Skip to main content

TEXT 54

TEXT 54

Texto

Tekst

bhaktyā tv ananyayā śakya
aham evaṁ-vidho ’rjuna
jñātuṁ draṣṭuṁ ca tattvena
praveṣṭuṁ ca paran-tapa
bhaktyā tv ananyayā śakya
aham evaṁ-vidho ’rjuna
jñātuṁ draṣṭuṁ ca tattvena
praveṣṭuṁ ca paran-tapa

Palabra por palabra

Synonyms

bhaktyā — mediante el servicio devocional; tu — pero; ananyayā — sin estar mezclado con actividades fruitivas o conocimiento especulativo; śakyaḥ — posible; aham — Yo; evam-vidhaḥ — como eso; arjuna — ¡oh, Arjuna!; jñātum — conocer; draṣṭum — ver; ca — también; tattvena — de hecho; praveṣṭum — entrar en; ca — también; param-tapa — ¡oh, conquistador de los enemigos!

bhaktyā — gennem hengiven tjeneste; tu — men; ananyayā — der ikke er blandet med frugtstræbende handlinger eller spekulativ viden; śakyaḥ — mulig; aham — jeg; evam-vidhaḥ — på denne måde; arjuna — O Arjuna; jñātum — at forstå; draṣṭum — at se; ca — og; tattvena — i sandhed; praveṣṭum — at træde ind i; ca — også; param-tapa — O du fjendens betvinger.

Traducción

Translation

Mi querido Arjuna, a Mí se me puede entender tal como soy, tal como estoy ante ti, únicamente por medio del servicio devocional íntegro, y de ese modo se me puede ver directamente. Solo así podrás penetrar los misterios de Mi comprensión, ¡oh, conquistador de los enemigos!

Min kære Arjuna, kun gennem ren hengiven tjeneste kan man forstå Mig, som Jeg er, og således se Mig direkte, som Jeg står her foran dig. Kun på denne måde kan du trænge ind i mysteriet omkring forståelsen af Mig.

Significado

Purport

A Kṛṣṇa solo se lo puede entender por medio del proceso del servicio devocional íntegro. Él explica eso de un modo explícito en este verso, de manera que los comentaristas desautorizados, que tratan de entender el Bhagavad-gītā mediante el proceso especulativo, sepan que simplemente están perdiendo el tiempo. Nadie puede entender a Kṛṣṇa, o la manera en que Él les nació a Sus padres con una forma de cuatro manos y de inmediato adoptó una forma de dos manos. Estas cosas son muy difíciles de entender mediante el estudio de los Vedas o mediante la especulación filosófica. Por consiguiente, aquí se afirma de un modo claro que nadie puede verlo y que nadie puede llegar a comprender estos asuntos. Sin embargo, aquellos que son estudiantes muy experimentados de la literatura védica, pueden aprender de muchas maneras lo que la literatura védica dice de Él. Hay muchísimas reglas y regulaciones, y si uno realmente quiere entender a Kṛṣṇa, debe seguir los principios regulativos que se describen en la literatura autoritativa. Uno puede hacer penitencia de conformidad con esos principios. Por ejemplo, para hacer verdaderas penitencias se puede ayunar en Janmāṣṭami, el día en que Kṛṣṇa apareció, y en los dos días de Ekādaśī (el undécimo día después de la Luna nueva y el undécimo día después de la Luna llena). En lo que respecta a la caridad, es obvio que se les debe dar a los devotos de Kṛṣṇa que se dedican a Su servicio devocional en la misión de divulgar la filosofía de Kṛṣṇa, o el proceso de conciencia de Kṛṣṇa, por todas partes del mundo. El proceso de conciencia de Kṛṣṇa es una bendición para la humanidad. Rūpa Gosvāmī dio su apreciación del Señor Caitanya diciendo que era el hombre caritativo más munífico que había, porque estaba distribuyendo libremente el amor por Kṛṣṇa, cosa que es muy difícil de conseguir. De modo que, si uno les da una parte de su dinero a las personas que están dedicadas a propagar el cultivo de conciencia de Kṛṣṇa, esa caridad, que se da para la divulgación del proceso de conciencia de Kṛṣṇa, es la caridad más grande del mundo. Y si uno se ocupa de la adoración tal como se prescribe en el templo (en los templos de la India siempre hay alguna estatua, por lo general de Viṣṇu o Kṛṣṇa), eso constituye una oportunidad de progresar mediante el acto de ofrecerle adoración y respeto a la Suprema Personalidad de Dios. Para los principiantes en el servicio devocional del Señor, la adoración que se hace en el templo es esencial, y ello se confirma en la literatura védica (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.23):

FORKLARING: Kṛṣṇa kan udelukkende forstås gennem den rene hengivne tjenestes proces. Det forklarer Han udtrykkeligt i dette vers, så uautoriserede kommentatorer, der prøver at forstå Bhagavad-gītā ved hjælp af den spekulative proces, kan forstå, at de slet og ret spilder deres tid. Ingen kan forstå Kṛṣṇa, eller hvordan Han kom fra forældre i en firarmet form for derefter at ændre Sig til en toarmet form. Det er meget svært at forstå disse ting ved at studere Vedaerne eller igennem filosofisk spekulation. Her bliver det derfor klart fastslået, at ingen kan se Ham eller få adgang til forståelsen af disse emner. De, der er erfarne og velbevandrede i vedisk litteratur, kan imidlertid lære om Ham fra de vediske skrifter på mange måder. Der er et væld af regler og forskrifter, så hvis man vil have den mindste chance for at forstå Kṛṣṇa, må man følge de regulative principper, der er beskrevet i den autoritative litteratur. Man kan udføre askese ifølge disse principper. Hvis man vil påtage sig streng askese, kan man for eksempel faste på Janmāṣṭamī, den dag, hvor Kṛṣṇa åbenbarede Sig, og på de to ekādaśī-dage (den ellevte dag efter henholdsvis nymåne og fuldmåne). Når det kommer til velgørenhed, ligger det klart, at den bør gives til Kṛṣṇas hengivne, der er engageret i Hans hengivne tjeneste for at udbrede Kṛṣṇa-filosofien eller Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Kṛṣṇa-bevidsthed er en velsignelse for menneskeheden. Herren Caitanya blev hyldet af Rūpa Gosvāmī som den mest gavmilde af alle velgørere, fordi han frit uddelte kærlighed til Kṛṣṇa, en kærlighed, der ellers er meget svær at opnå. Hvis man således giver en pengesum til dem, der er med til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed, må den velgørenhed, der gives for at sprede Kṛṣṇa-bevidsthed, siges at være den største velgørenhed i verden. Og hvis man tilbeder i templet som foreskrevet (som regel er der altid en statue af Kṛṣṇa eller Viṣṇu i templerne i Indien), er det en chance for at gøre fremskridt ved at give sin tilbedelse og respekt til Guddommens Højeste Personlighed. For begyndere i Herrens hengivne tjeneste er tempeltilbedelse essentiel, hvilket bekræftes i de vediske skrifter (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.23):

yasya deve parā bhaktir
yathā deve tathā gurau
tasyaite kathitā hy arthāḥ
prakāśante mahātmanaḥ
yasya deve parā bhaktir
yathā deve tathā gurau
tasyaite kathitā hy arthāḥ
prakāśante mahātmanaḥ

Aquel que tiene una devoción inquebrantable por el Señor Supremo y que es dirigido por el maestro espiritual, en quien tiene una fe inquebrantable similar, puede ver a la Suprema Personalidad de Dios mediante la revelación. Uno no puede entender a Kṛṣṇa por medio de la especulación mental. Para aquel que no recibe un adiestramiento personal bajo la guía de un maestro espiritual genuino, es imposible siquiera empezar a entender a Kṛṣṇa. La palabra tu se emplea aquí específicamente para indicar que ningún otro proceso puede ser utilizado, recomendado, ni tener éxito, en lo que se refiere a llegar a comprender a Kṛṣṇa.

Den, der har urokkelig hengivenhed til den Højeste Herre og bliver vejledt af den åndelige mester, på hvem han har en tilsvarende ubrydelig tro, kan se Guddommens Højeste Personlighed gennem åbenbaring. Man kan ikke forstå Kṛṣṇa gennem intellektuel spekulation. Har man ikke fået personlig vejledning fra en ægte åndelig mester, kan man end ikke begynde at forstå Kṛṣṇa. Ordet tu anvendes her især for at tilkendegive, at ingen anden metode kan anvendes, kan anbefales eller kan føre til fuldkommenhed i forståelse af Kṛṣṇa.

Las formas personales de Kṛṣṇa, la forma de dos manos y la forma de cuatro manos, se describen como su-dudarśam, muy difíciles de ver. Estas son totalmente diferentes de la forma universal temporal que se le mostró a Arjuna. La forma de cuatro manos de Nārāyaṇa, y la forma de dos manos de Kṛṣṇa, son eternas y trascendentales, mientras que la forma universal que se le mostró a Arjuna es temporal. Las palabras tvad anyena na dṛṣṭa-pūrvam (texto 47) afirman que antes que Arjuna, nadie había visto esa forma universal. Estas palabras dan a entender también que entre los devotos no había ninguna necesidad de enseñarla. Esa forma la mostró Kṛṣṇa a pedido de Arjuna, para que en el futuro, cuando alguien se presentara como una encarnación de Dios, la gente pudiera pedirle que le enseñara su forma universal.

Kṛṣṇas personlige toarmede og firarmede former bliver beskrevet som su-durdarśam, “meget vanskelige at se”. De er helt forskellige fra den midlertidige universelle form, der blev vist for Arjuna. Den firarmede Nārāyaṇa-form og Kṛṣṇas toarmede form er evige og transcendentale, hvorimod den universelle form, som Arjuna blev vist, er midlertidig. Ordene tvad anyena na dṛṣṭa-pūrvam (Bg. 11.47) fortæller, at før Arjuna havde ingen set denne universelle form. De antyder endvidere, at blandt hengivne var der ingen grund til at vise den. Kṛṣṇa fremviste denne form på Arjunas anmodning, så folk i fremtiden, hvis nogen skulle fremstille sig selv som en inkarnation af Gud, kan bede om at få vedkommendes universelle form at se.

La palabra na, que se usa reiteradamente en el verso anterior, indica que uno no debe estar muy orgulloso de credenciales tales como la de poseer una educación académica en el campo de la literatura védica. Uno debe emprender el servicio devocional de Kṛṣṇa. Solo entonces puede uno tratar de escribirle comentarios al Bhagavad-gītā.

Ordet na, der blev anvendt gentagne gange i det foregående vers, viser, at man ikke har grund til at være særlig stolt af sådanne kvalifikationer som en akademisk uddannelse i vedisk litteratur. Man skal engagere sig i Kṛṣṇas hengivne tjeneste. Kun da kan man forsøge at skrive kommentarer til Bhagavad-gītā.

Kṛṣṇa pasa de la forma universal a la forma de Nārāyaṇa de cuatro manos, y luego a Su propia forma natural de dos manos. Eso indica que las formas de cuatro manos y las demás formas que se mencionan en la literatura védica son todas emanaciones del Kṛṣṇa original de dos manos. Él es el origen de todas las emanaciones. Kṛṣṇa incluso es distinto de esas formas, y ni qué hablar de la concepción impersonal. En lo que concierne a las formas de Kṛṣṇa de cuatro manos, se dice claramente que hasta la forma de cuatro manos más idéntica a Kṛṣṇa (que se conoce como Mahā-Viṣṇu, quien yace en el océano cósmico y con cuya respiración salen y entran infinidad de universos) también es una expansión del Señor Supremo. Como se declara en la Brahma-saṁhitā (5.48):

Kṛṣṇa skifter fra den universelle form til den firarmede Nārāyaṇa- form og derefter til Sin egen oprindelige toarmede form. Dette viser, at de firarmede former og andre former, der er nævnt i den vediske litteratur, alle udspringer fra den oprindelige toarmede Kṛṣṇa. Han er kilden til alle udstrømninger. Men Kṛṣṇa er forskellig selv fra disse former for ikke at tale om den upersonlige opfattelse. Hvad Kṛṣṇas firarmede former angår, står der klart, at selv Kṛṣṇas mest identiske firarmede form (Mahā-viṣṇu, der ligger på det kosmiske ocean, og fra hvis åndedræt et utal af universer kommer og går) også er en ekspansion af den Højeste Herre. Som der står i Brahma-saṁhitā (5.48):

yasyaika-niśvasita-kālam athāvalambya
jīvanti loma-vila-jā jagad-aṇḍa-nāthāḥ
viṣṇur mahān sa iha yasya kalā-viśeṣo
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi
yasyaika-niśvasita-kālam athāvalambya
jīvanti loma-vila-jā jagad-aṇḍa-nāthāḥ
viṣṇur mahān sa iha yasya kalā-viśeṣo
govindam ādi-puruṣaṁ tam ahaṁ bhajāmi

«El Mahā-Viṣṇu, en quien entran todos los innumerables universos y de quien salen de nuevo simplemente por medio de Su proceso respiratorio, es una expansión plenaria de Kṛṣṇa. Por lo tanto, yo adoro a Govinda, Kṛṣṇa, la causa de todas las causas». De manera que, uno debe adorar decididamente la forma personal de Kṛṣṇa como la Suprema Personalidad de Dios que tiene bienaventuranza y conocimiento eternos. Él es la fuente de todas las formas de Viṣṇu, Él es la fuente de todas las formas de encarnación, y Él es la Suprema Personalidad original, tal como se confirma en el Bhagavad-gītā.

“Mahā-viṣṇu, som alle de talløse universer suges ind i, og fra hvem de igen udstrømmer med Hans åndedræt, er en fuldstændig ekspansion af Kṛṣṇa. Derfor tilbeder Jeg Govinda, Kṛṣṇa, alle årsagers årsag.” Således er den uigenkaldelige konklusion, at man skal tilbede Kṛṣṇas personlige form som Guddommens Højeste Personlighed, der besidder evig lyksalighed og viden. Han er ophav til alle Viṣṇu-former, Han er ophav til alle inkarnationer, og Han er den oprindelige Højeste Personlighed, som det bekræftes i Bhagavad-gītā.

En la literatura védica (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.1) aparece la siguiente declaración:

I den vediske litteratur (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.1) finder vi følgende udtalelse:

sac-cid-ānanda-rūpāya
kṛṣṇāyākliṣṭa-kāriṇe
namo vedānta-vedyāya
gurave buddhi-sākṣiṇe
sac-cid-ānanda-rūpāya
kṛṣṇāyākliṣṭa-kāriṇe
namo vedānta-vedyāya
gurave buddhi-sākṣiṇe

«Le ofrezco mis respetuosas reverencias a Kṛṣṇa, quien tiene una forma trascendental de bienaventuranza, eternidad y conocimiento. Le ofrezco mis respetos a Él, porque entenderlo a Él significa entender los Vedas, y Él es, por ende, el maestro espiritual supremo». Luego, se dice: kṛṣṇo vai paramaṁ daivatam, «Kṛṣṇa es la Suprema Personalidad de Dios» (Gopāla-tāpani Upaniṣad 1.3). Eko ’vaśī sarva-gaḥ kṛṣṇa īdyaḥ: «Ese único Kṛṣṇa es la Suprema Personalidad de Dios, y Él es venerable». Eko ’pi san bahudhā yo ’vabhāti: «Kṛṣṇa es uno, pero Él se manifiesta en un ilimitado número de formas y encarnaciones generadas» (Gopāla-tapanī Upaniṣad 1.21).

“Jeg fremfører mine respektfulde hyldester til Kṛṣṇa, der har en transcendental form af lyksalighed, evighed og viden. Jeg viser Ham min respekt, for at forstå Ham betyder at forstå Vedaerne, og derfor er Han den højeste åndelige mester.” Så står der (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.3), kṛṣṇo vai paramaṁ daivatam: “Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed.” Og videre i Gopāla-tāpanī Upaniṣad (1.21), eko vaśī sarva-gaḥ kṛṣṇa īḍyaḥ: “Denne ene Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og Han er tilbedelsesværdig.” Eko ’pi san bahudhā yo ’vabhāti: “Kṛṣṇa er én, men Han er manifesteret i ubegrænsede former og ekspanderede inkarnationer.”

La Brahma-saṁhitā (5.1) dice:

I Brahma-saṁhitā (5.1) står der:

īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ
sac-cid-ānanda-vigrahaḥ
anādir ādir govindaḥ
sarva-kāraṇa-kāraṇam
īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ
sac-cid-ānanda-vigrahaḥ
anādir ādir govindaḥ
sarva-kāraṇa-kāraṇam

«La Suprema Personalidad de Dios es Kṛṣṇa, quien tiene un cuerpo de eternidad, conocimiento y bienaventuranza. Él no tiene comienzo, porque es el comienzo de todo. Él es la causa de todas las causas».

“Guddommens Højeste Personlighed er Kṛṣṇa, der har en krop af evighed, kundskab og lyksalighed. Han har ingen begyndelse, for Han er altings begyndelse. Han er alle årsagers årsag.”

En otro lugar se dice: yatrāvatīrṇaṁ kṛṣṇākhyaṁ paraṁ brahma narākṛti, «La Suprema Verdad Absoluta es una persona, Su nombre es Kṛṣṇa, y a veces Él desciende a esta Tierra». De igual modo, en el Śrīmad-Bhāgavatam encontramos una descripción de toda clase de encarnaciones de la Suprema Personalidad de Dios, y en esa lista también aparece el nombre de Kṛṣṇa. Pero luego se dice que ese Kṛṣṇa no es una encarnación de Dios, sino la propia y Suprema Personalidad de Dios original (ete cāṁśa-kalāḥ puṁsaḥ kṛṣṇas tu bhagavān svayam).

Andetsteds i Viṣṇu Purāṇa (4.11.4) står der skrevet, yatrāvatīrṇaṁ kṛṣṇākhyaṁ, paraṁ brahma narākṛtiḥ: “Den Højeste Absolutte Sandhed er en person, Hans navn er Kṛṣṇa, og sommetider nedstiger Han til denne jord.” I Śrīmad-Bhāgavatam finder vi ligeledes en beskrivelse af alle mulige forskellige inkarnationer af Guddommens Højeste Personlighed, og i denne liste dukker Kṛṣṇas navn også op. Men så står der (ŚB. 1.3.28), at denne Kṛṣṇa er ingen inkarnation af Gud, men selve Guddommens Oprindelige Højeste Personlighed (ete cāṁśa-kalāḥ puṁsaḥ, kṛṣṇas tu bhagavān svayam).

Así mismo, en el Bhagavad-gītā el Señor dice: mattaḥ parataraṁ nānyāt, «No hay nada superior a Mi forma de Kṛṣṇa, la Personalidad de Dios». Él también dice en otra parte del Bhagavad-gītā: aham ādir hi devānām, «Yo soy el origen de todos los semidioses». Y después de entender el Bhagavad-gītā de labios de Kṛṣṇa, Arjuna también confirma eso con las siguientes palabras: paraṁ brahma paraṁ dhāma pavitraṁ paramaṁ bhavān, «Ahora entiendo perfectamente que Tú eres la Suprema Personalidad de Dios, la Verdad Absoluta, y que Tú eres el refugio de todo». Por consiguiente, la forma universal que Kṛṣṇa le mostró a Arjuna no es la forma original de Dios. La forma original es la forma de Kṛṣṇa. La forma universal, con sus miles y miles de cabezas y manos, se manifiesta solo para llamar la atención de aquellos que no tienen amor por Dios. Esa forma no es la forma original de Dios.

Herren erklærer også på samme måde i Bhagavad-gītā (7.7), mattaḥ parataraṁ nānyat: “Der findes intet højere end Min form som Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa.” Andetsteds i Bhagavad-gītā (10.2) siger Han, aham ādir hi devānām: “Jeg er ophav til alle halvguderne.” Og efter at have forstået Bhagavad-gītā fra Kṛṣṇa bekræfter Arjuna også dette med ordene paraṁ brahma paraṁ dhāma, pavitraṁ paramaṁ bhavān (Bg. 10.12): ”Nu forstår Jeg fuldt ud, at Du er Guddommens Højeste Personlighed, den Absolutte Sandhed, og at Du er altings tilflugtssted.” Den universelle form, som Kṛṣṇa viste Arjuna, er derfor ikke Guds oprindelige form. Den oprindelige form er Kṛṣṇa-formen. Den universelle form med dens tusinder af hoveder og hænder blev fremvist udelukkende for at tiltrække opmærksomheden hos dem, der ingen kærlighed har til Gud. Det er ikke Guds oprindelige form.

La forma universal no les resulta atractiva a los devotos puros, los cuales aman al Señor en diferentes relaciones trascendentales. La Divinidad Suprema intercambia amor trascendental en Su forma original de Kṛṣṇa. En consecuencia, a Arjuna, quien estaba muy íntimamente relacionado con Kṛṣṇa a través de la amistad, esa forma de la manifestación universal no le resultaba agradable; más bien, le inspiraba miedo. Arjuna, quien era un compañero constante de Kṛṣṇa, debe de haber tenido ojos trascendentales; él no era un hombre ordinario. Por consiguiente, él no fue cautivado por la forma universal. Puede que esa forma les parezca maravillosa a las personas que están dedicadas a elevarse por medio de las actividades fruitivas, pero para las personas que están dedicadas al servicio devocional, la forma de Kṛṣṇa de dos manos es la más querida de todas.

Den universelle form er ikke tiltrækkende for de rene hengivne, der er forelskede i Herren i forskellige transcendentale forhold. Den Højeste Guddom udveksler transcendental kærlighed i Sin oprindelige form som Kṛṣṇa. Denne form af universel manifestation tiltalte derfor ikke Arjuna, der var så tæt forbundet med Kṛṣṇa i venskab. Den var snarere frygtindgydende. Arjuna må som Kṛṣṇas konstante ledsager have haft transcendentale øjne. Han var intet almindeligt menneske. Han blev således ikke betaget af den universelle form. Den form kan forekomme fantastisk for personer, der har travlt med at ophøje sig selv gennem frugtstræbende handlinger, men de, der er engageret i hengiven tjeneste, holder mest af Kṛṣṇas toarmede form.