Skip to main content

TEXT 7

TEXT 7

Devanagari

Devanagari

कार्पण्यदोषोपहतस्वभावः
पृच्छामि त्वां धर्मसम्मूढचेताः ।
यच्छ्रेयः स्यान्निश्‍चितं ब्रूहि तन्मे
शिष्यस्तेऽहं शाधि मां त्वां प्रपन्नम् ॥ ७ ॥

Text

Tekst

kārpaṇya-doṣopahata-svabhāvaḥ
pṛcchāmi tvāṁ dharma-sammūḍha-cetāḥ
yac chreyaḥ syān niścitaṁ brūhi tan me
śiṣyas te ’haṁ śādhi māṁ tvāṁ prapannam
kārpaṇya-doṣopahata-svabhāvaḥ
pṛcchāmi tvāṁ dharma-sammūḍha-cetāḥ
yac chreyaḥ syān niścitaṁ brūhi tan me
śiṣyas te ’haṁ śādhi māṁ tvāṁ prapannam

Synonyms

Synonyms

kārpaṇya — of miserliness; doṣa — by the weakness; upahata — being afflicted; svabhāvaḥ — characteristics; pṛcchāmi — I am asking; tvām — unto You; dharma — religion; sammūḍha — bewildered; cetāḥ — in heart; yat — what; śreyaḥ — all-good; syāt — may be; niścitam — confidently; brūhi — tell; tat — that; me — unto me; śiṣyaḥ — disciple; te — Your; aham — I am; śādhi — just instruct; mām — me; tvām — unto You; prapannam — surrendered.

kārpaṇya — af gnieragtighed; doṣa — af svagheden; upahata — er ramt; svabhāvaḥ — jeg, hvis kendetegn; pṛcchāmi — jeg beder; tvām — Dig; dharma — med hensyn til min religion; sammūḍha — forvirret; cetāḥ — hvis hjerte; yat — hvad; śreyaḥ — bedst; syāt — vil være; niścitam — fortroligt; brūhi — fortæl; tat — det; me — til mig; śiṣyaḥ — discipel; te — Din; aham — jeg er; śādhi — instruer blot; mām — mig; tvām — til Dig; prapannam — der er overgivet.

Translation

Translation

Now I am confused about my duty and have lost all composure because of miserly weakness. In this condition I am asking You to tell me for certain what is best for me. Now I am Your disciple, and a soul surrendered unto You. Please instruct me.

Nu er jeg usikker på, hvad der er min pligt, og jeg har tabt al fatning på grund af gnieragtig svaghed. I denne tilstand beder jeg Dig fortælle mig, hvad der med sikkerhed er bedst for mig. Nu er jeg Din discipel og en sjæl overgivet til Dig. Vær god at vejlede mig.

Purport

Purport

By nature’s own way the complete system of material activities is a source of perplexity for everyone. In every step there is perplexity, and therefore it behooves one to approach a bona fide spiritual master who can give one proper guidance for executing the purpose of life. All Vedic literatures advise us to approach a bona fide spiritual master to get free from the perplexities of life, which happen without our desire. They are like a forest fire that somehow blazes without being set by anyone. Similarly, the world situation is such that perplexities of life automatically appear, without our wanting such confusion. No one wants fire, and yet it takes place, and we become perplexed. The Vedic wisdom therefore advises that in order to solve the perplexities of life and to understand the science of the solution, one must approach a spiritual master who is in the disciplic succession. A person with a bona fide spiritual master is supposed to know everything. One should not, therefore, remain in material perplexities but should approach a spiritual master. This is the purport of this verse.

FORKLARING: Af natur er hele virvaret af materielle aktiviteter en kilde til rådvildhed for alle. For hvert skridt, man tager, er der forvirring, og derfor påhviler det alle at opsøge en ægte åndelig mester, der kan vejlede én i den rette måde at opnå livets mål på. Hele den vediske litteratur anbefaler, at vi opsøger en ægte åndelig mester for at slippe ud af livets forviklinger, der opstår, selv uden at vi ønsker dem. De er som en skovbrand, der på en eller anden måde opstår, uden at nogen har antændt den. Verdenssituationen er ligeledes sådan, at der automatisk kan opstå komplikationer i livet, selv om vi ikke ønsker en sådan forvirring. Ingen ønsker ildebrand, men det opstår alligevel, og vi bliver forvirrede. Den vediske visdom råder os derfor til, hvis vi ønsker en løsning på livets komplikationer og at forstå videnskaben om, hvordan de løses, at vi opsøger en åndelig mester fra discipelrækken. Den, der har en åndelig mester, ved alt. Man bør derfor ikke fortsætte med at være i materiel vildrede, men bør opsøge en åndelig mester. Det er betydningen af dette vers.

Who is the man in material perplexities? It is he who does not understand the problems of life. In the Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.10) the perplexed man is described as follows: yo vā etad akṣaraṁ gārgy aviditvāsmāḻ lokāt praiti sa kṛpaṇaḥ. “He is a miserly man who does not solve the problems of life as a human and who thus quits this world like the cats and dogs, without understanding the science of self-realization.” This human form of life is a most valuable asset for the living entity, who can utilize it for solving the problems of life; therefore, one who does not utilize this opportunity properly is a miser. On the other hand, there is the brāhmaṇa, or he who is intelligent enough to utilize this body to solve all the problems of life. Ya etad akṣaraṁ gārgi viditvāsmāl lokāt praiti sa brāhmaṇaḥ.

Hvem er det materielt forvildede menneske? Det er det, der ikke forstår livets problemer. I Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.10) bliver det forvildede menneske beskrevet som følger: yo vā etad akṣaraṁ gārgy aviditvāsmāl lokāt praiti sa kṛpaṇaḥ. “Den, der ikke løser livets problemer som menneske og derfor forlader denne verden som hundene og kattene uden at have forstået videnskaben om selverkendelse, er et gnieragtigt menneske.” Denne menneskelige livsform er et særdeles værdifuldt gode for det levende væsen, der kan anvende den til at løse livets problemer med. Derfor er den, der ikke benytter sig af denne mulighed, en gnier. På den anden side er der brāhmaṇaen, dvs. den, der er intelligent nok til at bruge kroppen til at løse alle livets problemer med. Ya etad akṣaraṁ gārgi viditvāsmāl lokāt praiti sa brāhmaṇaḥ.

The kṛpaṇas, or miserly persons, waste their time in being overly affectionate for family, society, country, etc., in the material conception of life. One is often attached to family life, namely to wife, children and other members, on the basis of “skin disease.” The kṛpaṇa thinks that he is able to protect his family members from death; or the kṛpaṇa thinks that his family or society can save him from the verge of death. Such family attachment can be found even in the lower animals, who take care of children also. Being intelligent, Arjuna could understand that his affection for family members and his wish to protect them from death were the causes of his perplexities. Although he could understand that his duty to fight was awaiting him, still, on account of miserly weakness, he could not discharge the duties. He is therefore asking Lord Kṛṣṇa, the supreme spiritual master, to make a definite solution. He offers himself to Kṛṣṇa as a disciple. He wants to stop friendly talks. Talks between the master and the disciple are serious, and now Arjuna wants to talk very seriously before the recognized spiritual master. Kṛṣṇa is therefore the original spiritual master of the science of Bhagavad-gītā, and Arjuna is the first disciple for understanding the Gītā. How Arjuna understands the Bhagavad-gītā is stated in the Gītā itself. And yet foolish mundane scholars explain that one need not submit to Kṛṣṇa as a person, but to “the unborn within Kṛṣṇa.” There is no difference between Kṛṣṇa’s within and without. And one who has no sense of this understanding is the greatest fool in trying to understand Bhagavad-gītā.

Kṛpaṇaerne eller de, der er gnieragtige, spilder deres tid på overdreven kærlighed til familie, samfund, fædreland osv. i den materielle livsopfattelse. Man er ofte knyttet til familielivet, dvs. til hustru, børn og andre familiemedlemmer på grund af “hudsygdom”. Kṛpaṇaen tror, at han kan beskytte sin familie mod døden, eller at hans familie eller samfund kan frelse ham, når han selv ligger for døden. Den slags familietilknytning ser man selv blandt lavere dyr, der også tager sig af deres børn. Eftersom Arjuna var intelligent, kunne han forstå, at hans kærlighed til hans familiemedlemmer og hans ønske om at beskytte dem mod døden var grunden til hans forvirring. Selv om han var klar over, at pligten til at gå i krig ventede ham, kunne han ikke gøre sin pligt på grund af denne gnieragtige svaghed. Han beder derfor Herren Kṛṣṇa, den største åndelige mester, om at komme med en endegyldig løsning. Han giver sig selv til Kṛṣṇa som discipel. Han vil nu indstille al venskabelig samtale. Samtaler mellem mesteren og disciplen er en alvorlig sag, og nu har Arjuna i sinde at føre en meget alvorlig samtale med den anerkendte åndelige mester. Kṛṣṇa er derfor den oprindelige åndelige mester i videnskaben om Bhagavad-gītā, og Arjuna er den første discipel til at forstå Bhagavad-gītā. Hvordan Arjuna forstod Bhagavad- gītā, bliver beskrevet i Bhagavad-gītā selv. På trods af det kommenterer tåbelige verdslige lærde, at det ikke er nødvendigt at overgive sig til personen Kṛṣṇa, men til “den ufødte inden i Kṛṣṇa”. Der er ingen forskel på Kṛṣṇas indre og ydre. Den, der ingen forståelse har af dette, er den største tåbe i sit forsøg på at forstå Bhagavad-gītā.