Skip to main content

TEXT 55

TEXT 55

Texto

Tekst

mat-karma-kṛn mat-paramo
mad-bhaktaḥ saṅga-varjitaḥ
nirvairaḥ sarva-bhūteṣu
yaḥ sa mām eti pāṇḍava
mat-karma-kṛn mat-paramo
mad-bhaktaḥ saṅga-varjitaḥ
nirvairaḥ sarva-bhūteṣu
yaḥ sa mām eti pāṇḍava

Palabra por palabra

Synonyms

mat-karma-kṛt — ocupado en realizar Mi trabajo; mat-paramaḥ — considerando que Yo soy el Supremo; mat-bhaktaḥ — dedicado a Mi servicio devocional; saṅga-varjitaḥ — liberado de la contaminación de las actividades fruitivas y de la especulación mental; nirvairaḥ — sin enemigos; sarva-bhūteṣu — entre todas las entidades vivientes; yaḥ — aquel que; saḥ — él; mām — a Mí; eti — viene; pāṇḍava — ¡oh, hijo de Pāṇḍu!

mat-karma-kṛt — engageret i at gøre Mit arbejde; mat-paramaḥ — betragter Mig som den Højeste; mat-bhaktaḥ — engageret i Min hengivne tjeneste; saṅga-varjitaḥ — fri for besmittelse fra frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation; nirvairaḥ — uden en fjende; sarva- bhūteṣu — blandt alle levende væsener; yaḥ — den, som; saḥ — han; mām — til Mig; eti — kommer; pāṇḍava — O Pāṇḍus søn.

Traducción

Translation

Mi querido Arjuna, aquel que se dedica a Mi servicio devocional puro, libre de la contaminación de las actividades fruitivas y de la especulación mental, y que trabaja para Mí, que Me convierte en la meta suprema de su vida y que es amigo de todo ser viviente, sin duda que viene a Mí.

Min kære Arjuna, den, der engagerer sig i Min rene hengivne tjeneste uden at være forurenet af frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation, som arbejder for Mig og gør Mig til sit livs endelige mål, og som er venlig mod alle levende væsener, kommer helt sikkert til Mig.

Significado

Purport

Todo aquel que quiera acercarse a la suprema de todas las Personalidades de Dios, en el planeta Kṛṣṇaloka del cielo espiritual, y que quiera estar íntimamente relacionado con la Personalidad Suprema, Kṛṣṇa, debe adoptar esta fórmula, tal como lo afirma el propio Señor Supremo. Por lo tanto, se considera que este verso es la esencia del Bhagavad-gītā. El Bhagavad-gītā es un libro que está dirigido a las almas condicionadas, las cuales se ocupan en el mundo material con el fin de enseñorearse de la naturaleza y no saben de la vida real, la vida espiritual. El Bhagavad-gītā tiene por objeto mostrarle a uno cómo puede entender su existencia espiritual y la relación eterna que tiene con la Suprema Personalidad de Dios, y enseñarle a uno a ir de vuelta al hogar, de vuelta a Dios. Ahora bien, he aquí el verso en el que se explica claramente el proceso mediante el cual uno puede tener éxito en su actividad espiritual: el servicio devocional.

FORKLARING: Alle, der gerne vil nærme sig den højeste af alle Guddommens Personligheder på planeten Kṛṣṇaloka i den åndelige himmel og blive tæt forbundet med den Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, må følge formularen, der her bliver givet af den Højeste selv. Dette vers bliver derfor anset for at være essensen af Bhagavad-gītā. Bhagavad-gītā er en bog, der henvender sig til de betingede sjæle, der er involveret i den materielle verden med det formål at herske over naturen, og som intet kender til det virkelige åndelige liv. Tanken med Bhagavad-gītā er at vise, hvordan man kan forstå sin åndelige eksistens og sit evige forhold til den højeste åndelige personlighed, og at lære én, hvordan man vender hjem, tilbage til Guddommen. Her er så verset, der klart og tydeligt forklarer måden, hvorpå man kan opnå fuldendelse i sin åndelige aktivitet: hengiven tjeneste.

En lo que respecta al trabajo, uno debe trasladar toda su energía a las actividades conscientes de Kṛṣṇa. Como se afirma en el Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.255):

Hvad angår arbejde, skal man anvende al sin energi på Kṛṣṇa-bevidste handlinger. Som der står i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.255):

anāsaktasya viṣayān
yathārham upayuñjataḥ
nirbandhaḥ kṛṣṇa-sambandhe
yuktaṁ vairāgyam ucyate
anāsaktasya viṣayān
yathārham upayuñjataḥ
nirbandhaḥ kṛṣṇa-sambandhe
yuktaṁ vairāgyam ucyate

Ningún hombre debe hacer nada que no esté relacionado con Kṛṣṇa. Eso se denomina kṛṣṇa-karma. Uno puede dedicarse a diversas actividades, pero no debe estar apegado al resultado de su trabajo; el resultado debe ser únicamente para Él. Por ejemplo, uno puede dedicarse a los negocios, pero para transformar esa actividad en algo consciente de Kṛṣṇa, uno tiene que hacer negocios para Kṛṣṇa. Si Kṛṣṇa es el propietario del negocio, entonces Kṛṣṇa debe disfrutar de la ganancia del mismo. Si un hombre de negocios posee miles y miles de pesos y tiene que ofrecerle todo eso a Kṛṣṇa, puede hacerlo. Eso es trabajar para Kṛṣṇa. En vez de construir un gran edificio para su propio goce de los sentidos, puede construirle a Kṛṣṇa un hermoso templo, y puede instalar en él la Deidad de Kṛṣṇa y organizar el servicio de la Deidad, tal como se describe en los libros autorizados del servicio devocional. Todo eso es kṛṣṇa-karma. Uno no debe estar apegado al resultado de su trabajo; el resultado se le debe ofrecer a Kṛṣṇa, y uno debe aceptar como prasādam los remanentes de lo que se le ha ofrecido a Kṛṣṇa. Si uno construye un gran edificio para Kṛṣṇa e instala en él la Deidad de Kṛṣṇa, no está prohibido que uno viva ahí, pero se sobrentiende que el propietario del edificio es Kṛṣṇa. Eso se denomina conciencia de Kṛṣṇa. Sin embargo, si uno no está en capacidad de construir un templo para Kṛṣṇa, puede dedicarse a limpiar el templo de Kṛṣṇa; también eso es kṛṣṇa-karma. O, si no, uno puede cultivar un jardín. Todo el que tenga tierra —en la India, al menos, cualquier hombre pobre tiene un poco de tierra— puede utilizarla en provecho de Kṛṣṇa y cultivar en ella flores para ofrecérselas a Él. Uno puede sembrar plantas de tulasī, pues las hojas de tulasī son muy importantes y Kṛṣṇa lo ha recomendado en el Bhagavad-gītā. Patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam. Kṛṣṇa desea que uno le ofrezca una hoja, o una flor, o una fruta, o un poco de agua, y Él se satisface con esa clase de ofrenda. Esa hoja se refiere en especial a la hoja de tulasī. De modo que, uno puede sembrar plantas de tulasī y regarlas. Así pues, hasta el hombre más pobre de todos puede dedicarse al servicio de Kṛṣṇa. Estos son algunos de los ejemplos de cómo uno puede dedicarse a trabajar para Kṛṣṇa.

Ingen mennesker bør gøre noget, der ikke er relateret til Kṛṣṇa. Dette kaldes kṛṣṇa-karma. Man kan arbejde med forskellige ting, men man bør ikke være knyttet til resultatet af sit arbejde. Resultatet skal udelukkende gives til Ham. Man kan for eksempel gøre handel, men for at gøre sådanne forretningsforehavender Kṛṣṇa-bevidste skal man gøre handel for Kṛṣṇa. Hvis Kṛṣṇa er forretningens ejer, skal Kṛṣṇa også nyde fortjenesten fra forretningen. Hvis en forretningsmand ejer millioner af kroner og vil give dem alle til Kṛṣṇa, kan han gøre det. Dette er at arbejde for Kṛṣṇa. I stedet for at opføre en stor bygning for sin egen sansenydelses skyld kan man bygge et fint tempel til Kṛṣṇa, og man kan installere Deiteten af Kṛṣṇa og sørge for tjeneste til Deiteten, som det foreskrives i de autoriserede bøger om hengiven tjeneste. Dette er alt sammen kṛṣṇa-karma. Man må ikke være knyttet til resultatet af sit arbejde, men resultatet skal gives til Kṛṣṇa, og man kan modtage resterne fra Kṛṣṇas ofringer som prasāda. Hvis man bygger et stort hus til Kṛṣṇa og installerer Kṛṣṇas Deitet deri, er man ikke afskåret fra selv at bo der, men man må forstå, at husets ejer er Kṛṣṇa. Det kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed.

Og hvis man ikke har midler til at bygge et tempel til Kṛṣṇa, kan man påtage sig at gøre Kṛṣṇas tempel rent. Det er også kṛṣṇa-karma. Eller man kan dyrke en have. Alle, der har et stykke jord (i det mindste har alle i Indien, selv fattige mennesker, et lille stykke jord), kan anvende det for Kṛṣṇa til at dyrke blomster, som man kan ofre til Ham. Man kan så tulasī-planter, for tulasī-blade er meget vigtige, og Kṛṣṇa har anbefalet dette i Bhagavad-gītā (9.26). Patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam. Kṛṣṇa vil gerne have, at man ofrer Ham enten et blad, en blomst, lidt frugt eller noget vand, for gennem sådanne ofringer bliver Han tilfreds. Med blad tænkes der specielt på tulasī. Så man kan så tulasī og vande planten. På den måde kan selv den fattigste engagere sig i Kṛṣṇas tjeneste. Dette er nogle eksempler på, hvordan man kan arbejde for Kṛṣṇa.

La palabra mat-paramaḥ se refiere a aquel que considera que la compañía de Kṛṣṇa en Su morada suprema es la máxima perfección de la vida. Esa persona no desea ser elevada a los planetas superiores, tales como la Luna, el Sol o los planetas celestiales, y ni siquiera a Brahmaloka, el planeta más elevado de este universo. Ella no siente ninguna atracción por eso. A ella solo la atrae el ser trasladada al cielo espiritual. E incluso en el cielo espiritual no se satisface con fundirse en la deslumbrante refulgencia brahma-jyotir, pues quiere entrar en el planeta espiritual más elevado de todos, es decir, Kṛṣṇaloka, Goloka Vṛndāvana. Ella tiene pleno conocimiento acerca de ese planeta, y, en consecuencia, no está interesada en ningún otro. Como se indica con la palabra mat-bhaktaḥ, ella se dedica por entero al servicio devocional, específicamente a los nueve procesos de la ocupación devocional: oír, cantar, recordar, adorar, ser sirviente de los pies de loto del Señor, ofrecer oraciones, cumplir las órdenes del Señor, hacer amistad con Él y entregarlo todo a Él. Uno puede dedicarse a todos los nueve procesos devocionales, o a ocho, o a siete, o al menos a uno, y eso hará que con toda seguridad uno se vuelva perfecto.

Ordet mat-paramaḥ refererer til den, der anser samvær med Kṛṣṇa i Hans højeste bolig for at være livets højeste fuldendelse. En sådan person ønsker ikke at blive ophøjet til de højere planeter som Månen, Solen, de himmelske planeter eller endog den højeste planet i dette univers, Brahmaloka. Intet af dette virker tiltrækkende på ham. Det eneste, han er tiltrukket af, er at blive overført til den åndelige himmel. Og selv i den åndelige himmel er han ikke tilfreds med at blive ét med brahmajyoti- stråleglansen, for han ønsker kun at komme til den højeste åndelige planet, Kṛṣṇaloka, Goloka Vṛndāvana. Han har fuldt kendskab til den planet og er derfor ikke interesseret i nogen anden. Som angivet her med ordet mad-bhaktaḥ engagerer han sig fuldstændigt i hengiven tjeneste, i særdeleshed i de ni hengivne processer: at høre, synge, huske, tilbede, tjene Herrens lotusfødder, bede, udføre Herrens ordre, slutte venskab med Ham og overgive alt til Ham. Man kan engagere sig i alle ni hengivne processer eller i otte, syv eller mindst én af dem, og det vil med sikkerhed gøre én fuldendt.

El término saṅga-varjitaḥ es muy significativo. Uno debe apartarse de personas que estén en contra de Kṛṣṇa. No solo están en contra de Kṛṣṇa las personas ateas, sino también aquellas que están atraídas a las actividades fruitivas y a la especulación mental. Por consiguiente, en el Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.1.11) se describe de la siguiente manera la forma pura del servicio devocional:

Vendingen saṅga-varjitaḥ er meget vigtig. Man bør ikke pleje omgang med personer, der er imod Kṛṣṇa. Det er ikke kun ateistiske personer, der er imod Kṛṣṇa, men de, der er tiltrukket af frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation, er det også. Derfor beskrives den rene form for hengiven tjeneste således i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.1.11):

anyābhilāṣitā-śūnyaṁ
jñāna-karmādy-anāvṛtam
ānukūlyena kṛṣṇānu-
śīlanaṁ bhaktir uttamā
anyābhilāṣitā-śūnyaṁ
jñāna-karmādy-anāvṛtam
ānukūlyena kṛṣṇānu-
śīlanaṁ bhaktir uttamā

En ese verso, Śrīla Rūpa Gosvāmī dice claramente que, si alguien quiere realizar servicio devocional puro, debe librarse de toda clase de contaminaciones materiales. Uno debe librarse de la compañía de personas que están adictas a las actividades fruitivas y a la especulación mental. Cuando uno cultiva el conocimiento acerca de Kṛṣṇa de un modo favorable, estando libre de esas compañías poco recomendables y de la contaminación de los deseos materiales, ello se denomina servicio devocional puro. Ānukūlyasya saṅkalpaḥ prātikūlyasya varjanam (Hari-bhakti-vilāsa 11.676). Se debe pensar en Kṛṣṇa y actuar por Kṛṣṇa de una manera favorable, y no desfavorablemente. Kaṁsa era un enemigo de Kṛṣṇa. Desde el mismo nacimiento de Kṛṣṇa, Kaṁsa planeó de muchísimas maneras matarlo, y como siempre fracasaba en ello, siempre estaba pensando en Kṛṣṇa. Así pues, mientras trabajaba, mientras comía y mientras dormía, siempre estaba consciente de Kṛṣṇa en todos los aspectos, pero esa conciencia de Kṛṣṇa no era favorable, y, por ende, a pesar de que siempre pensaba en Kṛṣṇa las veinticuatro horas del día, se lo consideraba un demonio, y Kṛṣṇa finalmente lo mató. Claro que, cualquiera que es matado por Kṛṣṇa logra de inmediato la salvación; pero ese no es el objetivo del devoto puro. El devoto puro ni siquiera quiere la salvación. Él ni siquiera quiere ser trasladado a Goloka Vṛndāvana, el planeta más elevado de todos. Su único objetivo es que dondequiera que se encuentre pueda servir a Kṛṣṇa.

I dette vers udtrykker Śrīla Rūpa Gosvāmī klart, at hvis man gerne vil gøre uforfalsket ren hengiven tjeneste, skal man være fri for materiel besmittelse af enhver slags. Man skal være fri for omgang med personer, der er forfaldne til frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation. Når man efter at være blevet frigjort for den slags uønsket selskab og for besmittelsen fra materielle ønsker kultiverer kundskab om Kṛṣṇa på en favorabel måde, kaldes det ren hengiven tjeneste. Ānukūlyasya saṅkalpaḥ, prātikūlyasya varjanam (Hari-bhakti-vilāsa 11.676). Man skal tænke på Kṛṣṇa og handle for Kṛṣṇa på en velvillig måde og ikke med en negativ holdning. Kaṁsa var Kṛṣṇas fjende. Lige fra Kṛṣṇas fødsel planlagde Kaṁsa at dræbe Ham på alle mulige måder, og fordi det aldrig lykkedes for ham, tænkte han konstant på Kṛṣṇa. I enhver henseende, mens han arbejdede, og mens han spiste og sov, var han Kṛṣṇa-bevidst, men Kaṁsas Kṛṣṇa-bevidsthed var ikke velvilligt imødekommende over for Kṛṣṇa, så selv om han altid tænkte på Kṛṣṇa døgnet rundt, blev han alligevel betragtet som en dæmon, og til sidst slog Kṛṣṇa ham ihjel. Alle, der bliver dræbt af Kṛṣṇa, bliver ganske vist befriet omgående, men det er heller ikke den rene hengivnes mål. Den rene hengivne ønsker ikke engang befrielse. Han ønsker heller ikke at blive overført til selv den højeste planet, Goloka Vṛndāvana. Hans eneste mål i livet er at tjene Kṛṣṇa, uanset hvor han måtte befinde sig.

El devoto de Kṛṣṇa es amigo de todo el mundo. Por lo tanto, aquí se dice que no tiene ningún enemigo (nirvairaḥ). Y, ¿cómo se explica eso? El devoto en estado de conciencia de Kṛṣṇa sabe que solo el prestarle servicio devocional a Kṛṣṇa puede liberar a una persona de todos los problemas de la vida. Él tiene experiencia personal de ello, y, en consecuencia, quiere introducir en la sociedad humana ese sistema, el sistema de conciencia de Kṛṣṇa. En la historia hay muchos ejemplos de devotos del Señor que arriesgaron la vida en aras de la difusión del proceso de conciencia de Dios. El ejemplo predilecto es el del Señor Jesucristo. Él fue crucificado por los no devotos, pero sacrificó su vida para difundir el proceso de conciencia de Dios. Desde luego, sería superficial creer que lo mataron. Así mismo, en la India también hay muchos ejemplos, tales como el de Ṭhākura Haridāsa y el de Prahlāda Mahārāja. ¿Por qué ese riesgo? Porque querían difundir el proceso de conciencia de Kṛṣṇa, y ello es difícil. Una persona consciente de Kṛṣṇa sabe que, si alguien está sufriendo, se debe a su olvido de la relación eterna que tiene con Kṛṣṇa. De modo que, el máximo beneficio que uno le puede prestar a la sociedad humana, es el de liberar al prójimo de todos los problemas materiales. Con ese propósito, el devoto puro se dedica al servicio del Señor. Ahora bien, podemos imaginarnos cuán misericordioso es Kṛṣṇa con aquellos que se dedican a Su servicio, arriesgándolo todo por Él. Luego es seguro que esas personas habrán de llegar al planeta supremo después de que abandonen el cuerpo.

En hengiven af Kṛṣṇa er venlig mod alle. Der står derfor her, at han ingen fjender har (nirvairaḥ). Hvordan kan det lade sig gøre? En hengiven, der befinder sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, ved, at hengiven tjeneste til Kṛṣṇa er det eneste, der kan gøre en person fri for alle livets problemer. Han har personlig erfaret dette og ønsker derfor at udbrede kendskabet til denne vej, Kṛṣṇa-bevidsthed, i samfundet. Ned gennem historien er der mange eksempler på, hvordan Herrens hengivne har sat livet på spil for at sprede Gudsbevidsthed. Det foretrukne eksempel herpå er Herren Jesus Kristus. Han blev korsfæstet af de ikke-hengivne, men han ofrede sit liv for at sprede Gudsbevidsthed (selv om det naturligvis ville være overfladisk at tro, at han blev dræbt). I Indien er der også mange eksempler såsom Ṭhākura Haridāsa og Prahlāda Mahārāja. Hvorfor løb de så stor en risiko? Det gjorde de, fordi de gerne ville udbrede Kṛṣṇa- bevidsthed, og det er vanskeligt. En Kṛṣṇa-bevidst person ved, at et menneskes lidelse skyldes, at det har glemt sit evige forhold til Kṛṣṇa. Den største velgerning, man derfor kan gøre for menneskesamfundet, er at aflaste sin næste for alle materielle problemer. Det er måden, hvorpå en ren hengiven er engageret i Herrens tjeneste, og vi kan således forestille os, hvor barmhjertig Kṛṣṇa er mod dem, der er engageret i Hans tjeneste og sætter alt på spil for Ham. Der er derfor ingen tvivl om, at sådanne personer kommer til den højeste planet efter at have forladt kroppen.

En resumen, la forma universal de Kṛṣṇa, que es una manifestación temporal, y la forma del tiempo que todo lo devora, e incluso la forma de Viṣṇu de cuatro manos, han sido todas mostradas por Kṛṣṇa. Así pues, Kṛṣṇa es el origen de todas esas manifestaciones. No ha de creerse que Kṛṣṇa es una manifestación del viśva-rūpa original, o Viṣṇu. Kṛṣṇa es el origen de todas las formas. Hay cientos y miles de Viṣṇus, pero para el devoto ninguna forma de Kṛṣṇa es importante aparte de la forma original, la forma del Śyāmasundara de dos manos. En la Brahma-saṁhitā se dice que, aquellos que están apegados a la forma Śyāmasundara de Kṛṣṇa con amor y devoción, siempre pueden verlo a Él en el corazón y no pueden ver nada más. Uno tiene que entender, pues, que la conclusión de este undécimo capítulo es que la forma de Kṛṣṇa es esencial y suprema.

Kort sagt har Kṛṣṇa vist Sin universelle form, der er en midlertidig manifestation, tidens form, der fortærer alt, og tilmed Viṣṇu-formen med fire arme. Kṛṣṇa er således ophav til alle disse manifestationer. Det er ikke sådan, at Kṛṣṇa er en manifestation af den oprindelige viśva-rūpa eller af Viṣṇu. Kṛṣṇa er ophav til alle former. Der er hundredvis og tusindvis af Viṣṇuer, men for en hengiven er ingen af Kṛṣṇas former vigtige bortset fra den oprindelige form, den toarmede Śyāmasundara. Der står i Brahma-saṁhitā, at de, der er knyttet til Kṛṣṇas Śyāmasundara-form i kærlighed og hengivenhed, altid kan se Ham i hjertet og ikke har øje for andet. Man må således forstå, at betydningen af kapitel 11 er, at Kṛṣṇas form er fundamental og suveræn.

Así terminan los significados de Bhaktivedanta correspondientes al capítulo undécimo del Śrīmad Bhagavad-gītā, titulado «La forma universal».

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 11. kapitel, Den universelle form.