Skip to main content

TEXT 13

TEXT 13

Devanagari

Devanagari

देहिनोऽस्मिन्यथा देहे कौमारं यौवनं जरा ।
तथा देहान्तरप्राप्तिर्धीरस्तत्र न मुह्यति ॥ १३ ॥

Text

Tekst

dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati
dehino ’smin yathā dehe
kaumāraṁ yauvanaṁ jarā
tathā dehāntara-prāptir
dhīras tatra na muhyati

Synonyms

Synonyms

dehinaḥ — of the embodied; asmin — in this; yathā — as; dehe — in the body; kaumāram — boyhood; yauvanam — youth; jarā — old age; tathā — similarly; deha-antara — of transference of the body; prāptiḥ — achievement; dhīraḥ — the sober; tatra — thereupon; na — never; muhyati — is deluded.

dehinaḥ — af den legemliggjorte; asmin — i denne; yathā — ligesom; dehe — i kroppen; kaumāram — barndom; yauvanam — ungdom; jarā — alderdom; tathā — på samme måde; deha-antara — af overføring af kroppen; prāptiḥ — opnåelse; dhīraḥ — den besindige; tatra — derved; na — aldrig; muhyati — bedrages.

Translation

Translation

As the embodied soul continuously passes, in this body, from boyhood to youth to old age, the soul similarly passes into another body at death. A sober person is not bewildered by such a change.

Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop efter døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.

Purport

Purport

Since every living entity is an individual soul, each is changing his body every moment, manifesting sometimes as a child, sometimes as a youth and sometimes as an old man. Yet the same spirit soul is there and does not undergo any change. This individual soul finally changes the body at death and transmigrates to another body; and since it is sure to have another body in the next birth – either material or spiritual – there was no cause for lamentation by Arjuna on account of death, neither for Bhīṣma nor for Droṇa, for whom he was so much concerned. Rather, he should rejoice for their changing bodies from old to new ones, thereby rejuvenating their energy. Such changes of body account for varieties of enjoyment or suffering, according to one’s work in life. So Bhīṣma and Droṇa, being noble souls, were surely going to have spiritual bodies in the next life, or at least life in heavenly bodies for superior enjoyment of material existence. So, in either case, there was no cause of lamentation.

FORKLARING: Eftersom alle levende væsener er individuelle sjæle, udskifter hver eneste af dem hele tiden sin krop og fremstår somme tider som et barn, somme tider som en yngling og somme tider som et gammelt menneske. Trods det er det den samme åndelige sjæl, der er der hele tiden uden at gennemgå nogen forandring. Den individuelle sjæl skifter til sidst krop ved døden og vandrer over i en anden krop. Og siden han er helt sikker på at få en ny krop i næste liv, hvad enten den er åndelig eller materiel, havde Arjuna ingen grund til at sørge over hverken Bhīṣma eller Droṇas død, som han ellers var så bekymret for. Han burde snarere glæde sig over, at de fik byttet deres gamle kroppe ud med nye og derved fik deres energi fornyet. Den slags udskiftning af kroppe er årsag til forskellige former for nydelse og lidelse alt efter, hvordan man har handlet i livet. Bhīṣma og Droṇa, der var ædle sjæle, var sikre på at få åndelige kroppe i det næste liv eller i det mindste himmelske kroppe, i hvilke de kunne opleve højere nydelse i den materielle tilværelse. Der var altså ingen grund til at sørge i nogen af tilfældene.

Any man who has perfect knowledge of the constitution of the individual soul, the Supersoul, and nature – both material and spiritual – is called a dhīra, or a most sober man. Such a man is never deluded by the change of bodies.

Den, der har fuldkommen viden om naturen af den individuelle sjæl, Oversjælen og den åndelige såvel som den materielle natur, kaldes en dhīra, et meget fattet menneske. Et sådant menneske narres aldrig af denne udskiftning af kroppe.

The Māyāvādī theory of oneness of the spirit soul cannot be entertained, on the ground that the spirit soul cannot be cut into pieces as a fragmental portion. Such cutting into different individual souls would make the Supreme cleavable or changeable, against the principle of the Supreme Soul’s being unchangeable. As confirmed in the Gītā, the fragmental portions of the Supreme exist eternally (sanātana) and are called kṣara; that is, they have a tendency to fall down into material nature. These fragmental portions are eternally so, and even after liberation the individual soul remains the same – fragmental. But once liberated, he lives an eternal life in bliss and knowledge with the Personality of Godhead. The theory of reflection can be applied to the Supersoul, who is present in each and every individual body and is known as the Paramātmā. He is different from the individual living entity. When the sky is reflected in water, the reflections represent both the sun and the moon and the stars also. The stars can be compared to the living entities and the sun or the moon to the Supreme Lord. The individual fragmental spirit soul is represented by Arjuna, and the Supreme Soul is the Personality of Godhead Śrī Kṛṣṇa. They are not on the same level, as it will be apparent in the beginning of the Fourth Chapter. If Arjuna is on the same level with Kṛṣṇa, and Kṛṣṇa is not superior to Arjuna, then their relationship of instructor and instructed becomes meaningless. If both of them are deluded by the illusory energy (māyā), then there is no need of one being the instructor and the other the instructed. Such instruction would be useless because, in the clutches of māyā, no one can be an authoritative instructor. Under the circumstances, it is admitted that Lord Kṛṣṇa is the Supreme Lord, superior in position to the living entity, Arjuna, who is a forgetful soul deluded by māyā.

Māyāvādī-teorien om den åndelige sjæls enhed kan ikke fastholdes, for den åndelige sjæl kan ikke skæres i stykker som en fragmentarisk del. En opdeling i forskellige individuelle sjæle ville betyde, at den Højeste kunne spaltes eller ændres, hvilket er imod princippet om, at den Højeste Sjæl er uforanderlig. Som bekræftet i Bhagavad-gītā eksisterer den Højestes fragmentariske dele for evigt (sanātana) og kaldes kṣara, hvilket betyder, at de har en tilbøjelighed til at falde ned i den materielle natur. De fragmentariske dele er evigt fragmentariske, og selv efter befrielsen forbliver den individuelle sjæl, hvad han er, nemlig fragmentarisk. Men når han først er blevet befriet, lever han et evigt liv i lyksalighed og viden sammen med Guddommens Personlighed. Refleksionsteorien kan anvendes på Oversjælen, der er i alle individuelle kroppe og kaldes Paramātmā. Han er forskellig fra det individuelle levende væsen. Når himlen reflekteres i en sø, afbilleder refleksionen både Solen, Månen og alle stjernerne. Stjernerne kan sammenlignes med de levende væsener og Solen eller Månen med den Højeste Herre. Den individuelle fragmentariske åndelige sjæl repræsenteres af Arjuna, og den Højeste Sjæl er Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Som det vil fremgå i begyndelsen af kapitel 4, er de ikke på samme niveau. Hvis Arjuna var på samme niveau som Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa ikke stod over Arjuna, ville deres forhold som lærer og elev være meningsløst. Hvis de begge var vildledte af den illusoriske energi (māyā), var der ingen grund til, at den ene skulle undervise den anden. En sådan undervisning ville være meningsløs, for ingen, der befinder sig i kløerne på māyā, kan være en autoritativ lærer. Det indrømmes således, at Herren Kṛṣṇa er den Højeste Herre, der befinder sig i en overordnet position i forhold til det levende væsen, Arjuna, en glemsom sjæl, der er vildledt af māyā.