Skip to main content

TEXTS 4-5

TEXTS 4-5

Devanagari

Devanagari

बुद्धिर्ज्ञानमसम्मोह: क्षमा सत्यं दम: शम: ।
सुखं दु:खं भवोऽभावो भयं चाभयमेव च ॥ ४ ॥
अहिंसा समता तुष्टिस्तपो दानं यशोऽयश: ।
भवन्ति भावा भूतानां मत्त एव पृथग्विधा: ॥ ५ ॥

Text

Tekst

buddhir jñānam asammohaḥ
kṣamā satyaṁ damaḥ śamaḥ
sukhaṁ duḥkhaṁ bhavo ’bhāvo
bhayaṁ cābhayam eva ca
buddhir jñānam asammohaḥ
kṣamā satyaṁ damaḥ śamaḥ
sukhaṁ duḥkhaṁ bhavo ’bhāvo
bhayaṁ cābhayam eva ca
ahiṁsā samatā tuṣṭis
tapo dānaṁ yaśo ’yaśaḥ
bhavanti bhāvā bhūtānāṁ
matta eva pṛthag-vidhāḥ
ahiṁsā samatā tuṣṭis
tapo dānaṁ yaśo ’yaśaḥ
bhavanti bhāvā bhūtānāṁ
matta eva pṛthag-vidhāḥ

Synonyms

Synonyms

buddhiḥ — intelligence; jñānam — knowledge; asammohaḥ — freedom from doubt; kṣamā — forgiveness; satyam — truthfulness; damaḥ — control of the senses; śamaḥ — control of the mind; sukham — happiness; duḥkham — distress; bhavaḥ — birth; abhāvaḥ — death; bhayam — fear; ca — also; abhayam — fearlessness; eva — also; ca — and; ahiṁsā — nonviolence; samatā — equilibrium; tuṣṭiḥ — satisfaction; tapaḥ — penance; dānam — charity; yaśaḥ — fame; ayaśaḥ — infamy; bhavanti — come about; bhāvāḥ — natures; bhūtānām — of living entities; mattaḥ — from Me; eva — certainly; pṛthak-vidhāḥ — variously arranged.

buddhiḥ — intelligens; jñānam — viden; asammohaḥ — frihed for tvivl; kṣamā — tilgivelse; satyam — sandfærdighed; damaḥ — beherskelse af sanserne; śamaḥ — beherskelse af sindet; sukham — lykke; duḥkham — lidelse; bhavaḥ — fødsel; abhāvaḥ — død; bhayam — frygt; ca — også; abhayam — frygtløshed; eva — også; ca — og; ahiṁsā — ikke-vold; samatā — ligevægt; tuṣṭiḥ — tilfredshed; tapaḥ — bodsøvelse; dānam — velgørenhed; yaśaḥ — berømmelse; ayaśaḥ — vanære; bhavanti — bliver til; bhāvāḥ — naturer; bhūtānām — de levende væseners; mattaḥ — fra Mig; eva — udelukkende; pṛthak-vidhāḥ — forskelligt arrangerede.

Translation

Translation

Intelligence, knowledge, freedom from doubt and delusion, forgiveness, truthfulness, control of the senses, control of the mind, happiness and distress, birth, death, fear, fearlessness, nonviolence, equanimity, satisfaction, austerity, charity, fame and infamy – all these various qualities of living beings are created by Me alone.

Intelligens, viden, frihed for tvivl og illusion, tilgivelse, sandfærdighed, beherskelse af sanserne, beherskelse af sindet, lykke og lidelse, fødsel, død, frygt, frygtløshed, ikke-vold, sindsro, tilfredshed, askese, velgørenhed, berømmelse og vanære – alle disse forskellige kvaliteter hos de levende væsener er udelukkende skabt af Mig.

Purport

Purport

The different qualities of living entities, be they good or bad, are all created by Kṛṣṇa, and they are described here.

FORKLARING: De levende væseners forskellige kvaliteter, de være sig gode eller dårlige, er alle skabt af Kṛṣṇa, og de beskrives her.

Intelligence refers to the power to analyze things in their proper perspective, and knowledge refers to understanding what is spirit and what is matter. Ordinary knowledge obtained by a university education pertains only to matter, and it is not accepted here as knowledge. Knowledge means knowing the distinction between spirit and matter. In modern education there is no knowledge about spirit; they are simply taking care of the material elements and bodily needs. Therefore academic knowledge is not complete.

Intelligens refererer til evnen til at analysere ting i deres rette perspektiv, og viden betyder forståelse af, hvad der er ånd, og hvad der er materie. Den almindelige viden, man får gennem en universitetsuddannelse, handler kun om materie og bliver ikke betragtet som viden her. Viden betyder at forstå forskellen mellem ånd og materie. Der findes ingen viden om ånd i moderne uddannelse. Her arbejder man kun med de materielle elementer og de kropslige behov. Akademisk viden er derfor ufuldstændig.

Asammoha, freedom from doubt and delusion, can be achieved when one is not hesitant and when he understands the transcendental philosophy. Slowly but surely he becomes free from bewilderment. Nothing should be accepted blindly; everything should be accepted with care and with caution. Kṣamā, tolerance and forgiveness, should be practiced; one should be tolerant and excuse the minor offenses of others. Satyam, truthfulness, means that facts should be presented as they are, for the benefit of others. Facts should not be misrepresented. According to social conventions, it is said that one can speak the truth only when it is palatable to others. But that is not truthfulness. The truth should be spoken in a straightforward way, so that others will understand actually what the facts are. If a man is a thief and if people are warned that he is a thief, that is truth. Although sometimes the truth is unpalatable, one should not refrain from speaking it. Truthfulness demands that the facts be presented as they are for the benefit of others. That is the definition of truth.

Asammohaḥ, frihed for tvivl og illusion, kan opnås, når man ikke er ubeslutsom, og når man forstår den transcendentale filosofi. Langsomt, men sikkert kommer man da ud af sin forvirring. Intet bør accepteres blindt. Alting skal accepteres med omhu og forsigtighed. Kṣamā, tolerance og tilgivelse, bør praktiseres. Man skal være tolerant og undskylde andre deres mindre forseelser. Satyam, sandfærdighed, indebærer, at kendgerningerne skal fremlægges, som de er, til gavn for andre. Kendsgerningerne må ikke fordrejes. I almindelig selskabelig sammenhæng plejer man at sige, at man kun skal sige sandheden, hvis den er behagelig for andre. Men det er ikke sandfærdighed. Sandheden skal siges lige ud, så andre kan forstå de faktiske kendsgerninger. Hvis en mand er en tyv, og folk bliver advaret om, at han er en tyv, er det sandfærdighed. Selv om sandheden undertiden er ilde hørt, skal man ikke afholde sig fra at sige den. Sandfærdighed kræver, at kendsgerningerne fremlægges, som de er, til gavn for andre. Det er definitionen på sandfærdighed.

Control of the senses means that the senses should not be used for unnecessary personal enjoyment. There is no prohibition against meeting the proper needs of the senses, but unnecessary sense enjoyment is detrimental for spiritual advancement. Therefore the senses should be restrained from unnecessary use. Similarly, one should restrain the mind from unnecessary thoughts; that is called śama. One should not spend one’s time pondering over earning money. That is a misuse of the thinking power. The mind should be used to understand the prime necessity of human beings, and that should be presented authoritatively. The power of thought should be developed in association with persons who are authorities in the scriptures, saintly persons and spiritual masters and those whose thinking is highly developed. Sukham, pleasure or happiness, should always be in that which is favorable for the cultivation of the spiritual knowledge of Kṛṣṇa consciousness. And similarly, that which is painful or which causes distress is that which is unfavorable for the cultivation of Kṛṣṇa consciousness. Anything favorable for the development of Kṛṣṇa consciousness should be accepted, and anything unfavorable should be rejected.

At beherske sanserne betyder, at man ikke må anvende sanserne på unødvendig personlig nydelse. Der er intet forbud mod at imødekomme sansernes faktiske behov, men unødvendig sansenydelse er skadeligt for åndeligt fremskridt. Sanserne bør således afholdes fra unødvendig brug. På samme måde skal man afholde sindet fra unødvendige tanker. Det kaldes śamaḥ. Man bør ikke bruge sin tid på at tænke på at tjene penge. Det er misbrug af ens tænkeevne. Sindet skal anvendes til at forstå det vigtigste behov, mennesket har, og dette skal fremlægges autoritativt. Evnen til at tænke bør udvikles i selskab med personer, der er autoriteter i skrifterne, dvs. hellige personer, åndelige mestre og de, hvis tænkning er højt udviklet. Sukham, nydelse eller lykke, skal altid være i det, der er gavnligt for at udvikle åndelig viden i Kṛṣṇa-bevidsthed. Og på samme måde skal duḥkham, det, der er smertefuldt, eller som er årsag til lidelse, være det, der ikke er godt for udviklingen af Kṛṣṇa- bevidsthed. Alt, der er til fordel for ens udvikling af Kṛṣṇa-bevidsthed, bør accepteres, og alt, der er ufordelagtigt, bør forkastes.

Bhava, birth, should be understood to refer to the body. As far as the soul is concerned, there is neither birth nor death; that we have discussed in the beginning of Bhagavad-gītā. Birth and death apply to one’s embodiment in the material world. Fear is due to worrying about the future. A person in Kṛṣṇa consciousness has no fear because by his activities he is sure to go back to the spiritual sky, back home, back to Godhead. Therefore his future is very bright. Others, however, do not know what their future holds; they have no knowledge of what the next life holds. So they are therefore in constant anxiety. If we want to get free from anxiety, then the best course is to understand Kṛṣṇa and be situated always in Kṛṣṇa consciousness. In that way we will be free from all fear. In the Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37) it is stated, bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syāt: fear is caused by our absorption in the illusory energy. But those who are free from the illusory energy, those who are confident that they are not the material body, that they are spiritual parts of the Supreme Personality of Godhead, and who are therefore engaged in the transcendental service of the Supreme Godhead, have nothing to fear. Their future is very bright. This fear is a condition of persons who are not in Kṛṣṇa consciousness. Abhayam, fearlessness, is possible only for one in Kṛṣṇa consciousness.

Man må forstå, at bhavaḥ eller fødsel refererer til kroppen. Når det kommer til sjælen, findes der hverken fødsel eller død. Det har vi allerede diskuteret i begyndelsen af Bhagavad-gītā. Fødsel og død har kun med ens legemliggørelse i den materielle verden at gøre. Frygt skyldes, at man bekymrer sig om fremtiden. En person i Kṛṣṇa-bevidsthed nærer ingen frygt, for med sine aktiviteter er han sikker på at vende hjem, tilbage til Guddommen. Hans fremtid er således meget lys. Andre ved imidlertid ikke, hvad deres fremtid vil bringe. De har ingen anelse om, hvad det næste liv vil bringe. De befinder sig derfor i konstant frygt. Hvis vi gerne vil være fri for frygt, er der ingen bedre vej til det end at forstå Kṛṣṇa og altid være fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed. På den måde kan vi blive fri for al frygt. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37), bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syāt: Frygt skyldes vores fordybelse i den illusoriske energi. Men de, der er fri af den illusoriske energi, dvs. de, der er overbeviste om, at de ikke er deres materielle krop, men åndelige dele af Guddommens Højeste Personlighed, og som derfor er engageret i den Højeste Guddoms transcendentale tjeneste, har intet at frygte. Deres fremtid ser meget lys ud. Denne frygt er en tilstand hos personer, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste. Abhayam, frygtløshed, er kun mulig for den, der er Kṛṣṇa-bevidst.

Ahiṁsā, nonviolence, means that one should not do anything which will put others into misery or confusion. Material activities that are promised by so many politicians, sociologists, philanthropists, etc., do not produce very good results because the politicians and philanthropists have no transcendental vision; they do not know what is actually beneficial for human society. Ahiṁsā means that people should be trained in such a way that the full utilization of the human body can be achieved. The human body is meant for spiritual realization, so any movement or any commissions which do not further that end commit violence on the human body. That which furthers the future spiritual happiness of the people in general is called nonviolence.

Ahiṁsā, ikke-vold, betyder, at man ikke bør gøre noget, der medfører lidelse eller forvirring for andre. Materielle aktiviteter, der loves af så mange politikere, sociologer, filantroper osv., afstedkommer ikke særlig gode resultater, for politikerne og filantroperne har intet transcendentalt syn. De ved ikke, hvad der virkelig er til gavn for samfundet. Ahiṁsā betyder, at folk skal uddannes på en måde, så de kan drage fuld nytte af den menneskelige livsform. Den menneskelige krop er beregnet til åndelig erkendelse, så enhver bevægelse eller organisation, der ikke tjener det formål, begår vold mod menneskekroppen. Det, der fremmer den fremtidige åndelige lykke for folk i almindelighed, kaldes ikke-vold.

Samatā, equanimity, refers to freedom from attachment and aversion. To be very much attached or to be very much detached is not the best. This material world should be accepted without attachment or aversion. That which is favorable for prosecuting Kṛṣṇa consciousness should be accepted; that which is unfavorable should be rejected. That is called samatā, equanimity. A person in Kṛṣṇa consciousness has nothing to reject and nothing to accept save in terms of its usefulness in the prosecution of Kṛṣṇa consciousness.

Samatā, sindsro, refererer til frihed for tilknytning og aversion. At være meget knyttet eller meget utilknyttet til noget er ikke det bedste. Denne materielle verden skal accepteres uden hverken tilknytning eller aversion. Det, der er gavnligt for at udøve Kṛṣṇa-bevidsthed, skal accepteres, og det, der ikke er gavnligt, må man forkaste. Det kaldes samatā, sindsligevægt. For en person i Kṛṣṇa-bevidsthed er der intet at forkaste og intet at acceptere undtagen med henblik på dets nytte i udøvelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed.

Tuṣṭi, satisfaction, means that one should not be eager to gather more and more material goods by unnecessary activity. One should be satisfied with whatever is obtained by the grace of the Supreme Lord; that is called satisfaction. Tapas means austerity or penance. There are many rules and regulations in the Vedas which apply here, like rising early in the morning and taking a bath. Sometimes it is very troublesome to rise early in the morning, but whatever voluntary trouble one may suffer in this way is called penance. Similarly, there are prescriptions for fasting on certain days of the month. One may not be inclined to practice such fasting, but because of his determination to make advancement in the science of Kṛṣṇa consciousness, he should accept such bodily troubles when they are recommended. However, one should not fast unnecessarily or against Vedic injunctions. One should not fast for some political purpose; that is described in Bhagavad-gītā as fasting in ignorance, and anything done in ignorance or passion does not lead to spiritual advancement. Everything done in the mode of goodness does advance one, however, and fasting done in terms of the Vedic injunctions enriches one in spiritual knowledge.

Tuṣṭiḥ, tilfredshed, vil sige, at man ikke skal være ivrig efter at samle sig flere og flere materielle ting gennem unødige handlinger. Man bør stille sig tilfreds med det, der kommer til én ved den Højeste Herres nåde. Det kaldes tilfredshed. Tapas betyder askese eller bodsøvelse. I Vedaerne er der mange regler og forskrifter, der er relevante her, som for eksempel at stå tidligt op om morgenen og tage et bad. Det kan nogle gange være svært at stå tidligt op om morgenen, men enhver form for frivilligt besvær, man udholder på denne måde, kaldes askese. På samme måde er der forskrifter for, hvordan man faster på visse af månedens dage. Måske har man ikke lyst til at følge en sådan faste, men fordi man har besluttet sig for at gøre fremskridt i videnskaben om Kṛṣṇa- bevidsthed, bør man påtage sig sådanne kropslige besværligheder, når de anbefales. Derimod er der ingen grund til at faste unødvendigt, eller hvis det ikke er påbudt i Vedaerne. Man skal f.eks. ikke faste af politiske grunde. Dette beskrives i Bhagavad-gītā som faste i uvidenhed, og alt, man gør i uvidenhed eller lidenskab, leder ikke til åndeligt fremskridt. Alt det, man gør i godhedens kvalitet, hjælper imidlertid én til at avancere, og den faste, der sker ifølge de vediske påbud, beriger én i åndelig kundskab.

As far as charity is concerned, one should give fifty percent of his earnings to some good cause. And what is a good cause? It is that which is conducted in terms of Kṛṣṇa consciousness. That is not only a good cause, but the best cause. Because Kṛṣṇa is good, His cause is also good. Thus charity should be given to a person who is engaged in Kṛṣṇa consciousness. According to the Vedic literature, it is enjoined that charity should be given to the brāhmaṇas. This practice is still followed, although not very nicely in terms of the Vedic injunction. But still the injunction is that charity should be given to the brāhmaṇas. Why? Because they are engaged in higher cultivation of spiritual knowledge. A brāhmaṇa is supposed to devote his whole life to understanding Brahman. Brahma jānātīti brāhmaṇaḥ: one who knows Brahman is called a brāhmaṇa. Thus charity is offered to the brāhmaṇas because they are always engaged in higher spiritual service and have no time to earn their livelihood. In the Vedic literature, charity is also to be awarded to one in the renounced order of life, the sannyāsī. The sannyāsīs beg from door to door, not for money but for missionary purposes. The system is that they go from door to door to awaken the householders from the slumber of ignorance. Because the householders are engaged in family affairs and have forgotten their actual purpose in life – awakening their Kṛṣṇa consciousness – it is the business of the sannyāsīs to go as beggars to the householders and encourage them to be Kṛṣṇa conscious. As it is said in the Vedas, one should awake and achieve what is due him in this human form of life. This knowledge and method is distributed by the sannyāsīs; hence charity is to be given to the renouncer of life, to the brāhmaṇas, and similar good causes, not to any whimsical cause.

Hvad angår velgørenhed, bør man give halvdelen af sin indkomst til en god sag. Og hvad er en god sag? Det er den sag, der tjener Kṛṣṇa- bevidsthed. Det er ikke bare en god sag, men den bedste sag. Eftersom Kṛṣṇa er god, er Hans sag også god. Velgørenhed bør derfor gives til en person, der er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed. I den vediske litteratur indskærpes det, at velgørenhed skal gives til brāhmaṇaerne. Denne praksis bliver stadig fulgt, om end ikke mere helt i overensstemmelse med de vediske retningslinier. Ikke desto mindre er reglen den, at velgørenhed skal gives til brāhmaṇaerne. Hvorfor? Fordi de arbejder med den højere kultivering af åndelig viden. En brāhmaṇa forventes at hellige hele sit liv til at forstå Brahman. Brahma jānātīti brāhmaṇaḥ: Den, der kender Brahman, kaldes en brāhmaṇa. Da brāhmaṇaerne altid har travlt med den højere åndelige tjeneste og derfor ikke har tid til at forsørge sig selv, giver man dem velgørenhed. Ifølge den vediske litteratur gives velgørenhed også til en person i forsagelsens orden, en sannyāsī. En sannyāsī tigger fra dør til dør, ikke for pengenes skyld, men for at udbrede åndelig viden. Traditionen er, at de går fra dør til dør for at vække husholderne fra deres uvidenhed. Eftersom husholdere er travlt optaget af familieanliggender og har glemt livets virkelige formål, at genopvække deres Kṛṣṇa-bevidsthed, er det sannyāsīernes opgave at gå som tiggere til husholdernes hjem for at hjælpe dem til at blive Kṛṣṇa-bevidste. Som der står i Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 1.3.14), bør man vågne op og opnå det mål, som det er muligt for én i den menneskelige livsform. Denne kundskab og metode bliver udbredt af sannyāsīerne. Velgørenhed skal således gives til dem i forsagelsens orden, til brāhmaṇaerne og til lignende gode formål og ikke til en hvilken som helst tilfældig sag.

Yaśas, fame, should be according to Lord Caitanya, who said that a man is famous when he is known as a great devotee. That is real fame. If one has become a great man in Kṛṣṇa consciousness and it is known, then he is truly famous. One who does not have such fame is infamous.

Yaśas eller berømmelse bør være som defineret af Herren Caitanya, ifølge hvem et menneske er berømt, når det er kendt som en stor hengiven. Det er virkelig berømmelse. Hvis man er blevet en stor person i Kṛṣṇa-bevidsthed, og det er kendt, er man ægte berømt. Enhver anden form for berømmelse er vanære.

All these qualities are manifest throughout the universe in human society and in the society of the demigods. There are many forms of humanity on other planets, and these qualities are there. Now, for one who wants to advance in Kṛṣṇa consciousness, Kṛṣṇa creates all these qualities, but the person develops them himself from within. One who engages in the devotional service of the Supreme Lord develops all the good qualities, as arranged by the Supreme Lord.

Alle disse egenskaber er manifesteret overalt i universet blandt både mennesker og halvguder. Der findes mange former for mennesker på andre planeter, og der findes disse egenskaber også. For den, der gerne vil gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed, skaber Kṛṣṇa alle disse kvaliteter, men man er nødt til selv at udvikle dem indefra. Den, der engagerer sig i den Højeste Herres hengivne tjeneste, udvikler alle gode kvaliteter som arrangeret af den Højeste Herre.

Of whatever we find, good or bad, the origin is Kṛṣṇa. Nothing can manifest itself in this material world which is not in Kṛṣṇa. That is knowledge; although we know that things are differently situated, we should realize that everything flows from Kṛṣṇa.

Uanset hvad der findes af godt eller dårligt, har det sin oprindelse i Kṛṣṇa. Intet kan manifestere sig af sig selv i den materielle verden, hvis det ikke er i Kṛṣṇa. Det er viden. Selv om vi godt ved, at alting nu er anderledes situeret, må vi forstå, at det kommer altsammen fra Kṛṣṇa.