TEXT 20

Devanagari

न जायते म्रियते वा कदाचि-
न्नायं भूत्वा भविता वा न भूयः ।
अजो नित्यः शाश्वतोऽयं पुराणो
न हन्यते हन्यमाने शरीरे ॥ २० ॥

Text

Tekst

na jāyate mriyate vā kadācin
nāyaṁ bhūtvā bhavitā vā na bhūyaḥ
ajo nityaḥ śāśvato ’yaṁ purāṇo
na hanyate hanyamāne śarīre

Synonyms

na — never; jāyate — takes birth; mriyate — dies; vā — either; kadācit — at any time (past, present or future); na — never; ayam — this; bhūtvā — having come into being; bhavitā — will come to be; vā — or; na — not; bhūyaḥ — or is again coming to be; ajaḥ — unborn; nityaḥ — eternal; śāśvataḥ — permanent; ayam — this; purāṇaḥ — the oldest; na — never; hanyate — is killed; hanyamāne — being killed; śarīre — the body.

na — aldrig; jāyate — fødes; mriyate — dør; vā — eller; kadācit — på noget tidspunkt (fortid, nutid eller fremtid); na — aldrig; ayam — denne (sjæl); bhūtvā — efter at være blevet til; bhavitā — vil blive til; vā — eller; na — ikke; bhūyaḥ — eller bliver til igen; ajaḥ — ufødt; nityaḥ — evig; śāśvataḥ — permanent; ayam — denne; purāṇaḥ — den ældste; na — aldrig; hanyate — han dræbes; hanyamāne — bliver dræbt; śarīre — når kroppen.

Translation

For the soul there is neither birth nor death at any time. He has not come into being, does not come into being, and will not come into being. He is unborn, eternal, ever-existing and primeval. He is not slain when the body is slain.

For sjælen findes der aldrig nogensinde hverken fødsel eller død. Han er ikke blevet til, han bliver ikke til, og han vil ikke blive til. Han er ufødt, evig, altid eksisterende og oprindelig. Han dræbes ikke, når kroppen dræbes.

Purport

Qualitatively, the small atomic fragmental part of the Supreme Spirit is one with the Supreme. He undergoes no changes like the body. Sometimes the soul is called the steady, or kūṭa-stha. The body is subject to six kinds of transformations. It takes its birth from the womb of the mother’s body, remains for some time, grows, produces some effects, gradually dwindles, and at last vanishes into oblivion. The soul, however, does not go through such changes. The soul is not born, but, because he takes on a material body, the body takes its birth. The soul does not take birth there, and the soul does not die. Anything which has birth also has death. And because the soul has no birth, he therefore has no past, present or future. He is eternal, ever-existing and primeval – that is, there is no trace in history of his coming into being. Under the impression of the body, we seek the history of birth, etc., of the soul. The soul does not at any time become old, as the body does. The so-called old man, therefore, feels himself to be in the same spirit as in his childhood or youth. The changes of the body do not affect the soul. The soul does not deteriorate like a tree, nor anything material. The soul has no by-product either. The by-products of the body, namely children, are also different individual souls; and, owing to the body, they appear as children of a particular man. The body develops because of the soul’s presence, but the soul has neither offshoots nor change. Therefore, the soul is free from the six changes of the body.

FORKLARING: Kvalitativt set er den lille atomiske fragmentariske del af den Højeste Ånd ét med den Højeste. Denne lille del gennemgår ingen forandringer, som kroppen gør det. Somme tider kaldes sjælen den konstante eller kūṭa-stha. Kroppen gennemgår seks forvandlinger: Den bliver født fra en moders liv, forbliver et stykke tid, vokser, frembringer biprodukter, sygner gradvist hen og forsvinder til sidst for at blive glemt for altid. Sjælen gennemgår imidlertid ikke sådanne forandringer. Sjælen bliver ikke født, men fordi han antager en materiel krop, fødes kroppen. Sjælen fødes ikke på dette tidspunkt, og sjælen dør ikke. Alt, der bliver født, dør også. Og da der ingen fødsel er for sjælen, har han heller ingen fortid, nutid eller fremtid. Han er evig, altid eksisterende og oprindelig, dvs. på intet tidspunkt i historien blev han til. Det er kun under indtryk af kroppen, at vi forsøger at spore tilbage i historien, hvornår sjælen blev født osv. Sjælen bliver heller ikke på noget tidspunkt gammel ligesom kroppen. Det såkaldte gamle menneske føler sig derfor stadig lige så ung i sinde, som da det var barn eller ung. Kroppens forandringer påvirker ikke sjælen. Sjælen bliver ikke nedbrudt som et træ eller noget andet materielt. Sjælen frembringer heller ingen biprodukter. Kroppens biprodukter i form af børn er også forskellige individuelle sjæle, og på grund af kroppen viser de sig som et bestemt menneskes børn. Kroppen udvikler sig på grund af sjælens tilstedeværelse, men sjælen får hverken børn eller ændrer sig. Derfor er sjælen fri for kroppens seks ændringer.

In the Kaṭha Upaniṣad (1.2.18) we also find a similar passage, which reads:

I Kaṭha Upaniṣad (1.2.18) findes der en lignende passage:

na jāyate mriyate vā vipaścin
nāyaṁ kutaścin na babhūva kaścit
ajo nityaḥ śāśvato ’yaṁ purāṇo
na hanyate hanyamāne śarīre

The meaning and purport of this verse is the same as in the Bhagavad-gītā, but here in this verse there is one special word, vipaścit, which means learned or with knowledge.

Indholdet og betydningen af dette vers er det samme som i verset i Bhagavad-gītā, men her i dette vers er der et særligt ord, vipaścit, der betyder lærd eller med viden.

The soul is full of knowledge, or full always with consciousness. Therefore, consciousness is the symptom of the soul. Even if one does not find the soul within the heart, where he is situated, one can still understand the presence of the soul simply by the presence of consciousness. Sometimes we do not find the sun in the sky owing to clouds, or for some other reason, but the light of the sun is always there, and we are convinced that it is therefore daytime. As soon as there is a little light in the sky early in the morning, we can understand that the sun is in the sky. Similarly, since there is some consciousness in all bodies – whether man or animal – we can understand the presence of the soul. This consciousness of the soul is, however, different from the consciousness of the Supreme because the supreme consciousness is all-knowledge – past, present and future. The consciousness of the individual soul is prone to be forgetful. When he is forgetful of his real nature, he obtains education and enlightenment from the superior lessons of Kṛṣṇa. But Kṛṣṇa is not like the forgetful soul. If so, Kṛṣṇa’s teachings of Bhagavad-gītā would be useless.

Sjælen er fuld af viden eller altid fuld af bevidsthed. Derfor er bevidsthed symptomet på sjælen. Selv om man ikke kan få øje på sjælen i hjertet, hvor den befinder sig, kan man alligevel forstå, at sjælen er der, slet og ret i kraft af tilstedeværelsen af bevidsthed. På grund af skyer eller andre ting kan man nogle gange ikke se Solen på himlen, men lyset fra Solen er der hele tiden, hvilket overbeviser os om, at det er dag. Lige så snart det lysner tidligt om morgenen, kan vi forstå, at Solen er på himlen. Siden der er en vis bevidsthed i alle kroppe, hvad enten det er dyr eller mennesker, kan vi på samme måde forstå, at der må være en sjæl i dem. Denne bevidsthed fra sjælen er imidlertid forskellig fra den Højestes bevidsthed, for den højeste bevidsthed er alvidende om fortid, nutid og fremtid. Den individuelle sjæls bevidsthed har en tendens til at glemme. Når sjælen glemmer sin virkelige natur, bliver han undervist og oplyst af Kṛṣṇas højere lærdom. Men Kṛṣṇa er ikke som den glemsomme sjæl. Hvis det var tilfældet, ville Kṛṣṇas lære i Bhagavad-gītā være værdiløs.

There are two kinds of souls – namely the minute particle soul (aṇu-ātmā) and the Supersoul (vibhu-ātmā). This is also confirmed in the Kaṭha Upaniṣad (1.2.20) in this way:

Der findes to slags sjæle, nemlig den mikroskopiske partikelsjæl (anu- ātmā) og Oversjælen (vibhu-ātmā). Dette bliver også bekræftet i Kaṭha Upaniṣad (1.2.20):

aṇor aṇīyān mahato mahīyān
ātmāsya jantor nihito guhāyām
tam akratuḥ paśyati vīta-śoko
dhātuḥ prasādān mahimānam ātmanaḥ

“Both the Supersoul [Paramātmā] and the atomic soul [ jīvātmā] are situated on the same tree of the body within the same heart of the living being, and only one who has become free from all material desires as well as lamentations can, by the grace of the Supreme, understand the glories of the soul.” Kṛṣṇa is the fountainhead of the Supersoul also, as it will be disclosed in the following chapters, and Arjuna is the atomic soul, forgetful of his real nature; therefore he requires to be enlightened by Kṛṣṇa, or by His bona fide representative (the spiritual master).

“Både Oversjælen [Paramātmā] og den atomiske sjæl [jīvātmā] befinder sig i det samme kroppens træ i det samme hjerte på det levende væsen, og kun den, der er blevet fri for alle materielle ønsker og beklagelser, kan ved den Højestes nåde forstå sjælens herligheder.” Kṛṣṇa er også roden til Oversjælen, som det vil blive afsløret i de følgende kapitler, og Arjuna er den atomiske sjæl, der har glemt sin virkelige natur. Han har derfor brug for at blive oplyst af Kṛṣṇa eller af Hans autoriserede repræsentant (den åndelige mester).