Skip to main content

TEXT 12

TEXT 12

Texto

Tekst

na tv evāhaṁ jātu nāsaṁ
na tvaṁ neme janādhipāḥ
na caiva na bhaviṣyāmaḥ
sarve vayam ataḥ param
na tv evāhaṁ jātu nāsaṁ
na tvaṁ neme janādhipāḥ
na caiva na bhaviṣyāmaḥ
sarve vayam ataḥ param

Palabra por palabra

Synonyms

na — nunca; tu — pero; eva — indudablemente; aham — yo; jātu — en cualquier momento; na — nunca; āsam — existió; na — no; tvam — tú; na — no; ime — todos estos; jana-adhipāḥ — reyes; na — nunca; ca — también; eva — indudablemente; na — no; bhaviṣyāmaḥ — existiremos; sarve vayam — todos nosotros; ataḥ param — en el futuro.

na — aldrig; tu — men; eva — sandelig; aham — Jeg; jātu — på noget tidspunkt; na — ikke; āsam — eksisterede; na — ikke; tvam — du; na — ikke; ime — alle disse; jana-adhipāḥ — konger; na — aldrig; ca — også; eva — sandelig; na — ikke; bhaviṣyāmaḥ — vi vil eksistere; sarve vayam — os alle; ataḥ param — herefter.

Traducción

Translation

Nunca hubo un tiempo en el que Yo no existiera, ni tú, ni todos estos reyes; y en el futuro, ninguno de nosotros dejará de existir.

Aldrig var der en tid, hvor Jeg ikke eksisterede og heller ikke du eller alle disse konger. Lige så lidt vil nogen af os ophøre med at være til i fremtiden.

Significado

Purport

  En los Vedas —tanto en el Kaṭha Upaniṣad como en el Svetāśvatara Upaniṣad— se dice que la Suprema Personalidad de Dios es el sustentador de innumerables entidades vivientes, en términos de sus diferentes situaciones y conforme al trabajo individual y a la reacción del trabajo. Esa Suprema Personalidad de Dios, mediante Sus porciones plenarias, también se halla viva en el corazón de toda entidad viviente. Solo las personas santas que pueden ver al mismo Señor Supremo dentro y fuera, pueden de hecho alcanzar la paz eterna y perfecta.

FORKLARING: I Vedaerne står der i Kaṭha Upaniṣad såvel som i N Śvetāśvatara Upaniṣad, at Guddommens Højeste Personlighed opretholder utallige levende væsener i deres forskellige situationer i forhold til deres individuelle handlinger og reaktioner på disse handlinger. Denne Guddommens Højeste Personlighed befinder Sig også igennem Sine fuldstændige dele i hvert eneste levende væsens hjerte. Kun helgenagtige personer, der kan se den samme Højeste Herre inden i og uden for alting, kan virkelig opnå fuldkommen og evig fred.

nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām
eko bahūnāṁ yo vidadhāti kāmān
tam ātma-sthaṁ ye ’nupaśyanti dhīrās
teṣāṁ śāntiḥ śāśvatī netareṣām
nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām
eko bahūnāṁ yo vidadhāti kāmān
tam ātma-sthaṁ ye ’nupaśyanti dhīrās
teṣāṁ śāntiḥ śāśvatī netareṣām

(Kaṭha Upaniṣad 2.2.13)

(Kaṭha Upaniṣad 2.2.13)

La misma verdad védica que se le dio a Arjuna, se le da a todas las personas del mundo que se hacen pasar por muy eruditas, pero que, en realidad, no tienen más que un escaso acopio de conocimiento. El Señor dice claramente que Él Mismo, Arjuna y todos los reyes que están reunidos en el campo de batalla, son seres individuales eternamente, y que Él es eternamente el sustentador de las entidades vivientes individuales, tanto en su situación condicionada como en su situación liberada. La Suprema Personalidad de Dios es la persona individual suprema, y Arjuna —el eterno asociado del Señor— y todos los reyes allí reunidos, son personas eternas e individuales. No ha de creerse que ellos no existieron como individuos en el pasado, o que ellos no seguirán siendo personas eternas. Su individualidad existió en el pasado, y su individualidad continuará en el futuro, ininterrumpidamente. En consecuencia, no hay nada por lo que nadie deba lamentarse.

Den samme vediske sandhed, der her gives til Arjuna, bliver givet til alle, der fører sig frem som meget lærde, men i virkeligheden kun har ringe viden. Herren siger klart og tydeligt, at Han selv, Arjuna og alle de konger, der er forsamlede på slagmarken, for evigt er individuelle levende væsener, og at Herren for evigt opretholder de individuelle levende væsener i både deres betingede og befriede tilstande. Guddommens Højeste Personlighed er den højeste individuelle person, og Arjuna, Herrens evige omgangsfælle, og alle de forsamlede konger er alle evige individuelle personer. Det er ikke sådan, at de ikke eksisterede som individuelle personer i fortiden, eller at de ikke vil forblive evige personer. Deres individualitet var en kendsgerning i fortiden, og deres individualitet vil fortsætte i fremtiden uden afbrydelse. Ingen har således grund til at sørge over nogen som helst.

El Señor Kṛṣṇa, la autoridad suprema, no respalda aquí la teoría māyāvādī de que el alma individual, que ha estado separada por la cobertura de māyā, o la ilusión, después de liberarse se fundirá en el Brahman impersonal y perderá su existencia individual. Ni tampoco se apoya aquí la teoría de que únicamente pensamos en individualidades en el estado condicionado. Aquí Kṛṣṇa dice claramente que en el futuro la individualidad del Señor y de los demás continuará también de un modo perenne, tal como se confirma en los Upaniṣads. Esta declaración de Kṛṣṇa es autoritativa, porque Kṛṣṇa no puede estar sujeto a la ilusión. Si la individualidad no es una realidad, entonces Kṛṣṇa no habría hecho tanto énfasis en ella, ni siquiera para el futuro. Puede que el māyāvādī arguya que la individualidad de la que habló Kṛṣṇa no es espiritual sino material. Incluso si se acepta el argumento de que la individualidad es material, entonces ¿cómo puede uno distinguir la individualidad de Kṛṣṇa? Kṛṣṇa afirma la existencia de Su individualidad en el pasado, y también confirma Su individualidad en el futuro. Él ha confirmado Su individualidad de muchas maneras, y se ha declarado que el Brahman impersonal está subordinado a Él. Kṛṣṇa ha sostenido en todo momento el concepto de la individualidad espiritual, pero, si lo tomamos por un alma condicionada ordinaria con conciencia individual, Su Bhagavad-gītā no tiene entonces ningún valor como Escritura autoritativa. Un hombre común y corriente que adolece de los cuatro defectos característicos de la debilidad humana, es incapaz de enseñar aquello que vale la pena oír. El Gītā está por encima de esa clase de literatura. Ningún libro mundano se puede comparar con el Bhagavad-gītā. Cuando uno toma a Kṛṣṇa por un hombre ordinario, el Gītā pierde toda su importancia. El māyāvādī arguye que la pluralidad que se menciona en este verso es convencional y que se refiere al cuerpo; pero esa concepción corporal ya se condenó con anterioridad a este verso. ¿Cómo es posible que Kṛṣṇa volviera a plantear una proposición convencional acerca del cuerpo, después de haber condenado la concepción corporal de las entidades vivientes? Por lo tanto, el concepto de la individualidad se sostiene sobre bases espirituales, y de ese modo la confirman grandes ācāryas tales como Śrī Rāmānuja y otros. En muchas partes del Gītā se expresa claramente que esta individualidad espiritual la entienden los devotos del Señor. Aquellos que envidian a Kṛṣṇa como Suprema Personalidad de Dios, no tienen acceso genuino a esta gran obra literaria. El enfoque que del Gītā hace el no devoto, es algo así como el caso de unas abejas que tratan de lamer una botella de miel; uno no puede saborear la miel, a menos que abra la botella. De igual manera, el misticismo del Bhagavad-gītā lo pueden entender únicamente los devotos, y nadie más puede saborearlo, tal como se afirma en el capítulo cuatro del libro. Y tampoco pueden tocar el Gītā las personas que envidian la existencia misma del Señor. Por consiguiente, la explicación māyāvādī del Gītā es una presentación de lo más desorientadora acerca de toda la verdad. El Señor Caitanya nos ha prohibido leer comentarios elaborados por los māyāvādīs, y nos advierte que aquel que acepta esa interpretación que la filosofía māyāvādī presenta, pierde toda la capacidad de entender el verdadero misterio del Gītā. Si la individualidad se refiriera al universo empírico, entonces no habría ninguna necesidad de que el Señor nos instruyera. La pluralidad del alma individual y del Señor es un hecho eterno, y, como se dijo antes, los Vedas lo confirman.

Māyāvādī-teorien om, at den individuelle sjæl, der nu er adskilt af māyās tilsløring, efter befrielsen vil blive ét med den upersonlige Brahman og miste sin individuelle eksistens, bekræftes ikke af Herren Kṛṣṇa, den højeste autoritet. Lige så lidt bekræftes teorien om, at det er kun i den betingede tilstand, at vi opfatter os selv som individuelle personer. Kṛṣṇa siger udtrykkeligt her, at både Herrens og alle andres individualitet vil fortsætte for evigt i fremtiden, som det også bliver bekræftet i Upaniṣaderne. Denne udtalelse fra Kṛṣṇa er autoritativ, for Kṛṣṇa kan ikke være underlagt illusion. Hvis individualitet ikke var et faktum, ville Kṛṣṇa ikke have fremhævet det så meget, selv for fremtiden. Māyāvādīerne kan hævde, at den individualitet, Kṛṣṇa taler om, ikke er åndelig, men materiel. Men selv hvis vi accepterer, at den individualitet, der er tale om, er materiel, hvordan kan vi da forstå Kṛṣṇas individualitet? Kṛṣṇa fastslår Sin individualitet i fortiden og bekræfter tillige Sin individualitet i fremtiden. Han har hævdet Sin individualitet på mange måder, og det er blevet fastslået, at den upersonlige Brahman står under Ham. Kṛṣṇa har hele tiden holdt på, at individualitet er åndelig. Hvis Han anses for at være en almindelig betinget sjæl med individuel bevidsthed, har Hans Bhagavad-gītā ingen værdi som autoritativt skrift. Et almindeligt menneske, der er underlagt den menneskelige naturs fire fejl og mangler, kan ikke undervise i noget, der er værd at lytte til. Bhagavad- gītā er hævet over den slags litteratur. Ingen verdslig bog kan måle sig med Bhagavad-gītā. Hvis man accepterer Kṛṣṇa som et almindeligt menneske, mister Bhagavad-gītā enhver betydning. Māyāvādīerne hævder, at den flertalsform, der bruges i dette vers, er materiel og refererer til kroppen. Men lige før dette vers er en sådan kropslig opfattelse blevet forkastet. Hvorfor ville Kṛṣṇa efter at have forkastet den kropslige opfattelse af de levende væsener igen tillægge en kropslig materiel forståelse nogen betydning? Individualitet fastholdes derfor som en åndelig kvalitet, hvilket også bekræftes af store ācāryaer som Śrī Rāmānuja og andre. Det bliver tydeligt omtalt mange steder i Bhagavad-gītā, at denne åndelige individualitet kan forstås af dem, der er Herrens hengivne. De, der er misundelige på Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed, har ingen autoritativ adgang til dette store skrift. Den ikke-hengivnes studie af Bhagavad-gītā er som en bi, der slikker på et honningglas udenpå uden at smage på honningen inde i glasset. Man kan ikke smage honningen, medmindre man åbner glasset. På samme måde kan Bhagavad-gītās mystik kun forstås af hengivne, og andre kan ikke smage den, som det vil fremgå af kapitel 4 i denne bog. De, der er misundelige på selve Herrens eksistens, kan heller ikke forstå Bhagavad-gītā. Māyāvādī-fortolkningen af Bhagavad-gītā er derfor en særdeles vildledende fremstilling af hele sandheden. Herren Caitanya har forbudt os at læse kommentarer fra māyāvādīer og advarer os om, at den, der følger en sådan māyāvādī- filosofisk forståelse, mister helt enhver evne til at forstå Bhagavad-gītās virkelige mysterium. Hvis individualitet refererer til det empiriske univers, er der ingen brug for Herrens lære. Pluraliteten af den individuelle sjæl og Herren er en evig kendsgerning, som det bekræftes af Vedaerne som nævnt ovenfor.