Skip to main content

TEXT 16

TEXT 16

Devanagari

Devanagari

कर्मण: सुकृतस्याहु: सात्त्विकं निर्मलं फलम् ।
रजसस्तु फलं दु:खमज्ञानं तमस: फलम् ॥ १६ ॥

Text

Tekst

karmaṇaḥ sukṛtasyāhuḥ
sāttvikaṁ nirmalaṁ phalam
rajasas tu phalaṁ duḥkham
ajñānaṁ tamasaḥ phalam
karmaṇaḥ sukṛtasyāhuḥ
sāttvikaṁ nirmalaṁ phalam
rajasas tu phalaṁ duḥkham
ajñānaṁ tamasaḥ phalam

Synonyms

Synonyms

karmaṇaḥ — of work; su-kṛtasya — pious; āhuḥ — is said; sāttvikam — in the mode of goodness; nirmalam — purified; phalam — the result; rajasaḥ — of the mode of passion; tu — but; phalam — the result; duḥkham — misery; ajñānam — nonsense; tamasaḥ — of the mode of ignorance; phalam — the result.

karmaṇaḥ — af arbejde; su-kṛtasya — fromt; āhuḥ — siges; sāttvikam — i godhedens kvalitet; nirmalam — renset; phalam — resultatet; rajasaḥ — af lidenskabens kvalitet; tu — men; phalam — resultatet; duḥkham — lidelse; ajñānam — meningsløshed; tamasaḥ — af uvidenhedens kvalitet; phalam — resultatet.

Translation

Translation

The result of pious action is pure and is said to be in the mode of goodness. But action done in the mode of passion results in misery, and action performed in the mode of ignorance results in foolishness.

Resultatet af fromme handlinger er rent og siges at være i godhedens kvalitet. Men handling i lidenskabens kvalitet medfører lidelse, og handlinger i uvidenhedens kvalitet resulterer i tåbelighed.

Purport

Purport

The result of pious activities in the mode of goodness is pure. Therefore the sages, who are free from all illusion, are situated in happiness. But activities in the mode of passion are simply miserable. Any activity for material happiness is bound to be defeated. If, for example, one wants to have a skyscraper, so much human misery has to be undergone before a big skyscraper can be built. The financier has to take much trouble to earn a mass of wealth, and those who are slaving to construct the building have to render physical toil. The miseries are there. Thus Bhagavad-gītā says that in any activity performed under the spell of the mode of passion, there is definitely great misery. There may be a little so-called mental happiness – “I have this house or this money” – but this is not actual happiness.

FORKLARING: Resultatet af fromme handlinger i godhedens kvalitet er rent. Vismændene, der er helt fri for illusion, befinder sig derfor i en tilstand af lykke. Men handlinger i lidenskabens kvalitet medfører blot lidelse. Alle handlinger, der gøres med materiel lykke for øje, er dømt til at mislykkes. Hvis man for eksempel gerne vil have sig en skyskraber, må man gennemgå så megen menneskelig lidelse, før et sådant stort højhus kan stå færdigt. Finansmanden må påtage sig en masse besvær med at tjene en bunke penge, og de, der træller for at opføre bygningen, må levere det hårde fysiske arbejde. Alt dette er utvivlsomt lidelse. Der står derfor i Bhagavad-gītā, at alle handlinger, der gøres under fortryllelse af lidenskabens kvalitet, med sikkerhed indebærer en masse lidelse. Man kan muligvis opleve lidt såkaldt mental lykke – “Jeg ejer dette hus eller disse penge” – men dette er ikke virkelig lykke.

As far as the mode of ignorance is concerned, the performer is without knowledge, and therefore all his activities result in present misery, and afterwards he will go on toward animal life. Animal life is always miserable, although, under the spell of the illusory energy, māyā, the animals do not understand this. Slaughtering poor animals is also due to the mode of ignorance. The animal killers do not know that in the future the animal will have a body suitable to kill them. That is the law of nature. In human society, if one kills a man he has to be hanged. That is the law of the state. Because of ignorance, people do not perceive that there is a complete state controlled by the Supreme Lord. Every living creature is a son of the Supreme Lord, and He does not tolerate even an ant’s being killed. One has to pay for it. So indulgence in animal killing for the taste of the tongue is the grossest kind of ignorance. A human being has no need to kill animals, because God has supplied so many nice things. If one indulges in meat-eating anyway, it is to be understood that he is acting in ignorance and is making his future very dark. Of all kinds of animal killing, the killing of cows is most vicious because the cow gives us all kinds of pleasure by supplying milk. Cow slaughter is an act of the grossest type of ignorance. In the Vedic literature (Ṛg Veda 9.46.4) the words gobhiḥ prīṇita-matsaram indicate that one who, being fully satisfied by milk, is desirous of killing the cow is in the grossest ignorance. There is also a prayer in the Vedic literature that states:

Hvad angår dem, der handler i uvidenhedens kvalitet, har de ingen viden. Derfor resulterer alle deres aktiviteter i lidelse her og nu, og bagefter glider de ned til liv som dyr. Dyrenes liv er altid fyldt med lidelse, selv om dyrene under den illusoriske energi eller māyās fortryllelse ikke forstår dette. Slagtning af stakkels dyr skyldes også uvidenhedens kvalitet. Dyreslagterne ved ikke, at dyret i fremtiden vil få en passende krop og slå dem ihjel. Det er naturens lov. I menneskesamfundet bliver man hængt, hvis man slår et menneske ihjel. Det er statens lov. På grund af uvidenhed ser folk ikke, at der findes en komplet stat, der er styret af den Højeste Herre. Hver eneste levende skabning er en søn af den Højeste Herre, og Han tolererer ikke så meget som en myre blive dræbt. Man vil komme til at bøde for det. At slagte dyr blot for at tilfredsstille smagsløgene er således den dybeste form for uvidenhed. Som menneske behøver man ikke slå dyr ihjel, for Gud har givet os alle mulige gode ting. Hvis man alligevel forfalder til at spise kød, må man forstå, at man handler i uvidenhed og går en mørk fremtid i møde. Blandt alle former for dyredrab er slagtning af køer det mest ondsindede, for koen giver os så mange glæder ved at forsyne os med mælk. Koslagtning er at handle i den groveste form for uvidenhed. Det angives i den vediske litteratur (Ṛg Veda 9.46.4) med ordene gobhiḥ prīṇita-matsaram, at den, der på trods af at være blevet helt tilfredsstillet med mælk alligevel ønsker at slå koen ihjel, befinder sig i den groveste form for uvidenhed. I den vediske litteratur (Viṣṇu Purāṇa 1.19.65) er der også denne bøn:

namo brahmaṇya-devāya
go-brāhmaṇa-hitāya ca
jagad-dhitāya kṛṣṇāya
govindāya namo namaḥ
namo brahmaṇya-devāya
go-brāhmaṇa-hitāya ca
jagad-dhitāya kṛṣṇāya
govindāya namo namaḥ

“My Lord, You are the well-wisher of the cows and the brāhmaṇas, and You are the well-wisher of the entire human society and world.” (Viṣṇu Purāṇa 1.19.65) The purport is that special mention is given in that prayer for the protection of the cows and the brāhmaṇas. Brāhmaṇas are the symbol of spiritual education, and cows are the symbol of the most valuable food; these two living creatures, the brāhmaṇas and the cows, must be given all protection – that is real advancement of civilization. In modern human society, spiritual knowledge is neglected, and cow killing is encouraged. It is to be understood, then, that human society is advancing in the wrong direction and is clearing the path to its own condemnation. A civilization which guides the citizens to become animals in their next lives is certainly not a human civilization. The present human civilization is, of course, grossly misled by the modes of passion and ignorance. It is a very dangerous age, and all nations should take care to provide the easiest process, Kṛṣṇa consciousness, to save humanity from the greatest danger.

“Min Herre, Du er køernes og brāhmaṇaernes velynder, og Du er hele menneskesamfundet og verdens velynder.” Det påfaldende i denne bøn er, at der her lægges særlig vægt på køerne og brāhmaṇaernes beskyttelse. Brāhmaṇaer er indbegrebet af åndelig uddannelse, og køer er indbegrebet af det mest værdifulde fødeemne. Disse to skabninger, brāhmaṇaerne og køerne, skal gives enhver form for beskyttelse – det er ægte fremskridt i civilisation. I det moderne samfund bliver åndelig kundskab forsømt, og drab på køer tilskyndes. Af det kan man forstå, at menneskeheden udvikler sig i den gale retning og baner vej for sin egen fortabelse. En civilisation, der leder sine borgere til at blive dyr i det næste liv, er helt sikkert ikke en menneskelig civilisation. Den nuværende menneskecivilisation er selvfølgelig vildledt på det groveste af lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Det er en meget farlig tidsalder, og alle lande burde sørge for at stille den letteste proces, Kṛṣṇa-bevidsthed, til rådighed for menneskeheden for at redde den fra den største fare.