Skip to main content

TEXT 37

TEXT 37

Texto

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
kāma eṣa krodha eṣa
rajo-guṇa-samudbhavaḥ
mahāśano mahā-pāpmā
viddhy enam iha vairiṇam
śrī-bhagavān uvāca
kāma eṣa krodha eṣa
rajo-guṇa-samudbhavaḥ
mahāśano mahā-pāpmā
viddhy enam iha vairiṇam

Palabra por palabra

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — la Personalidad de Dios dijo; kāmaḥ — lujuria; eṣaḥ — esta; krodhaḥ — ira; eṣaḥ — todos éstos; rajaḥ-guṇa — la modalidad de la pasión; samudbhavaḥ — nacida de; mahā-aśanaḥ — que todo lo devora; maha-pāpmā — muy pecaminosa; viddhi — sabe; enam — esto; iha — en el mundo material; vairiṇam — el peor enemigo.

śri-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; kāmaḥ — begær; eṣaḥ — dette; krodhaḥ — vrede; eṣaḥ — dette; rajaḥ-guṇa — lidenskabens kvalitet; samudbhavaḥ — født af; mahā-aśanaḥ — altfortærende; mahā-pāpmā — meget syndige; viddhi — forstå; enam — denne; iha — i den materielle verden; vairiṇam — største fjende.

Traducción

Translation

La Suprema Personalidad de Dios dijo: Es únicamente la lujuria, Arjuna, que nace del contacto con la modalidad material de la pasión y luego se transforma en ira, y que es el pecador enemigo de este mundo, enemigo que lo devora todo.

Guddommens Højeste Personlighed sagde: Arjuna, denne verdens altfortærende syndige fjende er intet andet end begær eller lyst, der affødes af kontakt med lidenskabens materielle kvalitet og senere forvandles til vrede.

Significado

Purport

Cuando una entidad viviente se pone en contacto con la creación material, su eterno amor por Kṛṣṇa se transforma en lujuria, en asociación con la modalidad de la pasión. O, en otras palabras, el sentido de amor por Dios se transforma en lujuria, al igual que la leche, en contacto con el tamarindo, se transforma en yogur. Luego, cuando la lujuria no es satisfecha, se convierte a su vez en ira; la ira se transforma en ilusión, y la ilusión hace que continúe la existencia material. Por lo tanto, la lujuria es el peor enemigo de la entidad viviente, y es únicamente la lujuria la que induce a la entidad viviente pura a permanecer enredada en el mundo material. La ira es la manifestación de la modalidad de la ignorancia. Estas modalidades se manifiestan como ira y demás corolarios. De manera que, si la modalidad de la pasión, en vez de degradarse hasta el plano de la modalidad de la ignorancia, se eleva al plano de la modalidad de la bondad mediante el método prescrito de vivir y actuar, uno puede entonces salvarse de la degradación de la ira, mediante el apego espiritual.

FORKLARING: Når det levende væsen kommer i kontakt med den materielle skabelse, bliver hans evige kærlighed til Kṛṣṇa ved sin forbindelse med lidenskabens kvalitet forvandlet til begær. Følelsen af kærlighed til Gud bliver med andre ord omdannet til begær, ligesom mælk bliver til yoghurt, når den blandes med sur tamarinde. Når dette begær ikke tilfredsstilles, bliver det til vrede. Vrede udarter til illusion, og illusionen fortsætter den materielle tilværelse. Det er således begær, der er det levende væsens værste fjende, og det er udelukkende begær, der får det rene levende væsen til at fortsætte med at være indviklet i den materielle verden. Vrede er en manifestation af uvidenhedens kvalitet. Disse kvaliteter viser sig som vrede og andre følgevirkninger. Hvis lidenskabens kvalitet i stedet for at udarte sig til uvidenhedens kvalitet derimod bliver ophøjet til godhedens kvalitet gennem den foreskrevne måde at leve og handle på, kan man gennem åndelig tilknytning blive reddet fra at blive trukket ned af vrede.

La Suprema Personalidad de Dios se expandió en muchos para beneficio de Su bienaventuranza espiritual siempre en aumento, y las entidades vivientes son partes integrales de esa bienaventuranza espiritual. Ellas tienen, además, una independencia parcial, pero por el mal uso de su independencia, cuando la actitud de servicio se transforma en la propensión al disfrute de los sentidos, quedan bajo el dominio de la lujuria. El Señor hace la creación material para brindarles a las almas condicionadas una facilidad de complacer esas propensiones lujuriosas, y cuando ellas se encuentran totalmente desconcertadas debido a las prolongadas actividades lujuriosas, comienzan a hacerse preguntas acerca de su verdadera posición.

Guddommens Højeste Personlighed ekspanderede Sig i mange for at forøge Sin evigt tiltagende åndelige lyksalighed, og de levende væsener er uadskillelige dele af denne åndelige lyksalighed. De er også delvist uafhængige, men ved at misbruge deres frihed, når deres tjenende mentalitet bliver omdannet til en hang til sansenydelse, kommer de under begærets svøbe. Herren har skabt den materielle verden for at give de betingede sjæle mulighed for at opfylde disse lystne tilbøjeligheder, og når de levende væsener efter lang tids lystfulde handlinger er blevet godt og grundigt frustrerede, begynder de at spørge ind til deres virkelige situation.

Esa indagación es el comienzo de los Vedānta-sūtras, en los que se dice: athāto brahma-jijñāsā, uno debe investigar acerca del Supremo. Y al Supremo se lo define en el Śrīmad-Bhāgavatam como janmādy asya yato ’nvayad itarataś ca, o «El origen de todo es el Brahman Supremo». Así pues, el origen de la lujuria también se halla en el Supremo. Si, por lo tanto, la lujuria se transforma en amor por el Supremo, o se transforma en conciencia de Kṛṣṇa o, en otras palabras, en desear todo para Kṛṣṇa, entonces tanto la lujuria como la ira pueden ser espiritualizadas. Hanumān, el gran servidor del Señor Rāma, exhibió su ira en la acción de prenderle fuego a la ciudad dorada de Rāvaṇa, pero al hacerlo se convirtió en el devoto más sobresaliente del Señor. Aquí también, en el Bhagavad-gītā, el Señor induce a Arjuna a utilizar su ira en contra de sus enemigos, para la satisfacción del Señor. De manera que la lujuria y la ira, cuando se emplean en el proceso de conciencia de Kṛṣṇa, se convierten en nuestros amigos, y no en enemigos nuestros.

Denne forespørgsel former indledningen til Vedānta-sūtra. Athāto brahma-jijñāsā: Man skal spørge ind til den Højeste. Den Højeste defineres videre i Śrīmad-Bhāgavatam (1.1.1) som janmādy asya yato ’nvayād itarataś ca, hvilket betyder: “Kilden til alt er den Højeste Brahman.” Oprindelsen til begær skal således også findes i den Højeste. Hvis begær derfor bliver forvandlet til kærlighed til den Højeste eller til Kṛṣṇa-bevidsthed eller med andre ord til at ønske alting for Kṛṣṇa, kan man åndeliggøre både begær og vrede. Hanumān, der var Herren Rāmas store tjener, viste sin vrede ved at nedbrænde Rāvaṇas gyldne by, men ved at gøre dette blev han Herrens største hengivne. Også her i Bhagavad-gītā tilskynder Herren Arjuna til at rette sin vrede mod fjenden for at tilfredsstille Herren. Anvendt i Kṛṣṇa-bevidsthed bliver begær og vrede derfor til vore venner i stedet for vore fjender.