Skip to main content

TEXT 23

TEXT 23

Texto

Tekst

upadraṣṭānumantā ca
bhartā bhoktā maheśvaraḥ
paramātmeti cāpy ukto
dehe ’smin puruṣaḥ paraḥ
upadraṣṭānumantā ca
bhartā bhoktā maheśvaraḥ
paramātmeti cāpy ukto
dehe ’smin puruṣaḥ paraḥ

Palabra por palabra

Synonyms

upadraṣṭā — superintendente; anumantā — sancionador; ca — también; bhartā — amo; bhoktā — disfrutador supremo; maha-īsvaraḥ — el Señor Supremo; parama-ātmā — la Superalma; iti — también; ca — y; api — en verdad; uktaḥ — se dice; dehe — en este cuerpo; asmin — este; puruṣaḥ — disfrutador; paraḥ — trascendental.

upadraṣṭā — den, der bevidner; anumantā — den, der tillader; ca — også; bhartā — Herren; bhoktā — den Højeste Nyder; mahā-īśvaraḥ — den Højeste Herre; parama-ātmā — Oversjælen; iti — således; ca — også; api — afgjort; uktaḥ — kaldes; dehe — i kroppen; asmin — i denne; puruṣaḥ — nyder; paraḥ — den transcendentale.

Traducción

Translation

Sin embargo, en este cuerpo hay otro disfrutador, uno trascendental, quien es el Señor, el propietario supremo, quien existe como supervisor y sancionador, y a quien se conoce como la Superalma.

Og dog findes der i denne krop en anden, en transcendental nyder, der er Herren, den højeste ejer, der eksisterer som vidnet og den, der giver tilladelse, og som er kendt som Oversjælen.

Significado

Purport

Aquí se afirma que la Superalma, que se encuentra siempre con el alma individual, es la representación del Señor Supremo. Ella no es una entidad viviente ordinaria. Como los filósofos monistas consideran que el conocedor del cuerpo es uno, creen que no hay diferencia entre la Superalma y el alma individual. Para aclarar esto, el Señor dice que Él es la representación de Paramātmā que hay en cada cuerpo. Él es diferente del alma individual; Él es para, trascendental. El alma individual disfruta de las actividades de un determinado campo, pero la Superalma no está presente como disfrutador finito ni como alguien que participa en las actividades corporales, sino como el testigo, el supervisor, el sancionador y el disfrutador supremo. Su nombre es Paramātmā, no ātmā, y Él es trascendental. Está bien claro que el ātmā y Paramātmā son diferentes. La Superalma, el Paramātmā, tiene piernas y manos por todas partes, mas no así el alma individual. Y como el Paramātmā es el Señor Supremo, está presente internamente para sancionar el deseo de disfrute material que tiene el alma individual. Sin la sanción del Señor Supremo, el alma individual no puede hacer nada. El individuo es bhukta, o el sostenido, y el Señor es bhoktā, o el sustentador. Hay infinidad de entidades vivientes, y Él se queda en ellas en calidad de amigo.

FORKLARING: Her står der, at Oversjælen, der altid er hos den individuelle sjæl, er den Højeste Herres repræsentant. Han er intet almindeligt levende væsen. Eftersom de monistiske filosoffer anser kroppens kendere for at være én, tror de, at der ingen forskel er på Oversjælen og den individuelle sjæl. For at præcisere dette forklarer Herren, at Han er repræsenteret som Paramātmā i alle kroppe. Han er forskellig fra den individuelle sjæl. Han er paraḥ eller transcendental. Den individuelle sjæl nyder et bestemt handlingsfelts aktiviteter, men Oversjælen er der ikke som en begrænset nyder eller tager del i kropslige aktiviteter. Han er der som den, der bevidner, tilser og tillader, og som den højeste nyder. Hans navn er Paramātmā, ikke ātmā, og Han er transcendental. Det er helt tydeligt, at ātmā og Paramātmā er forskellige. Oversjælen, Paramātmā, har ben og hænder overalt, men det har den individuelle sjæl ikke. Og eftersom Paramātmā er den Højeste Herre, er Han til stede i det indre for at godkende det levende væsens begær efter materiel nydelse. Uden den Højeste Sjæls tilladelse kan den individuelle sjæl intet foretage sig. Den individuelle sjæl er bhukta eller den, der bliver opretholdt, mens Herren er bhoktā, den, der opretholder. Der findes utallige levende væsener, og Han er til stede i dem alle som en ven.

Lo cierto es que cada entidad viviente individual es por siempre parte integral del Señor Supremo, y ambos están muy íntimamente relacionados como amigos. Pero la entidad viviente tiene la tendencia a rechazar la sanción del Señor Supremo y actuar de un modo independiente, en un intento por dominar la naturaleza; y como tiene esa tendencia, se la llama energía marginal del Señor Supremo. La entidad viviente puede situarse, o bien en la energía material, o bien en la energía espiritual. Mientras esté condicionada por la energía material, el Señor Supremo, en Su carácter de amigo, la Superalma, se queda con ella tan solo para hacer que regrese a la energía espiritual. El Señor siempre está ansioso de llevarla de vuelta a la energía espiritual, pero la entidad individual, debido a su diminuta independencia, rechaza continuamente la compañía de la luz espiritual. Este mal uso de la independencia es la causa de su lucha material en el seno de la naturaleza condicionada. Por lo tanto, el Señor siempre la está instruyendo desde dentro y desde fuera. Desde fuera le da instrucciones tales como las que se exponen en el Bhagavad-gītā, y desde dentro trata de convencerla de que sus actividades en el campo material no conducen a la verdadera felicidad. «Tan solo abandónalas y vuelve tu fe hacia Mí. Solo entonces serás feliz» —dice Él—. Así pues, la persona inteligente que pone su fe en el Paramātmā o la Suprema Personalidad de Dios, comienza a avanzar hacia una vida eterna y bienaventurada de conocimiento.

Faktum er, at hvert eneste individuelt levende væsen er en evig uadskillelig del af den Højeste Herre, og begge er de meget nært forbundne som venner. Men det levende væsen er tilbøjelig til at afvise den Højeste Herres tilladelse og handle egensindigt i et forsøg på at herske over naturen, og fordi han har denne tendens, kaldes han for den Højeste Herres marginale energi. Det levende væsen kan befinde sig enten i den materielle energi eller i den åndelige energi. Så længe han er betinget af den materielle energi, bliver den Højeste Herre, Oversjælen, hos ham som hans ven blot for at få ham til at vende tilbage til den åndelige energi. Herren er altid ivrig efter at få det levende væsen tilbage til den åndelige energi, men på grund af sin lille uafhængighed afviser det individuelle væsen hele tiden at lade sig forbinde med det åndelige lys. Denne misbrug af uafhængighed er årsagen til hans materielle kamp i den betingede natur. Derfor giver Herren konstant instruktioner både indefra og udefra. Han giver instruktioner udefra i form af Bhagavad- gītā, og indefra forsøger Han at overbevise det levende væsen om, at hans aktiviteter på det materielle felt ikke er befordrende for virkelig lykke. “Bare opgiv det og ret din tro mod Mig, så bliver du lykkelig,” opfordrer Han. På den måde begynder den intelligente person, der sætter sin lid til Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, at gøre fremskridt mod et lyksaligt, evigt og kundskabsfyldt liv.