste, der er det levende væsens konstante ledsager, og at tjene er det levende væsens evige religion.

Sin embargo, el hombre dice pertenecer a un tipo de fe en particular en relación con un tiempo y una circunstancia en particular, y en virtud de ello dice ser hindú, musulmán, cristiano, buddhista, o adepto de alguna otra secta. Tales designaciones son no sanātana-dharma. Puede que un hindú cambie de fe y se vuelva musulmán, o que un musulmán cambie de fe y se vuelva hindú, o que un cristiano cambie de fe, etc. Pero en todas las circunstancias, el cambio de fe religiosa no afecta la ocupación eterna de prestarle servicio a los demás. El hindú, musulmán o cristiano es sirviente de alguien, pese a cualesquiera circunstancias. De manera que, profesar un tipo particular de fe no es profesar el sanātana-dharma de uno. Prestar servicio es el sanātana-dharma.

Ikke desto mindre er der mange, der bekender sig til en bestemt tro med rod i en bestemt tidsepoke, og derfor kalder de sig selv for hinduer, muslimer, kristne, buddhister eller er tilhængere af en eller anden anden sekt. Den slags betegnelser har intet med sanātana-dharma at gøre. En hindu kan ændre sin tro og blive muslim, eller en muslim kan ændre sin tro og blive hindu, og en kristen kan ændre sin tro osv. Men ændringer i ens religiøse tro påvirker på ingen måde den evige beskæftigelse med at tjene andre. Hvad enten man er hindu, muslim eller kristen, tjener man i alle tilfælde andre. At bekende sig til en bestemt tro er således ikke det samme som at bekende sig til sin sanātana-dharma. At gøre tjeneste er sanātana-dharma.

De hecho, estamos relacionados con el Señor Supremo a través del servicio. El Señor Supremo es el disfrutador supremo, y nosotros, las entidades vivientes, somos Sus servidores. Nosotros hemos sido creados para el disfrute de Él, y si participamos con la Suprema Personalidad de Dios en ese goce eterno, seremos felices. No podemos llegar a ser felices de ninguna otra manera. No es posible ser feliz independientemente, de la misma manera en que ninguna parte del cuerpo puede ser feliz sin cooperar con el estómago. La entidad viviente no puede ser feliz sin prestarle al Señor Supremo un amoroso servicio trascendental.

I virkeligheden er vi alle forbundet med den Højeste Herre igennem tjeneste. Den Højeste Herre er den højeste nyder, og vi, de levende væsener, er Hans tjenere. Vi er blevet skabt med henblik på Hans nydelse, og hvis vi deltager i Guddommens Højeste Personligheds evige nydelse, bliver vi lykkelige. Der er ingen anden måde, hvorpå vi kan blive lykkelige. På samme måde, som ingen kropsdel kan blive lykkelig uden at samarbejde med maven, er det ikke muligt at blive lykkelig uafhængigt af Herren. Uden at gøre transcendental tjeneste til den Højeste Herre kan det levende væsen ikke blive lykkeligt.

En el Bhagavad-gītā no se aprueba la adoración de los diferentes semidioses ni el prestarles servicio a ellos. En el capítulo siete, verso veinte, se afirma:

Det anbefales ikke i Bhagavad-gītā at tilbede eller tjene de forskellige halvguder. I kapitel 7, vers 20, står der:

kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā
kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā

«Aquellos a quienes los deseos materiales les han robado la inteligencia, se entregan a los semidioses y siguen las reglas y regulaciones específicas de adoración que corresponden a sus propias naturalezas». Aquí se dice claramente que aquellos a quienes los guía la lujuria, adoran a los semidioses y no al Supremo Señor Kṛṣṇa. Cuando hacemos mención del nombre Kṛṣṇa, no nos referimos a ningún nombre sectario. Kṛṣṇa significa el placer máximo, y se ha confirmado que el Señor Supremo es la fuente o el depósito de todo placer. Todos anhelamos placer. Ānanda-mayo bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). Las entidades vivientes, al igual que el Señor, están colmadas de conciencia y se hallan en busca de la felicidad. El Señor es feliz perpetuamente, y si las entidades vivientes se relacionan con el Señor, cooperan con Él y participan de Su asociación, entonces ellas también se vuelven felices.

“De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.” Her står der ligeud, at de, der styres af lyst, tilbeder halvguder og ikke den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Når vi bruger navnet Kṛṣṇa, hentyder vi ikke til noget sekterisk navn. Kṛṣṇa betyder den højeste glæde, og det bekræftes, at den Højeste Herre indeholder al glæde. Vi længes alle efter glæde eller lykke. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). De levende væsener er ligesom Herren fulde af bevidsthed og er alle lykkesøgende. Herren er bestandigt lykkelig, og hvis de levende væsener samarbejder med Ham i selskab med Ham, bliver de også lykkelige.

El Señor desciende a este mundo mortal para exhibir Sus pasatiempos en Vṛndāvana, los cuales están colmados de felicidad. Cuando el Señor Śrī Kṛṣṇa se encontraba en Vṛndāvana, todas Sus actividades con Sus amigos pastorcillos, con Sus amigas las doncellas, con los demás habitantes de Vṛndāvana y con las vacas, estaban colmadas de felicidad. Toda la población de Vṛndāvana no conocía nada fuera de Kṛṣṇa. Pero el Señor Kṛṣṇa desalentó incluso a Su padre, Nanda Mahārāja, en lo referente a la adoración del semidiós Indra, porque quería establecer el hecho de que la gente no necesita adorar a ningún semidiós. La gente únicamente tiene que adorar al Señor Supremo, pues su meta final es la de regresar a la morada de Él.

Herren nedstiger til denne dødelige verden for at fremvise Sine glædesfyldte lege i Vṛndāvana. Da Herren Śrī Kṛṣṇa var i Vṛndāvana, var Hans aktiviteter sammen med Hans kohyrdevenner, veninder, køerne og de andre indbyggere i Vṛndāvana fulde af lykke. Hele Vṛndāvanas befolkning tænkte ikke på andet end Kṛṣṇa. Men Herren Kṛṣṇa frarådede Sin fader Nanda Mahārāja at tilbede halvguden Indra, for Han ville slå fast, at man ikke behøver at tilbede nogen halvgud. Man behøver kun at tilbede den Højeste Herre, for det endelige mål er at vende tilbage til Hans bolig.

La morada del Señor Kṛṣṇa se describe en el Bhagavad-gītā, capítulo quince, verso seis:

Herren Śrī Kṛṣṇas bolig bliver beskrevet i Bhagavad-gītā, kapitel 15, vers 6:

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

«Esa suprema morada Mía no está iluminada por el Sol ni la Luna, ni por el fuego, ni por la electricidad. Aquellos que llegan a ella, nunca regresan a este mundo material».

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til den materielle verden.”

Este verso da una descripción de ese cielo eterno. Tenemos, desde luego, una concepción material de lo que es el cielo, y pensamos en él en relación con el Sol, la Luna, las estrellas, etc. Pero en este verso el Señor declara que en el cielo eterno no hay necesidad de Sol, Luna, electricidad o fuego de ninguna clase, porque el cielo espiritual está de por sí iluminado por el brahma-jyotir, los rayos que emanan del Señor Supremo. Estamos tratando con dificultad de llegar a otros planetas, pero no es difícil entender la morada del Señor Supremo. A esa morada se le refiere como Goloka. En la Brahma-saṁhitā (5.37) se la describe de una manera hermosa: goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. El Señor reside eternamente en Goloka, Su morada, y, sin embargo, es accesible desde este mundo, y con ese fin viene a manifestar Su verdadera forma sac-cid-ānanda-vigraha. Como Él manifiesta esa forma, no hay necesidad alguna de que imaginemos cómo es Él. Para desalentar esa clase de especulación imaginativa, Él desciende y se muestra tal como es, como Śyāmasundara. Desgraciadamente, los poco inteligentes lo menosprecian, porque Él viene como uno de nosotros y juega con nosotros como un ser humano. Pero debido a ello, no debemos tomar al Señor por uno de nosotros. Mediante Su omnipotencia, Él se presenta ante nosotros en Su verdadera forma y exhibe Sus pasatiempos, que son réplicas de los pasatiempos que hay en Su morada.

I dette vers beskrives den evige himmel. Vi gør os helt naturligt en materiel forestilling om himmelen og tænker på den i forhold til Solen, Månen, stjernerne osv., men her fortæller Herren, at i den evige himmel er det ikke nødvendigt med sol, måne, elektricitet eller ild af nogen slags, for den åndelige himmel er allerede oplyst af brahmajyoti, stråleglansen, der udgår fra den Højeste Herre. Vi prøver med møje og besvær at komme til andre planeter, men at forstå den Højeste Herres bolig er ikke så svært. Den bolig omtales som Goloka. Der er en smuk beskrivelse i Brahma-saṁhitā (5.37): goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. Herren lever for evigt i Sin bolig Goloka, men alligevel kan Han nås fra denne verden, og for at hjælpe os til at nå Ham kommer Herren og viser Sin virkelige form, sac-cid-ānanda-vigraha. Når Han manifesterer den form, er der ingen grund til at forestille sig, hvordan Han ser ud. For at undgå alle mulige fiktive spekulationer nedstiger Han og viser Sig, som Han er, som Śyāmasundara. Når Han kommer som en af os og leger med os som et almindeligt menneske, bliver Han desværre hånet af de mindre intelligente. Men vi skal ikke af den grund betragte Herren som en af os. Det er gennem Hans almagt, at Han viser Sig for os i Sin virkelige form og fremviser Sine lege, der er tro gengivelser af de lege, der foregår i Hans bolig.

En los refulgentes rayos del cielo espiritual flotan una infinidad de planetas. El brahma-jyotir emana de la morada suprema, Kṛṣṇaloka, y los planetas ānanda-maya-cinmaya, que no son materiales, flotan en esos rayos. El Señor dice: na tad bhāsayate sūryo na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama. Aquel que puede acercarse a ese cielo espiritual, no tiene que descender de nuevo al cielo material. En el cielo material, incluso si nos acercamos al planeta más elevado de todos (Brahmaloka), ni qué hablar de la Luna, encontraremos las mismas condiciones de la vida, es decir, el nacimiento, la muerte, las enfermedades y la vejez. Ningún planeta del universo material está libre de estos cuatro principios de la existencia material.

Utallige planeter svæver i den åndelige himmels stråleglans, brahmajyoti, der udgår fra den højeste bolig, Kṛṣṇaloka, og de ikke-materielle ānanda-maya, cin-maya planeter svæver på disse stråler. Herren fortæller os i Bhagavad-gītā (15.6), na tad bhāsayate sūryo, na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama. Den, der får adgang til denne åndelige himmel, behøver aldrig mere at vende tilbage til det materielle plan. Selv om det skulle lykkes os at komme til den højeste planet, Brahmaloka, for ikke at tale om Månen, er de samme livsbetingelser altid til stede, nemlig fødsel, død, sygdom og alderdom. Ingen planet noget sted i det materielle univers er fri for disse den materielle eksistens’ fire grundprincipper.

Las entidades vivientes viajan de un planeta a otro, pero eso no significa que podemos ir a cualquier planeta que queramos solo mediante un dispositivo mecánico. Si deseamos ir a otros planetas, existe un proceso para hacerlo. También eso se menciona: yānti deva-vratā devāṇ pitn yānti pitṛ-vratāḥ. Si queremos viajes interplanetarios, no se necesita ningún dispositivo mecánico. El Gītā instruye: yānti deva-vratā devān. La Luna, el Sol y los planetas superiores se denominan Svargaloka. Hay tres categorías distintas de planetas: los sistemas planetarios superiores, medios e inferiores. La Tierra pertenece al sistema planetario medio. El Bhagavad-gītā nos informa cómo viajar a los sistemas planetarios superiores (Devaloka) con una fórmula muy sencilla: yānti deva-vratā devān. Uno solo tiene que adorar al semidiós específico de ese planeta en particular, y de esa forma ir a la Luna, al Sol o a cualquiera de los sistemas planetarios superiores.

De levende væsener vandrer fra planet til planet, men vi kan ikke komme til en hvilken som helst planet, vi har lyst til, ved hjælp af mekaniske arrangementer alene. Hvis vi gerne vil til andre planeter, er der en foreskrevet metode dertil. Dette omtales også: yānti deva-vratā devān, pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ (Bg. 9.25). Det er ikke nødvendigt med mekanik for at komme på interplanetariske rejser, hvis det er det, vi gerne vil. Bhagavad-gītā fortæller os, yānti deva-vratā devān. Månen, Solen og de andre højere planeter kaldes Svargaloka. Planeterne tilhører tre forskellige kategorier: de højere, de midterste og de lavere planetsystemer. I Bhagavad-gītā er der en meget enkel formel for, hvordan man kommer til de højere planetsystemer (Devaloka): yānti deva-vratā devān. Det eneste, man behøver at gøre, er at tilbede en planets særlige halvgud, og på den måde kan man komme til Månen, Solen eller et hvilket som helst andet af de højere planetsystemer.

Sin embargo, el Bhagavad-gītā no nos aconseja ir a ninguno de los planetas de este mundo material, porque incluso si fuéramos a Brahmaloka —el planeta más elevado de todos— por medio de algún dispositivo mecánico y viajando quizás durante cuarenta mil años (¿y quién viviría tanto?), aún encontraríamos los inconvenientes materiales del nacimiento, la muerte, las enfermedades y la vejez. Pero aquel que quiere ir al planeta supremo, Kṛṣṇaloka, o a cualquiera de los demás planetas del cielo espiritual, no se encontrará con esos inconvenientes materiales. Entre todos los planetas del cielo espiritual hay un planeta supremo, llamado Goloka Vṛndāvana, que, en la morada de Śrī Kṛṣṇa, la Personalidad de Dios original, es el planeta original. Toda esta información se da en el Bhagavad-gītā, y a través de sus instrucciones se nos explica cómo abandonar el mundo material y comenzar una verdadera vida dichosa en el cielo espiritual.

Ikke desto mindre fraråder Bhagavad-gītā os at rejse til nogen af planeterne i denne materielle verden, for selv om vi kommer til den højeste planet, Brahmaloka, ved hjælp af et eller andet mekanisk arrangement og rejser i 40.000 år (og hvem lever så længe?), vil vi stadig blive mødt af de materielle lidelser i form af fødsel, død, sygdom og alderdom. Stræber man derimod efter den højeste planet, Kṛṣṇaloka, eller en anden planet i den åndelige sfære, bliver man ikke længere mødt af disse materielle ubehageligheder. Blandt alle planeterne i den åndelige himmel er der én suveræn planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana, og som er den oprindelige planet i Guddommens Oprindelige Personlighed, Śrī Kṛṣṇas, bolig. Hele denne viden findes i Bhagavad-gītā, og gennem dens instruktioner lærer vi, hvordan man kan forlade den materielle verden og begynde på et virkeligt lyksaligt liv i den åndelige verden.

En el capítulo quince del Bhagavad-gītā se da la verdadera descripción del mundo material. En él se dice:

I Bhagavad-gītās 15. kapitel (15.1) gives det virkelige billede af den materielle verden. Der står der:

ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit
ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit

Ahí, al mundo material se lo describe como un árbol cuyas raíces están hacia arriba y cuyas ramas están hacia abajo. Nosotros tenemos experiencia de un árbol cuyas raíces están hacia arriba. Si uno se para en la orilla de un río o de cualquier depósito de agua, puede ver que los árboles que se reflejan en el agua están al revés. Las ramas van hacia abajo y las raíces hacia arriba. De forma similar, este mundo material es un reflejo del mundo espiritual. El mundo material no es más que una sombra de la realidad. En la sombra no hay realidad o sustancia, pero por la sombra llegamos a saber que hay sustancia y realidad. En el desierto no hay agua, pero el espejismo indica que sí existe una cosa tal. En el mundo material no hay agua, no hay felicidad; el agua auténtica de la felicidad verdadera se encuentra en el mundo espiritual.

Her beskrives den materielle verden som et træ, hvis rødder vokser opad og grene nedad. Vi har alle oplevet et træ, hvor rødderne vender opad: Hvis man står ved bredden af en flod eller sø, kan man se, at træerne, der spejler sig i vandet, vender omvendt. Grenene vender nedad, og rødderne vender opad. På samme måde er den materielle verden en refleksion af den åndelige verden. Den materielle verden er blot en skygge af virkeligheden. I en skygge er der ingen virkelig substans, men ud fra skyggen kan vi forstå, at der findes substans eller virkelighed. Der er intet vand i ørkenen, men et fatamorgana antyder, at der findes vand et andet sted. I den materielle verdens ørken er der intet vand, der er ingen lykke, men det virkelige vand eller den virkelige lykke er at finde i den åndelige verden.

El Señor aconseja que alcancemos el mundo espiritual de la siguiente manera (Bg. 15.5):

Herren foreslår, at vi tager til den åndelige verden på følgende måde (Bg. 15.5):

nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat
nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat

Ese padam avyayam, o reino eterno, puede alcanzarlo aquel que sea nirmāna-moha. ¿Qué significa eso? Andamos en busca de designaciones. Unos quieren ser señor, otros quieren ser Dios, otros quieren ser presidente, o un hombre rico, o un rey, o alguna otra cosa. Mientras estemos apegados a esas designaciones, estaremos apegados al cuerpo, porque las designaciones le pertenecen al cuerpo. Pero nosotros no somos estos cuerpos, y percatarnos de esto constituye la primera etapa de la comprensión espiritual. Nosotros estamos asociados con las tres modalidades de la naturaleza material, pero debemos desapegarnos a través del servicio devocional que se le presta al Señor. Si no estamos apegados a prestarle servicio devocional al Señor, no podemos entonces desapegarnos de las modalidades de la naturaleza material. Las designaciones y los apegos se deben a nuestra lujuria y deseo, a querer enseñorearnos de la naturaleza material. Mientras no dejemos esa propensión a enseñorearnos de la naturaleza material, no hay ninguna posibilidad de regresar al reino del Supremo, el sanātana-dhāma. Ese reino eterno nunca se destruye, le resulta accesible a aquel que no lo confunden las atracciones de los falsos placeres materiales, a aquel que está dedicado al servicio del Señor Supremo. Todo aquel que se encuentre en esa posición, puede acercarse fácilmente a esa morada suprema.

Denne padam avyayam eller det evige rige kan opnås af den, der er nirmāna-moha. Og hvad betyder det? Vi er gale efter betegnelser eller titler. Den ene vil gerne kaldes “Hr.”, og den anden vil kaldes “Deres velærværdighed”, og nogle af os ønsker at blive præsidenter, rige mænd, konger eller noget andet. Så længe vi er knyttet til disse betegnelser, er vi bundet til kroppen, for disse betegnelser beskriver kun kroppen. Men vi er ikke denne krop, og erkendelsen af dette er det første skridt i åndelig erkendelse. Vi er fast bundet af den materielle naturs tre kvaliteter, men vi er nødt til at blive utilknyttet til den materielle naturs kvaliteter. Hvis vi ikke bliver knyttet til Herrens hengivne tjeneste, kan vi ikke blive frigjort fra den materielle naturs kvaliteter. Betegnelser og tilknytninger skyldes vores lyst og begær efter at herske over den materielle natur. Så længe vi fastholder tilbøjeligheden til at herske over den materielle natur, er der ingen mulighed for at vende hjem til den Højestes rige, sanātana-dhāma. Det evige rige, der aldrig bliver tilintetgjort, kan kun nås af den, der ikke lader sig forvirre af tiltrækningen til falsk materiel nydelse, og som er forankret i den Højeste Herres tjeneste. Er man på det niveau, er det let at opnå den højeste bolig.

En otra parte del Gītā (8.21) se declara:

Andetsteds i Bhagavad-gītā (8.21) står der:

avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

Avyakta significa no manifestado. Ni siquiera el mundo material se manifiesta por entero ante nosotros. Nuestros sentidos son tan imperfectos, que ni siquiera podemos ver todas las estrellas que hay en este universo material. Con la literatura védica podemos adquirir mucha información acerca de todos los planetas, y podemos creerla o no. Todos los planetas importantes se describen en las Escrituras védicas, especialmente en el Śrīmad-Bhāgavatam, y al mundo espiritual que se encuentra más allá de este cielo material se lo describe como avyakta, no manifestado. Uno debe desear y anhelar ir a ese reino supremo, pues cuando uno lo alcanza, no tiene que regresar a este mundo material.

Avyakta betyder umanifesteret. Den materielle verden er ikke manifesteret for os i sin helhed. Vore sanser er så ufuldkomne, at vi ikke engang kan se alle stjernerne i det materielle univers. I den vediske litteratur er der et væld af oplysninger om alle planeterne, og vi kan tro på disse oplysninger eller lade være. Alle de vigtige planeter er beskrevet i den vediske litteratur, især i Śrīmad-Bhāgavatam, og den åndelige himmel, der befinder sig uden for den materielle himmel, beskrives som avyakta eller umanifesteret. Man bør længes og stræbe efter dette højeste rige, for når man først er kommet dertil, behøver man aldrig mere vende tilbage til den materielle verden.

A continuación, se podría preguntar qué debe hacer uno para ir a esa morada del Señor Supremo. En el capítulo ocho se da información al respecto. Ahí se dice:

Men hvordan kommer man til den Højeste Herres bolig? Det bliver forklaret i kapitel 8, vers 5, hvor der står:

anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ
anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ

«Y quienquiera que al final de la vida abandone el cuerpo recordándome únicamente a Mí, de inmediato alcanza Mi naturaleza. De esto no hay ninguna duda» (Bhagavad-gītā 8.5). Aquel que piensa en Kṛṣṇa a la hora de la muerte, va a Kṛṣṇa. Uno debe recordar la forma de Kṛṣṇa; si uno abandona el cuerpo pensando en esa forma, es seguro que va al reino espiritual. Mad-bhāvam se refiere a la naturaleza suprema del Ser Supremo. El Ser Supremo es sac-cid-ānanda-vigraha, es decir, Su forma es eterna y está colmada de conocimiento y bienaventuranza. Nuestro cuerpo actual no es sac-cid-ānanda. Es asat, no sat. No es eterno, sino perecedero. No es cit, no está colmado de conocimiento, sino que está colmado de ignorancia. No tenemos conocimiento acerca del reino espiritual; ni siquiera tenemos conocimiento perfecto acerca de este mundo material, en el que hay muchísimas cosas que desconocemos. El cuerpo es, además, nirānanda: en vez de estar colmado de bienaventuranza, está colmado de sufrimiento. Todos los sufrimientos que experimentamos en el mundo material tienen su origen en el cuerpo, pero aquel que abandona este cuerpo pensando en el Señor Kṛṣṇa, la Suprema Personalidad de Dios, de inmediato obtiene un cuerpo sac-cid-ānanda.

“Og den, der ved livets slutning forlader sin krop, mens han udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” Den, der tænker på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket, kommer til Kṛṣṇa. Man bliver nødt til at huske på Kṛṣṇas form. Hvis man forlader sin krop, mens man tænker på denne form, kommer man med sikkerhed til det åndelige rige. Mad-bhāvam refererer til det Højeste Væsens højere natur. Det Højeste Væsen er sac-cid-ānanda-vigraha, dvs., Hans form er evig og fuld af viden og lyksalighed. Vores nuværende krop er ikke sac- cid-ānanda. Den er asat og ikke sat. Den er ikke evig, men derimod forgængelig. Den er ikke cit, dvs. fuld af viden – den er fuld af uvidenhed. Vi har ingen viden om det åndelige rige, ja, vi har ikke engang fuldstændig viden om denne materielle verden, hvor der er masser af ting, vi ikke kender til. Kroppen er også nirānanda. I stedet for at være fuld af lyksalighed er den fuld af lidelse. Alle de lidelser, vi oplever i den materielle verden, har deres årsag i kroppen, men den, der forlader kroppen, mens han tænker på Herren Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, får med det samme en sac-cid-ānanda-krop.

El proceso de abandono de este cuerpo y de obtención de otro cuerpo en el mundo material, también está organizado. El hombre muere después de que se ha decidido qué clase de cuerpo tendrá en la vida siguiente. La decisión la toman autoridades superiores, y no la propia entidad viviente. De acuerdo con nuestras actividades en esta vida, o bien ascendemos, o bien nos hundimos. Esta vida es una preparación para la siguiente. De manera que, si podemos prepararnos en esta vida para ser promovidos al Reino de Dios, entonces, después de dejar este cuerpo material, es seguro que obtendremos un cuerpo espiritual tal como el del Señor.

Måden, hvorpå man forlader denne krop og får en anden krop i den materielle verden, er også styret. Et menneske dør, efter det er blevet besluttet, hvilken slags krop vedkommende skal have i sit næste liv. Den beslutning er op til højere autoriteter. Det levende væsen selv har intet at skulle have sagt. I overensstemmelse med vores handlinger i dette liv stiger vi enten op eller synker ned. Det nuværende liv er en forberedelse til det næste. Hvis vi derfor kan forberede os i dette liv til at blive forfremmet til Guds rige, får vi med sikkerhed en åndelig krop som Herrens, når vi forlader denne materielle krop.

Como se explicó anteriormente, hay diferentes clases de trascendentalistas: el brahma-vādī, el paramātma-vādī y el devoto, y, como ya se dijo, en el brahma-jyotir (el cielo espiritual) existen innumerables planetas espirituales. El número de esos planetas es muy, muy superior al de los planetas de este mundo material. Este mundo material se ha calculado que es únicamente una cuarta parte de la creación (ekaṁśena sthito jagat). En este segmento material hay millones y billones de universos, con trillones de planetas y soles, estrellas y lunas. Pero esta creación material por entero es únicamente un fragmento de la creación total. La mayor parte de la creación se encuentra en el cielo espiritual. Aquel que desee fundirse en la existencia del Brahman Supremo, es de inmediato trasladado al brahma-jyotir del Señor Supremo, y alcanza así el cielo espiritual. El devoto, el cual quiere disfrutar de la compañía del Señor, entra en los planetas Vaikuṇṭha, que son innumerables, y el Señor Supremo se asocia allí con él mediante Sus expansiones plenarias, tales como Nārāyaṇa de cuatro manos y con diferentes nombres, tales como Pradyumna, Aniruddha y Govinda. Por consiguiente, al final de la vida los trascendentalistas piensan ya sea en el brahma-jyotir, en el Paramātmā o en la Suprema Personalidad de Dios, Śrī Kṛṣṇa. En todos los casos ellos entran en el cielo espiritual, pero solo el devoto, o aquel que está personalmente en contacto con el Señor Supremo, entra en los planetas Vaikuṇṭha o en el planeta Goloka Vṛndāvana. El Señor agrega además que, de ello «no hay ninguna duda». Esto se debe creer firmemente. No debemos rechazar aquello que no se acomode a nuestra imaginación; nuestra actitud debe ser la de Arjuna: «Creo todo lo que me has dicho». Así pues, cuando el Señor dice que a la hora de la muerte todo aquel que piense en Él como Brahman, como Paramātmā o como la Personalidad de Dios, entra sin falta en el cielo espiritual, no hay duda de ello. No hay posibilidad de no creerlo.

Som allerede forklaret findes der forskellige slags transcendentalister – brahmavādīen, paramātmavādīen og den hengivne – og som før nævnt er der utallige åndelige planeter i brahmajyoti (den åndelige himmel). Antallet af de planeter overstiger langt antallet af alle planeter i den materielle verden. Den materielle verden er blevet anslået til kun at være en fjerdedel af skabelsen (ekāṁśena sthito jagat). Inden for dette materielle udsnit findes der millioner og milliarder af universer med billioner af planeter, sole, stjerner og måner. Men det er alt sammen blot en brøkdel af den totale skabelse. Det meste af skabelsen består af den åndelige himmel. Den, der ønsker at blive ét med den Højeste Brahman, bliver omgående overført til den Højeste Herres brahmajyoti og opnår således den åndelige verden. Den hengivne, der ønsker at nyde Herrens selskab, kommer til de utallige Vaikuṇṭha-planeter, hvor den Højeste Herre omgås med ham i Sine fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa med fire hænder under forskellige navne som Pradyumna, Aniruddha og Govinda. Ved livets slutning tænker transcendentalisterne derfor enten på brahmajyoti, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. I hvert af disse tilfælde får de adgang til det åndelige plan, men det er kun en hengiven eller den, der er i personlig kontakt med den Højeste Herre, der kommer til Vaikuṇṭha-planeterne eller Goloka Vṛndāvana-planeten. Herren tilføjer endvidere, at “det er der ingen tvivl om.” Man bliver nødt til at tro fuldt og fast på dette. Vi må ikke afvise noget, blot fordi det ikke passer ind i vores forestillinger. Vi skal have samme holdning som Arjuna, der sagde: “Jeg tror på alt, Du har fortalt mig.” Når Herren derfor siger, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Ham som Brahman, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed kommer til den åndelige verden, er der ingen tvivl om det. Det er helt sikkert.

El Bhagavad-gītā (8.6) también explica el principio general que hace que sea posible entrar en el reino espiritual simplemente por el hecho de pensar en el Supremo a la hora de la muerte.

Bhagavad-gītā (8.6) forklarer også det generelle princip, der giver én adgang til det åndelige rige udelukkende ved at tænke på den Højeste i dødsøjeblikket:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

«Cualquier estado de existencia que uno recuerde cuando abandone el cuerpo, ese estado alcanzará sin falta en la siguiente vida». Ahora bien, primero que todo debemos entender que la naturaleza material es la manifestación de una de las energías del Señor Supremo. En el Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) se describen las energías totales del Señor Supremo:

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.” Her må vi først og fremmest forstå, at den materielle natur er et produkt af en af den Højeste Herres energier. I Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) bliver der redegjort for alle den Højeste Herres energier:

viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate
viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate

El Señor Supremo tiene diversas e innumerables energías, las cuales se encuentran más allá de nuestra concepción. Sin embargo, grandes y eruditos sabios o almas liberadas han estudiado esas energías, y las han clasificado en tres partes. Todas las energías son de viṣṇu-śakti, es decir, son diferentes potencias del Señor Viṣṇu. La primera energía es parā, trascendental. Las entidades vivientes también pertenecen a la energía superior tal como ya se ha explicado. Las otras energías, o energías materiales, están influidas por la modalidad de la ignorancia. En el momento de la muerte podemos, o bien permanecer en el seno de la energía inferior de este mundo material, o bien trasladarnos al ámbito de la energía del mundo espiritual. Por eso el Bhagavad-gītā (8.6) dice:

Den Højeste Herre har talrige forskelligartede energier, der ligger uden for vores fatteevne. Lærde vismænd eller befriede sjæle har imidlertid studeret disse energier og inddelt dem i tre kategorier. Alle energierne er viṣṇu-śakti, Herren Viṣṇus forskellige energier. Den første energi er parā eller transcendental. Som allerede forklaret hører de levende væsener til denne højere energi. De andre energier, de materielle energier, er i uvidenhedens kvalitet. På dødstidspunktet kan vi enten forblive i den materielle verdens lavere energi, eller vi kan overføre os selv til den åndelige verdens energi. Så Bhagavad-gītā (8.6) forklarer:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

«Cualquier estado de existencia que uno recuerde cuando abandone el cuerpo, ese estado alcanzará sin falta en la siguiente vida».

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.”

En la vida estamos acostumbrados a pensar ya sea en la energía material o en la espiritual. Ahora bien, ¿cómo podemos trasladar nuestro pensamiento de la energía material a la energía espiritual? Hay muchísima literatura que llena nuestros pensamientos con energía material: periódicos, revistas, novelas, etc. Nuestro pensamiento, que ahora está absorto en esa literatura, debe ser trasladado a la literatura védica. Por consiguiente, los grandes sabios han escrito muchísimos libros védicos, tales como los Purāṇas. En el Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) se encuentra el siguiente verso:

I livet er vi vant til at tænke enten på den materielle eller på den åndelige energi. Hvordan kan vi nu overføre vores tanker fra den materielle energi til den åndelige energi? Der er et væld af litteratur, der fylder vores tanker med den materielle energi – aviser, blade, romaner osv. Vores tanker, der nu er optaget af den slags litteratur, skal overføres til den vediske litteratur. Derfor har de store vismænd skrevet en mængde vedisk litteratur såsom Purāṇaerne. Purāṇaerne er ikke fiktion. De er historiske kildetekster. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) finder vi følgende vers:

māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa
māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa

Las entidades vivientes olvidadizas, o almas condicionadas, han olvidado su relación con el Señor Supremo, y están absortas en pensamientos acerca de las actividades materiales. Solo para trasladar al cielo espiritual su capacidad de pensar, Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa ha proporcionado un gran número de Escrituras védicas. Primero, Él dividió los Vedas en cuatro, luego los explicó en los Purāṇas, y, para la gente menos capacitada, escribió el Mahābhārata. En el Mahābhārata se presenta el Bhagavad-gītā. Además, toda la literatura védica se resume en el Vedānta-sūtra, denominado el Śrīmad-Bhāgavatam. Siempre debemos ocupar la mente en la lectura de esas Escrituras védicas. Así como los materialistas ocupan la mente en la lectura de periódicos, revistas y tanta literatura materialista como hay, así mismo debemos encauzar nuestra lectura hacia esas Escrituras que nos dio Vyāsadeva; de esa manera resultará posible recordar al Señor Supremo en el momento de la muerte. Esa es la única manera que sugirió el Señor, y Él garantiza el resultado. «No hay duda de ello».

De glemsomme levende væsener eller betingede sjæle har glemt deres forhold til den Højeste Herre og har fyldt deres tanker med materielle ting. Med det ene formål at overføre deres tankevirksomhed til den åndelige himmel har Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa skrevet en stor mængde vedisk litteratur. Først inddelte han Vedaerne i fire afsnit, derefter forklarede han dem i Purāṇaerne, og for de mindre intelligente skrev han Mahābhārata, der indeholder Bhagavad-gītā. Dernæst sammenfattede han hele den vediske litteratur i Vedānta-sūtra, og til vejledning for kommende generationer skrev han en naturlig kommentar til Vedānta-sūtra ved navn Śrīmad-Bhāgavatam. Vi skal holde vores sind konstant optaget af at læse denne vediske litteratur. Ligesom materialister holder deres sind beskæftiget med aviser, blade og anden materialistisk litteratur, skal vi skifte vores læsestof ud med de skrifter, Vyāsadeva har givet os. På den måde vil det være muligt for os at huske på den Højeste Herre i dødsøjeblikket. Det er den eneste fremgangsmåde, Herren foreslår, og Han garanterer resultatet: “Der er ingen tvivl om det.”

tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ
tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ

«Por lo tanto, Arjuna, siempre debes pensar en Mí en la forma de Kṛṣṇa, y al mismo tiempo desempeñar tu deber prescrito de pelear. Con tus actividades dedicadas a Mí y con la mente y la inteligencia fijas en Mí, llegarás a Mí sin duda alguna» (Bg. 8.7).

“Arjuna, derfor skal du altid tænke på Mig i Min form som Kṛṣṇa samtidigt med, at du gør din foreskrevne pligt og kæmper. Ved at tilegne dine handlinger til Mig og med dit sind og din intelligens forankret i Mig kommer du uden tvivl til Mig.” (Bg. 8.7)

Él no le aconseja a Arjuna que simplemente lo recuerde y abandone su ocupación. No. El Señor no sugiere nada que sea impráctico. En este mundo material, uno tiene que trabajar para mantener el cuerpo. Conforme al trabajo, la sociedad humana está dividida en cuatro órdenes sociales: brāhmaṇa‚ kṣatriya, vaiśya y śūdra. La clase brāhmaṇa, o la clase inteligente, trabaja de una manera; la clase kṣatriya o administradora trabaja de otra manera; y la clase mercantil y los obreros atienden sus deberes específicos. En la sociedad humana, todo el mundo tiene que trabajar para mantener su existencia, ya sea el obrero, comerciante, administrador o agricultor, o incluso si uno pertenece a la clase más alta y es un hombre de letras, un científico o un teólogo. Por lo tanto, el Señor le dice a Arjuna  que no tiene que abandonar su ocupación, pero que, mientras esté dedicado a ella, debe recordar a Kṛṣṇa (mām anusmara). Si él no practica el proceso de recordar a Kṛṣṇa mientras está luchando por la existencia, entonces no le será posible recordar a Kṛṣṇa a la hora de la muerte. El Señor Caitanya también aconseja lo mismo. Él dice: kīrtanīyaḥ sadā hariḥ, uno siempre debe practicar el canto de los santos nombres del Señor. Los nombres del Señor y el Señor no son diferentes el uno del otro. Así que, la instrucción que el Señor Kṛṣṇa le dio a Arjuna «recuérdame», y el mandamiento del Señor Caitanya de, «canta siempre los nombres del Señor Kṛṣṇa», es la misma instrucción. No hay diferencia entre las dos cosas, porque Kṛṣṇa y el nombre de Kṛṣṇa no son diferentes entre sí. En el plano absoluto no hay diferencia entre la referencia y lo referido. Por consiguiente, tenemos que practicar el proceso de recordar siempre al Señor, las veinticuatro horas del día, mediante el canto de Sus santos nombres y amoldando las actividades de nuestra vida de forma tal que siempre podamos recordarlo a Él.

Kṛṣṇa beder ikke Arjuna om blot at huske på Ham og opgive sin beskæftigelse. Nej, Herren foreslår aldrig noget upraktisk. Man er tvunget til at arbejde for at opretholde kroppen i den materielle verden. Samfundet bliver inddelt i fire sociale ordener i forhold til menneskers arbejde – brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdra. Brāhmaṇa-klassen, dvs. den intelligente gruppe, arbejder på én måde, kṣatriya-klassen eller den administrerende gruppe arbejder på en anden, og handelsstanden og arbejderne er beskæftiget i deres særlige bestillinger. Man bliver nødt til at arbejde for at forsørge sig selv, uanset om man er arbejder, forretningsmand, administrator eller landmand i samfundet, eller selv hvis man tilhører den højeste orden og er litterær og fungerer som videnskabsmand eller teolog. Herren fortæller derfor Arjuna, at han ikke behøver at ophøre med sit arbejde, men mens han gør sit arbejde, skal han huske på Kṛṣṇa (mām anusmara). Hvis man ikke under kampen for tilværelsen øver sig i at huske på Kṛṣṇa, kan det ikke lade sig gøre at huske Kṛṣṇa på dødstidspunktet. Herren Caitanya tilråder det samme. Han anbefaler, kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: Man skal hele tiden øve sig i at recitere Herren Kṛṣṇas navne. Der er ingen forskel på Herrens navn og selve Herren. Herren Kṛṣṇas instruktion til Arjuna om at “huske Mig” og Herren Caitanyas opfordring til “altid at synge Herren Kṛṣṇas navne” går således ud på det samme. Der er ingen forskel, for Kṛṣṇa Selv og Kṛṣṇas navne er ikke forskellige fra hinanden. På det absolutte plan er der ingen forskel på en henvisning og det, der bliver henvist til. Vi skal derfor øve os i konstant at huske på Herren døgnet rundt ved at synge eller recitere Hans navne og forme vores handlinger således, at vi altid kan huske Ham.

¿Cómo es posible hacer esto? Los ācāryas dan el siguiente ejemplo. Si una mujer casada está apegada a otro hombre, o si un hombre tiene un apego por una mujer que no es su esposa, entonces dicho apego se debe considerar que es muy fuerte. Aquel que tiene un apego tal, siempre está pensando en el ser amado. La mujer casada que piensa en su amante, siempre piensa en reunirse con él, incluso mientras desempeña sus quehaceres domésticos. A decir verdad, ella realiza sus labores domésticas aún más cuidadosamente, para que su esposo no sospeche de su apego. De forma similar, debemos recordar siempre al amante supremo, Śrī Kṛṣṇa, y al mismo tiempo desempeñar muy bien nuestros deberes materiales. Para ello se requiere de un fuerte sentimiento de amor. Si tenemos un fuerte sentimiento de amor por el Señor Supremo, podremos entonces desempeñar nuestro deber y al mismo tiempo recordarlo a Él. Pero tenemos que cultivar ese sentimiento de amor. Arjuna, por ejemplo, siempre estaba pensando en Kṛṣṇa; él era el compañero constante de Kṛṣṇa y al mismo tiempo era un guerrero. Kṛṣṇa no le aconsejó que abandonara al pelea y se fuera al bosque a meditar. Cuando el Señor Kṛṣṇa le describe a Arjuna el sistema de yoga, Arjuna dice que no le es posible practicar ese sistema.

Hvordan kan det lade sig gøre? Ācāryaerne giver følgende eksempel. Hvis en gift kvinde er tiltrukket af en anden mand, eller hvis en mand er tiltrukket af en anden kvinde end sin hustru, anses denne tilknytning for at være meget stærk. Den, der har en sådan tilknytning, tænker altid på sin elskede. Hustruen, der tænker på sin elsker, tænker altid på at mødes med ham, selv mens hun udfører sine huslige pligter. Hun gør endda sine pligter endnu mere omhyggeligt, så hendes mand ikke skal fatte mistanke om hendes utroskab. På samme måde skal vi gøre vores materielle pligter meget omhyggeligt samtidig med, at vi hele tiden husker på den højeste elsker, Śrī Kṛṣṇa. Det kræver en meget stærk kærlighed. Hvis vi har en stærk følelse af kærlighed til den Højeste Herre, kan vi gøre vores pligt og samtidig huske på Ham. Men vi bliver nødt til at udvikle denne følelse af kærlighed. Arjuna tænkte for eksempel altid på Kṛṣṇa. Han var Kṛṣṇas tro ledsager, men samtidig var han kriger, så derfor var Kṛṣṇas råd til ham ikke, at han skulle ophøre med at kæmpe og drage ud i skoven for at meditere. Da Herren Kṛṣṇa redegjorde for yoga-systemet, svarede Arjuna, at han umuligt kunne følge det system.

arjuna uvāca
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām

«Arjuna dijo: ¡Oh, Madhusūdana!, el sistema de yoga que has resumido me parece impráctico e intolerable, ya que la mente es inquieta e inestable» (Bg. 6.33).

“Arjuna sagde: O Madhusūdana, dette yoga-system, Du har sammenfattet, forekommer mig upraktisk og ulideligt, for sindet er rastløst og uligevægtigt.” (Bg. 6.33)

Pero el Señor dice:

Men Herren svarede (Bg. 6.47):

yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ
yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ

«De todos los yogīs, aquel que tiene una gran fe y que siempre mora en Mí, piensa en Mí y Me presta un amoroso servicio trascendental, es el que está más íntimamente unido a Mí por medio del yoga, y es el más elevado de todos. Esa es Mi opinión» (Bg. 6.47). Así que, aquel que piensa siempre en el Señor Supremo, es el yogī más grande de todos, el máximo jñanī y el más grande de todos los devotos, al mismo tiempo. El Señor le dice además a Arjuna que, como kṣatriya que es, no puede abandonar la pelea, pero que si Arjuna lucha recordando a Kṛṣṇa, podrá entonces recordar a Kṛṣṇa a la hora de la muerte. Mas, uno debe estar completamente entregado al amoroso servicio trascendental del Señor.

“Blandt alle yogīer er den, der med stor tro altid underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og er engageret i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og er den største af alle. Det er Min mening.” Den, der altid tænker på den Højeste Herre, er således også den største yogī, den største jñānī og den bedste hengivne. Herren fortæller videre Arjuna, at som kṣatriya kan han ikke undslå sig for at kæmpe, men hvis han kæmper, mens han husker på Kṛṣṇa, vil han kunne huske på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket. Men han skal være helt overgivet til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.

Nosotros en realidad no trabajamos con el cuerpo, sino con la mente y la inteligencia. De manera que, si la inteligencia y la mente siempre se dedican a pensar en el Señor Supremo, entonces, naturalmente, los sentidos también se dedicarán al servicio de Él. De modo superficial, al menos, las actividades de los sentidos siguen siendo las mismas, pero la conciencia cambia. El Bhagavad-gītā nos enseña a absorber la mente y la inteligencia en el pensamiento acerca del Señor. Esa clase de absorción le permitirá a uno trasladarse al reino del Señor. Si la mente se dedica al servicio de Kṛṣṇa, los sentidos se dedicarán al servicio de Él automáticamente. Ese es el arte, y ese también es el secreto del Bhagavad-gītā: la absorción total en el pensamiento acerca de Śrī Kṛṣṇa.

I virkeligheden er det ikke vores krop, vi handler med. Vi handler med vores sind og intelligens, så hvis intelligensen og sindet altid er optaget af at tænke på den Højeste Herre, bliver sanserne også helt automatisk engageret i Hans tjeneste. Rent overfladisk kan det se ud, som om sansernes aktivitet er den samme, men bevidstheden er en anden. Bhagavad-gītā lærer én at fylde sindet og intelligensen med tanker på Herren. Denne fordybelse vil gøre os i stand til at blive overført til Herrens rige. Hvis sindet er optaget af Kṛṣṇas tjeneste, bliver sanserne automatisk engageret i Hans tjeneste. Det er kunsten, og det er også Bhagavad-gītās hemmelighed: at absorbere sindet fuldstændigt i tanker på Śrī Kṛṣṇa.

El hombre moderno ha luchado mucho por llegar a la luna, pero no se ha esforzado mucho por elevarse en lo espiritual. Si uno tiene ante sí unos cincuenta años de vida, debe ocupar ese corto tiempo en cultivar esta práctica de recordar a la Suprema Personalidad de Dios. Dicha práctica constituye el proceso devocional:

Det moderne menneske har gjort sig store anstrengelser for at komme til Månen, men det har ikke gjort noget særligt for at ophøje sig selv åndeligt. Hvis man har 50 år at leve i, bør man bruge denne korte tid til at øve sig i at huske på Guddommens Højeste Personlighed. Denne praksis er den hengivne proces. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (7.5.23):

śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam
śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam

(Śrīmad-Bhāgavatam 7.5.23)

Estos nueve procesos, de los cuales el más sencillo es śravaa, oír el Bhagavad-gītā de labios de la persona iluminada, harán que uno dirija el pensamiento hacia el Ser Supremo. Esto llevará a recordar al Señor Supremo, y permitirá que al uno abandonar el cuerpo obtenga un cuerpo espiritual, que es justamente el idóneo para asociarse con el Señor Supremo.

Disse ni processer, af hvilke den letteste er śravaṇam, at høre Bhagavad- gītā fra en realiseret person, vil vende vores tanker mod det Højeste Væsen. Det igen vil føre til ihukommelse af den Højeste Herre og bevirke, at når man forlader sin krop, får man en åndelig krop, der er kvalificeret til at omgås med den Højeste Herre.

El Señor dice además:

Herren forklarer videre (Bg. 8.8):

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan
abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

«Aquel que medita en Mí como Suprema Personalidad de Dios, con la mente constantemente dedicada a recordarme a Mí, y que no se aparta del sendero, él, ¡oh, Pārtha [Arjuna]!, es seguro que llegará a Mí» (Bg. 8.8).

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet uophørligt engageret i tanker på Mig uden at blive afledt fra vejen, kan være sikker på at nå Mig, O Arjuna.”

Este no es un proceso muy difícil. No obstante, uno debe aprenderlo con una persona experimentada. Tad-vijñānārtham sa gurum evābhigacchet: uno debe acudir a una persona que ya haya logrado la práctica. La mente siempre está volando de un lado a otro, pero uno debe practicar el proceso de concentrarla siempre en la forma del Señor Supremo, Śrī Kṛṣṇa, o en el sonido de Su nombre. La mente es inquieta por naturaleza: siempre anda de aquí para allá; pero ella puede reposar en la vibración sonora de Kṛṣṇa. Uno debe meditar, pues, en paramaṁ puruṣam, y así llegar a Él. Los medios y arbitrios para conseguir la comprensión máxima, el máximo logro, se exponen en el Bhagavad-gītā, y las puertas de este conocimiento están abiertas a todo el mundo. No se excluye a nadie. Todas las clases de hombres pueden acercarse al Señor Kṛṣṇa mediante el proceso de pensar en Él, pues a todo el mundo le es posible oír hablar de Él y pensar en Él.

Dette er ingen særlig svær metode. Man skal imidlertid lære den fra en erfaren person. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: Man skal henvende sig til den, der allerede er oplyst. Sindet flakker altid hid og did, men man skal træne sindet i at fokusere på formen af den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, eller på lyden af Hans navn. Sindet er af natur hvileløst og bliver drevet hid og did, men det kan finde hvile i Kṛṣṇas lydvibration. For at nå Ham skal man således meditere på paramaṁ puruṣam, Guddommens Højeste Personlighed i det åndelige rige. I Bhagavad-gītā gives der forskellige veje til at nå denne højeste erkendelse, og døren til kundskaben er åben for alle. Ingen nægtes adgang. Alle mennesker, uanset hvilken samfundsgruppe de tilhører, kan komme til Herren Kṛṣṇa ved at tænke på Ham, for alle har mulighed for at høre om Ham og tænke på Ham.

El Señor añade (Bg. 9.32-33):

Herren udtaler videre (Bg. 9.32–33):

māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām

Así pues, el Señor dice que incluso un comerciante, una mujer baja o un obrero, o incluso los seres humanos que estén en los niveles de vida más baja que existen, pueden llegar al Supremo. No se necesita una inteligencia sumamente desarrollada. Lo cierto es que cualquiera que acepte el principio del bhakti-yoga y que acepte al Señor Supremo como summum bonum de la vida, como el objetivo máximo, la meta última, puede acercarse al Señor en el cielo espiritual. Si uno adopta los principios que se enuncian en el Bhagavad-gītā, puede hacer que su vida se vuelva perfecta, y puede encontrarles una solución permanente a todos los problemas de la vida. Esa es la esencia de todo el Bhagavad-gītā.

Således erklærer Herren, at selv en forretningsmand, en falden kvinde eller en arbejder eller endda mennesker, der befinder sig i den laveste livsstatus, kan opnå den Højeste. Det er ikke nødvendigt med en højt udviklet intelligens. Det vigtige er, at alle, der accepterer principperne for bhakti-yoga og den Højeste Herre som summum bonum, dvs. det endelige mål i tilværelsen, kan nå Herren i den åndelige himmel. Hvis man følger principperne, der gives i Bhagavad-gītā, kan man gøre sit liv fuldkomment og finde en permanent løsning på alle livets problemer. Det er hele essensen af Bhagavad-gītā.

En conclusión, el Bhagavad-gītā es una obra literaria trascendental que uno debe leer muy cuidadosamente. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: si uno sigue las instrucciones del Bhagavad-gītā como es debido, puede liberarse de todos los sufrimientos y ansiedades de la vida. Bhaya-śokādi-vivarjitaḥ. En esta vida, uno se librará de todos los temores, y su siguiente vida será espiritual (Gītā-māhātmya 1).

Lad os runde af med at konkludere, at Bhagavad-gītā er et stykke transcendental litteratur, man skal læse meget omhyggeligt. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ, yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: Hvis man følger Bhagavad- gītās instruktioner korrekt, kan man blive befriet for alle livets lidelser og bekymringer. Viṣṇoḥ padam avapnoti, bhaya-śokādi-varjitaḥ. Man vil blive befriet for al frygt i dette liv, og ens næste liv vil blive åndeligt (Gītā-māhātmya 1).

Además, hay una ventaja adicional:

Der er flere fordele:

gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca
gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca

«Si una persona lee el Bhagavad-gītā de un modo muy sincero y con toda seriedad, entonces, por la gracia del Señor, las reacciones de sus fechorías pasadas no actuarán sobre ella» (Gītā-māhātmya 2). En la última porción del Bhagavad-gītā (18.66), el Señor dice en voz muy alta:

“Hvis man studerer Bhagavad-gītā meget oprigtigt og med stor alvor, vil reaktionerne på ens tidligere ugerninger ikke påvirke én.” (Gītā- māhātmya 2) Herren siger klart og tydeligt i sidste del af Bhagavad-gītā (18.66):

sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ
sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ

«Abandona todas las variedades de religión y tan solo entrégate a Mí. Yo te libraré de todas las reacciones pecaminosas. No temas». Así pues, el Señor asume toda la responsabilidad de aquel que se entrega a Él, y lo protege de todas las reacciones de los pecados.

“Opgiv alle former for religion og overgiv dig blot til Mig. Jeg skal udfri dig fra al synd. Frygt ikke.” Således tager Herren det fulde ansvar for den, der overgiver sig til Ham, og beskytter en sådan person mod enhver reaktion på synd.

mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam
mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam

«Uno puede limpiarse diariamente dándose un baño con agua, pero si alguien se da un baño siquiera una vez en la sagrada agua del Ganges del Bhagavad-gītā, para él la suciedad de la vida material se elimina por completo» (Gītā-māhātmya 3).

“One may cleanse himself daily by taking a bath in water, but if one takes a bath even once in the sacred Ganges water of Bhagavad-gītā, for him the dirt of material life is altogether vanquished.” (Gītā-māhātmya 3)

gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā
gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā

Como el Bhagavad-gītā lo habla la Suprema Personalidad de Dios, no es necesario leer ninguna otra Escritura védica. Uno solo tiene que oír y leer atenta y regularmente el Bhagavad-gītā. En la era actual, la gente está tan absorta en las actividades mundanas, que no le es posible leer todas las Escrituras védicas. Pero ello no es necesario. Este único libro, el Bhagavad-gītā, será suficiente, porque es la esencia de todas las Escrituras védicas, y, en especial, porque lo expone la Suprema Personalidad de Dios (Gītā-māhātmya 4).

Because Bhagavad-gītā is spoken by the Supreme Personality of Godhead, one need not read any other Vedic literature. One need only attentively and regularly hear and read Bhagavad-gītā. In the present age, people are so absorbed in mundane activities that it is not possible for them to read all the Vedic literatures. But this is not necessary. This one book, Bhagavad-gītā, will suffice, because it is the essence of all Vedic literatures and especially because it is spoken by the Supreme Personality of Godhead. (Gītā-māhātmya 4)

Como se dice:

As it is said:

bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate
bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate

«Aquel que bebe el agua del Ganges, logra la salvación; entonces, ¿qué puede decirse de aquel que bebe el néctar del Bhagavad-gītā? El Bhagavad-gītā es el néctar especial del Mahābhārata, y lo expuso el propio Señor Kṛṣṇa, el Viṣṇu original» (Gītā-māhātmya 5). El Bhagavad-gītā emana de la boca de la Suprema Personalidad de Dios, y el Ganges se dice que emana de los pies de loto del Señor Supremo, pero al hacer un estudio imparcial, podemos apreciar que el Bhagavad-gītā es aún más importante que el agua del Ganges.

“One who drinks the water of the Ganges attains salvation, so what to speak of one who drinks the nectar of Bhagavad-gītā? Bhagavad-gītā is the essential nectar of the Mahābhārata, and it is spoken by Lord Kṛṣṇa Himself, the original Viṣṇu.” (Gītā-māhātmya 5) Bhagavad-gītā comes from the mouth of the Supreme Personality of Godhead, and the Ganges is said to emanate from the lotus feet of the Lord. Of course, there is no difference between the mouth and the feet of the Supreme Lord, but from an impartial study we can appreciate that Bhagavad-gītā is even more important than the water of the Ganges.

sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat
sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat

«Este Gītopaniṣad, el Bhagavad-gītā, la esencia de todos los Upaniṣads, es como una vaca, y el Señor Kṛṣṇa, quien es famoso como pastorcillo de vacas, la está ordeñando. Arjuna es como un ternero, y los eruditos entendidos y devotos puros han de beber la nectárea leche del Bhagavad-gītā» (Gītā-māhātmya 6).

“This Gītopaniṣad, Bhagavad-gītā, the essence of all the Upaniṣads, is just like a cow, and Lord Kṛṣṇa, who is famous as a cowherd boy, is milking this cow. Arjuna is just like a calf, and learned scholars and pure devotees are to drink the nectarean milk of Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā
ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā

(Gītā-māhātmya 7)

(Gītā-māhātmya 7)

En los tiempos actuales, la gente está sumamente ansiosa de tener una sola Escritura, un solo Dios, una sola religión y una sola ocupación. Por consiguiente, ekaṁ śātraṁ devakī-putra-gītam, que solo haya una Escritura, una Escritura común para el mundo entero: el Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-pūtra eva, que solo haya un Dios para el mundo entero: Śrī Kṛṣṇa. Eko mantra tasya nāmani, y un solo himno, un mantra, una oración: el canto de Su nombre, Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā, y que solo haya una ocupación: el prestarle servicio a la Suprema Personalidad de Dios.

In this present day, people are very much eager to have one scripture, one God, one religion and one occupation. Therefore, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: let there be one scripture only, one common scripture for the whole world – Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: let there be one God for the whole world – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: and one hymn, one mantra, one prayer – the chanting of His name: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: and let there be one work only – the service of the Supreme Personality of Godhead.

La sucesión discipular

The Disciplic Succession

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). El Bhagavad-gītā tal como es se recibe a través de la siguiente sucesión discipular:

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). This Bhagavad-gītā As It Is is received through this disciplic succession:

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda