Skip to main content

TEXT 63

TEXT 63

Devanagari

Devanagari

क्रोधाद्भ‍वति सम्मोहः सम्मोहात्स्मृतिविभ्रमः ।
स्मृतिभ्रंशाद्बुद्धिनाशो बुद्धिनाशात्प्रणश्यति ॥ ६३ ॥

Text

Tekst

krodhād bhavati sammohaḥ
sammohāt smṛti-vibhramaḥ
smṛti-bhraṁśād buddhi-nāśo
buddhi-nāśāt praṇaśyati
krodhād bhavati sammohaḥ
sammohāt smṛti-vibhramaḥ
smṛti-bhraṁśād buddhi-nāśo
buddhi-nāśāt praṇaśyati

Synonyms

Synonyms

krodhāt — from anger; bhavati — takes place; sammohaḥ — perfect illusion; sammohāt — from illusion; smṛti — of memory; vibhramaḥ — bewilderment; smṛti-bhraṁśāt — after bewilderment of memory; buddhi-nāśaḥ — loss of intelligence; buddhi-nāśāt — and from loss of intelligence; praṇaśyati — one falls down.

krodhāt — fra vrede; bhavati — finder sted; sammohaḥ — fuldkommen illusion; sammohāt — fra illusion; smṛti — af hukommelsen; vibhramaḥ — forvirring; smṛti-bhraṁśāt — efter forvirring af hukommelsen; buddhi- nāśaḥ — tab af intelligens; buddhi-nāśāt — og fra tab af intelligens; praṇaśyati — falder man ned.

Translation

Translation

From anger, complete delusion arises, and from delusion bewilderment of memory. When memory is bewildered, intelligence is lost, and when intelligence is lost one falls down again into the material pool.

Vrede giver ophav til fuldstændig illusion, og fra illusion opstår der hukommelsesforvirring. Når hukommelsen forvirres, mister man sin intelligens, og når intelligensen går tabt, falder man atter ned i den materielle sump.

Purport

Purport

Śrīla Rūpa Gosvāmī has given us this direction:

FORKLARING: Śrīla Rūpa Gosvāmī har givet os følgende instruktion (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.258):

prāpañcikatayā buddhyā
hari-sambandhi-vastunaḥ
mumukṣubhiḥ parityāgo
vairāgyaṁ phalgu kathyate
prāpañcikatayā buddhyā
hari-sambandhi-vastunaḥ
mumukṣubhiḥ parityāgo
vairāgyaṁ phalgu kathyate

(Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.258)

By development of Kṛṣṇa consciousness one can know that everything has its use in the service of the Lord. Those who are without knowledge of Kṛṣṇa consciousness artificially try to avoid material objects, and as a result, although they desire liberation from material bondage, they do not attain to the perfect stage of renunciation. Their so-called renunciation is called phalgu, or less important. On the other hand, a person in Kṛṣṇa consciousness knows how to use everything in the service of the Lord; therefore he does not become a victim of material consciousness. For example, for an impersonalist, the Lord, or the Absolute, being impersonal, cannot eat. Whereas an impersonalist tries to avoid good eatables, a devotee knows that Kṛṣṇa is the supreme enjoyer and that He eats all that is offered to Him in devotion. So, after offering good eatables to the Lord, the devotee takes the remnants, called prasādam. Thus everything becomes spiritualized, and there is no danger of a downfall. The devotee takes prasādam in Kṛṣṇa consciousness, whereas the nondevotee rejects it as material. The impersonalist, therefore, cannot enjoy life, due to his artificial renunciation; and for this reason, a slight agitation of the mind pulls him down again into the pool of material existence. It is said that such a soul, even though rising up to the point of liberation, falls down again due to his not having support in devotional service.

Ved at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed kan man forstå, at alt har sin anvendelse i Herrens tjeneste. De, der mangler viden om Kṛṣṇa-bevidsthed, prøver på kunstig vis at undgå materielle ting, og selv om de gerne vil befries for materiel trældom, opnår de som følge deraf ikke det perfekte niveau af forsagelse. Deres såkaldte forsagelse kaldes phalgu eller af mindre betydning. En person i Kṛṣṇa-bevidsthed ved derimod, hvordan man skal anvende alt i Herrens tjeneste. Derfor bliver han ikke offer for materiel bevidsthed. En upersonalist har for eksempel den idé, at Herren eller den Absolutte ikke kan spise, fordi Han er upersonlig. Hvor en upersonalist således prøver at undgå god mad, ved en hengiven, at Kṛṣṇa er den højeste nyder, og at Han spiser alt, der bliver tilbudt Ham med hengivenhed. Så efter at have ofret god mad til Herren, indtager den hengivne resterne, der kaldes prasāda. På den måde bliver alting åndeliggjort, og der er ingen fare for at falde ned. De hengivne spiser prasāda i Kṛṣṇa-bevidsthed, imens de ikke-hengivne forkaster det som materielt. Derfor kan upersonalisten ikke nyde livet på grund af sin kunstige forsagelse, og af den grund trækker selv den mindste ophidselse i sindet ham atter ned i den materielle tilværelses sump. Det siges, at selv efter at være steget hele vejen op til befrielse falder en sådan sjæl ned igen, fordi han ikke har støtte i hengiven tjeneste.