Skip to main content

TEXT 37

TEXT 37

Devanagari

Devanagari

अर्जुन उवाच
अयति: श्रद्धयोपेतो योगाच्च‍‍लितमानस: ।
अप्राप्य योगसंसिद्धिं कां गतिं कृष्ण गच्छति ॥ ३७ ॥

Text

Tekst

arjuna uvāca
ayatiḥ śraddhayopeto
yogāc calita-mānasaḥ
aprāpya yoga-saṁsiddhiṁ
kāṁ gatiṁ kṛṣṇa gacchati
arjuna uvāca
ayatiḥ śraddhayopeto
yogāc calita-mānasaḥ
aprāpya yoga-saṁsiddhiṁ
kāṁ gatiṁ kṛṣṇa gacchati

Synonyms

Synonyms

arjunaḥ uvāca — Arjuna said; ayatiḥ — the unsuccessful transcendentalist; śraddhayā — with faith; upetaḥ — engaged; yogāt — from the mystic link; calita — deviated; mānasaḥ — who has such a mind; aprāpya — failing to attain; yoga-saṁsiddhim — the highest perfection in mysticism; kām — which; gatim — destination; kṛṣṇa — O Kṛṣṇa; gacchati — achieves.

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; ayatiḥ — den forfejlede transcendentalist; śraddhayā — med tro; upetaḥ — engageret; yogāt — fra den mystiske forbindelse; calita — afveget; mānasaḥ — som har et sådant sind; aprāpya — idet det ikke lykkes ham at opnå; yoga-saṁsiddhim — den højeste fuldkommenhed i mystik; kām — hvilket; gatim — bestemmelsessted; kṛṣṇa — O Kṛṣṇa; gacchati — han opnår.

Translation

Translation

Arjuna said: O Kṛṣṇa, what is the destination of the unsuccessful transcendentalist, who in the beginning takes to the process of self-realization with faith but who later desists due to worldly-mindedness and thus does not attain perfection in mysticism?

Arjuna sagde: O Kṛṣṇa, hvad sker der med den forfejlede transcendentalist, der i begyndelsen giver sig i kast med selverkendelsesprocessen med tro, men senere falder fra på grund af sit verdslige sindelag og følgelig ikke opnår fuldkommenhed i yoga?

Purport

Purport

The path of self-realization or mysticism is described in the Bhagavad-gītā. The basic principle of self-realization is knowledge that the living entity is not this material body but that he is different from it and that his happiness is in eternal life, bliss and knowledge. These are transcendental, beyond both body and mind. Self-realization is sought by the path of knowledge, by the practice of the eightfold system or by bhakti-yoga. In each of these processes one has to realize the constitutional position of the living entity, his relationship with God, and the activities whereby he can reestablish the lost link and achieve the highest perfectional stage of Kṛṣṇa consciousness. Following any of the above-mentioned three methods, one is sure to reach the supreme goal sooner or later. This was asserted by the Lord in the Second Chapter: even a little endeavor on the transcendental path offers a great hope for deliverance. Out of these three methods, the path of bhakti-yoga is especially suitable for this age because it is the most direct method of God realization. To be doubly assured, Arjuna is asking Lord Kṛṣṇa to confirm His former statement. One may sincerely accept the path of self-realization, but the process of cultivation of knowledge and the practice of the eightfold yoga system are generally very difficult for this age. Therefore, despite constant endeavor one may fail, for many reasons. First of all, one may not be sufficiently serious about following the process. To pursue the transcendental path is more or less to declare war on the illusory energy. Consequently, whenever a person tries to escape the clutches of the illusory energy, she tries to defeat the practitioner by various allurements. A conditioned soul is already allured by the modes of material energy, and there is every chance of being allured again, even while performing transcendental disciplines. This is called yogāc calita-mānasaḥ: deviation from the transcendental path. Arjuna is inquisitive to know the results of deviation from the path of self-realization.

FORKLARING: Selverkendelsens eller mystikkens vej forklares her i Bhagavad-gītā. Det grundliggende princip i selverkendelse er viden om, at det levende væsen ikke er denne materielle krop, men forskellig fra den, og at hans lykke ligger i evigt liv, lyksalighed og viden. Disse er transcendentale og skal søges hinsides både krop og sind. Selverkendelse efterstræbes enten gennem kundskabsvejen, gennem praktisering af det ottefoldige system eller gennem bhakti-yoga. I hver af disse metoder skal man erkende det levende væsens naturlige position, dets forhold til Gud og de handlinger, hvorigennem det kan genoprette sit tabte forbindelsesled og opnå det højeste fuldendte Kṛṣṇa-bevidste stadie. Ved at følge en hvilken som helst af de ovennævnte tre metoder kan man være sikker på at nå det højeste mål før eller senere. Herren fastslog dette i kapitel 2: Selv en lille indsats på den transcendentale vej giver én stort håb om befrielse. Ud af disse tre metoder egner især bhakti-yogaens vej sig i denne tidsalder, for det er den mest direkte vej til Gudserkendelse. For at være dobbelt sikker beder Arjuna Herren Kṛṣṇa bekræfte Sin tidligere udtalelse. Måske hengiver man sig seriøst til selverkendelsens vej, men kultivering af viden og udøvelse af det ottefoldige yoga-system er generelt meget vanskelige i denne tidsalder. På trods af vedvarende bestræbelser kan der være mange grunde til, at man mislykkes. Først og fremmest følger man måske ikke processen seriøst nok. At slå ind på den transcendentale vej er mere eller mindre at erklære den illusoriske energi krig. Så snart en person prøver at undslippe den illusoriske energis greb, forsøger hun med alle mulige lokkemidler at overvinde udøveren. Den betingede sjæl er allerede tiltrukket af den materielle energis kvaliteter, og der er al mulighed for igen at blive tiltrukket, selv under udførelsen af transcendentale discipliner. Dette kaldes for yogāc calita-mānasaḥ, afvigelse fra den transcendentale vej. Arjuna vil gerne vide, hvad konsekvenserne er af at afvige fra selverkendelsens vej.