Skip to main content

TEXT 1

TEXT 1

Texto

Tekst

arjuna uvāca
evaṁ satata-yuktā ye
bhaktās tvāṁ paryupāsate
ye cāpy akṣaram avyaktaṁ
teṣāṁ ke yoga-vittamāḥ
arjuna uvāca
evaṁ satata-yuktā ye
bhaktās tvāṁ paryupāsate
ye cāpy akṣaram avyaktaṁ
teṣāṁ ke yoga-vittamāḥ

Palabra por palabra

Synonyms

arjunaḥ uvāca — Arjuna said; evam — thus; satata — always; yuktāḥ — engaged; ye — those who; bhaktāḥ — devotees; tvām — You; paryupāsate — properly worship; ye — those who; ca — also; api — again; akṣaram — beyond the senses; avyaktam — the unmanifested; teṣām — of them; ke — who; yoga-vit-tamāḥ — the most perfect in knowledge of yoga.

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; evam — således; satata — altid; yuktāḥ — engageret; ye — de, som; bhaktāḥ — de hengivne; tvām — Dig; paryupāsate — behørigt tilbeder; ye — de, som; ca — også; api — igen; akṣaram — hinsides sanserne; avyaktam — det umanifesterede; teṣām — af dem; ke — hvem; yoga-vit-tamāḥ — de mest fuldendte i viden om yoga.

Traducción

Translation

Arjuna preguntó: Entre aquellos que siempre están debidamente dedicados a Tu servicio devocional y aquellos que adoran el Brahman impersonal, lo no manifestado, ¿a quiénes se considera que son más perfectos?

Arjuna spurgte: Hvem anses for at være de mest fuldkomne? Er det dem, der altid er behørigt engageret i Din hengivne tjeneste, eller dem, der tilbeder den upersonlige Brahman, det umanifesterede?

Significado

Purport

Kṛṣṇa ya ha explicado lo referente a lo personal, lo impersonal y lo universal, y ha descrito a todo tipo de devotos y yogīs. Por lo general, a los trascendentalistas se los puede dividir en dos clases. Una es la de los impersonalistas, y la otra es la de los personalistas. El devoto personalista se ocupa con toda su energía en el servicio del Señor Supremo. El impersonalista también se ocupa, mas no directamente en el servicio de Kṛṣṇa, sino en meditar en el Brahman impersonal, lo no manifestado.

FORKLARING: Indtil nu har Kṛṣṇa forklaret det personlige, det upersonlige og det universelle og har beskrevet alle former for hengivne og yogīer. Normalt kan man inddele transcendentalisterne i to kategorier. Den ene er upersonalisten og den anden personalisten. Den personalistiske hengivne engagerer sig med al sin energi i den Højeste Herres tjeneste. Upersonalisten engagerer også sig selv, dog ikke direkte i Kṛṣṇas tjeneste, men i meditation på den upersonlige Brahman, det umanifesterede.

En este capítulo se observa que, de los diferentes procesos que hay para comprender la Verdad Absoluta, el bhakti-yoga, el servicio devocional, es el más elevado de todos. Si uno desea en realidad tener la compañía de la Suprema Personalidad de Dios, debe entonces emprender el servicio devocional.

I dette kapitel finder vi, at blandt de forskellige processer, der leder til erkendelse af den Absolutte Sandhed, er bhakti-yoga, hengiven tjeneste, den mest avancerede. Hvis man nærer det mindste ønske om at omgås med Guddommens Højeste Personlighed, må man engagere sig i hengiven tjeneste.

A aquellos que adoran al Señor Supremo directamente por medio del servicio devocional, se los llama personalistas, y a aquellos que se dedican a meditar en el Brahman impersonal se los conoce como impersonalistas. Arjuna pregunta aquí cuál de esas posiciones es mejor. Hay diferentes maneras de llegar a comprender la Verdad Absoluta, pero Kṛṣṇa indica en este capítulo que el bhakti-yoga, o el servicio devocional que se le presta a Él, es la más elevada de todas. Es la más directa, y constituye el medio más sencillo para relacionarse con la Divinidad.

De, der tilbeder den Højeste Herre direkte gennem hengiven tjeneste, kaldes personalister. De, der engagerer sig i meditation på den upersonlige Brahman, kaldes upersonalister. Arjuna spørger her om, hvilken position er bedst. Der er forskellige måder at erkende den Absolutte Sandhed på, men i dette kapitel viser Kṛṣṇa, at bhakti-yoga eller hengiven tjeneste til Ham er den bedste af alle veje. Det er den mest direkte og letteste måde at omgås med Guddommen på.

En el segundo capítulo del Bhagavad-gītā, el Señor Supremo explicó que la entidad viviente no es el cuerpo material; ella es una chispa espiritual. Y la Verdad Absoluta es el todo espiritual. En el capítulo siete, Él se refirió a la entidad viviente como parte integral del todo supremo, y recomendó que ella trasladara toda su atención hacia el todo. Luego, además, en el octavo capítulo, se dijo que todo el que piensa en Kṛṣṇa en el momento de dejar el cuerpo, es trasladado de inmediato al cielo espiritual, a la morada de Kṛṣṇa. Y al final del sexto capítulo, el Señor dijo claramente que de todos los yogīs, aquel que siempre piensa en Kṛṣṇa se considera que es el más perfecto. De manera que, prácticamente en cada capítulo la conclusión ha sido que uno debe apegarse a la forma personal de Kṛṣṇa, ya que eso constituye la máxima comprensión espiritual.

I Bhagavad-gītās kapitel 2 forklarede den Højeste Herre, at et levende væsen ikke er sin materielle krop. Han er en åndelig gnist. Og den Absolutte Sandhed er den åndelige helhed. I kapitel 7 talte Han om det levende væsen som en uadskillelig del af den højeste helhed og anbefalede, at man overfører sin bevidsthed fuldstændigt til helheden. Derefter blev det atter nævnt i kapitel 8, at hvem som helst, der tænker på Kṛṣṇa i det øjeblik, han forlader sin krop, øjeblikkeligt bliver overført til den åndelige verden eller Kṛṣṇas bolig. Og i slutningen af kapitel 6 blev det klart fastslået af Herren, at af alle yogīer anses den, der altid tænker på Kṛṣṇa inden i sig selv, for at være mest perfekt. Så i praktisk taget alle kapitler har konklusionen været, at man skal være knyttet til Kṛṣṇas personlige form, da det udgør den højeste åndelige erkendelse.

Sin embargo, existen aquellos que no están apegados a la forma personal de Kṛṣṇa. Ellos están tan firmemente desapegados, que, incluso al elaborarle comentarios al Bhagavad-gītā, quieren apartar de Kṛṣṇa a los demás y trasladar toda la devoción al brahma-jyotir impersonal. Ellos prefieren meditar en la forma impersonal de la Verdad Absoluta, la cual se encuentra fuera del alcance de los sentidos y no está manifiesta.

Ikke desto mindre er der dem, der slet ikke er knyttet til Kṛṣṇas personlige form. De er så indædt utilknyttede, at selv når de skriver kommentarer til Bhagavad-gītā, vil de helst lede andre væk fra Kṛṣṇa og overføre al hengivenhed til den upersonlige brahmajyoti. De foretrækker at meditere på den Absolutte Sandheds upersonlige form, der er umanifesteret og ligger uden for sansernes rækkevidde.

Y, así pues, en efecto, hay dos clases de trascendentalistas. Ahora, Arjuna está tratando de resolver la pregunta de qué proceso es más sencillo y cuál de las clases es más perfecta. En otras palabras, él está aclarando su propia posición, porque está apegado a la forma personal de Kṛṣṇa. Como él no está apegado al Brahman impersonal, quiere saber si su posición es segura. La manifestación impersonal es un problema para la meditación, ya sea en este mundo o en el mundo espiritual del Señor Supremo. En la práctica, nadie es capaz de concebir perfectamente el aspecto impersonal de la Verdad Absoluta. Por lo tanto, Arjuna quiere decir: «¿De qué sirve esa pérdida de tiempo?». Arjuna tuvo la experiencia en el undécimo capítulo de que el estar apegado a la forma personal de Kṛṣṇa es lo mejor, ya que él pudo entender así todas las demás formas al mismo tiempo y su amor por Kṛṣṇa no se vio perturbado. Esta importante pregunta que Arjuna le hizo a Kṛṣṇa, aclarará la diferencia que hay entre las concepciones personal e impersonal de la Verdad Absoluta.

Således er der i praksis to kategorier af transcendentalister. Arjuna forsøger nu med sit spørgsmål at afklare, hvilken metode er lettest, og hvilken af kategorierne der er den mest fuldkomne. Han forsøger med andre ord at afklare sin egen situation, for han er knyttet til Kṛṣṇas personlige form. Han er ikke knyttet til den upersonlige Brahman. Han vil gerne vide, om hans egen position er sikker. Den upersonlige manifestation, uanset om det er her i denne materielle verden eller i den Højeste Herres åndelige verden, udgør et problem for meditation. I virkeligheden kan man ikke rigtig forestille sig den Absolutte Sandheds upersonlige aspekt. Så Arjuna vil gerne sige: “Hvad er nytten af et sådant tidsspilde?” I kapitel 11 oplevede Arjuna, at det er bedst at være knyttet til Kṛṣṇas personlige form, for han kunne så samtidig forstå alle andre former, uden at der var nogen forstyrrelse i hans kærlighed til Kṛṣṇa. Dette vigtige spørgsmål, som Arjuna stiller Kṛṣṇa, vil belyse forskellen på de upersonlige og personlige opfattelser af den Absolutte Sandhed.