FORKLARING: Bhagavad-gītā begyndte med Dhṛtarāṣṭras forespørgsel. Han håbede på sejr for sine sønner, der var støttet af store krigere som Bhīṣma, Droṇa og Karṇa. Han håbede på sejren, men efter at have beskrevet scenen på slagmarken fortalte Sañjaya kongen: “Du tænker på sejr, men efter min mening er lykken altid på den side, hvor Kṛṣṇa og Arjuna er.” Han bekræftede direkte, at Dhṛtarāṣṭra ikke skulle forvente sejr for sin side. Arjunas side var sikker på sejr, eftersom Kṛṣṇa var der. Kṛṣṇas accept af rollen som Arjunas vognstyrer var en anden fremvisning af Hans overdådighed. Kṛṣṇa er fuld af alle overdådigheder, og forsagelse er en af dem. Der er mange eksempler på Kṛṣṇas forsagelse, for Han er også forsagelsens mester.

Den egentlige kamp fandt sted imellem Duryodhana og Yudhiṣṭhira. Arjuna kæmpede på vegne af sin ældre broder Yudhiṣṭhira. Eftersom Kṛṣṇa og Arjuna var på Yudhiṣṭhiras side, var Yudhiṣṭhira sikker på sejr. Slaget skulle afgøre, hvem der skulle regere verden, og her forudsagde Sañjaya, at magten ville overgå til Yudhiṣṭhira. Her bliver det også forudsagt, at Yudhiṣṭhira efter at have vundet slaget ville florere mere og mere, for ikke alene var han retskaffen og from, men også en ufravigelig moralist. Han fortalte aldrig en eneste løgn i hele sit liv.

Der findes mange mindre intelligente personer, der ser Bhagavad- gītā som en diskussion af forskellige emner mellem to venner på en slagmark. Men en sådan bog kan ikke være et helligt skrift. Nogle vil måske indvende, at Kṛṣṇa ansporede Arjuna til kamp, hvilket er umoralsk, men den virkelige situation fastslås klart her: Bhagavad-gītā er den højeste undervisning i moral. Den højeste instruktion i moral udtrykkes i vers 34 i kapitel 9: man-manā bhava mad-bhaktaḥ. Man skal blive en hengiven af Kṛṣṇa, og essensen af al religion er at overgive sig til Kṛṣṇa. Sarva-dharmān parityajya, mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja (Bg. 18.66). Undervisningen i Bhagavad-gītā udgør den højeste form for religion og moral. Alle andre metoder kan måske være rensende og fører måske til denne proces, men den sidste instruktion i Bhagavad-gītā er det endelige ord med hensyn til moral og religion: overgivelse til Kṛṣṇa. Dette er konklusionen i kapitel 18.

Fra Bhagavad-gītā lærer vi, at det er én ting at erkende sig selv gennem filosofisk spekulation og meditation, men at overgive sig fuldt ud til Kṛṣṇa er den højeste fuldendelse. Dette er essensen af Bhagavad-gītās lære. At følge de regulerende principper i henhold til de samfundsmæssige ordener og forskellige religiøse veje kan være en fortrolig vej til kundskab. Men selv om religiøse ritualer er fortrolige, er meditation og udvikling af viden endnu mere fortrolig. Og overgivelse til Kṛṣṇa i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed er den mest fortrolige undervisning. Det er essensen af kapitel 18.

Et andet træk ved Bhagavad-gītā er, at den egentlige sandhed er Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Den Absolutte Sandhed erkendes i tre aspekter som den upersonlige Brahman, den lokaliserede Paramātmā og endelig som Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Perfekt viden om den Absolutte Sandhed er det samme som perfekt viden om Kṛṣṇa. Hvis man forstår Kṛṣṇa, bliver alle de andre kundskabsområder automatisk en uadskillelig del af den forståelse. Kṛṣṇa er transcendental, for Han er altid situeret i Sin evige indre energi. De levende væsener er manifestationer af Hans energi og inddeles i to kategorier: de evigt betingede og de evigt befriede. Der findes utallige sådanne levende væsener, og de anses for at være fundamentale dele af Kṛṣṇa. Den materielle energi manifesteres i 24 kategorier. Skabelsen bliver sat i gang af den evige tid, og den skabes og opløses af den ydre energi. Denne manifestation af den kosmiske verden kommer til syne og forsvinder gang på gang.

I Bhagavad-gītā er fem hovedemner blevet behandlet: Guddommens Højeste Personlighed, den materielle natur, de levende væsener, den evige tid og alle slags handlinger. Alle er de afhængige af Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Alle opfattelser af den Absolutte Sandhed, hvad enten der er tale om den upersonlige Brahman, den lokaliserede Paramātmā eller en hvilken som helst anden transcendental forestilling, eksisterer som underkategorier inden for forståelsen af Guddommens Højeste Personlighed. På trods af, at Guddommens Højeste Personlighed, det levende væsen, den materielle natur og tiden overfladisk set kan se ud til at være forskellige fra hinanden, er intet forskelligt fra den Højeste. Men den Højeste er altid forskellig fra alt andet. Herren Caitanyas filosofi er filosofien om “ufattelig samtidig enhed og forskellighed”. Dette filosofiske system udgør den fuldendte viden om den Absolutte Sandhed.

Det levende væsen er ren ånd i sin oprindelige position. Han er ligesom en atomisk partikel af den Højeste Ånd. Herren Kṛṣṇa kan således sammenlignes med Solen og de levende væsener med solskinnet. Eftersom de levende væsener er Kṛṣṇas marginale energi, er de tilbøjelige til at være forbundet med enten den materielle energi eller den åndelige energi. Det levende væsen befinder sig med andre ord midt imellem Herrens to energier, og fordi han tilhører Herrens højere energi, har han en lille uafhængighed. Ved at anvende denne frihed rigtigt kommer han under Kṛṣṇas direkte ordre. Således genvinder det levende væsen sin normale tilstand i den glædesgivende energi.