Skip to main content

TEXTS 4-5

TEXTS 4-5

Texto

Tekst

buddhir jñānam asammohaḥ
kṣamā satyaṁ damaḥ śamaḥ
sukhaṁ duḥkhaṁ bhavo ’bhāvo
bhayaṁ cābhayam eva ca
buddhir jñānam asammohaḥ
kṣamā satyaṁ damaḥ śamaḥ
sukhaṁ duḥkhaṁ bhavo ’bhāvo
bhayaṁ cābhayam eva ca
ahiṁsā samatā tuṣṭis
tapo dānaṁ yaśo ’yaśaḥ
bhavanti bhāvā bhūtānāṁ
matta eva pṛthag-vidhāḥ
ahiṁsā samatā tuṣṭis
tapo dānaṁ yaśo ’yaśaḥ
bhavanti bhāvā bhūtānāṁ
matta eva pṛthag-vidhāḥ

Palabra por palabra

Synonyms

buddhiḥ — inteligencia; jñānam — conocimiento; asammohaḥ — ausencia de duda; kṣamā — indulgencia; satyam — veracidad; damaḥ — control de los sentidos; śamaḥ — control de la mente; sukham — felicidad; duḥkham — aflicción; bhavaḥ — nacimiento; abhāvaḥ — muerte; bhayam — temor; ca — también; abhayam — valentía; eva — también; ca — y; ahiṁsā — no violencia; samatā — equilibrio; tuṣṭiḥ — satisfacción; tapaḥ — penitencia; dānam — caridad; yaśaḥ — fama; ayaśaḥ — infamia; bhavanti — aparecen; bhāvāḥ — naturalezas; bhūtānām — de las entidades vivientes; mattaḥ — de Mí; eva — ciertamente; pṛthak-vidhāḥ — dispuestas de diversas maneras.

buddhiḥ — intelligens; jñānam — viden; asammohaḥ — frihed for tvivl; kṣamā — tilgivelse; satyam — sandfærdighed; damaḥ — beherskelse af sanserne; śamaḥ — beherskelse af sindet; sukham — lykke; duḥkham — lidelse; bhavaḥ — fødsel; abhāvaḥ — død; bhayam — frygt; ca — også; abhayam — frygtløshed; eva — også; ca — og; ahiṁsā — ikke-vold; samatā — ligevægt; tuṣṭiḥ — tilfredshed; tapaḥ — bodsøvelse; dānam — velgørenhed; yaśaḥ — berømmelse; ayaśaḥ — vanære; bhavanti — bliver til; bhāvāḥ — naturer; bhūtānām — de levende væseners; mattaḥ — fra Mig; eva — udelukkende; pṛthak-vidhāḥ — forskelligt arrangerede.

Traducción

Translation

La inteligencia, el conocimiento, la ausencia de duda y engaño, la indulgencia, la veracidad, el control de los sentidos, el control de la mente, la felicidad, la aflicción, el nacimiento, la muerte, el temor, la valentía, la no violencia, la ecuanimidad, la satisfacción, la austeridad, la caridad, la fama y la infamia, todas estas diversas cualidades de los seres vivos solo son creadas por Mí.

Intelligens, viden, frihed for tvivl og illusion, tilgivelse, sandfærdighed, beherskelse af sanserne, beherskelse af sindet, lykke og lidelse, fødsel, død, frygt, frygtløshed, ikke-vold, sindsro, tilfredshed, askese, velgørenhed, berømmelse og vanære – alle disse forskellige kvaliteter hos de levende væsener er udelukkende skabt af Mig.

Significado

Purport

Las diferentes cualidades de las entidades vivientes, ya sean buenas o malas, son todas creadas por Kṛṣṇa, y aquí se las describe.

FORKLARING: De levende væseners forskellige kvaliteter, de være sig gode eller dårlige, er alle skabt af Kṛṣṇa, og de beskrives her.

«Inteligencia» se refiere a la capacidad de analizar las cosas en su correcta perspectiva, y «conocimiento» se refiere al hecho de entender lo que es el espíritu y lo que es la materia. El conocimiento ordinario que se obtiene con una educación universitaria es relativo únicamente a la materia, y aquí no se lo acepta como conocimiento. Conocimiento significa conocer la diferencia que hay entre el espíritu y la materia. En la educación moderna no hay ningún conocimiento acerca del espíritu; ellos tan solo se están ocupando de los elementos materiales y de las necesidades físicas. Por consiguiente, el conocimiento académico no es completo.

Intelligens refererer til evnen til at analysere ting i deres rette perspektiv, og viden betyder forståelse af, hvad der er ånd, og hvad der er materie. Den almindelige viden, man får gennem en universitetsuddannelse, handler kun om materie og bliver ikke betragtet som viden her. Viden betyder at forstå forskellen mellem ånd og materie. Der findes ingen viden om ånd i moderne uddannelse. Her arbejder man kun med de materielle elementer og de kropslige behov. Akademisk viden er derfor ufuldstændig.

Asammoha, la ausencia de duda y engaño, se puede lograr cuando uno no vacila y cuando entiende la filosofía trascendental. Lentamente pero con certeza, uno se libra de la confusión. No se debe aceptar nada a ciegas; todo se debe aceptar con cuidado y precaución. Kṣamā, la tolerancia e indulgencia, es algo que se debe poner en práctica; uno debe ser tolerante y excusar las pequeñas ofensas de los demás. Satyam, veracidad, significa que los hechos se deben presentar tal como son, para beneficio de los demás. No se deben tergiversar los hechos. Según las convenciones sociales, se dice que uno puede hablar la verdad únicamente cuando les resulte agradable a los demás. Pero eso no es veracidad. La verdad se debe hablar de un modo franco, de manera que los demás puedan saber cuáles son los hechos. Si un hombre es un ladrón y a la gente se le advierte que él es un ladrón, ésa es la verdad. Aunque a veces la verdad sea desagradable, uno no debe dejar de hablarla. La veracidad exige que se presenten los hechos tal como son, para beneficio de los demás. Ésa es la definición de verdad.

Asammohaḥ, frihed for tvivl og illusion, kan opnås, når man ikke er ubeslutsom, og når man forstår den transcendentale filosofi. Langsomt, men sikkert kommer man da ud af sin forvirring. Intet bør accepteres blindt. Alting skal accepteres med omhu og forsigtighed. Kṣamā, tolerance og tilgivelse, bør praktiseres. Man skal være tolerant og undskylde andre deres mindre forseelser. Satyam, sandfærdighed, indebærer, at kendgerningerne skal fremlægges, som de er, til gavn for andre. Kendsgerningerne må ikke fordrejes. I almindelig selskabelig sammenhæng plejer man at sige, at man kun skal sige sandheden, hvis den er behagelig for andre. Men det er ikke sandfærdighed. Sandheden skal siges lige ud, så andre kan forstå de faktiske kendsgerninger. Hvis en mand er en tyv, og folk bliver advaret om, at han er en tyv, er det sandfærdighed. Selv om sandheden undertiden er ilde hørt, skal man ikke afholde sig fra at sige den. Sandfærdighed kræver, at kendsgerningerne fremlægges, som de er, til gavn for andre. Det er definitionen på sandfærdighed.

El control de los sentidos significa que éstos no se deben emplear para el disfrute personal innecesario. No hay nada que prohíba satisfacer las verdaderas necesidades de los sentidos, pero el disfrute innecesario de los sentidos va en detrimento del avance espiritual. Por lo tanto, se debe reprimir el uso innecesario de los sentidos. De forma similar, uno debe evitar que la mente se entregue a pensamientos innecesarios; eso se denomina śama. Uno no debe perder el tiempo en considerar cómo hacer dinero. Ése es un mal uso de la capacidad de pensar. La mente se debe utilizar para entender la necesidad fundamental de los seres humanos, y ello se debe presentar de un modo autoritativo. La capacidad de pensar se debe desarrollar en compañía de personas que sean autoridades en las Escrituras, personas santas, maestros espirituales y aquellos cuyo pensamiento está sumamente desarrollado. Sukham, el placer o la felicidad, siempre debe proceder de aquello que sea favorable para el cultivo del conocimiento espiritual del proceso de conciencia de Kṛṣṇa. E, igualmente, aquello que es doloroso o que causa aflicción es aquello que es desfavorable para el cultivo de conciencia de Kṛṣṇa. Todo lo que sea favorable para el desarrollo de conciencia de Kṛṣṇa se debe aceptar, y todo lo desfavorable se debe rechazar.

At beherske sanserne betyder, at man ikke må anvende sanserne på unødvendig personlig nydelse. Der er intet forbud mod at imødekomme sansernes faktiske behov, men unødvendig sansenydelse er skadeligt for åndeligt fremskridt. Sanserne bør således afholdes fra unødvendig brug. På samme måde skal man afholde sindet fra unødvendige tanker. Det kaldes śamaḥ. Man bør ikke bruge sin tid på at tænke på at tjene penge. Det er misbrug af ens tænkeevne. Sindet skal anvendes til at forstå det vigtigste behov, mennesket har, og dette skal fremlægges autoritativt. Evnen til at tænke bør udvikles i selskab med personer, der er autoriteter i skrifterne, dvs. hellige personer, åndelige mestre og de, hvis tænkning er højt udviklet. Sukham, nydelse eller lykke, skal altid være i det, der er gavnligt for at udvikle åndelig viden i Kṛṣṇa-bevidsthed. Og på samme måde skal duḥkham, det, der er smertefuldt, eller som er årsag til lidelse, være det, der ikke er godt for udviklingen af Kṛṣṇa- bevidsthed. Alt, der er til fordel for ens udvikling af Kṛṣṇa-bevidsthed, bør accepteres, og alt, der er ufordelagtigt, bør forkastes.

Bhava, el nacimiento, se debe entender que se refiere al cuerpo. En lo que respecta al alma, para ella no hay ni nacimiento ni muerte; eso ya lo hemos discutido al comienzo del Bhagavad-gītā. El nacimiento y la muerte se le aplican al cuerpo que uno ha adquirido en el mundo material. El temor se debe a la preocupación por el futuro. Una persona con conciencia de Kṛṣṇa no tiene temor, porque por sus actividades es seguro que irá de vuelta al cielo espiritual, de vuelta al hogar, de vuelta a Dios. Así pues, su futuro es muy brillante. Otros, sin embargo, no saben lo que el futuro les depara; ellos no tienen conocimiento de lo que la siguiente vida les depara. De manera que, por eso, se hallan en un estado de ansiedad constante. Si queremos librarnos de la ansiedad, entonces lo mejor es entender a Kṛṣṇa y siempre estar situados en el plano de conciencia de Kṛṣṇa. De ese modo estaremos libres de todo temor. En el Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37) se declara: bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syāt, el temor lo causa nuestra absorción en la energía ilusoria. Pero aquellos que están libres de la energía ilusoria, aquellos que están seguros de que no son el cuerpo material, que están seguros de que son partes espirituales de la Suprema Personalidad de Dios, y que, por ende, están dedicados al trascendental servicio de la Divinidad Suprema, no tienen nada que temer. Su futuro es muy brillante. Ese temor es una condición propia de las personas que no se hallan en estado de conciencia de Kṛṣṇa. Abhayam, o la valentía, solo puede existir en aquel que se halla en estado de conciencia de Kṛṣṇa.

Man må forstå, at bhavaḥ eller fødsel refererer til kroppen. Når det kommer til sjælen, findes der hverken fødsel eller død. Det har vi allerede diskuteret i begyndelsen af Bhagavad-gītā. Fødsel og død har kun med ens legemliggørelse i den materielle verden at gøre. Frygt skyldes, at man bekymrer sig om fremtiden. En person i Kṛṣṇa-bevidsthed nærer ingen frygt, for med sine aktiviteter er han sikker på at vende hjem, tilbage til Guddommen. Hans fremtid er således meget lys. Andre ved imidlertid ikke, hvad deres fremtid vil bringe. De har ingen anelse om, hvad det næste liv vil bringe. De befinder sig derfor i konstant frygt. Hvis vi gerne vil være fri for frygt, er der ingen bedre vej til det end at forstå Kṛṣṇa og altid være fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed. På den måde kan vi blive fri for al frygt. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37), bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syāt: Frygt skyldes vores fordybelse i den illusoriske energi. Men de, der er fri af den illusoriske energi, dvs. de, der er overbeviste om, at de ikke er deres materielle krop, men åndelige dele af Guddommens Højeste Personlighed, og som derfor er engageret i den Højeste Guddoms transcendentale tjeneste, har intet at frygte. Deres fremtid ser meget lys ud. Denne frygt er en tilstand hos personer, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste. Abhayam, frygtløshed, er kun mulig for den, der er Kṛṣṇa-bevidst.

Ahiṁsā, no violencia, significa que uno no debe hacer nada que ponga a otros en una situación de sufrimiento o confusión. Las actividades materiales que prometen los muchos políticos, sociólogos, filántropos, etc., no producen muy buenos resultados, ya que los políticos y filántropos no tienen una visión trascendental; ellos no saben qué es lo verdaderamente beneficioso para la sociedad humana. Ahiṁsā significa que la gente debe ser adiestrada de modo tal que se pueda lograr la plena utilización del cuerpo humano. El cuerpo humano es para la iluminación espiritual, así que cualquier movimiento o cualesquiera comisiones que no fomenten ese fin, cometen un acto de violencia contra el cuerpo humano. Aquello que fomenta la felicidad espiritual futura de la generalidad de la gente, se denomina no violencia.

Ahiṁsā, ikke-vold, betyder, at man ikke bør gøre noget, der medfører lidelse eller forvirring for andre. Materielle aktiviteter, der loves af så mange politikere, sociologer, filantroper osv., afstedkommer ikke særlig gode resultater, for politikerne og filantroperne har intet transcendentalt syn. De ved ikke, hvad der virkelig er til gavn for samfundet. Ahiṁsā betyder, at folk skal uddannes på en måde, så de kan drage fuld nytte af den menneskelige livsform. Den menneskelige krop er beregnet til åndelig erkendelse, så enhver bevægelse eller organisation, der ikke tjener det formål, begår vold mod menneskekroppen. Det, der fremmer den fremtidige åndelige lykke for folk i almindelighed, kaldes ikke-vold.

Samatā, ecuanimidad, se refiere al hecho de estar libre del apego y la aversión. Estar muy apegado o estar muy desapegado no es lo mejor. Este mundo material se debe aceptar sin apego ni aversión. Aquello que es favorable para la prosecución del cultivo de conciencia de Kṛṣṇa, se debe aceptar; aquello que es desfavorable se debe rechazar. Eso se denomina samatā, ecuanimidad. Una persona en estado de conciencia de Kṛṣṇa no tiene nada que rechazar ni nada que aceptar más que en función de la utilidad de las cosas en la prosecución del cultivo de conciencia de Kṛṣṇa.

Samatā, sindsro, refererer til frihed for tilknytning og aversion. At være meget knyttet eller meget utilknyttet til noget er ikke det bedste. Denne materielle verden skal accepteres uden hverken tilknytning eller aversion. Det, der er gavnligt for at udøve Kṛṣṇa-bevidsthed, skal accepteres, og det, der ikke er gavnligt, må man forkaste. Det kaldes samatā, sindsligevægt. For en person i Kṛṣṇa-bevidsthed er der intet at forkaste og intet at acceptere undtagen med henblik på dets nytte i udøvelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed.

Tuṣṭi, satisfacción, significa que uno no debe estar ansioso de adquirir cada vez más bienes materiales por medio de actividades innecesarias. Uno debe sentirse satisfecho con lo que sea que obtenga por la gracia del Señor Supremo; eso se denomina satisfacción. Tapas significa austeridad o penitencia. En los Vedas existen muchas reglas y regulaciones que se aplican aquí, como el despertarse temprano por la mañana y darse un baño. A veces es muy difícil levantarse temprano por la mañana, pero cualquier dificultad como ésa que uno afronte voluntariamente, se denomina penitencia. De igual forma, hay prescripciones por las que se debe ayunar en ciertos días del mes. Puede que uno no sienta inclinación por practicar esos ayunos, pero si está determinado a progresar en la senda de la ciencia de conciencia de Kṛṣṇa, debe aceptar esas dificultades físicas cuando se las recomiende. Sin embargo, uno no debe ayunar innecesariamente o en contra de las disposiciones védicas. Uno no debe ayunar con algún fin político; eso se describe en el Bhagavad-gītā como ayuno en el plano de la ignorancia, y todo lo que se haga bajo el influjo de la ignorancia o de la pasión no lleva al adelanto espiritual. No obstante, todo lo que se haga en el plano de la modalidad de la bondad sí hace que uno progrese, y el ayuno que se hace en términos de las disposiciones védicas lo enriquece a uno en el campo del conocimiento espiritual.

Tuṣṭiḥ, tilfredshed, vil sige, at man ikke skal være ivrig efter at samle sig flere og flere materielle ting gennem unødige handlinger. Man bør stille sig tilfreds med det, der kommer til én ved den Højeste Herres nåde. Det kaldes tilfredshed. Tapas betyder askese eller bodsøvelse. I Vedaerne er der mange regler og forskrifter, der er relevante her, som for eksempel at stå tidligt op om morgenen og tage et bad. Det kan nogle gange være svært at stå tidligt op om morgenen, men enhver form for frivilligt besvær, man udholder på denne måde, kaldes askese. På samme måde er der forskrifter for, hvordan man faster på visse af månedens dage. Måske har man ikke lyst til at følge en sådan faste, men fordi man har besluttet sig for at gøre fremskridt i videnskaben om Kṛṣṇa- bevidsthed, bør man påtage sig sådanne kropslige besværligheder, når de anbefales. Derimod er der ingen grund til at faste unødvendigt, eller hvis det ikke er påbudt i Vedaerne. Man skal f.eks. ikke faste af politiske grunde. Dette beskrives i Bhagavad-gītā som faste i uvidenhed, og alt, man gør i uvidenhed eller lidenskab, leder ikke til åndeligt fremskridt. Alt det, man gør i godhedens kvalitet, hjælper imidlertid én til at avancere, og den faste, der sker ifølge de vediske påbud, beriger én i åndelig kundskab.

En lo que respecta a la caridad, uno debe dar el cincuenta por ciento de sus ingresos para alguna buena causa. Y, ¿qué es una buena causa? Es aquella que se conduce en términos del proceso de conciencia de Kṛṣṇa. Esa no es solo una buena causa, sino la mejor de todas. Como Kṛṣṇa es bueno, Su causa también es buena. Así pues, la caridad se le debe dar a una persona que esté dedicada al proceso de conciencia de Kṛṣṇa. De acuerdo con la literatura védica, se estipula que la caridad se les debe dar a los brāhmaṇas. Esta práctica todavía se sigue, aunque no muy de acuerdo con las disposiciones védicas. Pero, aun así, la disposición señala que la caridad se les debe dar a los brāhmaṇas. ¿Por qué? Porque ellos están dedicados al cultivo superior del conocimiento espiritual. Se espera que el brāhmaṇa consagre toda su vida a la comprensión del Brahman. Brahma jānātīti brāhmaṇaḥ: aquel que conoce el Brahman se denomina brāhmaṇa. Luego la caridad se les ofrece a los brāhmaṇas, ya que, como ellos siempre están dedicados al servicio espiritual superior, no tienen tiempo de ganarse la vida. En la literatura védica también se dice que la caridad se le debe otorgar al que renuncia a la vida ordinaria, al sannyāsī. Los sannyāsīs mendigan de puerta en puerta, mas no en busca de dinero, sino con propósitos misioneros. El sistema consiste en que ellos van de puerta en puerta para despertar del sopor de la ignorancia a los miembros del hogar. Puesto que los miembros del hogar están dedicados a los asuntos familiares y han olvidado el verdadero objetivo que deben tener en la vida —el de despertar su conciencia de Kṛṣṇa—, los sannyāsīs tienen la tarea de ir como mendigos a los hogares y animar a sus miembros a que se vuelvan conscientes de Kṛṣṇa. Como se dice en los Vedas, uno debe despertarse y lograr lo que le corresponde en esta forma de vida humana. El conocimiento y el método para ello lo distribuyen los sannyāsīs; de modo que, la caridad se les debe dar al que renuncia a la vida común, a los brāhmaṇas y a buenas causas similares, y no a cualquier causa caprichosa.

Hvad angår velgørenhed, bør man give halvdelen af sin indkomst til en god sag. Og hvad er en god sag? Det er den sag, der tjener Kṛṣṇa- bevidsthed. Det er ikke bare en god sag, men den bedste sag. Eftersom Kṛṣṇa er god, er Hans sag også god. Velgørenhed bør derfor gives til en person, der er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed. I den vediske litteratur indskærpes det, at velgørenhed skal gives til brāhmaṇaerne. Denne praksis bliver stadig fulgt, om end ikke mere helt i overensstemmelse med de vediske retningslinier. Ikke desto mindre er reglen den, at velgørenhed skal gives til brāhmaṇaerne. Hvorfor? Fordi de arbejder med den højere kultivering af åndelig viden. En brāhmaṇa forventes at hellige hele sit liv til at forstå Brahman. Brahma jānātīti brāhmaṇaḥ: Den, der kender Brahman, kaldes en brāhmaṇa. Da brāhmaṇaerne altid har travlt med den højere åndelige tjeneste og derfor ikke har tid til at forsørge sig selv, giver man dem velgørenhed. Ifølge den vediske litteratur gives velgørenhed også til en person i forsagelsens orden, en sannyāsī. En sannyāsī tigger fra dør til dør, ikke for pengenes skyld, men for at udbrede åndelig viden. Traditionen er, at de går fra dør til dør for at vække husholderne fra deres uvidenhed. Eftersom husholdere er travlt optaget af familieanliggender og har glemt livets virkelige formål, at genopvække deres Kṛṣṇa-bevidsthed, er det sannyāsīernes opgave at gå som tiggere til husholdernes hjem for at hjælpe dem til at blive Kṛṣṇa-bevidste. Som der står i Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 1.3.14), bør man vågne op og opnå det mål, som det er muligt for én i den menneskelige livsform. Denne kundskab og metode bliver udbredt af sannyāsīerne. Velgørenhed skal således gives til dem i forsagelsens orden, til brāhmaṇaerne og til lignende gode formål og ikke til en hvilken som helst tilfældig sag.

Yaśas, fama, debe ser como lo indicó el Señor Caitanya, quien dijo que un hombre es famoso cuando es conocido como un gran devoto. Eso es verdadera fama. Si uno se ha vuelto un gran hombre en el proceso de conciencia de Kṛṣṇa y ello se llega a saber, entonces se es verdaderamente famoso. Aquel que no tiene esa clase de fama, es infame.

Yaśas eller berømmelse bør være som defineret af Herren Caitanya, ifølge hvem et menneske er berømt, når det er kendt som en stor hengiven. Det er virkelig berømmelse. Hvis man er blevet en stor person i Kṛṣṇa-bevidsthed, og det er kendt, er man ægte berømt. Enhver anden form for berømmelse er vanære.

Todas esas cualidades se manifiestan por todo el universo, en la sociedad humana y en la sociedad de los semidioses. Hay muchas formas de humanidad en otros planetas, y en ellos se encuentran esas cualidades. Ahora bien, para aquel que quiera progresar en el cultivo de conciencia de Kṛṣṇa, Kṛṣṇa crea todas esas cualidades, pero la propia persona hace que se desarrollen en ella desde dentro. En aquel que se dedica al servicio devocional del Señor Supremo se desarrollan todas las buenas cualidades, según lo dispone el Señor Supremo.

Alle disse egenskaber er manifesteret overalt i universet blandt både mennesker og halvguder. Der findes mange former for mennesker på andre planeter, og der findes disse egenskaber også. For den, der gerne vil gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed, skaber Kṛṣṇa alle disse kvaliteter, men man er nødt til selv at udvikle dem indefra. Den, der engagerer sig i den Højeste Herres hengivne tjeneste, udvikler alle gode kvaliteter som arrangeret af den Højeste Herre.

De todo lo que observemos, bueno o malo, el origen es Kṛṣṇa. En este mundo material no se puede manifestar nada que no esté en Kṛṣṇa. Eso es verdadero conocimiento. Aunque sabemos que las cosas son diferentes unas de otras, debemos darnos cuenta de que todo fluye procedente de Kṛṣṇa.

Uanset hvad der findes af godt eller dårligt, har det sin oprindelse i Kṛṣṇa. Intet kan manifestere sig af sig selv i den materielle verden, hvis det ikke er i Kṛṣṇa. Det er viden. Selv om vi godt ved, at alting nu er anderledes situeret, må vi forstå, at det kommer altsammen fra Kṛṣṇa.