TEXT 15

Devanagari

रजसि प्रलयं गत्वा कर्मसङ्गिषु जायते ।
तथा प्रलीनस्तमसि मूढयोनिषु जायते ॥ १५ ॥

Text

Tekst

rajasi pralayaṁ gatvā
karma-saṅgiṣu jāyate
tathā pralīnas tamasi
mūḍha-yoniṣu jāyate

Synonyms

rajasi — in passion; pralayam — dissolution; gatvā — attaining; karma-saṅgiṣu — in the association of those engaged in fruitive activities; jāyate — takes birth; tathā — similarly; pralīnaḥ — being dissolved; tamasi — in ignorance; mūḍha-yoniṣu — in animal species; jāyate — takes birth.

rajasi — i lidenskab; pralayam — opløsning; gatvā — efter at have opnået; karma-saṅgiṣu — i samvær med dem, der er engageret i frugtstræbende aktiviteter; jāyate — fødes; tathā — på lignende måde; pralīnaḥ — blevet opløst (død); tamasi — i uvidenhed; mūḍha-yoniṣu — i dyrearter; jāyate — fødes.

Translation

When one dies in the mode of passion, he takes birth among those engaged in fruitive activities; and when one dies in the mode of ignorance, he takes birth in the animal kingdom.

Dør man i lidenskabens kvalitet, bliver man født blandt dem, der er optaget af frugtstræbende handlinger, og når man dør i uvidenhedens kvalitet, fødes man i dyreriget.

Purport

Some people have the impression that when the soul reaches the platform of human life it never goes down again. This is incorrect. According to this verse, if one develops the mode of ignorance, after his death he is degraded to an animal form of life. From there one has to again elevate himself, by an evolutionary process, to come again to the human form of life. Therefore, those who are actually serious about human life should take to the mode of goodness and in good association transcend the modes and become situated in Kṛṣṇa consciousness. This is the aim of human life. Otherwise, there is no guarantee that the human being will again attain to the human status.

FORKLARING: Nogle er af den opfattelse, at når sjælen har opnået menneskelivet, kan han aldrig gå ned igen. Dette er ukorrekt. Ifølge dette vers glider man efter døden ned til dyreriget, hvis man kultiverer uvidenhedens kvalitet. Derfra bliver man så atter nødt til at ophøje sig selv gennem en udviklingsproces for igen at komme til den menneskelige livsform. De, der virkelig tager menneskelivet seriøst, bør derfor søge tilflugt i godhedens kvalitet og i godt selskab hæve sig over naturens kvaliteter og blive situeret i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er målet med menneskelivet. Ellers er der ingen garanti for, at et menneske opnår menneskelig status igen.