Skip to main content

TEXT 32

TEXT 32

Devanagari

Devanagari

यदृच्छया चोपपन्नं स्वर्गद्वारमपावृतम् ।
सुखिनः क्षत्रियाः पार्थ लभन्ते युद्धमीदृशम् ॥ ३२ ॥

Text

Tekst

yadṛcchayā copapannaṁ
svarga-dvāram apāvṛtam
sukhinaḥ kṣatriyāḥ pārtha
labhante yuddham īdṛśam
yadṛcchayā copapannaṁ
svarga-dvāram apāvṛtam
sukhinaḥ kṣatriyāḥ pārtha
labhante yuddham īdṛśam

Synonyms

Synonyms

yadṛcchayā — by its own accord; ca — also; upapannam — arrived at; svarga — of the heavenly planets; dvāram — door; apāvṛtam — wide open; sukhinaḥ — very happy; kṣatriyāḥ — the members of the royal order; pārtha — O son of Pṛthā; labhante — do achieve; yuddham — war; īdṛśam — like this.

yadṛcchayā — af sig selv; ca — også; upapannam — kommet til; svarga — de himmelske planeters; dvāram — dør; apāvṛtam — vidt åben; sukhinaḥ — meget lykkelige; kṣatriyāḥ — medlemmerne af den kongelige orden; pārtha — O Pṛthās søn; labhante — opnår; yuddham — krig; īdṛśam — sådan en.

Translation

Translation

O Pārtha, happy are the kṣatriyas to whom such fighting opportunities come unsought, opening for them the doors of the heavenly planets.

O Pārtha, lykkelige er de kṣatriyaer, til hvem sådanne muligheder for kamp kommer af sig selv og åbner døren for dem til de himmelske planeter.

Purport

Purport

As supreme teacher of the world, Lord Kṛṣṇa condemns the attitude of Arjuna, who said, “I do not find any good in this fighting. It will cause perpetual habitation in hell.” Such statements by Arjuna were due to ignorance only. He wanted to become nonviolent in the discharge of his specific duty. For a kṣatriya to be on the battlefield and to become nonviolent is the philosophy of fools. In the Parāśara-smṛti, or religious codes made by Parāśara, the great sage and father of Vyāsadeva, it is stated:

FORKLARING: Som verdens største lærer fordømmer Herren Kṛṣṇa Arjunas indstilling, da denne sagde: “Jeg ser intet godt komme ud af dette slag. Det vil medføre et evigt liv i helvede.” Sådanne udtalelser fra Arjuna skyldtes ene og alene uvidenhed, for han ville være ikke-voldelig under udførelsen af sin givne pligt. At en kṣatriya skulle kunne indfinde sig på slagmarken og være ikke-voldelig, er en filosofi for tåber. I Parāśara-smṛti (1.61), de religiøse regler, der blev nedfældet af Parāśara, den store vismand og far til Vyāsadeva, står der:

kṣatriyo hi prajā rakṣan
śastra-pāṇiḥ pradaṇḍayan
nirjitya para-sainyādi
kṣitiṁ dharmeṇa pālayet
kṣatriyo hi prajā rakṣan
śastra-pāṇiḥ pradaṇḍayan
nirjitya para-sainyādi
kṣitiṁ dharmeṇa pālayet

“The kṣatriya’s duty is to protect the citizens from all kinds of difficulties, and for that reason he has to apply violence in suitable cases for law and order. Therefore he has to conquer the soldiers of inimical kings, and thus, with religious principles, he should rule over the world.”

Kṣatriyaens pligt er at beskytte borgerne mod enhver form for vanskelighed, og af den grund må han i de rette tilfælde anvende vold for at opretholde lov og orden. Derfor skal han besejre fjendtlige kongers soldater, og således bør han herske over verden med religiøse principper i hånden.”

Considering all aspects, Arjuna had no reason to refrain from fighting. If he should conquer his enemies, he would enjoy the kingdom; and if he should die in the battle, he would be elevated to the heavenly planets, whose doors were wide open to him. Fighting would be for his benefit in either case.

Alt taget i betragtning havde Arjuna ingen grund til at afholde sig fra at kæmpe. Hvis han sejrede over sine fjender, kunne han nyde kongeriget, og hvis han faldt i slaget, ville han blive ophøjet til de himmelske planeter, hvis døre stod vidt åbne for ham. I begge tilfælde ville det være til hans fordel at kæmpe.