Skip to main content

TEXT 21

TEXT 21

Texto

Tekst

kārya-kāraṇa-kartṛtve
hetuḥ prakṛtir ucyate
puruṣaḥ sukha-duḥkhānāṁ
bhoktṛtve hetur ucyate
kārya-kāraṇa-kartṛtve
hetuḥ prakṛtir ucyate
puruṣaḥ sukha-duḥkhānāṁ
bhoktṛtve hetur ucyate

Palabra por palabra

Synonyms

kārya — del efecto; kāraṇa — y la causa; kartṛtve — en lo que respecta a la creación; hetuḥ — el instrumento; prakṛtiḥ — naturaleza material; ucyate — se dice que es; puruṣaḥ — la entidad viviente; sukha — de la felicidad; duḥkhānām — y la aflicción; bhoktṛtve — en el goce; hetuḥ — el instrumento; ucyate — se dice que es.

kārya — af virkning; kāraṇa — og årsag; kartṛtve — hvad angår skabelsen; hetuḥ — instrumentet; prakṛtiḥ — den materielle natur; ucyate — siges at være; puruṣaḥ — det levende væsen; sukha — af lykke; duḥkhānām — og lidelse; bhoktṛtve — hvad angår erfaringen af; hetuḥ — instrumentet; ucyate — siges at være.

Traducción

Translation

Se dice que la naturaleza es la causa de todas las causas y efectos materiales, mientras que la entidad viviente es la causa de los diversos sufrimientos y disfrutes que hay en este mundo.

Naturen siges at være årsagen til alle materielle årsager og virkninger, hvorimod det levende væsen selv er årsag til de forskellige former for lidelse og nydelse i denne verden.

Significado

Purport

Los diferentes tipos de cuerpo y de sentidos que hay entre las entidades vivientes se deben a la naturaleza material. Hay 8.400.000 diferentes especies de vida, y estas variedades son creaciones de la naturaleza material. Ellas surgen de los diferentes placeres de los sentidos de la entidad viviente, la cual, en consecuencia, desea vivir en un cuerpo u otro. Cuando a ella se la pone en diferentes cuerpos, disfruta de diferentes clases de felicidad y aflicción. Su felicidad y aflicción materiales se deben a su cuerpo, y no a ella misma de por sí. En su estado original, no hay ninguna duda de su disfrute; por lo tanto, ese es su estado verdadero. A causa del deseo de enseñorearse de la naturaleza material, ella se encuentra en el mundo material. En el mundo espiritual no hay tal cosa. El mundo espiritual es puro, pero en el mundo material todos se esfuerzan mucho por conseguir diferentes clases de placeres para el cuerpo. Puede que sea más claro decir que este cuerpo es un efecto de los sentidos. Los sentidos son instrumentos para complacer los deseos. Ahora bien, todo ello —el cuerpo y los sentidos que sirven de instrumentos— lo ofrece la naturaleza material, y, como se pondrá de manifiesto en el siguiente verso, la entidad viviente es bendecida o condenada por una serie de circunstancias, de conformidad con el deseo y la actividad que tuvo en el pasado. Según los deseos y las actividades de uno, la naturaleza material lo pone en diversas residencias. El propio ser es la causa de su presencia en esas residencias, y del disfrute o sufrimiento que lo acompañan. Una vez que se lo coloca en un determinado tipo de cuerpo, queda bajo el control de la naturaleza, porque el cuerpo, siendo materia, actúa de acuerdo con las leyes de la naturaleza. En ese momento, la entidad viviente no tiene ningún poder para cambiar esa ley. Supóngase que a una entidad se la pone en un cuerpo de perro. Tan pronto como eso ocurre, tiene que actuar como un perro. Ella no puede actuar de otra manera. Y si la entidad viviente es puesta en un cuerpo de cerdo, se ve forzada entonces a comer excremento y a actuar como un cerdo. De forma similar, si a la entidad viviente se la pone en un cuerpo de semidiós, tiene que actuar de conformidad con su cuerpo. Esa es la ley de la naturaleza. Pero en todas las circunstancias, la Superalma está con el alma individual. Eso se explica en los Vedas (Muṇḍaka Upaniṣad 3.1.1) de la siguiente manera: dvā suparṇā sayujā sakhāyaḥ. El Señor Supremo es tan bueno con la entidad viviente, que siempre acompaña al alma individual, y en todas las circunstancias está presente en forma de la Superalma, o Paramātmā.

FORKLARING: Den materielle natur er årsag til alle de forskellige manifestationer af kroppe og sanser blandt de levende væsener. Der findes 8.400.000 forskellige livsformer, og disse forskelligheder er skabt af den materielle natur. De udspringer af det levende væsens forskellige former for sanselig nydelse, og at han som følge deraf ønsker at bo i den ene eller den anden krop. Når det levende væsen placeres i forskellige kroppe, oplever han forskellige former for lykke og lidelse. Hans materielle lykke og lidelse skyldes hans krop og ikke ham selv, som han er. I det levende væsens oprindelige tilstand er der ingen tvivl om, at han nyder. Det er derfor hans virkelige tilstand. På grund af ønsket om at herske over den materielle natur befinder han sig i den materielle verden. Noget sådant forekommer ikke i den åndelige verden. Den åndelige verden er ren, men i den materielle verden kæmper alle en hård kamp for at erhverve sig forskellige slags kropslige nydelser. Det kan måske udtrykkes lidt tydeligere ved at sige, at kroppen er en effekt af sanserne. Sanserne er instrumenter for tilfredsstillelse af begær. Så hele dette sceneri med kroppen og de instrumentale sanser stilles til rådighed af den materielle natur, og som det vil fremgå klart af næste vers, bliver det levende væsen velsignet eller forbandet med forskellige situationer alt efter sine tidligere ønsker og handlinger. Den materielle natur placerer én i forskellige “boliger” ifølge ens ønsker og handlinger. Det levende væsen er selv skyld i, at han anbringes i sådanne forskellige boliger og den nydelse eller lidelse, de medfører. Men når man først er placeret i en bestemt krop, bliver man underlagt naturens kontrol, for kroppen, der er materie, handler ifølge naturens love. På det tidspunkt er det ikke i det levende væsens magt at ændre den lov. Lad os sige, at et levende væsen bliver anbragt i en hunds krop. Så snart han er anbragt i hundekroppen, er han tvunget til at handle som en hund. Han kan ikke handle på nogen anden måde. Og hvis det levende væsen placeres i en svinekrop, er han tvunget til at æde afføring og opføre sig som et svin. Hvis det levende væsen på samme måde bliver anbragt i en halvgudekrop, tvinges han til at handle ifølge den krop. Dette er naturens lov. Men Oversjælen er under alle omstændigheder hos den individuelle sjæl. Det bliver forklaret i Vedaerne (Muṇḍaka Upaniṣad 3.1.1) med ordene dvā suparṇā sayujā sakhāyā. Den Højeste Herre er så venlig mod det levende væsen, at Han altid følger den individuelle sjæl og i alle situationer er til stede som Oversjælen eller Paramātmā.