Skip to main content

TEXT 2

TEXT 2

Devanagari

Devanagari

श्रीभगवानुवाच
सन्न्यास: कर्मयोगश्च नि:श्रेयसकरावुभौ ।
तयोस्तु कर्मसन्न्यासात्कर्मयोगो विशिष्यते ॥ २ ॥

Text

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
sannyāsaḥ karma-yogaś ca
niḥśreyasa-karāv ubhau
tayos tu karma-sannyāsāt
karma-yogo viśiṣyate
śrī-bhagavān uvāca
sannyāsaḥ karma-yogaś ca
niḥśreyasa-karāv ubhau
tayos tu karma-sannyāsāt
karma-yogo viśiṣyate

Synonyms

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — the Personality of Godhead said; sannyāsaḥ — renunciation of work; karma-yogaḥ — work in devotion; ca — also; niḥśreyasa-karau — leading to the path of liberation; ubhau — both; tayoḥ — of the two; tu — but; karma-sannyāsāt — in comparison to the renunciation of fruitive work; karma-yogaḥ — work in devotion; viśiṣyate — is better.

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; sannyāsaḥ — forsagelse af handling; karma-yogaḥ — handling i hengivenhed; ca — også; niḥśreyasa-karau — fører til befrielsens vej; ubhau — begge; tayoḥ — af de to; tu — men; karma-sannyāsāt — sammenlignet med forsagelse af frugtstræbende handling; karma-yogaḥ — handling i hengivenhed; viśiṣyate — er bedre.

Translation

Translation

The Personality of Godhead replied: The renunciation of work and work in devotion are both good for liberation. But, of the two, work in devotional service is better than renunciation of work.

Guddommens Personlighed svarede: Forsagelse af handling og arbejde i hengivenhed er begge gode for befrielse. Men af de to er arbejde i hengiven tjeneste bedre end forsagelse af handling.

Purport

Purport

Fruitive activities (seeking sense gratification) are cause for material bondage. As long as one is engaged in activities aimed at improving the standard of bodily comfort, one is sure to transmigrate to different types of bodies, thereby continuing material bondage perpetually. Śrīmad-Bhāgavatam (5.5.4–6) confirms this as follows:

FORKLARING: Frugtstræbende handlinger, dvs. at arbejde for sansenydelse, er årsag til materiel trældom. Så længe man er optaget af handlinger, hvis mål er at forbedre ens standard af kropslige bekvemmeligheder, kan man være sikker på at reinkarnere i alle mulige kroppe og derved fortsætte den materielle trældom for bestandigt. Śrīmad-Bhāgavatam (5.5.4–6) bekræfter dette som følger:

nūnaṁ pramattaḥ kurute vikarma
yad indriya-prītaya āpṛṇoti
na sādhu manye yata ātmano ’yam
asann api kleśa-da āsa dehaḥ
nūnaṁ pramattaḥ kurute vikarma
yad indriya-prītaya āpṛṇoti
na sādhu manye yata ātmano ’yam
asann api kleśa-da āsa dehaḥ
parābhavas tāvad abodha-jāto
yāvan na jijñāsata ātma-tattvam
yāvat kriyās tāvad idaṁ mano vai
karmātmakaṁ yena śarīra-bandhaḥ
parābhavas tāvad abodha-jāto
yāvan na jijñāsata ātma-tattvam
yāvat kriyās tāvad idaṁ mano vai
karmātmakaṁ yena śarīra-bandhaḥ
evaṁ manaḥ karma-vaśaṁ prayuṅkte
avidyayātmany upadhīyamāne
prītir na yāvan mayi vāsudeve
na mucyate deha-yogena tāvat
evaṁ manaḥ karma-vaśaṁ prayuṅkte
avidyayātmany upadhīyamāne
prītir na yāvan mayi vāsudeve
na mucyate deha-yogena tāvat

“People are mad after sense gratification, and they do not know that this present body, which is full of miseries, is a result of one’s fruitive activities in the past. Although this body is temporary, it is always giving one trouble in many ways. Therefore, to act for sense gratification is not good. One is considered to be a failure in life as long as he makes no inquiry about his real identity. As long as he does not know his real identity, he has to work for fruitive results for sense gratification, and as long as one is engrossed in the consciousness of sense gratification one has to transmigrate from one body to another. Although the mind may be engrossed in fruitive activities and influenced by ignorance, one must develop a love for devotional service to Vāsudeva. Only then can one have the opportunity to get out of the bondage of material existence.”

“Folk er gale efter sansenydelse uden at vide, at den nuværende lidelsesfyldte krop er resultat af ens frugtstræbende handlinger i fortiden. Skønt denne krop er midlertidig, giver den altid én problemer på mange måder. Derfor er det ikke godt at handle for sansetilfredsstillelse. Man anses for at være forfejlet i livet, så længe man ikke spørger ind til sin virkelige identitet. Så længe man ikke kender sin virkelige identitet, vil man være nødt til at arbejde for frugtstræbende resultater for at få sansenydelse, og så længe man er optaget af denne sansenydende bevidsthed, kommer man uvægerligt til at vandre fra den ene krop til den anden. Til trods for, at sindet er optaget af frugtstræbende handlinger og påvirket af uvidenhed, skal man forsøge at udvikle kærlighed til Vāsudevas hengivne tjeneste. Kun da kan man have muligheden for at slippe ud af den materielle tilværelses trældom.”

Therefore, jñāna (or knowledge that one is not this material body but spirit soul) is not sufficient for liberation. One has to act in the status of spirit soul, otherwise there is no escape from material bondage. Action in Kṛṣṇa consciousness is not, however, action on the fruitive platform. Activities performed in full knowledge strengthen one’s advancement in real knowledge. Without Kṛṣṇa consciousness, mere renunciation of fruitive activities does not actually purify the heart of a conditioned soul. As long as the heart is not purified, one has to work on the fruitive platform. But action in Kṛṣṇa consciousness automatically helps one escape the result of fruitive action so that one need not descend to the material platform. Therefore action in Kṛṣṇa consciousness is always superior to renunciation, which always entails a risk of falling. Renunciation without Kṛṣṇa consciousness is incomplete, as is confirmed by Śrīla Rūpa Gosvāmī in his Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.258):

Jñāna (viden om, at man ikke er den materielle krop, men en åndelig sjæl) er derfor ikke nok til at give befrielse. Man er nødt til at handle som en åndelig sjæl, ellers kan man ikke undslippe den materielle trældom. Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er imidlertid ikke handling på det frugtstræbende niveau. Handlinger, der gøres i fuld viden, styrker ens fremskridt i virkelig kundskab. Uden Kṛṣṇa-bevidsthed renser blot og bar forsagelse af frugtstræbende aktiviteter i virkeligheden ikke den betingede sjæls hjerte. Så længe hjertet ikke er renset, vil man blive tvunget til at handle på det frugtstræbende plan. Men handling i Kṛṣṇa- bevidsthed hjælper automatisk én til at undslippe resultatet af frugtstræbende handlinger, så man ikke behøver at komme ned til det materielle niveau. Derfor er handling i Kṛṣṇa-bevidsthed altid bedre end forsagelse, der hele tiden indebærer en risiko for at falde ned. Forsagelse uden Kṛṣṇa-bevidsthed er ufuldstændig, som det bekræftes af Rūpa Gosvāmī i hans Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.258):

prāpañcikatayā buddhyā
hari-sambandhi-vastunaḥ
mumukṣubhiḥ parityāgo
vairāgyaṁ phalgu kathyate
prāpañcikatayā buddhyā
hari-sambandhi-vastunaḥ
mumukṣubhiḥ parityāgo
vairāgyaṁ phalgu kathyate

“When persons eager to achieve liberation renounce things related to the Supreme Personality of Godhead, thinking them to be material, their renunciation is called incomplete.” Renunciation is complete when it is in the knowledge that everything in existence belongs to the Lord and that no one should claim proprietorship over anything. One should understand that, factually, nothing belongs to anyone. Then where is the question of renunciation? One who knows that everything is Kṛṣṇa’s property is always situated in renunciation. Since everything belongs to Kṛṣṇa, everything should be employed in the service of Kṛṣṇa. This perfect form of action in Kṛṣṇa consciousness is far better than any amount of artificial renunciation by a sannyāsī of the Māyāvādī school.

“Når personer, der er ivrige efter at opnå befrielse, forsager ting, der er forbundet med Guddommens Højeste Personlighed, fordi de ser dem som materielle, anses deres forsagelse for at være ufuldstændig.” Forsagelse er først fuldkommen, når den finder sted i viden om, at alt, der eksisterer, tilhører Herren, og at ingen anden kan hævde ejerskab over noget som helst. Man må forstå, at i virkeligheden er der intet, der tilhører nogen. Hvordan kan der da være tale om forsagelse? Den, der ved, at alt er Kṛṣṇas ejendom, befinder sig altid i forsagelse. Eftersom alt tilhører Kṛṣṇa, skal alt anvendes i Kṛṣṇas tjeneste. Denne fuldendte form for handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er langt bedre end nok så megen kunstig forsagelse hos en sannyāsī fra māyāvādī-skolen.