Skip to main content

TEXT 24

TEXT 24

Texto

Tekst

avyaktaṁ vyaktim āpannaṁ
manyante mām abuddhayaḥ
paraṁ bhāvam ajānanto
mamāvyayam anuttamam
avyaktaṁ vyaktim āpannaṁ
manyante mām abuddhayaḥ
paraṁ bhāvam ajānanto
mamāvyayam anuttamam

Palabra por palabra

Synonyms

avyaktam — no manifestado; vyaktim — personalidad; āpannam — lograda; manyante — creen; mām — a Mí; abuddhayaḥ — personas poco inteligentes; param — supremo; bhāvam — existencia; ajānantaḥ — sin saber; mama — Mi; avyayam — imperecedero; anuttamam — lo más fino de todo.

avyaktam — umanifesteret; vyaktim — personlighed; āpannam — har antaget; manyante — de tror; mām — Mig; abuddhayaḥ — mindre intelligente personer; param — højeste; bhāvam — eksistens; ajānantaḥ — idet de ikke kender; mama — Min; avyayam — uforgængelige; anuttamam — den fineste.

Traducción

Translation

Los hombres que carecen de inteligencia y que no Me conocen perfectamente, creen que Yo, la Suprema Personalidad de Dios, Kṛṣṇa, era impersonal antes, y que ahora he adoptado esta personalidad. Debido a su poco conocimiento no conocen Mi naturaleza superior, la cual es imperecedera y suprema.

Uintelligente mennesker, der ikke forstår Mig fuldstændigt, tror, at Jeg, Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, før var upersonlig og nu har antaget denne personlighed. På grund af deres ringe viden kender de ikke Min højere natur, der er uforgængelig og suveræn.

Significado

Purport

A aquellos que son adoradores de los semidioses se los ha descrito como personas poco inteligentes, y aquí se describe a los impersonalistas de la misma manera. El Señor Kṛṣṇa, en Su forma personal, está aquí hablando ante Arjuna, y con todo, por ignorancia, los impersonalistas arguyen que, en fin de cuentas, el Señor Supremo no tiene forma. Yāmunācārya, un gran devoto del Señor que pertenece a la sucesión discipular de Rāmānujācārya, ha escrito dos versos muy idóneos en relación con esto. Él dice:

FORKLARING: De, der er tilbedere af halvguder, er blevet beskrevet som mindre intelligente, og her beskrives upersonalisterne på samme måde. Herren Kṛṣṇa taler her til Arjuna i Sin personlige form, og alligevel hævder upersonalisterne i deres uvidenhed, at den Højeste Herre yderst set ingen form har. Yāmunācārya, en stor hengiven af Herren i discipelrækken fra Rāmānujācārya, har skrevet et rammende vers i den forbindelse (Stotra-ratnam 12):

tvāṁ śīla-rūpa-caritaiḥ parama-prakṛṣṭaiḥ
sattvena sāttvikatayā prabalaiś ca śāstraiḥ
prakhyāta-daiva-paramārtha-vidāṁ mataiś ca
naivāsura-prakṛtayaḥ prabhavanti boddhum
tvāṁ śīla-rūpa-caritaiḥ parama-prakṛṣṭaiḥ
sattvena sāttvikatayā prabalaiś ca śāstraiḥ
prakhyāta-daiva-paramārtha-vidāṁ mataiś ca
naivāsura-prakṛtayaḥ prabhavanti boddhum

«Mi querido Señor, devotos tales como Vyāsadeva y Nārada saben que Tú eres la Personalidad de Dios. Mediante el estudio de diferentes Escrituras védicas, uno puede llegar a conocer Tus características, Tu forma y Tus actividades, y de ese modo uno puede entender que Tú eres la Suprema Personalidad de Dios. Pero aquellos que están influidos por las modalidades de la pasión y la ignorancia, los demonios, los no devotos, no Te pueden entender. Ellos son incapaces de entenderte. Por muy expertos que esos no devotos sean en discutir el Vedānta, los Upaniṣads y otras Escrituras védicas, a ellos no les es posible entender a la Personalidad de Dios» (Stotra-ratna 12).

“Min kære Herre, hengivne som Vyāsadeva og Nārada kender Dig som Guddommens Personlighed. Ved at forstå forskellige vediske skrifter kan man komme til indsigt om Dine egenskaber, Din form og Dine aktiviteter, og man kan således forstå, at Du er Guddommens Højeste Personlighed. Men de, der befinder sig i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, dæmonerne og de ikke-hengivne, kan ikke forstå Dig. De kan umuligt forstå Dig. Uanset hvor dygtige sådanne ikke-hengivne er til at diskutere Vedānta, Upaniṣaderne og anden vedisk litteratur, er det ikke muligt for dem at forstå Guddommens Personlighed.”

En la Brahma-saṁhitā se afirma que a la Personalidad de Dios no se la puede entender simplemente mediante el estudio de la literatura vedānta. Solo por la gracia del Señor Supremo se puede conocer la Personalidad del Supremo. Por lo tanto, en este verso se afirma de un modo claro que no solo son poco inteligentes los adoradores de los semidioses, sino también aquellos no devotos que están dedicados al Vedānta y a la especulación basada en la literatura védica, sin ningún matiz de verdadera conciencia de Kṛṣṇa; y a ellos no les es posible entender la naturaleza personal de Dios. A las personas que tienen la impresión de que la Verdad Absoluta es impersonal se las describe como abuddhayaḥ, lo cual se refiere a alguien que no conoce el aspecto supremo de la Verdad Absoluta. En el Śrīmad-Bhāgavatam se afirma que la comprensión suprema comienza con el Brahman impersonal, y luego asciende hasta la Superalma localizada, pero que la última palabra en lo referente a la Verdad Absoluta es la Personalidad de Dios. Los impersonalistas modernos son aún menos inteligentes, ya que ni siquiera siguen a su gran predecesor Śaṅkarācārya, quien ha declarado específicamente que Kṛṣṇa es la Suprema Personalidad de Dios. Así pues, como los impersonalistas no conocen la Verdad Suprema, creen que Kṛṣṇa es únicamente el hijo de Devakī y Vasudeva, o un príncipe, o una entidad viviente poderosa. Esto también se condena en el Bhagavad-gītā (9.11). Avajānanti māṁ mūḍhā mānuṣīṁ tanum āsritam: «Únicamente los necios Me consideran una persona ordinaria».

Ifølge Brahma-saṁhitā kan Guddommens Personlighed ikke forstås ved kun at studere Vedānta-litteraturen. Alene ved den Højeste Herres nåde kan man forstå den Højestes personlighed. Det fastslås derfor klart i dette vers, at ikke kun halvgudetilbederne er mindre intelligente, men de ikke-hengivne, der arbejder med Vedānta og spekulationer over den vediske litteratur uden anstrøg af ægte Kṛṣṇa-bevidsthed, er også mindre intelligente, og for dem er det umuligt at forstå Guds personlige natur. Personer, der er af den opfattelse, at den Absolutte Sandhed er upersonlig, beskrives her som abuddhayaḥ, der hentyder til dem, der intet kendskab har til det højeste aspekt af den Absolutte Sandhed. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11), at den højeste erkendelse begynder med den upersonlige Brahman og siden udvikler sig op til den lokaliserede Oversjæl, men det sidste ord i den Absolutte Sandhed er Guddommens Personlighed. Moderne upersonalister er endnu mindre intelligente, for de følger ikke engang deres egen forgænger, Śaṅkarācārya, der specifikt erklærede, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Fordi upersonalister ikke kender den Højeste Sandhed, tror de som følge deraf, at Kṛṣṇa kun er søn af Devakī og Vasudeva eller en prins eller et eller andet kraftfuldt levende væsen. Denne indstilling fordømmes også i Bhagavad-gītā (9.11) med ordene avajānanti māṁ mūḍhā, mānuṣīṁ tanum āśritam: “Kun tåber anser Mig for at være et almindeligt menneske.”

Lo cierto es que nadie puede entender a Kṛṣṇa sin prestar servicio devocional y sin cultivar conciencia de Kṛṣṇa. El Bhāgavatam (10.14.29) lo confirma:

Faktum er, at uden hengiven tjeneste, og uden at man udvikler Kṛṣṇa- bevidsthed, kan ingen forstå Kṛṣṇa. I Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.29) bekræftes dette som følger:

athāpi te deva padāmbuja-dvaya-
prasāda-leśānugṛhīta eva hi
jānāti tattvaṁ bhagavan-mahimno
na cānya eko ’pi ciraṁ vicinvan
athāpi te deva padāmbuja-dvaya-
prasāda-leśānugṛhīta eva hi
jānāti tattvaṁ bhagavan-mahimno
na cānya eko ’pi ciraṁ vicinvan

«Mi querido Señor, si uno es favorecido siquiera por un leve vestigio de la misericordia de Tus pies de loto, puede entender la grandeza de Tu personalidad. Pero aquellos que especulan para llegar a entender a la Suprema Personalidad de Dios son incapaces de conocerte, aunque continúen estudiando los Vedas por muchos años». Uno no puede entender a la Suprema Personalidad de Dios, Kṛṣṇa, ni Su forma, Su calidad o Su nombre, simplemente por medio de la especulación mental o de la discusión de la literatura védica. Uno debe entenderlo mediante el servicio devocional. Cuando uno está plenamente dedicado al proceso de conciencia de Kṛṣṇa, comenzando con el canto del mahā-mantra —Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare—, solo entonces puede uno entender a la Suprema Personalidad de Dios. Los no devotos impersonalistas creen que Kṛṣṇa tiene un cuerpo hecho de esta naturaleza material, y que todas Sus actividades, Su forma y todo lo demás son māyā. A estos impersonalistas se les da el nombre de māyāvādīs. Ellos no conocen la verdad última.

“Min Herre, hvis man bliver begunstiget af bare et anstrøg af nåden fra Dine lotusfødder, kan man forstå Din personligheds storhed. Men de, der spekulerer for at forstå Guddommens Højeste Personlighed, vil ikke kunne begribe Dig, om de så fortsætter deres studier af Vedaerne i mange år.” Man kan ikke forstå Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, eller Hans form, kvalitet eller navn udelukkende igennem intellektuel spekulation eller diskussion af vedisk litteratur. Man skal forstå Ham gennem hengiven tjeneste. Kun når man er helt engageret i Kṛṣṇa- bevidsthed, der begynder med fremsigelsen af mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – kan man forstå Guddommens Højeste Personlighed. Ikke-hengivne upersonalister tror, at Kṛṣṇa har en krop, der er lavet af denne materielle natur, og at alle Hans aktiviteter, Hans form og alting er māyā. Disse upersonalister kaldes māyāvādīer. De kender ikke den højeste sandhed.

El vigésimo verso de este capítulo indica claramente: kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ prapadyante ’nya-devatāḥ, «Aquellos que están cegados por deseos lujuriosos, se entregan a los diferentes semidioses». Se sabe que, además de la Suprema Personalidad de Dios, hay semidioses que tienen sus diferentes planetas, y el Señor también tiene un planeta. Como se declara en el verso veintitrés: devān deva-yajo yānti mad-bhaktā yānti mām api, los adoradores de los semidioses van a los diferentes planetas de los semidioses, y aquellos que son devotos del Señor Kṛṣṇa van al planeta Kṛṣṇaloka. Aunque esto está claramente estipulado, los necios impersonalistas sostienen, no obstante, que el Señor no tiene forma y que esas formas son algo impuesto. ¿Acaso al estudiar el Gītā da la impresión de que los semidioses y sus moradas son impersonales? Queda claro que ni los semidioses ni Kṛṣṇa, la Suprema Personalidad de Dios, son impersonales. Todos ellos son personas; el Señor Kṛṣṇa es la Suprema Personalidad de Dios y Él tiene Su propio planeta, y los semidioses tienen los suyos.

Der står specifikt i dette kapitels vers 20, kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ, prapadyante ’nya-devatāḥ: “De, der er forblændet af lystne ønsker, overgiver sig til forskellige halvguder.” Det er blevet fastslået, at ud over Guddommens Højeste Personlighed findes der halvguder, der har deres forskellige planeter, og Herren har også en planet. Som der står i vers 23, devān deva-yajo yānti, mad-bhaktā yānti mām api: Halvgudetilbederne kommer til halvgudernes forskellige planeter, og Herren Kṛṣṇas hengivne kommer til Kṛṣṇaloka-planeten. Til trods for disse klare udtalelser hævder tåbelige upersonalister ikke desto mindre, at Herren er formløs, og at disse former er en illusion. Får man ved at studere Bhagavad-gītā indtryk af, at halvguderne og deres boliger er upersonlige? Det er klart, at hverken halvguderne eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er upersonlige. De er alle personer. Herren Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, Han har Sin egen planet, og halvguderne har deres.

Por lo tanto, la opinión monista de que la verdad última no tiene forma y que la forma es impuesta, no es cierta. Aquí se afirma claramente que no es impuesta. El Bhagavad-gītā nos hace saber claramente que las formas de los semidioses y la forma del Señor Supremo existen al mismo tiempo, y que el Señor Kṛṣṇa es sac-cid-ānanda, conocimiento eterno y bienaventurado. Los Vedas también confirman que la Suprema Verdad Absoluta es ānanda-mayo ’bhyāsāt, o que, por naturaleza, está colmada de un placer bienaventurado, y que es el depósito de ilimitadas cualidades auspiciosas. Y en el Gītā, el Señor dice que aunque Él es aja (innaciente), aun así Él aparece. Estos son los hechos que debemos entender con el Bhagavad-gītā. No podemos comprender cómo la Suprema Personalidad de Dios puede ser impersonal; en lo que respecta a las declaraciones del Gītā, la teoría de la imposición que tiene el monista impersonalista es falsa. Aquí se deja en claro que la Suprema Verdad Absoluta, el Señor Kṛṣṇa, tiene tanto forma como personalidad.

Den monistiske påstand om, at den endelige sandhed er formløs, og at form er illusorisk, er derfor ikke sand. Her fastslås det udtrykkeligt, at form ikke er en illusion. Fra Bhagavad-gītā får vi en klar forståelse af, at halvgudernes former og den Højeste Herres form eksisterer samtidigt, og at Herren Kṛṣṇa er sac-cid-ānanda, evig lyksalig viden. I Vedaerne bekræftes det også, at den Højeste Absolutte Sandhed er viden og lyksalig glæde (vijñānam ānandaṁ brahma, Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 3.9.28), og at Han er et reservoir af endeløse lykkebringende kvaliteter (ananta- kalyāṇa-guṇātmako ’sau, Viṣṇu Purāṇa 6.5.84). Og i Bhagavad-gītā (4.6) udtaler Herren, at skønt Han er aja (ufødt), åbenbarer Han sig alligevel. Det er disse kendsgerninger, vi skal nå frem til i vores forståelse af Bhagavad-gītā. Det overgår vores forstand, hvordan Guddommens Højeste Personlighed skulle kunne være upersonlig. Hvad Bhagavad- gītās udtalelser angår, er de upersonlige monisters illusionsteori forkert. Her fremgår det tydeligt, at den Højeste Absolutte Sandhed, Herren Kṛṣṇa, har form såvel som personlighed.