Skip to main content

TEXT 40

TEXT 40

Devanagari

Devanagari

श्रीभगवानुवाच
पार्थ नैवेह नामुत्र विनाशस्तस्य विद्यते ।
न हि कल्याणकृत्कश्चिद्दुर्गतिं तात गच्छति ॥ ४० ॥

Text

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
pārtha naiveha nāmutra
vināśas tasya vidyate
na hi kalyāṇa-kṛt kaścid
durgatiṁ tāta gacchati
śrī-bhagavān uvāca
pārtha naiveha nāmutra
vināśas tasya vidyate
na hi kalyāṇa-kṛt kaścid
durgatiṁ tāta gacchati

Synonyms

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — the Supreme Personality of Godhead said; pārtha — O son of Pṛthā; na eva — never is it so; iha — in this material world; na — never; amutra — in the next life; vināśaḥ — destruction; tasya — his; vidyate — exists; na — never; hi — certainly; kalyāṇa-kṛt — one who is engaged in auspicious activities; kaścit — anyone; durgatim — to degradation; tāta — My friend; gacchati — goes.

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; pārtha — O Pṛthās søn; na eva — aldrig er det således; iha — i denne materielle verden; na — aldrig; amutra — i det næste liv; vināśaḥ — ødelæggelse; tasya — hans; vidyate — eksisterer; na — aldrig; hi — afgjort; kalyāṇa- kṛt — den, der er engageret i lykkebringende aktiviteter; kaścit — nogen; durgatim — til degradering; tāta — Min ven; gacchati — går.

Translation

Translation

The Supreme Personality of Godhead said: Son of Pṛthā, a transcendentalist engaged in auspicious activities does not meet with destruction either in this world or in the spiritual world; one who does good, My friend, is never overcome by evil.

Guddommens Højeste Personlighed sagde: O Pṛthās søn, en transcendentalist, der er engageret i lykkebringende aktiviteter, møder ikke undergang i hverken denne verden eller den åndelige verden. Den, der gør godt, bliver aldrig overvundet af det onde, Min ven.

Purport

Purport

In the Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17) Śrī Nārada Muni instructs Vyāsadeva as follows:

FORKLARING: I Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17) instruerer Nārada Muni Vyāsadeva som følger:

tyaktvā sva-dharmaṁ caraṇāmbujaṁ harer
bhajann apakvo ’tha patet tato yadi
yatra kva vābhadram abhūd amuṣya kiṁ
ko vārtha āpto ’bhajatāṁ sva-dharmataḥ
tyaktvā sva-dharmaṁ caraṇāmbujaṁ harer
bhajann apakvo ’tha patet tato yadi
yatra kva vābhadram abhūd amuṣya kiṁ
ko vārtha āpto ’bhajatāṁ sva-dharmataḥ

“If someone gives up all material prospects and takes complete shelter of the Supreme Personality of Godhead, there is no loss or degradation in any way. On the other hand a nondevotee may fully engage in his occupational duties and yet not gain anything.” For material prospects there are many activities, both scriptural and customary. A transcendentalist is supposed to give up all material activities for the sake of spiritual advancement in life, Kṛṣṇa consciousness. One may argue that by Kṛṣṇa consciousness one may attain the highest perfection if it is completed, but if one does not attain such a perfectional stage, then he loses both materially and spiritually. It is enjoined in the scriptures that one has to suffer the reaction for not executing prescribed duties; therefore one who fails to discharge transcendental activities properly becomes subjected to these reactions. The Bhāgavatam assures the unsuccessful transcendentalist that there need be no worries. Even though he may be subjected to the reaction for not perfectly executing prescribed duties, he is still not a loser, because auspicious Kṛṣṇa consciousness is never forgotten, and one so engaged will continue to be so even if he is lowborn in the next life. On the other hand, one who simply follows strictly the prescribed duties need not necessarily attain auspicious results if he is lacking in Kṛṣṇa consciousness.

“Hvis man opgiver alle materielle bestræbelser og søger fuldstændigt ly hos Guddommens Højeste Personlighed, behøver man på ingen måde frygte hverken tab eller degradering. På den anden side kan en ikke- hengiven til fulde engagere sig i sine foreskrevne pligter og alligevel intet opnå.” Af materielle aktiviteter er der mange, både dem, der følger skrifterne, og de rent traditionelle. En transcendentalist forventes at opgive alle materielle handlinger for at hellige sit liv til åndeligt fremskridt (eller mere præcist til Kṛṣṇa-bevidsthed). Man kan indvende, at igennem Kṛṣṇa-bevidsthed kan man opnå den højeste fuldkommenhed, hvis man fuldfører processen, men hvis man ikke opnår et sådant fuldendt stadie, taber man både materielt og åndeligt. Skrifterne indskærper, at man vil lide reaktioner på det, hvis man ikke gør sine foreskrevne pligter ordentligt. Hvis man derfor ikke kan udføre sine transcendentale aktiviteter ordentligt, skulle man tro, at man vil blive underkastet disse reaktioner. Śrīmad-Bhāgavatam forsikrer den fejlslagne transcendentalist for, at der ingen grund er til en sådan bekymring. Selv om man måske bliver underkastet reaktionen for ikke at have udført sine foreskrevne pligter til fulde, mister man alligevel intet, for lykkebringende Kṛṣṇa-bevidsthed vil aldrig blive glemt, og hvis man er således beskæftiget, vil man fortsætte med at være det, også selv om man skulle få en lav fødsel i sit næste liv. På den anden side vil den, der blot strengt følger de foreskrevne pligter, ikke nødvendigvis opnå gode resultater, hvis han ikke er Kṛṣṇa-bevidst.

The purport may be understood as follows. Humanity may be divided into two sections, namely, the regulated and the nonregulated. Those who are engaged simply in bestial sense gratifications without knowledge of their next life or spiritual salvation belong to the nonregulated section. And those who follow the principles of prescribed duties in the scriptures are classified amongst the regulated section. The nonregulated section, both civilized and noncivilized, educated and noneducated, strong and weak, are full of animal propensities. Their activities are never auspicious, because while enjoying the animal propensities of eating, sleeping, defending and mating, they perpetually remain in material existence, which is always miserable. On the other hand, those who are regulated by scriptural injunctions, and who thus rise gradually to Kṛṣṇa consciousness, certainly progress in life.

Hvorfor dette er tilfældet, kan forstås på følgende måde. Menneskeheden kan inddeles i to kategorier, nemlig de regulerede og de uregulerede. De, der udelukkende beskæftiger sig med dyrisk sansetilfredsstillelse uden viden om deres næste liv eller åndelig frelse, hører til den uregulerede kategori. Og de, der følger skrifternes principper for foreskrevne pligter, tilhører den regulerede kategori. Uanset om de er civiliserede eller uciviliserede, uddannede eller uuddannede, stærke eller svage, er mennesker i den uregulerede kategori fulde af dyriske tilbøjeligheder. Deres handlinger er aldrig lykkebringende, for mens de nyder de animalistiske tilbøjeligheder i form af at spise, sove, forsvare sig og parre sig, forbliver de bestandigt i materiel eksistens, der altid er lidelsesfyldt. De, der på den anden side reguleres af de skriftlige anvisninger, og som på den måde gradvist stiger op til Kṛṣṇa-bevidsthed, gør afgjort fremskridt i livet.

Those who are following the path of auspiciousness can be divided into three sections, namely (1) the followers of scriptural rules and regulations who are enjoying material prosperity, (2) those who are trying to find ultimate liberation from material existence, and (3) those who are devotees in Kṛṣṇa consciousness. Those who are following the rules and regulations of the scriptures for material happiness may be further divided into two classes: those who are fruitive workers and those who desire no fruit for sense gratification. Those who are after fruitive results for sense gratification may be elevated to a higher standard of life – even to the higher planets – but still, because they are not free from material existence, they are not following the truly auspicious path. The only auspicious activities are those which lead one to liberation. Any activity which is not aimed at ultimate self-realization or liberation from the material bodily concept of life is not at all auspicious. Activity in Kṛṣṇa consciousness is the only auspicious activity, and anyone who voluntarily accepts all bodily discomforts for the sake of making progress on the path of Kṛṣṇa consciousness can be called a perfect transcendentalist under severe austerity. And because the eightfold yoga system is directed toward the ultimate realization of Kṛṣṇa consciousness, such practice is also auspicious, and no one who is trying his best in this matter need fear degradation.

De, der følger den lykkevarslende vej, kan inddeles i tre kategorier, nemlig (1) de, der følger skrifternes regler og forordninger og nyder materiel velstand, (2) de, der søger endelig frigørelse fra materiel eksistens, og (3) de, der er hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der følger skrifternes regler og reguleringer for at få materiel lykke, kan inddeles i yderligere to grupper: de, der er frugtstræbende arbejdere, og de, der ikke ønsker nogen form for sansetilfredsstillelse. De, der stræber efter de frugtbærende resultater for at få sansetilfredsstillelse, kan blive hævet til en højere levestandard og tilmed til de højere planeter, men fordi de ikke er fri for materiel eksistens, følger de stadigvæk ikke den virkeligt lykkevarslende vej. De eneste lykkebringende aktiviteter er dem, der fører én til frigørelse. Alle handlinger, hvis mål ikke er den højeste grad af selverkendelse eller befrielse fra den kropslige livsopfattelse, kan slet ikke siges at være lykkevarslende. Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er den eneste lykkebringende aktivitet, og alle, der frivilligt tolererer enhver form for kropsligt ubehag for at gøre fremskridt på den Kṛṣṇa-bevidste vej, kan kaldes fuldkomne transcendentalister under streng askese. Da det ottefoldige yoga-system er rettet mod den endelige erkendelse af Kṛṣṇa-bevidsthed, er en sådan praksis også lykkevarslende, og ingen, der gør sit bedste i den henseende, behøver være bange for at falde ned.